Uddannelse kapitel 14fra side128.     Fra side 128 i den engelske udgave.

tilbage

Videnskaben og Bibelen

(128)  Eftersom naturens bog og åbenbaringens bog er prægede af den samme mesters tanker, kan de ikke undgå at være i harmoni med hinanden. På forskellige måder og på et forskelligt sprog er de vidnesbyrd om de samme store sandheder. Videnskaben opdager stadig nye undere; men dens forsken medfører intet, som, hvis det bliver forstået på rette måde, kommer i modstrid med den guddommelige åbenbaring. Naturens bog og det skrevne ord kaster lys over hinanden. De får os til at kende Gud bedre ved at lære os noget om de love, efter hvilke han handler. ret

(128)  Slutninger, der med urette bliver draget efter, hvad man har opdaget i naturen, har imidlertid ført til en formodet uoverensstemmelse mellem videnskaben og det åbenbarede ord; og under bestræbelserne for atter at tilvejebringe harmoni er der blevet indført fortolkninger af Skriften, som undergraver og ødelægger kraften i Guds ord. Man har ment, at geologien modsagde den bogstavelige udlægning af den mosaiske skabelsesberetning. Det hævdes, at der krævedes millioner af år til jordens udvikling fra kaos; og for at tilpasse Bibelen efter denne videnskabens formodede afsløring har man antaget, at skabelsens dage har været uhyre langvarige og ikke skarpt afgrænsede perioder, der strakte sig over tusinder eller endog over millioner af år. ret

(129)  Det er ganske upåkrævet at drage den slags slutninger. Bibelens beretning er i overensstemmelse med sig selv og med, hvad naturen lærer os. Om den første dag, der blev brugt til skabelsesværket, siges der:»Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.« 1Mos. 1,5. Og det samme er hovedindholdet af, hvad der siges om enhver af skabelsens første seks dage. Ved Ånden siges der, at hver eneste af disse perioder har været en dag, der bestod af aften og morgen, ligesom enhver anden dag siden den tid. Med hensyn til skabelsen lyder det guddommelige vidnesbyrd således:»Han talte, så skete det, han bød, så stod det der.« Sl. 33,9. Hvor lang en tid mon det ville tage for ham, som således kunne kalde utallige verdener frem, at udvikle jorden fra kaos? Skal vi mon gøre vold på hans ord for at gøre regnskab for hans værk? ret

(129)  Det er sandt, at der i jorden er fundet rester, som vidner om, at der har eksisteret mennesker, dyr og planter, som var langt større end nogen, vi i dag kender. Disse bliver betragtet som bevis for, at der har været plante og dyreliv forud for den tid, som den mosaiske beretning beskæftiger sig med. Men Bibelens historie givet os en fyldestgørende forklaring med hensyn hertil. Før syndfloden overgik væksten inden for plante og dyreverdenen langt det, som man senere har kendt. Ved syndfloden blev jordens overflade brudt op, der fandt udprægede forandringer sted, og ved nydannelsen af jordskorpen blev der bevaret mange vidnesbyrd om det tidligere eksisterende liv. De vældige skove, som blev begravet i jorden på syndflodens tid og siden forvandledes til kul, danner de udstrakte kullejer og yder de forsyninger af olie, som i dag tjener til vort velvære og vor bekvemmelighed. Når alle disse ting kommer frem for dagens lys, er de lige så mange vidner, der uden ord beviser sandheden i Guds ord. ret

(129)  Teorien om jordens udvikling er beslægtet med den teori, som henfører menneskets udvikling til en opadstigende linje af kim, bløddyr og firbenede dyr mennesket, som er skaberværkets krone. ret

(130)  Når man tager menneskets muligheder for forskning i betragtning hvor kort dets liv er og hvor begrænset dets virkefelt og dets horisont; hvor ofte og i hvor høj grad dets følgeslutninger viser sig at være forkerte, særlig dem, der angår de begivenheder, som menes at gå forud for bibelens historie; hvor ofte videnskabens formodede slutninger bliver revideret eller kasseret; med hvilken beredvillighed det formodede tidsrum, der medgik til jordens udvikling, fra tid til anden forøges eller formindskes med millioner af år; og hvordan de teorier, der er fremsat af forskellige videnskabsmænd, er i modstrid med hinanden når alt dette tages i betragtning, skulle så vi, for at få ret til at føre vor oprindelse tilbage til kim og bløddyr og aber, indvillige i at forkaste Den hellige Skrifts beretning, som er så storslået i sin enkelhed:»Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det?« 1Mos. 1,27. Skal vi forkaste dette slægtsregister, som er mere ærefuldt end noget slægtsregister inden for kongehuset søn af Adam, søn af Gud?« Luk. 3,38. ret

(130)  Når de bliver forstået på den rette måde, er både videnskabens afsløringer og livets erfaringer i harmoni med Skriftens vidnesbyrd om Guds bestandige virken i naturen. ret

(130)  I den hymne, der gengives af Nehemias, sang levitterne:»Du, Herre, er den eneste; du har skabt himmelen, Himlenes Himle med al deres hær, jorden med alt, hvad der er på den, havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem alle liv.« Nehemias 9,6. ret

(130)  Skriften forkynder, at med hensyn til denne jord er skabelsesværket fuldendt.»Hans gerninger var fuldbyrdede fra verdens grundlæggelse.« Hebr. 4,3. Men Gud udøver stadig sin magt ved at opretholde det, han har skabt. Det er ikke, fordi den mekanisme, som en gang er sat i gang, fortsætter med at virke ved sin egen iboende energi, at pulsen slår, og det ene åndedrag følger efter det andet. Hvert åndedrag og hvert af hjertets pulsslag er et vidnesbyrd om hans omsorg, i hvem vi lever og røres og er. Fra det mindste insekt til mennesket er hvert eneste levende væsen daglig afhængigt af hans forsyn. ret

(131)  »De bier alle på dig. ..... Du giver dem den, og de sanker, du åbner din hånd, og de mættes med godt. Du skjuler dit åsyn, og de forfærdes; du lager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet; Du sender din Ånd, og de skabes, jordens åsyn fornyer du.« Sl. 104,27-30. ret

(131)  »Han udspænder norden over det tomme, ophænger jorden på intet; vandet binder han i sine skyer, og skylaget brister ikke derunder. ..... Han drog en kreds over vandene, der, hvor lys og mørke skilles.« Job. 26,7-10. ret

(131)  »Himlens støtter vakler, de gribes af angst ved hans trussel; med vælde bragte han havet til ro. ..... Ved hans ånde klarede himlen op, hans hånd gennemborede den flygtede slange. Se, det er kun omridset af hans vej, hvad hører vi andet end hvisken? Hans vældes torden, hvo fatter vel den?« Job. 26,11-14. ret

(132)  »I uvejr og storm er hans vej, skyer er hans fødders støv.« Nahum 1,3. ret

(132)  Den vældige kraft, som virker alle vegne i naturen og opretholder alt, er ikke, som nogle videnskabsmænd hævder, blot et altbeherskende princip, en energiudfoldelse. Gud er en ånd; men alligevel er han et personligt væsen, thi mennesket blev skabt i hans billede. Som et personligt væsen har Gud åbenbaret sig i sin Søn. Jesus, afglansen af Faderens herlighed og hans væsens udtrykte billede (Hebr. 1,3), blev på jorden funden i skikkelse af et menneske. Han kom til verden som en personlig Frelser. Som en personlig Frelser steg han op til det høje. Som en personlig Frelser går han i forbøn for os i de himmelske boliger. »En, der så ud som en menneskesøn,« tjener for vor skyld for Guds trone. Dan. 7,13. ret

(132)  Apostlen Paulus, der skrev under Helligåndens vejledning, siger om Kristus, at alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham.« Kol. 1,16-17. Den hånd, som holder kloderne i gang i rummet, den hånd, som styrer alt i hele Guds univers efter en bestemt orden og med utrættelig aktivitet, er den samme hånd, der for vor skyld blev naglet til korset. ret

(132)  Guds storhed er ufattelig for os.»I Himlen er Herrens trone« (Sl. 11,4); men ved sin Ånd er han alle vegne til stede. Han har indgående kendskab til og personlig interesse for alt, hvad hans hænder har skabt. ret

(132)  »Hvo er som Herren vor Gud som rejste sin trone i det høje og skuer ned i det dybe i himlene og på jorden!« Sl. 113,5-6. ret

(133)  »Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit åsyn? Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg leje i Dødsriget, så er du der; tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender, da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast.« Sl. 139,7-10. ret

(133)  »Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op, du fatter min tanke i frastand, du har rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine veje kender du grant. ..... Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din hånd på mig. At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke.« Sl. 139,2-6. ret

(133)  Det var Skaberen af alle ting, som forordnede den vidunderlige tilpasning mellem midler og mål og mellem behov og de ting, som kan stille behovet. Det var ham, som inden for den timelige verden sørgede for, at ethvert ønske som var os indpodet, kunne imødekommes. Det var ham, som skabte menneskesjælen med dens evne til at forstå og til at elske. Og han er ikke selv sådan, at han lader sjælens begær være utilfredsstillet. Intet uhåndgribeligt princip, intet upersonligt væsens indhold eller noget blot abstrakt kan tilfredsstille menneskers trang og længsler i dette liv, hvor der kæmpes med synd og sorg og smerte. Det er ikke nok at tro på lov og magt, på ting, som ikke føler medlidenhed, og som aldrig hører råbet om hjælp. Vi trænger til at vide, at der findes en almægtig hånd, som vil holde os oppe, en evig ven, som har medlidenhed med os. Vi trænger til at klynge os til en hånd, som er varm, til at stole på et hjerte, der er fuldt af ømhed. Og netop således har Gud gennem sit ord åbenbaret sig. ret

(134)  Den, som mest grundigt gransker naturens mysterier, vil mest fuldt og helt erfare sin egen uvidenhed og svaghed. Han vil indse, at der findes dybder og højder, som han ikke kan nå, hemmeligheder, som han ikke kan trænge ind i, og vældige områder af sandhed, der ligger uopklarede foran ham. Han vil være rede til at sige som Newton:»Det forekommer mig, at jeg har været som et barn, der samler småsten og muslingeskaller på strandbredden, mens sandhedens store ocean ligger uopdaget foran mig.« ret

(134)  De skarpsindigste videnskabelige forskere føler sig tvunget til i naturen at erkende en almægtig krafts virken. Men hvis menneskets forstand ikke bliver hjulpet, kan naturens lære kun virke selvmodsigende og skuffende. Kun ved hjælp af åbenbaringens lys kan den tydes på rette måde.»I tro fatter vi.« Hebr. 11,3. ret

(134)  »I begyndelsen ..... Gud.« 1Mos. 1,1. Her alene kan det ivrigt spørgende sind finde hvile, ligesom duen flygtede tilbage til arken. Over os, under os og ved siden af os dvæler den evige kærlighed, der gør alt efter hans velbehag. ret

(134)  »Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.« Rom. 1,20. Men deres vidnesbyrd kan kun fattes ved den guddommelige lærers hjælp.»Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket uden menneskets ånd, som er i ham? Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd.« 1Kor. 2,11. ret

(135)  »Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden.« Joh. 16,13. Kun ved hjælp af den Ånd, som fra begyndelsen svævede over vandene, ved hjælp af det Ord, ved hvem alt er blevet til, ved det sande lys, som oplyser hvert menneske, kan videnskabens erfaringer fortolkes på rette måde. Kun gennem deres vejledning kan dens dybeste sandheder opdages. ret

(135)  Kun når vi er under den Almægtiges ledelse, kan vi, når vi fordyber os i hans ord, blive i stand til at tænke hans tanker efter ham. ret

næste kapitel