Uddannelse kapitel 16fra side147.     Fra side 146 i den engelske udgave.

tilbage

Bibelske levnedsskildringer

(147)  Ingen del af Bibelen er mere værdifuld som opdragelsesmiddel end dens levnedsbeskrivelser. Disse biografier er forskellige fra alle andre derved, at de er absolut sandfærdige. Det er umuligt for nogen dødelig sjæl i ét og alt at fortolke et andet menneskes handlinger helt rigtigt. Ingen andre end han, som læser i hjertet og opdager de hemmelige kilder til motiver og handlinger, kan med fuldkommen sandhed skildre en personlighed eller give et troværdigt billede af et menneskes liv. Kun i Guds ord findes der sådanne skildringer. ret

(147)  Der er ingen sandhed, som Bibelen mere tydeligt lærer os, end at det, som vi gør, er følgen af det, vi er. Livets erfaringer er for en stor del følgen af vore egne tanker og handlinger.»Så rammer ej banden mod sagesløs mand,« Ordsp. 26,2.»Salige de retfærdige, dem går det godt; ..... ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans hænder har gjort.« Es. 3,10-11.»Hør, du jord! Se, jeg sender ulykke over dette folk, frugten af deres frafald.« Jer. 6,19. ret

(147)  Dette er en frygtelig sandhed, og den burde indprentes grundigt. Enhver handling virker tilbage på den, som udøver den. Der findes ikke et menneske, som jo ikke i det onde, som er en forbandelse i hans liv, må erkende, at dette er frugten af, hvad han selv har sået. Men trods dette har vi dog stadig håb. ret

(148)  Jakob tog sin tilflugt til bedrageri for at vinde den førstefødselsret, som allerede var hans efter Guds løfte, og han høstede frugten deraf i sin broders had. Under tyve års landflygtighed led han selv uret og blev bedraget og blev til sidst nødt til at redde sig ved at flygte. Og han høstede anden gang, da det onde i hans egen karakter viste sig at dukke op i hans sønner som et kun alt for sandt billede af gengældelsens lov i menneskelivet. ret

(148)  Men Gud siger:»Thi evigt går jeg ikke i rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægtede ånden for mit ansigt, sjæle, som jeg har skabt. For hans griskheds skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i harme; han fulgte i frafald sit hjertes vej. Jeg så hans vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst til bod. ..... Fred, fred for fjern og nær, siger Herren, og nu vil jeg læge ham.« Es. 57,16-19. ret

(148)  Jakob lod sig ikke overmande af sin ulykke. Han havde angret, og han havde forsøgt at gøre bod for uretten mod sin broder. Og da han på grund af Esaus harme truedes med døden, søgte han hjælp hos Gud.»Ja, stred med en engel og sejred, han bad ham med gråd om nåde."»Og han velsigne,de ham der.« Hoseas 12,5; 1Mos. 32,29. I sin fulde kraft rejste den tilgivne sig op, nu ikke mere som den der havde fortrængt en anden, men som en fyrste for Gud. Han havde ikke blot erhvervet sig befrielse fra sin harmfulde broder, men befrielse fra sit eget jeg. Det ondes magt i hans eget sind var nu brudt; hans, karakter var blevet forvandlet. ret

(148)  Ved aftenstid kom der lys. Da Jakob så tilbage på sit liv, erkendte han Guds opretholdende magt»den Gud, der har vogtet mig fra min første færd og til nu, den engel, der har udløst mig fra alt ondt.« 1Mos. 48,15-16. ret

(149)  Den samme erfaring gentager sig i Josefs sønners historie: synd, der fremkalder gengældelse, og anger, der bærer retfærdighedens frugt til livet. Gud tilbagekalder ikke sine love. Han handler ikke i modstrid med dem. Han ophæver ikke virkningen af synden. Men han forvandler. Ved hans nåde virker forbandelsen til velsignelse. ret

(149)  Af alle Jakobs sønner var Levi en af de grusomste og mest hævngerrige den ene af de to, som var mest skyldige i det forræderiske mord på Sikems slægt. Levis karaktertræk, der gik igen hos hans efterkommere, pådrog dem denne kendelse fra Gud:»Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!« 1Mos. 49,7. Men gennem anger skabtes der omvendelse; og ved deres troskab mod Gud midt under de andre stammers frafald blev forbandelsen forvandlet til den største æresbevisning. ret

(149)  »På den tid udskilte Herren Levis stamme til at bære Herrens pagts ark og til at stå for Herrens åsyn og tjene ham og velsigne i hans navn."»Min pagt med ham var, at jeg skulle give ham liv og fred, og han skulle frygte mig og bæve for mit navn, ..... i fred og sanddruhed vandrede han med mig og mange holdt han fra brøde.« 5Mos. 10,8; Mal. 2,5-6. ret

(149)  Som beskikkede tjenere ved helligdommen fik levitterne ingen arv i landet. De boede sammen i byer, der var forbeholdt dem, og fik deres underhold fra tienden og de gaver og ofre, som var viet tjenesten for Gud. De var folkets lærere, var gæster ved alle deres fester og blev alle vegne hædret som Guds tjenere og repræsentanter. Hele folket havde fået denne befaling:»Vogt dig vel for at glemme levitten, så længe du lever i dit land!"»Derfor fik Levi ikke arvelod og del sammen med sine brødre; Herren selv er hans arvelod.« 5Mos. 12,19; 10,9. ret

(150)  Den sandhed, at hvad en mand»tænker i sit hjerte, sådan er han« (Ordsp. 23,7. eng. overs.), kan sammenlignes med et andet eksempel fra Israels historie. Spejderne, der var vendt tilbage fra udforskningen af landet, aflagde rapport ved Kana'ans grænser. Landets skønhed og frugtbarhed blev næsten glemt på grund af frygt for de vanskeligheder, der var forbundet med at erobre det. Byernes mure, der var himmelhøje, de kæmpestore krigere og jernstridsvognene havde taget modet fra dem. Mængden lod Gud ude af betragtning og gentog de vantro spejderes afgørelse:»Vi kan ikke drage op imod dette folk, thi det er stærkere end vi.« 4Mos. 13,31. Deres ord gik i opfyldelse. De var ikke i stand til at drage op, og de henslæbte deres liv i ørkenen. ret

(150)  Men der var imidlertid to af de tolv, der havde taget landet i øjesyn, som mente noget andet.»Vi kan sikkert tage det!« (4Mos. 13,30), hævdede de, idet de anså Guds løfte for at være af større betydning end kæmper, befæstede byer eller stridsvogne af jern. For dem gik deres ord i opfyldelse. Skønt Kaleb og Josua delte de fyrretyve års ørkenvandring med deres brødre, kom de dog ind i det forjættede land. Kaleb, der havde et lige så modigt sind, som dengang han med Herrens hærskare drog ud fra Ægypten, udbad sig og fik som sin andel kæmpernes højborg. Ved Guds kraft uddrev han kana'anæerne. Vingårdene og olivenhaverne, som hans fod havde betrådt, blev hans ejendom. Skønt de feje og oprørske omkom i ørkenen, spiste de, som havde tro, af Esjkols druer. ret

(151)  Der findes ingen sandhed, som Bibelen mere klart forkynder, end faren ved blot én gang at vige fra det rette en fare både for misdæderen og for alle dem, der lader sig påvirke af ham. Eksemplet har en forunderlig magt; og når vi lader de onde tilbøjeligheder i vor natur tage det i deres tjeneste, bliver det næsten uimodståeligt. ret

(151)  Slethedens stærkeste bolværk her i verden er ikke den forvovne synders eller den elendige udstødtes lastefulde liv; det er det liv, som på anden måde forekommer dydigt, hæderligt og ædelt, men hvor der kæles for en enkelt synd og gives efter for en enkelt last, For en sjæl, som kæmper en hemmelig kamp mod en overvældende stor fristelse og står bævende på afgrundens rand, er et sådant eksempel en af de mægtigste fristelser til at synde. Den, som, skønt han er udrustet med en klar forståelse af livet og sandheden og æren, alligevel forsætligt overtræder en af forskrifterne i Guds hellige lov, har forvansket sine ædle gaver til en syndens snare. Geni, talenter, medfølelse, ja, selv gavmilde og venlige handlinger, kan således blive Satans lokkemidler til at lede sjæle hen til ødelæggelsens afgrund. ret

(151)  Dette er årsagen til, at Gud har givet os så mange eksempler, der viser følgerne af blot en eneste forkert handling. Fra den sørgelige beretning om den ene synd, som»bragte døden og al vor smerte ind i verden og var skyld i, at vi mistede Eden,« til beretningen om ham, som for tredive sølvmønter solgte herlighedens Herre, findes der i Bibelens levnedsskildringer en overflod af disse eksempler, der er sat op som varselsfyr ved de sideveje, der fører bort fra sandhedens sti. ret

(151)  Der ligger også en advarsel i at lægge mærke til de resultater, der har været følgen af blot en gang at give efter for menneskelig svaghed og vildfarelse resultatet af at give slip på troen. ret

(152)  Fordi Elias' tro en gang svigtede, blev hans livsværk afbrudt. Det var en tung byrde, han havde båret for Israels skyld. Med troskab havde han advaret mod folkets afgudsdyrkelse; og hans bekymringer var dybe, mens han under hungersnøden i tre og et halvt år håbede og ventede på et tegn til omvendelse. Alene stod han på Guds side på Karmels bjerg. Ved troens magt blev afgudsdyrkelsen besejret, og den velsignede regn var vidnesbyrd om de velsignelsens strømme, der ventede på at udøses over Israel. Da flygtede han i sin træthed og svaghed bort fra Jesabels trusler og bad, alene i ørkenen, om at få lov at dø. Hans tro havde svigtet. Han skulle ikke komme til at fuldføre det arbejde, han var begyndt på. Gud bød ham salve en anden til at være profet i stedet for ham. ret

(152)  Men Gud havde lagt mærke til sin tjeners trofaste tjeneste. Elias skulle ikke omkomme i modløshed og ensomhed i ørkenen. Han skulle ikke stige ned i graven, men stige op med Guds engle for at være i Guds herlighed. ret

(152)  Disse levnedsbeskrivelser forkynder, hvad hvert eneste menneske en dag vil komme til at forstå af ;synden kun kan medføre skam og tab; at vantro er det samme som nederlag; men at Guds barmhjertighed når ned til de største dybder; at troen hæver den angrende sjæl op og giver den plads blandt Guds sønner. ret

(152)  Alle de, som i denne verden virkelig tjener Gud eller mennesker, får en forberedende undervisning i sorgens skole. Jo tungere ansvaret er og jo større tjenesten, jo mere grundig er prøven og jo strengere skolen. ret

(153)  Læg mærke til Josefs og Moses' oplevelser, og til Daniels og Davids. Sammenlign beretningen om Davids ungdomsliv med beretningen om Salomo og tænk over resultaterne. ret

(153)  I sin ungdom var David nær knyttet til Saul, og hans ophold ved hoffet og hans forbindelse med kongens husholdning gav ham indsigt i de bekymringer og sorger og vanskeligheder, der skjulte sig bag kongemagtens pomp og pragt. Han så, hvor lidt menneskelig herlighed formår at skaffe sjælen fred. Og det var med befrielse og glæde, at han fra kongens hof vendte tilbage til fårefoldene og hjordene. ret

(153)  Da David på grund af Sauls skinsyge blev jaget ud i ørkenen som flygtning, var han afskåret fra menneskers bistand og støttede sig mere inderligt til Gud. Usikkerheden og uroen under tilværelsen i ørkenen, den ustandselige fare, nødvendigheden af ofte at måtte flygte, de mænds karakter, som samledes om ham der»alle slags mennesker, som var i nød, ..... forgældede mennesker og folk, som var bitre i hu,« (1Sam. 22,2) alt dette gjorde en streng selvtugt til en nødvendighed. Disse erfaringer vækkede og udviklede evnen til at omgås mennesker, medfølelse med de undertrykte og had til uretfærdighed. I de år, hvor David ventede og var udsat for fare, lærte han at finde sin trøst, sin støtte og sit liv i Gud. Han lærte, at han kun ved Guds magt kunne bestige tronen; at han kun ved hjælp af hans visdom kunne herske viist. Det var gennem oplæringen i modgangens og sorgens skole, at David blev i stand til at få dette ry skønt det senere blev skæmmet ved hans store synd at han»øvede ret og retfærdighed mod hele sit folk.« 2Sam. 8,15. ret

(153)  Den opdragelse, der prægede Davids tilværelse i hans ungdom, manglede Salomo. På grund af sin karakter og sine livsforhold syntes han begunstiget frem for alle andre. Ædel i sin ungdom, ædel i sin manddom og elsket af Gud sådan begyndte Salomo sin regering, som gav store løfter om lykke og ære. Gud havde givet ham visdom, og folkeslag undredes over denne mands kundskab og indsigt. Men det hovmod, som fulgte med lykken, kom til at skille ham fra Gud. Salomo gav afkald på glæden over at have samfund med Gud og søgte at finde tilfredsstillelse i sanselige nydelser. Om disse erfaringer siger han: ret

(154)  »Jeg fuldbyrdede store værker, byggede mig huse, plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde og plantede alle hånde frugttræer deri; ..... jeg købte trælle og trælkvinder; ..... jeg samlede mig også sølv og guld, skatte fra konger og lande; jeg tog mig sangere og sangerinder og menneskenes børns lyst: hustru og hustruer. Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem. ..... Intet, som mine øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde, thi mit hjerte havde glæde af al min flid. ..... Men da jeg overskuede alt, hvad mine hænder havde virket, og den flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen tomhed og jag efter vind, og der er ingen vinding under solen. Thi hvad gør det menneske, som kommer efter kongen? Det samme som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne visdom med dårskab og tåbelighed. ret

(154)  Da blev jeg led ved livet. ..... Og jeg blev led ved al den flid, jeg har gjort mig under solen.« Præd. 2,4-12. 17-18. ret

(154)  Af egen bitter erfaring lærte Salomo tomheden at kende i et liv, der sætter jordiske ting i højsædet. Han rejste altre for hedenske guder, kun for at erfare, hvor tomme deres løfter er om at give sjælen hvile. ret

(154)  Senere i livet, da han træt og utilfredsstillet vendte sig bort fra verdens sprukne cisterner, vendte han tilbage for at drikke af livets kilde. Om sine forspildte år med deres advarende lære berettede han under Åndens. vejledning for senere slægter. Og således gik Salomos livsværk ikke helt tabt, skønt den sæd, han havde sået, skaffede hans folk en høst af slethed. Lidelsens skole udrettede alligevel til sidst noget for ham. Men hvor herlig kunne ikke Salomos livsdag være blevet efter et sådant morgengry, hvis han i sin ungdom havde lært det, som lidelsen havde lært andre. ret

(155)   For dem, som elsker Gud, dem,»som efter hans beslutning er kaldede,« rummer Bibelens levnedsskildringer en endnu dybere lære om hvordan sorger kan blive til en hjælp.»I er mine vidner, lyder det fra Herren,« (Es. 43,12) vidner om, at han er god, og af godhed er det højeste af alt.»Et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker.« 1Kor. 4,9. ret

(155)  Satan hader uselviskhed, som er grundprincippet i Guds rige. Han benægter ligefrem, at den er til. Lige fra den store strid begyndte, har han bestræbt sig for at bevise, at der lå selviskhed til grund for Guds handlemåde, og han optræder på samme måde over for alle, der tjener Gud. Det er Kristi og alle kristnes opgave at modbevise Satans påstand. ret

(155)  Det var for gennem sit eget liv at give et eksempel på uselviskhed, at Jesus påtog sig menneskeskikkelse. Og alle, som går ind for denne grundtanke, skal samarbejde med ham ved at virkeliggøre den i det praktiske liv. At vælge det rette, fordi det er det rette; at gå ind for sandheden, selv om det koster lidelse og ofre»dette er Herrens tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Herren.« Es. 54,17. ret

(156)  På et meget tidligt tidspunkt af verdens historie gives der en beretning om et menneske, mod hvem Satan førte denne krig. Han, som ransager hjerterne, gav Job, patriarken fra Uz, dette vidnesbyrd:»Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde.« ret

(156)  Mod denne mand fremkom Satan med en hånlig anklage:»Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgæret ham og hans hus og alt, hvad han ejer, på alle kanter? ..... Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer!"»Ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!"»Da sagde Herren til Satan: Se, alt, hvad han ejer, er i din hånd.»»Se, han er i din hånd; kun skal du skåne hans liv!« ret

(156)  Da Satan havde fået denne tilladelse, berøvede han Job alt, hvad han ejede får og kvæg, karle og tjenestepiger, sønner og døtre; og han»slog Job med ondartede bylder fra fodsål til isse.« Job 1,8-12; 2,5-7. ret

(156)  Der blev føjet endnu nogle dråber malurt i hans bæger. Hans venner betragtede hans modgang som en gengældelse for synd og overdængede hans plagede og forpinte sind med anklager om syndige handlinger. Skønt tilsyneladende svigtet af både Himmel og jord, men alligevel bestandig i sin tro på Gud og i bevidstheden om sin retskaffenhed råbte han i sin kval og ængstelse:»Min sjæl er led ved mit liv."»Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, Sæt mig en frist og kom mig i hu!« Job 10,1; 14,13. ret

(157)  »Se, jeg skriger: vold! men får ikke svar, råber om hjælp, der er ingen ret. ..... Han klædte mig af for min ære, berøved mig mit hoved kronen. ..... Mine nærmeste og kendinge holder sig fra mig. ..... De, jeg elskede, vender sig mod mig. ..... Nåde, mine venner, nåde, thi Guds hånd har rørt mig!"»Ak, vidste jeg vej til at finde ham, kunne jeg nå hans trone! ..... Men går jeg mod øst, da er han der ikke, mod vest, jeg mærker ej til ham; jeg søger i nord og ser ham ikke, drejer mod syd og øjner ham ej. Thi han kender min vej og min vandel, som guld går jeg frem af hans prøve."»Se, han slår mig ihjel, jeg har intet håb, dog lægger jeg for ham min færd."»Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem. Når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se, ingen fremmed!« Job 19,7-21; 23,3-10; 13,15; 19,25-27. ret

(157)  Som Jobs tro var, sådan blev udgangen af hans erfaring.»Som guld går jeg frem af hans prøve,« sagde han. Job. 23,10. Sådan skete det også. Ved sin tålmodige udholdenhed retfærdiggjorde han sin egen karakter og dermed Guds karakter i sin egenskab af Guds repræsentant.»Og Herren vendte Jobs skæbne, ..... og Herren gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen. ..... Og Herren velsignede Jobs sidste tid mere end hans første.« Job. 42,10-12. ret

(158)  I fortegnelsen over dem, der gennem selvfornægtelse har fået del i Kristi lidelser, står navnene på Jonatan og på Johannes Døber den ene i Det gamle Testamente og den anden i det nye. Jonatan var i kraft af sin fødsel arving til tronen, men vidste, at han efter guddommelig forordning var tilsidesat. Han var den kærligste og mest trofaste ven for sin medbejler. Han beskyttede Davids liv med fare for sit eget. Han stod trofast ved sin faders side i de mørke tider, hvor det gik ned ad bakke med hans magt, og til sidst faldt ham ved hans side. Jonatans navn er æret i Himmelen, og det står her på jorden som et vidnesbyrd om den uselviske kærligheds virkelighed og magt. ret

(158)  Johannes Døber skabte røre blandt folket, da han trådte frem som Messias' forløber. Store skarer fulgte i hans fodspor fra sted til sted folk af alle samfundsklasser og stillinger, Men da Ham kom, som han havde vidnet om, blev det hele forandret. Skarerne fulgte Jesus, og Johannes' gerning syntes hastigt at nærme sig sin afslutning. Dog var der ingen vaklen i hans tro.»Han bør vokse, men jeg blive mindre!« sagde han. Joh. 3,30. ret

(158)  Tiden gik, og det rige, som Johannes så tillidsfuldt havde ventet, blev ikke oprettet. I Herodes' fangehul og afskåret fra den friske luft og det frie liv i ørkenen ventede og håbede han. Der skete ikke nogen udfoldelse af våbenmagt, og fængselsdørene blev ikke sprængt; men helbredelse af de syge, forkyndelse af evangeliet og højnelse af menneskers sjæle vidnede om Kristi guddommelige kaldelse. ret

(158)  Johannes var alene i fængslet, og han så, hvorhen hans vej, ligesom hans Mesters, førte ham, men han tog mod sit betroede hverv: fællesskab med Kristus gennem selvopofrelse. Himmelens sendebud fulgte ham til graven, Universets åndevæsener, både de faldne og de ikke faldne, var vidne til hans uselviske tjeneste. ret

(159)  Og i alle de generationer, som har levet siden da, har lidende sjæle fået hjælp og støtte gennem vidnesbyrdet i Johannes' liv. I fangehullet, på skafottet eller i flammerne er både mænd og kvinder gennem århundreders mørke blevet styrket ved erindringen om ham, om hvem Kristus havde sagt:»Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber.« Matt. 11,11. ret

(159)  »Dog, hvorfor sige mere? Tiden vil jo ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, ..... og Samuel og profeterne, som i kraft af deres tro besejrede riger øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undflyede sværds od, fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjendehære på flugt. ret

(159)  Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja, lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter. ret

(159)  Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.« Hebr. 11,32-40. ret

næste kapitel