Uddannelse kapitel 17fra side160.     Fra side 159 i den engelske udgave.

tilbage

Poesi og sang

(160)  De tidligste såvel som de mest ophøjede udtryk for digtning, der kendes af mennesker, findes i Skrifterne. Før de ældste af verdens digtere havde sunget, gengav hyrden fra Midian disse ord fra Gud til Job ord, som ikke har deres lige i majestætisk storhed, og som den menneskelige ånds mest ophøjede frembringelser ikke når op til: ret

(160)  »Hvor var du, da jeg grundede jorden? ..... Hvem stængte for havet med porte, dengang det brusende udgik af moders skød, dengang jeg gav det skyen til klædning og tågemulm til svøb, dengang jeg brød det en grænse og indsatte portslå og døre og sagde: Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover?» ret

(160)  »Har du nogensinde kaldt morgenen frem, ladet morgenrøden vide sit sted? ..... Har du mon været ved havets kilder, har du mon vandret på dybets bund? Mon dødens porte har vist sig for dig, skued du mulmets porte? Så du ud over jordens vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! Hvor er vejen til lysets bolig, og hvor har mørket mon hjemme?« ..... ret

(161)  »Har du været, hvor sneen gemmes, og skuet, hvor hagelen vogtes? ..... Hvor er vejen did, hvor lyset deler sig, hvor østvinden spreder sig ud over jorden? Hvem åbnede regnenen rende og tordenens lyn en vej for at væde folketomt land, ørkenen, hvor ingen bor, for at kvæge øde og ødemark og fremkalde urter i ørkenen?"»Knytter du Syvstjernens bånd, kan du løse Orions lænker? Lader du Aftenstjernen gå op i tide, leder du Bjørnen med unger?« Job. 38,4-27. 31-32. ret

(161)  Læs også for den skønne udtryksforms skyld beskrivelsen af foråret i Højsangen:»Thi nu er vinteren omme, regntiden svandt, for hen, blomster ses i landet, sangens tid er kommet, turtelduens kurren høres i vort land; figentræets småfrugter svulmer, vinstokken blomstrer, udspreder duft. Stå op, min veninde, du fagre, kom.« Højs. 2,11-13. Og Bileams ufrivillige velsignelsesprofeti over Israel er ikke mindre smuk: ret

(162)  »Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs konge fra østens bjerge:»Kom og forband mig Jakob, kom og kald Vrede ned over Israel!« Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde vrede, når Herren ej vredes! Jeg ser det fra Klippernes top, fra højderne skuer jeg det, et folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til hedningefolkene..... 4Mos. 23,7-19. ret

(162)  Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage! Man skuer ej nød i Jakob, ser ej trængsel i Israel; Herren dets Gud er med det, og kongejubel lyder hos det..... Thi mod Jakob hjælper ej galder, trolddom ikke mod Israel. Nu siger man om Jakob og om Israel:»Hvad har Gud gjort?« 4Mos. 23,20-23. ret

(162)  »Så siger han, der hører Guds ord og kender den Højestes viden:..... hvor herlige er dine telte, Jakob, og dine boliger, Israel! Som dale, der strækker sig vidt, som haver langs med en flod, som aloetræer, Herren har plantet, som cedre ved vandets bred."»Så siger han, der hører Guds ord og kender den Højestes viden:..... Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel!...... Og Jakob kuer sine fjender. 4Mos. 24,4-6. 16-19. ret

(163)  Lovsangstonen er Himmelens luft; og når Himmelen kommer i berøring med jorden, er der musik og sang,»lovsang og strengespil.« Es. 51,3. Over den nyskabte jord, som lå der, skøn og ubesmittet, mens Gud smilede til den,»jubled morgenstjernerne til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde.« Job. 38,7. Sådan har menneskehjerter forenet sig med Himmelen i lovsangstoner som svar på Guds godhed. Mange af begivenhederne i menneskeslægtens historie har været knyttet til sang. ret

(163)  Den første sang fra menneskelæber, som der bliver berettet om i Bibelen, var det strålende udbrud af taksigelser fra Israels hærskare ved Det røde Hav: Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet, hest og rytter styrted han i Havet! Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. 2Mos. 1-2. ret

(163)  Din højre, Herre, er herlig i Kraft, din højre, Herre, knuser fjenden..... Hvo er som du blandt Guder, Herre, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i stordåd, underfuld i dine gerninger!»Herren er Konge i al evighed! Syng for Herren, thi han er højt ophøjet!« 2Mos 15,6-11. 18-21. ret

(164)  Det har været store velsignelser mennesker har modtaget som svar på lovsang. De få ord, der beretter om en oplevelse under Israels ørkenvandring, lærer os noget, der er eftertanke værd:»Derfra brød de op til Be'er; det er det Be'er, Herren havde for øje, da han sagde til Moses: Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand!» 4Mos. 21,16.»Da sang israelitterne denne sang: Brønd, væld frem! Syng til dens pris! Brønd, som høvdinger grov, som folkets ædle bored med herskerspir og stave!» 4Mos. 21,17-18. Hvor ofte gentager ikke dette sig ved åndelige oplevelser! Hvor ofte åbnes ikke gennem ordene i hellige sange bodfærdighedens og troens og håbets og kærlighedens og glædens kilder i sjælen! ret

(164)  Det var under lovsang, at Israels hære under Josafat drog ud til den store befrielseskamp. Rygtet om en truende krig vat nået til Josafat.»En vældig menneskemængde rykker frem imod dig fra egnene hinsides Havet,« lød budskabet,»moabitterne og ammonitterne sammen med folk fra Maon."»Da grebes Josafat af frygt, og han vendte sig til Herren og søgte ham og lod en faste udråbe i hele Juda. Så samledes judæerne for at søge hjælp hos Herren; også fra alle Judas byer kom de for at søge Herren.« Og Josafat, som stod i tempelgården over for sit folk, udøste sin sjæl i bøn og påberåbte sig Guds forjættelse, mens han indrømmede, hvor hjælpeløst Israel var.»Vi er afmægtige over for denne vældige menneskemængde, som kommer over os,« sagde han,»vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore øjne er vendt til dig!« 2Krøn. 20,1-4. 12. ret

(165)  Da»kom Herrens Ånd« over levitten Jahaziel,»og han sagde: Lyt til, alle I judæere, Jerusalems indbyggere og kong Josafat! Så siger Herren til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke eders, men Guds! ..... Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes Herren frelser eder. ..... Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i morgen imod dem, og Herren vil være med eder!» 2 Krøn. 20,14-17. ret

(165)  »Tidligt næste morgen drog de ud til Tekoas ørken.« 2Krøn. 20,20. Foran hæren gik der sangere, som opløftede deres røst i lovsang til Gud og priste ham for den lovede sejr. På fjerdedagen derefter vendte hæren tilbage til Jerusalem, belæsset med bytte fra deres fjender, mens de prise Gud for den vundne sejr. Midt i sit foranderlige livs omskiftelser havde David samfund med Himmelen gennem sang. Hvor skønt genspejler ikke hans oplevelser som hyrdedreng sig i disse ord: ret

(165)  »Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, ..... Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.« Sl. 23,1-4. Da han som mand var en forjaget flygtning, der søgte tilflugt i bjergene og ørkenens huler, skrev han:»Gud du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min sjæl, efter dig længes mit kød i et tørt, vansmægtende, vandløst land. ..... Thi du er blevet min hjælp, og jeg jubler i dine vingers skygge.« ret

(166)  »Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud."»Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er værn for mit liv, for hvem skal jeg ræddes?« Sl. 63,1-7; 42,11; 27,1. ret

(166)  Den samme tillid ånder i de ord, som blev skrevet, da David som en afsat konge, der havde mistet sin krone, flygtede bort fra Jerusalem på grund af Absalons oprør. Udmattet af sorg og besværlighederne ved flugten havde han sammen med sine ledsagere holdt rast ved Jordan for at få nogle få timers hvile. Han blev vækket ved en opfordring til øjeblikkelig at flygte. Overgangen over den dybe, stride strøm må foretages i mørke af hele skaren af mænd, kvinder og små børn; thi den forræderiske søns stridskræfter var lige i hælene på dem. ret

(166)  I denne time, hvor han blev hårdest prøvet, sang David:»Jeg råber højlydt til Herren, han svarer mig fra sit hellige bjerg."»Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågnede, thi Herren holder mig oppe. Jeg frygter ikke titusinder af folk, som trindt om lejrer sig mod mig.« Sl. 3,5-7. ret

(167)  Efter sin store synd, i angerens kval og afsky for sig selv, vendte han sig dog til Gud som sin bedste ven:»Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed, ..... rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne.« Sl. 51,3-9. ret

(167)  I hele sit lange liv fandt David ikke hvile her på jorden.»Thi vi er fremmede for dit åsyn,« sagde han,»og gæster som alle vore fædre; som en skygge er vore dage på jorden, uden håb.« 1Krøn. 29,15.»Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angsten, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød." ret

(167)  »En flod og dens bække glæder Guds stad, den Højeste har helliget sin bolig; i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den hjælp, når morgen gryr. ..... Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste borg."»Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.« Sl, 46,2-3. 5-8; 48,15. ret

(168)  Jesus mødte fristelserne i sin første ungdom med en sang. Ofte, når der blev sagt hårde, sårende ord, ofte, når stemningen om ham var præget af uhygge, af misfornøjelse mistillid eller knugende frygt, hørte man hans sang om tro og hellig glæde. ret

(168)  Den sidste sørgelige aften ved påskemåltidet, hvor han snart skulle gå ud til forræderi og til sin død, lød hans røst i denne salme:»Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; fra sol i opgang til sol i bjerge være Herrens navn lovpriset!« ret

(168)  »Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ja, han bøjed sit øre til mig, jeg påkaldte Herrens navn. Dødens bånd omspændte mig, dødsrigets angsten greb mig, i trængsel og nød var jeg stedt. Jeg påkaldte Herrens navn: Ak Herre, frels min sjæl! Nådig er Herren og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud. Herren vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. Vend tilbage, min sjæl, til din ro, thi Herren har gjort vel imod dig! Ja, han fried min sjæl fra døden, mit øje fra gråd, min fod fra fald.« Sl. 113,2-3; 116,1-8. ret

(169)  Når de dybe skygger sænker sig over jorden ved det sidste store opgør, vil Guds lys skinne klarest, og håbets og troens sang vil lyde med de gladeste og mest ophøjede toner.»På hin dag skal denne sang synges i Judas land: En stærk stad har vi, til frelse satte han mur og bolværk. Luk portene op for et retfærdigt folk, som gemmer på troskab, hvis sind er fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig. Stol for evigt på Herren, thi Herren er en evig klippe.« Es. 26,1-4. ret

(169)  »Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.« Es 35,10.»De kommer til Zions bjerg og jubler over Herrens fylde. ..... Deres sjæl er som en vandig have, de skal aldrig vansmægte mer.« Jer. 31,12. ret

(169)  Sangenes historie i Bibelen giver os mange fingerpeg med hensyn til, hvordan musik og sang skal udnyttes og blive til velsignelse. Musikken bliver ofte anvendt for at tjene dårlige formål, og på denne måde bliver den et af de mest besnærende hjælpemidler for fristelser. Men hvis den bliver anvendt på rette måde, er den en vidunderlig gave fra Gud, udset til at lede tankerne op til noget ophøjet og ædelt og til at virke inspirerende på sjælen. ret

(169)  Ligesom Israels børn under vandringen i ørkenen fandt opmuntring ved de hellige sanges toner, sådan byder Gud sine børn i dag at glæde sig under deres pilgrimsfærd. Der findes kun få midler, som er bedre egnede til at fæstne hans ord i hukommelsen end at gentage dem i sang. Og en sådan sang har en forunderlig magt. Den har magt til at kue grove og ukultiverede menneskers sind; magt til at give tankerne liv og til at vække medfølelse, til at fremkalde et fredeligt samarbejde og til at bortjage den nedtrykthed og forudanelse om noget ondt, som nedbryder modet og svækker handlekraften. ret

(170)  Den er et af de mest virksomme midler til at indpræge åndelige sandheder i hjertet. Hvor ofte genkaldes ikke et ord fra Gud i erindringen for den hårdt tyngede sjæl, der er nær ved at fortvivle, måske omkvædet fra en længst forglemt sang fra barneårene og fristelserne mister deres magt, livet får en ny betydning og et nyt formål, og andre sjæle får derved mod og glæde! ret

(170)  Man burde aldrig miste sangens værd som opdragelsesmiddel af syne. Der bør være sang i hjemmet sange, der er smukke og rene, og så vil der tiltrænges færre dadlende ord og blive mere munterhed og håb og glæde. Der bør være sang i skolen; så vil eleverne blive draget nærmere til Gud, til deres lærere og til hinanden. ret

(170)  Som et led i gudstjenesten er sangen lige så meget en tilbedelseshandling, som bønnen er det. I virkeligheden er mange sange en bøn. Hvis barnet lærer at forstå dette, vil det tænke mere over betydningen af de ord, der synges, og blive mere modtageligt for deres magt. ret

(170)  Når vor Frelser fører os hen til evighedens tærskel, som stråler af Guds herlighed, kan vi opfange lovprisningens og taksigelsens toner, der lyder fra det himmelske kor omkring tronen. Og når englesangens toner genlyder som et ekko i vore jordiske hjem, vil hjerterne drages nærmere til de himmelske sangere. Samfundet med Himmelen begynder på jorden. Her lærer vi grundtonen i dens lovsang. ret

næste kapitel