Uddannelse kapitel 19fra side175.     Fra side 172 i den engelske udgave.

tilbage

Historie og profeti

(175)  Bibelen er den ældste og den mest omfattende historie, som mennesker ejer. Den er udgået fra den evige sandheds kilde, og en guddommelig hånd har gennem tiderne bevaret dens renhed. Den kaster lys over den fjerne fortid, hvor menneskers gransken forgæves søger at trænge ind. Kun i Guds ord skuer vi den magt der lagde jordens grundvolde, og som udspændte himlene. Kun her finder vi en pålidelig beretning om nationernes oprindelse. Kun her berettes menneskeslægtens historie uden af være besudlet af menneskeligt hovmod eller menneskers fordom. ret

(175)  I menneskeslægtens historiske annaler synes folkeslagenes trivsel og rigernes opståen og fald at være afhængige af menneskets vilje og dygtighed, Begivenhedernes opståen synes for en stør del at være afhængige af dets magt, ærgerrighed eller luner. Men i Guds ord drages forhænget til side, og vi ser bag ved og oven over og igennem hele dette spil og modspil af menneskers interesser og magt og lidenskaber, hvordan barmhjertighedens Gud ved sine virkemidler stille og tålmodigt får alt til at gå efter sin vilje, ret

(175)  Bibelen åbenbarer den sande filosofi i historien. I disse uforligneligt skønne og kærlige ord, som apostlen Paulus sagde til de vise i Athen, forkyndes Guds formål med skabelsen og fordelingen af racer og folkeslag:»Han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham.« Apg. 17,26-27. Gud siger, at alle de, der vil, kan blive indbefattet i pagten. (Ez. 20,37) ret

(176)  Gud har i sin lov åbenbaret de principper der er grundlæggende for al sand lykke, både når det gælder nationer og de enkelte mennesker.»Det skal være eders visdom og eders kløgt,« sagde Moses til israelitterne om Guds lov.»Det er ikke tomme ord og uden betydning for eder; men af dem afhænger eders liv.« 5Mos. 4,6; 32,47. De velsignelser der således blev tilsikret Israel, tilsikres på de samme betingelser og i samme grad hvert folk og hvert menneske alle vegne under himmelen. ret

(176)  Den magt, som udøves af enhver hersker på jorden, er tildelt ham af Himmelen; og hans held er afhængigt af, hvordan han anvender den magt, der således er skænket ham. Den guddommelige vægters ord lyder til alle:»Jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig.« Es. 45,5. Og for alle er de ord, der i gamle dage blev talt til Nebukadnezar, selve livets lære: »Gør ende på dine synder med retfærd og på dine misgerninger med barmhjertighed mod de fattige, om din lykke måske kunne vare.« Daniel 4,27. ret

(176)  At forstå disse ting at forstå, at»retfærdighed løfter et folk;« at»ved retfærd grundfæstes tronen,« (Ordsp. 14,34; 16,12; 20,28;) at erkende disse grundreglers udfoldelse i åbenbarelsen af Hans magt, som»afsætter og indsætter konger« (Dan. 2,21) dette er at forstå historiens filosofi! ret

(177)  Kun i Guds ord forkyndes dette tydeligt og klart. Her vises det, at nationernes ligesom de enkelte menneskers styrke ikke består i de muligheder eller gode anledninger, der tilsyneladende gør dem uovervindelige; den består ikke i den storhed, de praler af. Den måles efter den troskab, med hvilken de fuldfører Guds hensigter. ret

(177)  Man finder et eksempel på denne sandhed i oldtidens Babylons historie. For kong Nebukadnezar blev det sande formål med en regering fremstillet i skikkelse af et træ, hvis krone»nåede himmelen, og det sås til jordens ende; dets løv var fagert, dets frugter mange, så der var føde til alle derpå;« i skyggen af det levede markens dyr, og himmelens fugle boede i dets grene. Daniel 4,11-12. Denne fremstilling viser, hvilken slags regering det opfylder Guds formål en regering, der beskytter og hjælper folket. ret

(177)  Gud ophøjede Babylon, for at det skulle opfylde dette formål. Lykken fulgte dette rige, indtil det nåede et højdepunkt af rigdom og magt, man aldrig siden har set mage til og som meget passende i Skriften blev symboliseret ved et»hoved, som var af guld.« Dan. 2,38. ret

(177)  Men kongen forsømte at erkende den magt, som havde ophøjet ham. I sit hjertes hovmod sagde Nebukadnezar:»Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?« Dan. 4,30. ret

(177)  I stedet for at blive en beskytter for mennesker blev Babylon til en stolt og grusom undertrykker. De ord, der ved Ånden giver et billede af grusomheden og griskheden hos Israels herskere, afslører hemmeligheden ved Babylons fald og mange andre rigers fald, siden verden blev til:»I fortærede mælken, med ulden klædte I eder, de fede dyr slagtede I, men hjorden røgtede I ikke; de svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med hårdhed og grumhed.« Ez. 34,3-4. ret

(178)  For Babylon hersker lød den guddommelige vægters dom:»Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig!« Daniel 4,31.» Stig ned, sid i støvet, du jomfru, Babels datter, sid uden trone på jorden. ..... Sid tavs og gå ind i mørke kaldæernes datter, thi ikke mer skal du kaldes rigernes dronning.« Es. 47,1-5. ret

(178)  »Du, som bor ved de mange vande, rig på skatte, din ende er kommet, den alen, hvor man skærer dig af."»Det går med Babel, rigernes krone, kaldæernes stolte pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra."»Jeg gør det til rørdrummers eje og til side sumpe; jeg fejer det bort med undergangens kost, lyder det fra Hærskarers Herre.« Jer. 51,13; Es. 13,19; 14,23. ret

(178)  Ethvert folk, som er trådt frem på handlingens skueplads, har fået lov til at indtage sin plads i verden, så det kunne vise sig, om det ville opfylde vægterens, den helliges krav. (Dan. 4,13.) Profetierne har fulgt de store verdensrigers opkomst og fald Babylon, Medien og Persien, Grækenland og Rom, Historien har gentaget sig med hvert eneste af disse, ligesom med riger, der var mindre mægtige. Hvert af dem har haft sin prøvetid, alle har de svigtet deres herlighed er visnet, deres magt forsvundet, og en anden har indtaget deres plads. ret

(179)  Skønt rigerne forkastede Guds grundregler og gennem denne forkastelse bevirkede deres egen ødelæggelse, viste det sig stadig, at det guddommelige, altbeherskende formål virkede gennem alt, hvad de foretog sig. ret

(179)  Dette lærer vi gennem en vidunderlig, symbolsk fremstilling, som profeten Ezekiel fik, mens han levede som landflygtig i kaldæernes land. Ezekiel fik synet på et tidspunkt, hvor han var knuget af smertelige erindringer og ængstelige forudanelser. Hans fædres land lå øde hen, Jerusalem var mennesketom. Profeten selv var fremmed i et land, hvor ærgerrighed og grusomhed herskede uindskrænket. Da han til alle sider kun så tyranni og uretfærdighed, fortvivlede han, og han sørgede både dag og nat. Men de symboler, der blev vist ham, åbenbarede en magt, der var hævet over de jordiske herskeres. ret

(179)  Ved floden Kebars bredder så Ezekiel en hvirvelvind, der syntes at komme nordfra,»en vældig sky fulgte med, omgivet af stråleglans og hvirvlende ild, i hvis midte det glimtede som funklende malm.« En del hjul, der sad på tværs af hinanden, blev sat i gang af fire levende væsener. Men højt oven over alle disse var der»noget som safir at se til, noget ligesom en trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et menneske at se til."»Under kerubernes vinger sås noget, der lignede en menneskehånd.« Ez. 1,4. 26; 10,8. Hjulene var så indviklet ordnede, at de ved første øjekast så ud til at være i forvirring; men de bevægede sig i fuldstændig harmoni med hinanden. Himmelske væsener, der blev støttet og ledet af hånden under kerubernes vinger, holdt disse hjul i gang. Over dem, på tronen af safir, var den Almægtige, og rundt om tronen var der en regnbue, tegnet på guddommelig barmhjertighed. ret

(180)  Ligesom de hjullignende forviklinger var under ledelse af hånden under kerubernes vinger, sådan er de menneskelige begivenheders indviklede spil under guddommelig styrelse. Midt iblandt rigernes strid og larm styrer stadig han, som sidder oven over keruberne, hvad der sker på jorden. ret

(180)  Beretningen om riger, der et efter et har fået tildelt deres tilmålte tid og sted, og som uden at vide det vidnede om den sandhed, som de selv ikke kendte betydningen af, har noget at sige os. Gud har tildelt hvert folk og hvert enkelt menneske i dag en plads inden for sin store plan, I dag bliver mennesker og riger målt med målesnoren i hans hånd, som aldrig tager fejl. Alle afgør efter eget valg deres skæbne, og Gud behersker alt for at få sine hensigter fuldført. ret

(180)  Den historie, som den store JEG ER har afmærket i sit ord, idet han har forbundet led efter led i den profetiske kæde, fra den evighed, som ligger bag os, til den evighed, som ligger forude, fortæller os, hvor vi i dag befinder os i tidernes rækkefølge, og hvad der kan ventes i Den-kommende-tid. Alt, hvad profetierne har forudsagt skulle ske indtil den nuværende tid, har kunnet følges i historiens bog, og vi kan være forvissede om, at alt, hvad der endnu skal ske, vil blive opfyldt i den rette orden. ret

(180)  Den endelige undergang for alle jordiske riger er tydeligt forudsagt i sandhedens ord. I den profeti, der blev udtalt, da dommen fra Gud blev afsagt over den sidste konge i Israel, får vi dette budskab:»Så siger den Herre Herren: Bort med hovedbindet, ned med kronen! ..... Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer som har retten til det; ham vil jeg give det.« Ez. 21,26-27. ret

(181)  Den krone, der blev taget bort fra Israel, gik efterhånden over til Babylon, Medien-Persien, Grækenland og Rom. Gud siger:»Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.« Denne tid er nær for hånden. I dag forkynder tidernes tegn, at vi står ved begyndelsen til store og højtidelige begivenheder. Der er tåre overalt i vor verden. Lige for vore øjne opfyldes Frelserens profeti om de begivenheder, der skal gå forud for hans komme.»I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. ..... Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.« Matt. 24,6-7. ret

(181)  Nutiden er en overvældende betydningsfuld tid for alle, der lever. Herskere og statsmænd, mænd, der sidder i betroede og ledende stillinger, tænkende mænd og kvinder af alle samfundslag, har deres opmærksomhed henvendt på de begivenheder,der finder sted omkring os. De lægger mærke til de spændte, utrygge forhold mellem nationerne. De ser den iver og heftighed, der har grebet alle jordiske elementer, og de forstår, at der snart vil ske noget stort og afgørende at verden står lige over for et vældigt og kritisk vendepunkt. ret

(181)  Engle holder nu stridens vinde i tømme, for at de ikke skal blæse, før verden er blevet advaret om den kommende dom; men det trækker sammen til et uvejr, der er rede til at bryde løs over jorden; og når Gud byder sine engle at slippe stormene løs, så vil man få en sådan strid at se, som ingen pen er i stand til at beskrive. ret

(181)  Bibelen og kun Bibelen giver os det rette syn på disse ting. Her er der åbenbaret de sidste, store begivenheder i vor verdens historie, begivenheder, der allerede nu kaster deres skygge, så lyden af deres nære komme får jorden til at bæve og menneskers hjerter til at tabe modet af frygt. ret

(182)  »Se, Herren gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere. ..... Thi lovene krænkede de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. ..... Håndpaukens klang er endt, de jublendes larm hørt op, endt er citerens klang.« Es. 24,1-8. ret

(182)  »Ak, hvilken dag! Thi nær er Herrens dag, den kommer som vold fra den Vældige. ..... Sæden skrumper ind i den klumpede jord; lader er nedbrudt, forrådshuse jævnet, thi kornet er vissent. Hvor kvæget dog stønner! Oksernes hjorde er skræmte, fordi de ikke har græs; selv småkvægets hjorde lider."»Fejl slog vinstokken, figentræet tørres; granatæble, palme og æbletræ, hvert markens træ tørres hen. Ja, med skam veg glæde fra menneskenes børn.« Joel. 1,15-18. 12. ret

(182)  »Jeg skælver! Mit hjertes vægge! ..... Ej kan jeg tie. Thi hornets klang må jeg høre, skrig fra kampen; der meldes om fald på fald, thi alt landet er hærget."»Jeg så på jorden, og se, den var øde og tom, på himlen, dens lys var borte; bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle højene bæved; jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle himlens fugle var fløjet; jeg så, og se, frugthaven var ørken, alle dens byer lagt øde.« Jer. 4,19-20. 23-26. ret

(182)  »Thi stor er denne dag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses.« Jer. 30,7.»Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund,til vreden er draget over.« Es. 26,20.»Thi du, Herre, er min tilflugt, den Højeste tog du til bolig. Der times dig intet ondt, dit telt kommer plage ej næ.« Sl. 91,9-10. ret

(183)  »Gud, Gud Herren talte og stævnede jorden hid fra sol i opgang til sol i bjerge; fra Zion, skønhedens krone, viste Gud sig i stråleglans, vor Gud komme og tie ikke!-"»Han stævned himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk. ..... Og himlen forkyndte hans retfærd, at Gud er den, der dømmer.« Sl. 50,1-6. ret

(183)  »Zions datter! ..... der vil Herren genløse dig af dine fjenders hånd. Nu er de samlet imod dig, de mange folk, som siger: Vanæres skal det; vort øje skal se med skadefryd på Zion. Men de, de kender ikke det mindste til Herrens tanker, de fatter ikke hans råd."»Du kaldtes jo, Zion, den bortstødte, som ingen søger.»»Thi jeg heler dig, læger dine sår, så lyder det fra Herren."»Se, jeg vender Jakobs skæbne, forbarmer mig over hans boliger.« Mika. 4,10-12; Jer. 30,17.18. ret

(183)  »På hin dag skal man sige: Se her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse."»Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren ..... gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talt.« Es. 25,9. 8. ret

(184)  »Se på Zion, vore højtiders by! Dine øjne skal skue Jerusalem et sikkert lejrsted, et telt, der ej flytter. ..... Thi Herren er vor dommer, Herren er vor hersker, Herren er vor konge.« Es. 33,20-22.»Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme.« Es. 11,4. Så vil Guds formål være nået; hans riges love vil blive æret af alle under solen.»Der høres ej mer i dit land om uret om vold og ufærd inden dine grænser; du kalder frelse dine mure og lovsang dine porte."»I retfærd skal du grundfæstes. Vær tryg for vold, du har intet at frygte, for rædsler, de kommer dig ikke nær!« Es. 60,18; 54,14. ret

(184)  De profeter, for hvem disse store syner blev åbenbaret, længtes efter at forstå deres betydning. De har»grublet og grundet. ..... De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til. ..... Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med dette, som nu er blevet jer forkyndt; ..... noget, som engle attrår at få indblik i.« 1Pet. 1,10-12. ret

(184)  Hvor er ikke disse skildringer af de kommende begivenheder af dyb betydning og levende interesse for os, som står lige foran deres opfyldelse begivenheder, som Guds børn har spejdet efter og ventet på, har længtes efter og bedt om, siden vore første forældre forlod Edens have. ret

(184)  I disse tider, lige før det sidste store afgørende vendepunkt, er mennesker opslugt af deres sanselige nydelser og foretagender, ligesom før verden gik under første gang, I deres optagethed af det synlige og forbigående har de mistet det usynlige og evige af sigte. De opofrer uforgængelige rigdomme for de ting, som forgår. Deres tanker trænger til at højnes og deres livssyn til at udvides. De trænger til at vækkes af den verdslige drømmeverdens sløvhed. ret

(185)  Gennem rigernes opståen og fald, som tydeligt vises os i Den hellige Skrift, burde de lære, hvor værdiløs den ydre og verdslige glans er. Babylon, som besad en magt og herlighed, som verden aldrig siden har set magen til en magt og herlighed, som forekom den tids mennesker så urokkelig og stedsevarende hvor fuldstændig er den ikke forsvundet! Ligesom»græssets blomster« er den gået til grunde. Sådan forgår alt det, som ikke har Gud til grundvold. Kun det, som er uløseligt forbundet med hans formål og giver udtryk for hans karakteregenskaber, kan vare ved. Hans grundregler er det eneste urokkelige, som vor verden kender. ret

(185)  Det er disse store sandheder, som gamle og unge trænger til at lære. Vi bør lægge mærke til, hvordan Guds planer udfolder sig i rigernes historie og i åbenbarelsen af de ting der skal ske, så vi kan vurdere de synlige og de usynlige ting efter deres sande værd; så vi kan lære, hvad der er livets sande formål; så vi ved at se de timelige ting i evighedens lys kan udnytte dem på den rigtigste og bedste måde. Når vi således her lærer grundreglerne i hans rige og bliver dets undersåtter og borgere, så kan vi blive beredt til ved hans komme sammen med ham at tage det i besiddelse. Denne dag er nær for hånden. Den tid, der er tilbage, er kun alt for kort til at lære det, der skal læres, til at udføre det arbejde, som skal gøres, og til at gennemgå den karakterforandring, som skal finde sted. ret

(186)  »Se, Israels hus, siger: Synet, han skuer, gælder sene dage, og han profeterer om fjerne tider! Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: Intet af mine ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det fra den Herre Herren.« Ez. 12,27-28. ret

næste kapitel