Uddannelse kapitel 20fra side187.     Fra side 184 i den engelske udgave.

tilbage

Bibelkundskab og bibelstudium

(187)  Både i sin barndom, ungdom og som voksen granskede Jesus Skrifterne. Som lille barn blev han daglig på sin moders knæ undervist fra profeternes pergamentruller. I sin ungdom var han ofte tidligt om morgenen og i aftenskumringen alene på bjergskråningen eller blandt skovens træer hvor han tilbragte en stille stund i bøn og studium af Guds ord. Under hans gerning vidner hans indgående kendskab til Skrifterne om, hvor flittigt han havde gransket dem. Og eftersom han erhvervede sig kundskab på samme måde, som vi kan gøre det så er hans underfulde magt, både den sjælelige og den åndelige, et vidnesbyrd om Bibelens værdi som opdragelsesmiddel. ret

(187)  Vor himmelske Fader glemte ikke børnene, da han gav os sit ord. Hvor kan man mon i alt det, som mennesker har skrevet, finde noget, der har en sådan magt over hjertet, noget, der er så velegnet til at vække de små børns interesse, som Bibelens fortællinger? ret

(187)  Ved hjælp af disse enkle fortællinger kan de store grundprincipper i Guds lov tydeligt vises. Således kan forældre og lærere gennem de eksempler, der er bedst egnede for et barns forståelse, meget tidligt begynde at opfylde Herrens påbud med hensyn til hans forskrifter:»Du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.« 5Mos. 6,7. ret

(188)  Benyttelsen af anskuelsesundervisning, tavler, landkort og billeder vil være en hjælp til at forklare disse lærdomme og få dem til at fæstne sig i hukommelsen. Forældre og lærere burde bestandig søge at finde forbedrede metoder. Bibelundervisningen burde have vore friskeste tanker, vor bedste fremgangsmåde og vore alvorligste bestræbelser. ret

(188)  Når man skal vække og styrke kærligheden til bibelstudium, afhænger meget af andagtstiderne. Morgen og aftenandagten burde være dagens skønneste og mest udbytterige stunder. Det må være underforstået, at ingen bekymrede eller uvenlige tanker må forstyrre disse timer; at forældre og børn samles for at mødes med Jesus og for at byde hellige engle til gæst i hjemmet. Lad andagten være kort og livfuld, så den passer til anledningen, og lad den fra tid til anden skifte form. Lad alle tage del i bibellæsningen og lære og ofte gentage Guds lov. Det vil øge børnenes interesse, hvis de somme tider får lov til at vælge, hvad der skal læses. Stil dem spørgsmål om det, og lad dem selv spørge. Tal til dem om alt, hvad der kan tjene til at kaste lys over betydningen af det læste. Når andagten ikke således bliver gjort for langvarig, lad så børnene tage del i bønnen og lad dem være med til at synge, om det så blot er et enkelt vers. ret

(188)  Hvis en sådan andagt skal blive til det, som den burde, må forberedelsen ske med omtanke. Og forældre burde daglig tage sig tid til bibelstudium sammen med deres børn. Det vil uden tvivl kræve arbejde og planlæggelse og nogen opofrelse at gennemføre dette; men anstrengelserne vil lønne sig rigeligt. ret

(188)  Som en forberedelse til at undervise om Guds forskrifter befaler han, at de skal ligge gemt i forældrenes hjerter.»Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte,« siger han,»og du skal indprente dine børn dem.« 5Mos. 6,6-7. For at kunne gøre vore børn interesserede i Bibelen må vi selv være interesserede i den. For at kunne vække kærlighed hos dem til at beskæftige sig med den må man selv elske den. Vor belæring til dem vil kun få den indflydelse, der gives gennem vort eksempel og sindelag. ret

(189)  Gud kaldte Abraham til at undervise i sit ord. Han udvalgte ham til at være fader for et stort folk, fordi han så, at Abraham ville oplære sine børn og sit hus efter grundreglerne i Guds lov. Og det, som gav Abrahams lære kraft, var påvirkningen fra hans eget liv. Hans store husholdning omfattede mere end tusinde sjæle, hvoraf mange var familieoverhoveder og ikke få for ganske nylig var blevet omvendt fra hedenskabet. En sådan husholdning krævede en fast hånd ved roret. En svag og vaklende fremgangsmåde ville ikke være tilstrækkelig. Om Abraham sagde Gud:»Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej.« 1Mos. 18,19. Dog blev denne myndighed udøvet med en sådan visdom og kærlighed, at det vandt hjerterne for ham. Den guddommelige vægters ord lyder således: de skal»vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret.« 1 Mos. 18,19. Og Abrahams indflydelse strakte sig ud over hans eget hus. Hvor som helst han opslog sit telt, rejste han et alter ved siden af for at kunne ofre og tilbede. Når teltet blev flyttet, blev alteret stående; og mangen omflakkende kana'anæer, der havde fået sin viden om Gud gennem hans tjener Abrahams liv, tøvede ved alteret for at ofre til Jehova. ret

(189)  Undervisningen om Guds ord vil ikke i dag være mindre virkningsfuld, når den genspejler sig lige så trofast i lærerens liv. ret

(189)  Det er ikke nok at vide, hvad andre har tænkt eller lært om Bibelen. Alle skal ved dommen stå til regnskab for sig selv over for Gud, og enhver burde nu gøre sig klart, hvad der er sandhed. Men for at opnå et virkeligt studium må elevens interesse være sikret. Særlig for den, som har at gøre med børn og unge, der er vidt forskellige i anlæg, opdragelse og tænkevaner, er dette en sag, som man ikke må tabe af syne. Når vi underviser børnene i Bibelen, kan vi vinde meget ved at lægge mærke til deres sjælelige tilbøjeligheder, til de ting, som interesserer dem, og ved at vække deres interesse for at se, hvad Bibelen siger om disse ting. Han, som skabte os med alle vore forskellige evner, har i sit ord givet noget for enhver. Når eleverne opdager, at Bibelens lære gælder for deres eget liv, så lær dem at betragte den som deres rådgiver. ret

(190)  Hjælp dem også til at værdsætte dens vidunderlige skønhed. Der findes mange bøger, som ikke har noget virkeligt værd, bøger, som er ophidsende og usunde, men som anbefales, eller som det i det mindste er tilladt at bruge, på grund af deres formodede litterære værdi. Hvorfor skulle vi anvise vore børn at drikke af disse besmittede kilder, når de har fri adgang til Guds ords rene kilde? Bibelen ejer en fylde, en kraft, et dyb af betydning, som er uudtømmeligt. Vi skal opmuntre børnene og de unge til at finde frem til dens skatte, både i dens tanker og dens udtryksform. ret

(190)  Når skønheden i disse værdifulde ting tiltrækker sig deres interesse, vil en mildnende, beroligende magt røre ved deres hjerter. De vil føle sig draget mod ham, som således har åbenbaret sig for dem. Og der er kun få, der ikke vil ønske at kende mere til hans gerninger og veje. ret

(190)  Den, som studerer Bibelen, burde opdrages til at nærme sig den med et lærvilligt sind. Vi skal ransage den, ikke for at finde beviser, som kan støtte vore meninger, men for at få at vide, hvad Gud vil sige os. ret

(190)  Sand bibelkundskab kan kun opnås ved hjælp af den Ånd, ved hvem ordet blev givet. Og for at erhverve denne kundskab må vi leve af den. Vi må adlyde alt, hvad Guds ord befaler. Vi kan gøre fordring på alle dets løfter. Det liv, som det påbyder os, er det liv, som vi ved dets kraft skal leve. Kun når man betragter Bibelen på denne måde, kan den læses med udbytte. ret

(191)  Studiet af Bibelen kræver vore flittigste bestræbelser og ihærdig tænken. Ligesom guldgraveren graver efter de gyldne skatte i jorden, sådan må vi alvorligt og utrætteligt søge efter skattene i Guds ord. Under det daglige studium er metoden med at tage vers for vers ofte til størst hjælp. Den studerende bør tage et enkelt vers og koncentrere sine tanker om at forvisse sig om, hvilken tanke Gud har lagt i dette vers til hjælp for ham, og derefter dvæle ved tanken, indtil han har tilegnet sig den. Det har større værdi således at granske et enkelt skriftsted, indtil dets betydning bliver klar, end at gennemlæse mange kapitler uden at have nogen bestemt hensigt og uden at opnå nogen virkelig belæring. ret

(191)  En af hovedårsagerne til sjælelig uduelighed og moralsk svaghed er mangelen på evne til at kunne koncentrere sig om noget som er det værd. Vi er stolte af den store udbredelse af litteratur; men mangfoldiggørelsen af bøger, og selv af bøger, som i sig selv ikke er skadelige, kan være et direkte onde. Med den kolossale strøm af tryksager, der ustandselig udspyes af trykpresserne, bliver det en vane for både unge og gamle at læse hastigt og overfladisk, og hjernen mister sin evne til at tænke samlet og koncentreret. Ydermere er en hel del af de bøger og ugeblade, der ligesom Ægyptens frøer breder sig over landet, ikke blot platte, intetsigende og fordummende, men også smudsige og fornedrende. Deres virkning består ikke blot i at beruse og nedværdige tanken, men også i at fordærve og ødelægge sjælen. Det sind eller hjerte, som er mageligt anlagt og uden noget mål i livet, bliver et let bytte for det onde. Det er på syge og døde organismer, at svampedannelsen foregår, Det er det ubeskæftigede sind, som er Satans værksted. Lad tanken blive rettet mod høje og hellige idealer, lad livet få et ophøjet mål og et altopslugende formål så vil det onde kun finde ringe fodfæste. ret

(192)  Lad altså de unge lære at gruble over Guds ord. Når sjælen tager imod det, vil det vise sig at være et stærkt værn mod fristelser. Salmisten siger:»Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig."»Ved dine læbers ord vogted jeg mig for voldsmænds veje.« Sl. 119,11; 17,4. ret

(192)  Bibelen fortolker sig selv. Det ene skriftsted bør sammenlignes med det andet. Den studerende burde lære at betragte ordet som en helhed og se de forskellige deles forhold til hinanden. Han bør erhverve sig kendskab til dets store hovedemne, til Guds oprindelige formål med verden, til den store strids opståen og til frelsergerningen. Han burde forstå karakteren af de to grundprincipper, der kæmper om herredømmet, og burde lære at følge deres handlemåde gennem historiens og profeternes beretninger indtil den store fuldendelse. Han burde se, hvordan denne strid griber ind i enhver fase af mennesketilværelsen; hvordan han selv gennem enhver af livets handlinger åbenbarer enten den ene eller den anden af de to modstridende hovedtanker; og hvordan han, hvad enten han vil det eller ej, allerede nu bestemmer, på hvilken side han vil stå i kampen. ret

(192)  Hver eneste del af Bibelen er indblæst af Gud og nyttig for os. Vi burde ikke skænke Det gamle Testamente ringere opmærksomhed end Det nye. Når vi ransager Det gamle Testamente, vil vi finde levende kilder, som vælder frem, hvor den tankeløse læser kun ser en ørken. ret

(192)  Åbenbaringens bog i forbindelse med Daniels bog kræver et særligt studium. Enhver gudfrygtig lærer bør overveje, hvordan man mest klart skal forstå og forkynde det evangelium, som vor Frelser selv kom for at bekendtgøre for sin tjener Johannes:»Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast.« Åb. 1,1. Ingen behøver at tabe modet under studiet af Åbenbaringen på grund af dens tilsyneladende uforståelige symboler.»Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser,« Jak. 1,5. ret

(193)  »Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær.« Åb. 1,3. Når der vækkes virkelig kærlighed til Bibelen og den studerende begynder at fatte, hvor vidt et felt og hvor dyrebar en skat den rummer, vil han ønske at gribe enhver mulighed for at vinde kendskab til Guds ord. Granskningen vil ikke blive begrænset til bestemte tider eller steder. Og dette vedvarende studium er et af de bedste midler til at opdyrke kærlighed til Skrifterne. Den studerende bør altid have sin bibel hos sig. Når du har lejlighed til det, så læs et skriftsted og tænk over det. Når du går på gaden eller venter på en jernbanestation eller venter på at møde nogen, du har aftalt det med, så benyt muligheden for at erhverve dig en eller anden værdifuld tanke fra sandhedens skatkammer. ret

(193)  Sjælens store drivkræfter er tro, håb og kærlighed; og det er til disse, at det rigtigt gennemførte bibelstudium henvender sig. Bibelens ydre skønhed, skønheden i billedsproget og udtryksformen, er kun så at sige indfatningen om dens virkelige skat: hellighedens skønhed. I dens beretninger om mennesker der vandrede med Gud, kan vi skimte glimt af hans herlighed. I ham, som er»idel ynde,« skuer vi den, af hvem af himmelsk eller jordisk skønhed kun er en svag afglans. Han sagde:»Og jeg når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Joh. 12,32. Når bibelforskeren skuer Frelseren, vækkes troens hemmelighedsfulde kraft, tilbedelse og kærlighed i sjælen. Blikket fæstner sig ved synet af Kristus, og den beskuende kommer til at ligne den, han tilbeder. Apostlen Paulus' ord bliver til sjælens sprog:»Jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. ..... For at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser.« Fil. 3,8-10. ret

(194)  Kilderne med himmelsk fred og glæde, der vælder frem i sjælen ved de inspirerede ord, vil blive til en vældig flod af velsignelse for alle, der komme inden for dens rækkevidde. Lad vor tids unge, den ungdom, der vokser op med Bibelen i deres hånd, blive modtagere og viderebringere af dens levendegørende kraft og hvilke strømme af velsignelse ville så ikke bringes ud til verden! en indflydelse, hvis helbredende kraft og trøst vi næppe kan gøre os noget begreb om strømme af levende vand,»et kildespring til evigt liv.« ret

næste kapitel