(227) Den rette uddannelse ser ikke bort fra værdien af videnskabelig kundskab eller litterær belæring; men den anser styrke for at være mere værd end oplysning, godhed for at være mere værd end styrke, og karakteren for at være mere værd end forstandsmæssig dygtighed. Verden trænger ikke så hårdt til meget intelligente mennesker som til mennesker med en ædel karakter. Den trænger til mennesker, i hvem dygtigheden beherskes af faste principper. ret
(227) »Køb visdom for det bedste, du ejer."»Vises tunge drypper af kundskab.« Ordsp. 4,7; 15,2. Den rette uddannelse bibringer denne visdom. Den lærer os den bedste brug af ikke blot en af vore evner, men af alle vore evner og færdigheder. På den måde spænder den over hele rækken af vore forpligtelser over for hinanden, over for verden og over for Gud. ret
(227) Karakterdannelsen er den vigtigste opgave, der nogensinde er blevet betroet mennesker; og aldrig nogensinde før har det været så vigtigt at studere den flittigt som netop nu. Aldrig har noget tidligere slægtled været Kaldet til at møde så skæbnesvangre problemer. Aldrig før har unge mænd og kvinder været stillet over for så store farer som dem, de stilles over for i dag. ret
(227) Hvordan er så den givne uddannelses tendens i en bid som denne? Til hvad appelleres der som oftest? Til egoisme! Meget af den uddannelse, der gives, er blot en forvanskning af dette navn. De selviske ærgerrighed, magtsyge, ligheden for menneskers rettigheder og nød, som er vor verdens forbandelse, finder sin modvægt i den rette uddannelse. Guds plan for tilværelsen rummer plads for hvert eneste menneske. Enhver skal udnytte sine evner til det yderste; og hvis man er tro i dette, hvad enten evnerne er store eller små, berettiger det en til at blive æret. Inden for Guds plan er der ikke plads til selvisk kappestrid. De, som »måler sig med sig selv og sammenligner sig selv med sig selv", er ikke kloge. 2Kor. 10,12. Hvad vi end gør, skal det gøres»efter den styrke, Gud skænker.« 1Pet. 4,11. Det skal gøres»af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven; Kristus skal være den Herre, I tjener.« Kol. 3,23-24. Det er en værdifuld tjeneste, der gøres, og en værdifuld opdragelse, der opnås, ved at føre disse principper ud i livet. Men hvor uendelig forskellig herfra er ikke det meste af den opdragelse, der nu gives! Lige fra barnets første år er den en appel til kappelyst og kappestrid; den fremmer selviskhed, som er roden til alt ondt. ret
(228) Sådan skabes der strid om at være den største, og der opmuntres til et eksamensterperi, som i så mange tilfælde ødelægger helbredet og gør uegnet til nyttigt arbejde. I mange andre tilfælde fører kappelysten til uhæderlighed, og den forbitrer livet ved at fremme ærgerrighed og misfornøjelse og er medvirkende til at fylde verden med disse rastløse, uregerlige sjæle, som er en bestandig trussel mod samfundet. Faren drejer sig ikke blot om fremgangsmåden. Den findes også i studieemnerne. ret
(228) Hvad er det for opgaver, som de unge i de mest modtagelige år af deres liv må beskæftige sig med? Hvad er det for kilder, som ungdommen lærer at øse af under deres studium af sprog og litteratur? Af hedenskabets brønde; af kilder, som næres ved fordærvelsen i oldtidens hedenskab. De har pligt til at studere forfattere, om hvem det uimodsigeligt erklæres, at de ikke regner de moralske principper for noget som helst. ret
(229) Og om hvor mange moderne forfattere kunne ikke det samme siges! For hvor mange er ikke sprogets ynde og skønhed blot en forklædning for anskuelser, som i deres virkelige forkrøblethed ville virke frastødende på læseren! Foruden disse er der en skare af romanforfattere, der lokker til skønne drømme i magelighedens paladser. Anklagen for umoralitet gælder måske ikke for disse forfattere, men deres værker rummet lige så megen fare. De berøver tusinder og atter tusinder af mennesker den tid og energi og selvdisciplin, som livets alvorlige problemer kræver. ret
(229) Sådan som de videnskabelige studier i almindelighed dyrkes, findes der lige så store faret. Der bliver undervist om udviklingslæren og lignende vildfarelser i skoler af enhver art, lige fra børnehaven til universitetet. Således bliver det videnskabelige studium, der burde meddele kundskab om Gud, så blandet med menneskers spekulationer og teorier, at det fører til vantro. ret
(229) Selv bibelstudiet, sådan som det alt for ofte bliver ledet i skolerne, berøver verden Guds ords kostelige skat. Den virksomhed, som drives af den»højere kritik« med at dissekere, gisne og rekonstruere, nedbryder troen på Bibelen som det guddommeligt åbenbarede ord; den berøver Guds ord magten til at styre, højne og virke inspirerende på mennesker. ret
(229) Når de unge skal ud i verden og dér møder dens fristelser til at synde lidenskaben for at tjene penge, for at more sig og nyde livet, for praleri, luksus og ødselhed, for snyderi, bedrageri, røveri og ødelæggelse hvordan skal man så imødegå dens lærdomme? ret
(230) Spiritismen hævder, at mennesker er halvguder, som ikke er faldet i synd; at»enhver er sin egen dommer;« at »sand kundskab stiller mennesket over alle love;« at »alle synder, der bliver begået, er uskyldige;« thi »alt, hvad der er til, er rigtigt,« og »Gud dømmer ingen.« Den siger, at de laveste blandt mennesker befinder sig i Himmelen, og at de dér bliver æret højt. Således erklæres det over for alle mennesker: »Det har ikke noget at sige, hvad du gør; lev, som du har lyst til, Himmelen er dit hjem!« Således bringes en mængde mennesker til at tro, at begæret er den vigtigste lov, at tøjlesløshed er frihed, og at mennesket kun skal stå til regnskab over for sig selv. ret
(230) Hvordan kan dyden beskyttes over for en sådan lære, der gives ved selve livets begyndelse, hvor impulserne er stærkest, og hvor selvbeherskelse og renhed er mest påkrævet? Hvad kan forhindre verden i at blive et nyt Sodoma? ret
(230) Samtidig forsøger anarkiet at udrydde alle love, ikke blot de guddommelige, men også de menneskelige. Centraliseringen af rigdom og magt, de vældige sammenslutninger til berigelse for nogle få på de manges bekostning, de fattigere klassers sammenslutninger til forsvar for deres interesser og krav, uroens, tumulternes og blodsudgydelsens ånd, den verdensomspændende spredning af de samme læresætninger, som førte til den franske revolution alt sammen medvirker det til at inddrage hele verden i en lignende strid som den, der rystede Frankrig i dets grundvold. Det er den slags påvirkninger, som vore dages ungdom skal møde. For at kunne holde stand midt iblandt sådanne omvæltninger må de nu lægge grunden til deres karakter. ret
(231) Inden for hver generation og i ethvert land har den sande grundvold og det sande forbillede for karakterdannelsen været den samme. Den guddommelige lov:»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, ..... og din næste som dig selv« (Luk. 10,27), den store grundregel, der blev åbenbaret gennem Frelserens karakter og liv, er den eneste sikre grundvold og den eneste sikre rettesnor. ret
(231) »En frelsesrigdom er visdom og indsigt« (Es. 33,6), den visdom og indsigt, som Guds ord alene kan give. Det er lige så sandt nu, som dengang ordene om lydighed mod Guds bud blev sagt til Israel:»Det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne.« 5Mos. 4,6. ret
(231) Her er den eneste beskyttelse for den enkeltes retskaffenhed, for hjemmets renhed, for samfundets velfærd eller rigets modstandsdygtighed. Blandt alle livets forviklinger og farer og modstridende krav er det den eneste sikre og trygge regel at gøre det, som Gud siger.»Herrens forskrifter er rette,« og»hvo således gør skal aldrig rokkes.« Sl. 19,9; 15,5. ret