Uddannelse kapitel 26fra side232.     Fra side 230 i den engelske udgave.

tilbage

Undervisningsmetoder

(232)  Gennem lange tider har uddannelsen hovedsagelig lagt vægt på hukommelsen. Der er blevet stillet store krav til evnen til at huske, mens de andre sjælelige evner ikke er blevet udviklet i tilsvarende grad. De studerende har tilbragt deres tid med flittigt at overbebyrde hjernen med kundskaber, hvoraf kun meget få kunne udnyttes. Hjernen, der således bliver bebyrdet med noget, som den ikke er i stand til at fordøje eller optage i sig, bliver svækket. Den bliver ude af stand til at foretage kraftige selvstændige anstrengelser og lader sig tilfredsstille ved at stole på andres dom og opfattelse. ret

(232)  I erkendelse af det forkerte i denne fremgangsmåde er nogle gået til den anden yderlighed. Efter deres anskuelse behøver mennesket kun at udvikle det, som findes i ham selv. En sådan udvikling forleder den studerende til selvsikkerhed og udelukker ham fra kilden til sand visdom og kraft. ret

(232)  Den uddannelse, som består i at udvikle hukommelsen, og som er tilbøjelig til at se bort fra selvstændig tænkning har en moralsk betydning, som er alt for upåagtet. Når den studerende giver slip på evnen til at ræsonnere og dømme selvstændigt, bliver han ude af stand til at skelne mellem sandhed og vildfarelser og bliver let bytte for bedrag. Han vil let lade sig lede til at rette sig efter skik og brug. ret

(233)  Det er en kendsgerning, som man i vide kredse ser bort fra - skønt aldrig uden fare - at vildfarelsen sjældent viser sig som det, den virkelig er. Det er ved at blande sig med eller knytte sig til sandheden, at den bliver godtaget. Det voldte vore første forældres fordærv, at de spiste af træet til kundskab om godt og ondt, og godtagelse af en blanding af godt og ondt er til fordærv for mænd og kvinder i dag. Den sjæl, der stoler på andres dom, kan være sikker på, før eller senere,at komme på afveje. ret

(233)  Vi kan kun komme i besiddelse af evnen til at skelne mellem ret og uret gennem den enkeltes afhængighed af Gud. Enhver må selv lære af ham gennem hans ord. Vi har fået vore forstandsevner for at bruge dem, og Gud vil, at de skal anvendes.»Kom, lad os gå i rette med hinanden« (Es. 1,18), siger han opfordrende til os, Når vi stoler på ham, kan vi få visdom til at»vrage det onde og vælge det gode.« Jak. 1,5; Es. 7,15. ret

(233)  Det personlige element er af væsentlig betydning ved al virkelig undervisning. Kristus tog sig personligt af hvert enkelt menneske, når han underviste. Det var ved hjælp af personlig kontakt og tilknytning, at han opdrag de tolv. Det var i ensomhed og ofte kun med en enkelt tilhører, at han gav sin mest værdifulde belæring. Ham åbenbarede sine største rigdomme for den ansete rabbiner under den natlige samtale på Oliebjerget ligesom for den foragtede kvinde ved Sykars brønd; thi hos disse tilhørere så han en modtagelig sjæl, et åbent sind og et påvirkeligt hjerte. Selv den skare, der så ofte trængte sig om ham, var for Kristus ikke en tilfældig menneskemængde. Han talte direkte til hver eneste sjæl og henvendte sig til hvert eneste hjerte. Han betragtede sine tilhøreres ansigter, lagde mærke til, om det lyste op i deres ansigtstræk, til det hastige, forstående blik, der fortalte, at sandheden var nået ind til sjælen; og medfølelsen og glæden gav gensvar i hans hjerte. ret

(234)  Kristus kunne se de muligheder, der fandtes i hvert eneste menneske. Han vendte sig ikke bort på grund af et utiltalende ydre eller ugunstige omgivelser. Han kaldte Mattæus fra toldboden og Peter og hans medbrødre fra fiskerbåden, for at de skulle lære af ham. ret

(234)  Den samme personlige interesse og den samme omsorg for den enkeltes udvikling er nødvendig for uddannelsesarbejdet i dag. Mange unge, der tilsyneladende ikke virker lovende, er rigt begavede med evner, der ikke kommer i brug. Evnerne ligger skjult, fordi deres opdragere ikke har været i stand til af opdage dem. Hos mange drenge eller piger, der i det ydre virker lige så lidt indtagende som en groft tilhugget sten, kan der findes værdifuldt materiale, der vil kunne modstå både hede og uvejr og pres. Den rette opdrager, der holder sig for øje, hvad der kan komme ud af hans elever, vil erkende værdien af det stof, han arbejder med. Han vil fatte personlig interesse for hver enkelt elev og søge at udvikle alle hans evner. Enhver bestræbelse for at rette sig efter de rigtige principper skal opmuntres, hvor ufuldkommen den end er. ret

(234)  Enhver ung skulle opdrages til at forstå flidens nødvendighed og magt. Et godt resultat er langt mere afhængigt heraf end af geni eller talenter. Uden flid opnås der ikke meget trods de mest glimrende anlæg, mens mennesker med ganske jævne, naturlige evner har udrettet det vidunderlige, hvis de blev ledet på den rigtige måde. Vi undrer os over geniets bedrifter, men de er næsten altid forenet med en utrættelig og koncentreret indsats. ret

(234)  De unge burde lære at sigte mod udviklingen af alle deres evner, såvel af de svagere som de stærkere. Hos mange findes der en tilbøjelighed til at begrænse deres studier til bestemte fag, som de har naturlige anlæg for. Man bør vogte sig for at begå denne fejl. De naturlige anlæg angiver retningen for livsgerningen, og hvis de er lovlige, bør de opdyrkes omhyggeligt. Samtidig må man ikke glemme, at et ligevægtigt sind og dueligt arbejde inden for enhver retning for en stor del er afhængigt af den symmetriske udvikling, som er følgen af en grundig, alsidig uddannelse. ret

(235)  En ukunstlet og virkningsfuld undervisning burde bestandig være lærerens mål. Han bør i vidt omfang benytte eksempler, og selv når han har med ældre elever at gøre, bør han bestræbe sig på at gøre enhver forklaring tydelig og klar. Mange af de elever, der er kommet op i årene, er kun som børn i deres opfattelsesevne. ret

(235)  Begejstringen er en vigtig grundbestanddel af undervisningen. Angående dette findes der et nyttigt fingerpeg i en bemærkning, som en berømt skuespiller engang fremkom med. Ærkebiskoppen af Canterbury havde stillet ham det spørgsmål, hvorfor skuespillere på scenen gør så stærkt et indtryk på deres publikum ved at tale om det uvirkelige, mens evangeliets forkyndere kun gør så lidt indtryk på deres tilhørere ved at tale om det virkelige. Skuespilleren svarede:»Må jeg i dybeste ærbødighed over for Deres Nåde tillade mig at sige, at årsagen er ganske ligetil: Den ligger i renen til at begejstre! Vi på scenen taler om de uvirkelige ting, som om de var virkelige, mens præsterne på prædikestolen taler om de virkelige ting, som om de var uvirkelige.« Læreren har under sit arbejde at gøre med virkelige ting, og han burde tale om dem med al den kraft og begejstring, som hans viden om deres virkelighed og vigtighed kan indgyde. ret

(236)  Enhver lærer bør sørge for, at hans arbejde fører til afgørende resultater. Før han forsøger at undervise om et emne, bør han have lagt en bestemt plan og bør være klar over netop, hvad det er, han ønsker at opnå. Han bør ikke være tilfreds med sin undervisning i noget emne før eleven forstår det princip, det rummer, fatter dets sandhed og er i stand til klart at gøre rede for, hvad han har lært. ret

(236)  Så længe man holder sig uddannelsens store formål for øje, bør de unge opmuntres til at gå så langt frem, som deres evner tillader. Men før de giver sig i lag med videregående studier, bør de kunne beherske de elementære fag. Dette bliver alt for ofte forsømt. Selv blandt studerende i de højere skoler og på universiteterne hersker der stor ufuldkommenhed med hensyn til kundskaber i uddannelsens almindelige fag. Mange studerende helliger deres tid til den højere matematik, mens de er ude af stand til at føre et simpelt regnskab. Mange studerer sprogbehandling i den hensigt at erhverve sig talekunstens nådegave, skønt de ikke er i stand til at læse på en forståelig og virkningsfuld måde. Mange, der har afsluttet studiet af retorik, gør fejl i sammensætningen og stavemåden i et almindeligt brev. ret

(236)  Et grundigt kendskab til det væsentlige i undervisningen burde ikke blot være betingelsen for adgang til en højere uddannelse, men den bestandige prøve for at kunne fortsætte og komme videre. Og inden for ethvert af uddannelsens fag er der ting at opnå, som er vigtigere end dem, der erhverves gennem rent tekniske kundskaber. Sprog, for eksempel! Det er vigtigere end at tilegne sig fremmede sprog, hvad enten disse er levende eller døde at have evnen til at kunne skrive og tale sit modersmål let og ubesværet, men ingen uddannelse, der erhverves gennem kendskab til grammatiske regler, kan i betydningsfuldhed sammenlignes med sprogstudiet set fra et højere synspunkt. Livets ve og vel er for en stor del fast knyttet til dette studium. ret

(237)  Det, som betyder mest i sproget, er, at det er rent og venligt og sandfærdigt»det ydre udtryk for en indre skønhed.« Gud siger:»Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!« Fil. 4,8. Og hvis tankerne er af denne art, så vil ansigtsudtrykket også blive det. ret

(237)  Hjemmet er den bedste skole for dette sprogstudium; men da hjemmet så ofte forsømmer sin opgave, påhviler det læreren at hjælpe sine elever til at vænne sig til den rigtige måde at tale på. Læreren kan gøre meget for at modvirke denne dårlige vane, som er samfundets, naboernes og hjemmets forbandelse, den vane at bagtale, at bringe sladder og uvenlig kritik. Her burde der ikke spares nogen ulejlighed. Indprent eleverne den kendsgerning, at denne vane afslører mangel på kultur og dannelse og på en virkelig hjertens godhed; den gør en uskikket til de virkelig kultiverede og dannede menneskers selskab i denne verden og til samfund med de hellige i Himmelen. ret

(237)  Vi tænkte med rædsel på kannibalen, som gør sig til gode med sit offers endnu varme og skælvende kød; men er følgerne af selv denne sædvane mere forfærdelige end den kval og ødelæggelse, der forårsages ved at forvanske bevæggrunde sværte andres rygte og dissekere deres egenskaber? Lad børnene og også de unge lære, hvad Gud siger om disse ting: ret

(237)  »Død og liv er i tungens vold.« Ordsp. 18,21. I Skriften bliver bagvaskere sat i klasse med»gudshadere,« med mennesker, som er»opfindsomme på ondt,« med dem, der et»ukærlige, ubarmhjertige,"»fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed."»De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden.« Rom. 1,29-32. Den, som Gud regner for at være en af Zions borgere, er den, der»taler sandhed af sit hjerte,"»ikke bagtaler med sin tunge,« og»ej bringer skam over ven.« Sl. 15,2-3. ret

(238)  Guds ord fordømmer også brugen af disse meningsløse talemåder og kraftudtryk, som grænser til det bespottelige. Det fordømmer de vildledende høflighedsfraser, omgåelse af sandheden, overdrivelser og de urigtige fremstillinger i forretningslivet, som så ofte forekommer i selskabslivet og inden for forretningsverdenen.»Jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde.« Matt. 5,37. ret

(238)  »Som en vanvittig mand, der udslynger glødet, pile og død, er den, der sviger sin næste og siger: Jeg spøger jo kun.» Ordsp. 26,18-19. I nært slægtskab med sladderen er den forblommede insinuation, den snedige hentydning, hvorved de urene af hjertet søger at antyde det onde, som de ikke vover at sige åbenlyst. Man burde lære de unge at sky ethvert tilløb til disse vaner lige så meget, som de ville sky spedalskhed. ret

(238)  Ved benyttelsen af sproget er der måske ingen forseelse, som gamle og unge er mere tilbøjelige til at gå let hen over, når det gælder dem selv, som hidsige og utålmodige udtalelser. De mener, at det er en tilstrækkelig undskyldning, hvis de hævder:»Jeg tog mig ikke i agt, og jeg mente i virkeligheden ikke, hvad jeg sagde.« Men Guds ord tager ikke så let på det. Skriften siger:»Ser du en mand der er hastig til af tale, for en tåbe et der snarere håb end for ham.« Ordspr. 29,20.» Som åben by uden mur er en mand, der ikke kan styre sit sind.« Ordspr. 25,28. ret

(239)  I løbet af et eneste øjeblik kan der på grund af hastige, lidenskabelige, letsindige ord bevirkes ondt, som et helt livs anger ikke formår at udslette. Ak, hvor findes der mange knuste hjerter og mange opløste venskaber og mange ødelagte liv på grund af hårde og overilede ord fra mennesker, som kunne have bragt hjælp og lægedom. ret

(239)  »Mandens snak er som sværdhug, de vises tunge læger.« Ordsp. 12,19. Et af de karaktertræk, der i særlig grad burde næres og opelskes hos ethvert barn, er den selvforglemmelse, der giver livet en sådan ubevidst ynde. Den er en af de skønneste af karakterens gode egenskaber, og den er en af de væsentligste forudsætninger for enhver sand livsgerning. ret

(239)  Børn trænger til påskønnelse, til venlighed og opmuntring, men man bør vogte sig for at nære deres trang til at blive rost. Det er ikke klogt at vise dem særlig opmærksomhed eller, mens de hører det, at gentage deres kvikke bemærkninger. De forældre eller den lærer, som har det sande karakterideal og mulighederne for af kunne nå det for øje, kan ikke nære eller opmuntre til indbildskhed. De vil ikke opmuntre de unges trang til at stille deres dygtighed eller færdigheder til skue. Den, som stiler efter noget højere end sig selv, må være ydmyg; men alligevel vil han være i besiddelse af en værdighed, som ikke lader sig beskæmme, eller bringe ud af fatning ved ydre pragtudfoldelse eller menneskelig storhed. ret

(239)  Det er ikke ved hjælp af vilkårlige love eller regler, at karakterens gode egenskaber udvikler sig. Det er ved at leve i en atmosfære af renhed, ædelhed og sandhed. Og hvor hjertets renhed og en ophøjet karakter findes, der vil det åbenbare sig gennem renhed og ædle handlinger og ædel tale.»Herren elsker den rene af hjertet; med ynde på læben er man kongens ven.« Ordsp. 22,11. ret

(240)  Det samme, som gælder sproget, gælder også for ethvert andet studium. Det kan ledes på en sådan måde, at det hjælper til at styrke og højne karakteren. Dette gælder i endnu højere grad for historien end for et hvilket som helst andet fag. Den bør betragtes ud fra det guddommelige synspunkt. ret

(240)  Sådan som der alt for ofte bliver undervist, er historie ikke meget andet end en beretning om kongens ophøjelse og fald, om hofintriger, om hæres sejre og nederlag en beretning om ærgerrighed og begærlighed, om bedrag, grusomhed og blodsudgydelse. Når der undervises på denne måde, kan virkningen kun blive skadelig. Den dybt forstemmende gentagelse af forbrydelser og oprørende grusomheder, voldshandlingerne og de skildrede uhyrligheder sår en sæd, som i manges liv frembringer en høst af ondskab. ret

(240)  Langt bedre et det i lyset af Guds ord at lære, hvad det er for årsager, der behersker rigernes opståen og fald. Lad de unge sætte sig ind i disse beretninger og se, hvordan rigernes sande lykke har været forenet med lydighed over for de guddommelige principper. Lad dem studere de store reformatoriske bevægelsers historie og se, hvor ofte disse principper, skønt de var foragtede og hadede, og skønt deres talsmænd blev kastet i fængsel og ført på skafottet, netop gennem disse ofre har sejret. ret

(240)  Et sådant studium vil give den studerende en vid horisont og et fordomsfrit syn på livet. Det vil hjælpe drenge til at forstå noget af deres ydre forhold og indbyrdes sammenhæng, hvor forunderligt vi er knyttet sammen i samfundets og nationernes store broderskab, og i hvor vidt omfang et enkelt medlems underkuelse eller fornedrelse betyder tab for alle. ret

(240)  Ved undervisningen i regning burde arbejdet gøres praktisk. Enhver ung og ethvert barn skulle ikke blot lære at løse konstruerede opgaver, men lære at føre et nøjagtigt regnskab over sine egne indtægter og udgifter. De bør lære pengenes rette anvendelse ved at bruge dem. Hvad enten de får dem af deres forældre eller de selv har tjent dem, så bør både drenge og piger lære at vælge og købe deres eget tøj, deres bøger og andre nødvendige ting; og ved at holde regnskab over deres udgifter vil de komme til at lære pengenes værdi og nytte at kende på en måde, som de ellers ikke havde mulighed for. Denne opøvning vil hjælpe dem til at skelne både mellem virkelig økonomi og gnieragtighed på den ene side og ødselhed på den anden side. Hvis dette bliver ledet på rette måde, vil det opmuntre til gavmildhed. Det vil hjælpe de unge til at lære at give, ikke blot efter en øjeblikkelig indskydelse, fordi deres følelser bliver vakt, men regelmæssigt og systematisk. ret

(241)  På denne måde kan ethvert studium blive en hjælp til løsningen af det største af alle problemer: oplæringen af mænd og kvinder til på bedste måde at udføre livets pligter. ret

næste kapitel