(255) Troen er tillid Gud - at tro på han elsker os og bedst ved, hvad der tjener til vort vel. På den måde får den os til at vælge hans vej i stedet for vor egen."Den tager mod hans visdom i stedet for vor egen uvidenhed; mod hans kraft i stedet for vor svaghed og mod hans retfærdighed i stedet for vor syndighed. Vort liv tilhører allerede ham. Ved troen erkender vi hans ejendomsret og tager mod dens velsignelse. Sandhed, retskaffenhed og renhed er blevet fremhævet som hemmeligheden ved livets lykke. Det er troen, som sætter os i besiddelse af disse grundprincipper. ret
(255) Enhver god indskydelse eller tilskyndelse er en gave fra Gud. Troen modtager fra Gud det liv, som alene kan fremkalde sand vækst og duelighed. ret
(255) Det burde stå os ganske klart, hvordan vi skal udøve troen. Der er stillet betingelser for enhver af Guds forjættelser. Hvis vi er villige til at gøre hans vilje, tilhører al hans kraft os. Hvilken gave han end lover os, så findes den i selve løftet.»Sæden er Guds ord.« Luk. 8,11. Lige så sikkert, som egetræet findes i agernet, så sikkert findes Guds gave i hans løfte. Hvis vi tager mod løftet, har vi allerede gaven: ret
(255) Den tro, som gør det muligt for os at tage imod Guds gaver, er i sig selv en gave, som til en vis grad er tildelt hvert eneste menneske. Den vokser, når den bruges til at tilegne sig Guds ord. For at styrke troen må vi ofte bringe den i kontakt med ordet. ret
(256) Under bibelstudiet må den unge bringes til at se kraften i Guds ord. Ved skabelsen»talede han, så skete det, han bød, så stod det der.« Han»nævner det, der ikke er, som om det var« (Sl. 33,9; Rom. 4,17); thi når han nævner det, så er det der. ret
(256) Hvor ofte har ikke de, som stolede på Guds ord, skønt de selv var magtesløse, alligevel modstået hele verdens magt: Enok, som var ren af hjertet og levede et helligt liv, holdt fast ved sin tro, og retfærdigheden sejrede over en fordærvet og hånende slægt; Noa og hans familie over for hans tids mennesker, mennesker med den største fysiske og sjælelige kraft og den mest fordærvede moral; Israels børn ved det røde Hav, en hjælpeløs, forfærdet skare slaver over for den mægtigste hær fra jordens mægtigste folk; David, en hyrdedreng, som havde fået Guds løfte om tronen, over for Saul, der var landets konge og fast besluttet på at beholde sin magt; Sjadrak og hans venner i ildovnen og Nebukadnezar på sin trone; Daniel blandt løverne og hans fjender i rigets højeste stillinger; Jesus på korset og de jødiske præster og rådsherrer, der tvang selv den romerske statholder til at handle efter deres vilje; Paulus, der i lænker blev ført hen for at lide en forbryders død, over for Nero, eneherskeren over et verdensrige. ret
(256) Den slags eksempler findes ikke blot i Bibelen. Det vrimler med dem i enhver beretning om menneskelige fremskridt. Valdeserne og huguenotterne, Wiclif og Hus, Hieronymus og Luther, Tyndale og Knox, Zinzendorf og Wesley, foruden mange, mange andre har været vidner om Guds ords magt over for menneskers magt og snuhed i det ondes tjeneste. Disse mennesker er verdens sande adel. De er dens kongeslægt. Vor tids ungdom er kaldet til at indtage en plads i deres rækker. ret
(257) Der behøves tro såvel i de mindre som i de større foretagender i livet. I alle vore daglige interesser og beskæftigelser virkeliggøres Guds opretholdende kraft for os gennem bestandig tillid. Set fra et menneskeligt standpunkt er livet for os alle en ukendt vej. Det er en vej, hvor vi hver for sig vandrer alene med hensyn til vore dybere erfaringer. Intet andet menneske kan helt trænge ind i vore inderste tanker. Når det lille barn begiver sig ud på denne rejse, hvor det før eller senere selv må vælge sin retning, selv må afgøre livets evige problemet, hvor bør man så ikke alvorligt bestræbe sig for at vække dets tillid til den sikre vejleder og hjælper! ret
(257) Som værn mod fristelser og inspiration til renhed og sandhed kan intet måle sig med følelsen af Guds nærværelse.»Alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab."»Dit rene blik afskyr ondt, du tåler ej synet af kvide.« Hebr. 4,13; Hab. 1,13. Tanken herom var Josefs skjold midt i Ægyptens fordærvelse. Over for fristelsens tillokkelser var hans svar bestandig dette:»Hvor skulle jeg kunne øve denne store misgerning og synde imod Gud.« 1Mos. 39,9. Et sådant skjold vil troen, om den næres, kunne være for hver eneste sjæl. ret
(257) Kun overbevisningen om Guds nærværelse kan forjage den frygt, som for det frygtsomme barn ville gøre livet til en byrde. Han bør bevare dette løfte i erindringen:»Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.« Sl. 34,8. Han bør læse den vidunderlige beretning om Elisa i byen på bjerget og mellem ham og hæren af væbnede krigere en vældig kreds af himmelske engle. Han bør læse, hvordan Guds engel viste sig for Peter, der var i fængsel og dømt til døden; hvordan engelen førte Guds tjener ud til friheden forbi de bevæbnede vagtposter, gennem de solide døre og jernporten med deres bolte og slåer. Han bør læse om den tildragelse på havet, hvor fangen Paulus, som var på vej hen for at blive dømt og henrettet talte disse modige og forhåbningsfulde ord til de stormomtumlede soldater og søfolk, der var udmattede af slid og nattevågen og lang tids faste:»Vær ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt ..... Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.» I tillid til dette løfte forsikrede Paulus ;dem alle:»Ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.« Sådan skete det også. Fordi der ombord på dette skib var et menneske, ved hvem Gud kunne virke, blev alle de hedenske soldater og søfolk reddet.»Og således skete det, at de alle reddede sig i land.« Apg. 27,22-24.34.44. ret
(258) Disse ting er ikke blevet nedskrevet, blot for at vi skal kunne læse dem og undres, men for at den samme tro, som virkede i Guds tjenere i gamle dage, også må kunne virke i os. På en ikke mindre tydelig måde end dengang vil han også nu virke, hvor der findes hjerter med tro, hvorigennem hans magt kan åbenbare sig. ret
(258) De, som ikke stoler på sig selv, de, hvis mangel på selvtillid får dem til at vige tilbage for omsorg og ansvar, bør lære at stole på Gud. På denne måde vil mange, der ellers kun ville være et nummer i verden, ja, måske kun en hjælpeløs byrde for andre, blive i stand til med apostlen Paulus at sige:»Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.« Fil. 4,13. ret
(258) Også det barn, som hurtigt bliver fornærmet over krænkelser, kan lære meget ved at tro. Tilbøjeligheden til at gøre modstand mod det onde eller til at hævne uretfærdighed skyldes ofte en stærkt udviklet retfærdighedssans og en stærk og levende ånd. Et sådant barn bør lære, at Gud er retfærdighedens evige vogter. Han har den ømmeste omsorg for de skabninger, som han har elsket så højt, at han gav den, han elskede mest, for at frelse den. Han vil straffe enhver, der gør uret. ret
(259) »Den, som rører eder rører min øjesten.« Zak. 2,12.»Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind og fører din retfærdighed frem som lyset, din ret som den klare dag.« Sl. 37,5-6.»Herren blev de fortryktes tilflugt, en tilflugt i trængselstider; og de stoler på dig, de, som kender dit navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, Herre.« Sl. 9,10-11. ret
(259) Den samme medfølelse, som Gud udviser over for os, befaler han os at udvise over for andre. De impulsive, de selvsikre og de hævngerrige bør se hen til den ydmyge og sagtmodige der som et lam blev ført hen for at slagtes, og som uden at gøre gengæld var stum som et får, når det klippes. De bør se hen til ham, som blev gennemstunget for vore synders skyld og tynget af vore byrder, så vil de lære at tåle, at vise overbærenhed og at tilgive. ret