(275) Moderen er barnets første lærer. I den tid, hvor barnet er mest modtageligt, og hvor den hurtigste udvikling foregår, er dets opdragelse for en stor del lagt i hendes hænder. Hun er den første, der får mulighed for at udvikle karakteren til det gode eller til det onde. Hun burde forstå, hvor værdifulde muligheder hun har fået, og burde i højere grad end nogen anden lærer have evner til at benytte dem med det bedste resultat. Alligevel er der ingen andre, hvis oplæring der bliver skænket så lidt omtanke. Den, hvis indflydelse på opdragelsen er stærkest og mest vidtrækkende, er den til hjælp for hvem der gøres den mindste systematiske indsats. ret
(275) De, til hvem omsorgen for det lille barn bliver betroet, er ofte alt for uvidende om dets legemlige fornødenheder. De kender kun lidt til sundhedens love eller grundreglerne for udviklingen. Og de er heller ikke bedre skikkede til at tage sig af dets sjælelige og åndelige vækst. De er måske dygtige til at lede en forretning eller til at stråle i selskabslivet. De har måske præsteret noget antageligt inden for litteratur og videnskab; men de har kun ringe kendskab til et barns opdragelse. Det er hovedsagelig på grund af denne mangel, og særlig på grund af forsømmelse af den fysiske udvikling i barneårene, at så stor en del af jordens befolkning dør som små, og at så mange af dem, der når den voksne alder, føler livet som en byrde. ret
(276) Der hviler et ansvar på både fædre og mødre for barnets første såvel som dets senere oplæring, og for begge forældre er kravet om en omhyggelig og grundig forberedelse af største betydning. Mænd og kvinder burde, før de påtager sig det ansvar, som muligheden for at blive fædre og mødre indebærer, gøre sig bekendt med den fysiske udviklings love med fysiologi og hygiejne, med betydningen af den indflydelse, som gør sig gældende før barnets fødsel, med sundhedslære, påklædning, motion og sygdomsbehandling. De burde også forstå lovene for sjælelig udvikling og moralsk opdragelse. ret
(276) Denne opdragergerning har den Almægtige anset for at være så betydningsfuld, at sendebud fra hans trone er blevet udsendt til en vordende moder for at besvare dette spørgsmål:»Hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med drengen?« (Dom. 13,12), og for at belære en fader om opdragelsen af den søn, der var lovet ham. ret
(276) Ingen opdragelse vil nogensinde kunne udrette alt det, som den burde og skulle kunne udrette, før betydningen af forældrenes opgave fuldt ud anerkendes, og de modtager en uddannelse til deres hellige ansvar. Nødvendigheden af en forberedende uddannelse for læreren anerkendes alle steder i verden; men kun få erkender, af hvad art den mest væsentlige forberedelse skal være. Den, som værdsætter det ansvar, der følger med de unges oplæring, vil forstå, at undervisning i videnskabelige og litterære fag alene ikke er tilstrækkeligt. Læreren bør have en mere omfattende uddannelse, end der kan erhverves gennem studiet af bøger. Han bør ikke blot være i besiddelse af sjælsstyrke, men også have en vid horisont. Han bør ikke blot være helhjertet, men også storsindet. ret
(276) Kun han, som skabte sjælen og fastsatte dens love, kan fuldt ud forstå dens behov eller lede dens udvikling. De grundregler for opdragelse, som han har givet, er den eneste sikre rettesnor. Det er en væsentlig forudsætning for enhver lærer at have kendskab til disse grundregler og at have tilegnet sig dem på en sådan måde, at det gør dem til den altbeherskende kraft i hans eget liv. ret
(277) Erfaringer i det praktiske liv er uundværlige. Orden, grundighed, præcision, selvbeherskelse, et godt humør, et ligevægtigt sind, selvforglemmelse, retskaffenhed og høflighed er væsentlige forudsætninger. Fordi der findes så megen tarvelighed og så meget hykleri omkring de unge, er der endnu mere behov for, at lærerens ord, holdning og optræden skal være et billede på det ophøjede og det sande. Børn er hurtige til at opdage et påtaget væsen eller en hvilken som helst anden fejl eller svaghed. Læreren kan ikke vinde sine elevers agtelse på nogen anden måde end ved i sin egen personlighed at åbenbare de principper, som han søger at lære dem. Kun når han gør dette under sit daglige samkvem med dem, kan han få en varig indflydelse på dem til det gode. ret
(277) Med hensyn til næsten enhver anden dygtiggørende egenskab, der er medvirkende til det gode resultat, er læreren i højeste grad afhængig af fysiske kræfter. Jo bedre hans helbred er, jo bedre vil han kunne udrette sit arbejde. Hans ansvar er så opslidende, at der kræves særlige anstrengelser fra hans side for at bevare sine kræfter og sin friskhed. Tit bliver han sjæletræt og hjernetræt og får en næsten uovervindelig tilbøjelighed til nedtrykthed, kulde og pirrelighed. Det er hans pligt ikke alene at modarbejde den slags sindsstemninger, men også at undgå årsagerne til dem. Det er nødvendigt, at han bevarer et rent og mildt og tillidsfuldt og medfølende sind. For altid at kunne være rolig og fattet og glad må han bevare herredømmet over sin hjerne og sine nerver. ret
(277) Da kvaliteten betyder så meget mere i hans arbejde end kvantiteten, bør han vogte sig for overanstrengelse for at forsøge at udrette alt for meget inden for sit eget arbejdsfelt; for at påtage sig andre forpligtelser, som kunne gøre ham mindre skikket til hans opgave, og for at tage del i fornøjelser og selskabelige adspredelser, der snarere er trættende end styrkende. ret
(278) Motion i fri luft, særlig med nyttigt arbejde, er et af de bedste midler til at skaffe sjæl og legeme fornyelse; og lærerens eksempel vil indgyde hans elever interesse og agtelse for legemligt arbejde. Læreren bør i alle retninger omhyggeligt overholde sundhedens grundregler. Han bør gøre dette ikke blot på grund af dets betydning for hans egen indsats, men også på grund af den indflydelse det har på hans elever. Han bør være mådeholdende i alt; i hvad han spiser, i sin påklædning, sit arbejde og sine fritidsbeskæftigelser skal han være et eksempel for andre. ret
(278) Første klasses litterære kvalifikationer bør være forenede med legemlig sundhed og en retsindig personlighed. Jo mere virkelig kundskab læreren er i besiddelse af, jo bedre vil han kunne udføre sit arbejde. Klasseværelset er ikke det rette sted for overfladisk arbejde. Ingen lærer, der lader sig tilfredsstille med overfladiske kundskaber, vil drive det vidt. ret
(278) Men lærerens brugbarhed er ikke så meget afhængig af, hvor mange kundskaber han har, som af det ideal, han stræber imod. Den sande lærer er ikke tilfreds med sløvhed, dovenskab eller glemsomhed. Han søger bestandig at opnå bedre resultater og finde bedre metoder. Han lever et liv i bestandig vækst. I en sådan lærers gerning findes der en friskhed og en ansporende kraft, som virker vækkende og inspirerende på hans elever. ret
(278) Læreren må være duelig til sit arbejde. Han må have den visdom og takt, som kræves, når man har med sjæle at gøre. Hvis han ikke vinder sine elevers agtelse og tillid, vil hans bestræbelser være frugtesløse; hvor stor end hans videnskabelige viden er, og hvor udmærket kvalificeret han end kan være i andre retninger. ret
(279) Der behøves lærere, der er hurtige til at opdage og benytte sig af enhver lejlighed til at gøre noget godt; sådanne, som forøger begejstring med sand værdighed, som er dygtige til at styre og»dygtige til at lære fra sig,« som kan virke inspirerende på tanken, vække energien og give mod og liv. ret
(279) Måske har en lærers muligheder været begrænsede, så han måske ikke er i besiddelse af så gode boglige kvalifikationer, som det var ønskeligt; men hvis han blot har virkelig indsigt i den menneskelige natur, hvis han har ægte kærlighed til sit arbejde og værdsætter dets betydningsfuldhed, og hvis han er fast besluttet på at gøre det bedre; hvis han er villig til at arbejde alvorligt og udholdende, så vil han kunne forstå, hvad hans elever trænger til, og vil ved sit medfølende, fremskridtsvenlige sind give dem lyst til at følge ham, når han søger at lede dem fremad og opad. ret
(279) Børnene og de unge, som er betroet til lærerens omsorg, er vidt forskellige i deres anlæg, deres vaner og opdragelse. Nogle af dem har ikke noget bestemt mål eller faste principper. De trænger til at vækkes til at se deres ansvar og deres muligheder. Kun få børn har fået den rette opdragelse hjemme. Nogle er blevet grundigt forkælede. Hele deres opdragelse har været overfladisk. De mangler stadighed, udholdenhed og et selvfornægtende sind, fordi de har fået lov til at følge deres tilbøjeligheder og til at sky ansvarsfølelse og pligter. Ofte betragter disse al disciplin som en unødvendig tvang Andre har været holdt nede og et blevet berøvet modet. Vilkårlig tvang og hårdhed har udviklet trods og stædighed. Hvis disse misdannede karakterer skal omskabes, må arbejdet i de fleste tilfælde gøres af læreren. Hvis det skal lykkes for ham, må han have den medfølelse og forståelse, der kan gøre det muligt for ham at finde frem til årsagen til de fejl og vildfarelser, som viser sig hos hans elever. Han må også have den taktfølelse og dygtighed, den tålmodighed og fasthed, som kan sætte ham i stand til at give enhver den tiltrængte hjælp til de vankelmodige og mageligt anlagte en sådan opmuntring og bistand, som kan stimulere dem til at anspænde deres kræfter, og til de modløse en venlighed og påskønnelse, der kan skabe tillid og således tilskynde til at anstrenge sig. ret
(280) Lærere gør ikke altid nok for at komme på en venskabelig fod med deres elever. De udviser for lidt venlighed og deltagelse og for meget af den strenge dommers værdighed. Skønt læreren bør være fast og bestemt, så skal han ikke være fordringsfuld eller tyrannisk. At være hård og dømmesyg, at føle sig højt hævet over sine elever eller at behandle dem med ligegyldighed er at lukke de veje til, ad hvilke han kunne påvirke dem til det gode. ret
(280) Læreren burde under ingen omstændigheder give udtryk for partiskhed. At begunstige den elskværdige, indtagende elev og være kritisk, utålmodig eller uvenlig over for dem, der mest trænger til opmuntring og hjælp, er en fuldkommen forkert opfattelse af lærerens opgave. Det er ved at tage sig af de fejlende og vanskelige, at karakteren sættes på prøve, og det vil vise sig, om læreren virkelig er sin stilling voksen. ret
(280) Der hviler et stort ansvar på dem, der påtager sig at være vejledere for en menneskesjæl. Den sande fader og moder anser deres ansvar for at være en forpligtelse, som de aldrig helt kan fritages for. I barnets liv føles fra dets første til dets sidste dag den magt, som med stærke bånd knytter det til forældrenes hjerte. Forældrenes handlinger, ord og selv deres blik vedbliver med at udvikle barnet til det gode eller til det onde. Læreren deler dette ansvar med dem, og han trænger til bestandig at klargøre sig, hvor helligt det er, og til at bevare målet for sin opgave i sigte. Han skal ikke bare udføre sit daglige arbejde for at tækkes sine arbejdsgivere eller for at opretholde skolens gode navn. Han må overveje, hvad der er det allerbedste for hver enkelt af hans elever, hvilke pligter livet vil pålægge dem, hvilken tjeneste det kræver, og hvilken forberedelse der fordres. Det arbejde, han udfører dag efter dag, vil påvirke hans elever og gennem dem også andre en påvirkning, der ikke vil ophøre med at udvides og blive stærkere lige til tidernes ende. Han vil komme til at se frugten af sit arbejde på den store dag, hvor hvert ord og hver handling skal bedømmes af Gud. ret
(281) Den lærer, som erkender dette, vil ikke føle, at hans gerning er fuldendt, når han er færdig med de daglige overhøringer og eleverne for en tid er uden for hans direkte omsorg. Ham vil bevare disse børn og unge i sine tanker. Han vil bestandig overveje og bestræbe sig for at sikre dem den højeste form for gode resultater. ret
(281) Den, som øjner mulighederne og forrettighederne i sit arbejde, vil ikke tillade noget at stille sig i vejen for en inderlig stræben efter selv at blive bedre. Han vil ikke spare nogen ulejlighed for at nå til det højeste mål for gode egenskaber. Han vil stræbe efter selv at blive alt det, som han ønsker, hans elever skal blive. ret
(281) Jo dybere ansvarsfølelsen er, og jo mere alvorlig hans stræben efter selv at blive bedre er, jo mere klart og tydeligt vil læreren opdage og jo mere inderligt beklage de mangler, der hindrer hans brugbarhed. Når han ser storheden i den gerning, han har, ser dens vanskeligheder og muligheder, vil det ofte lyde fra hans sjæl:»Hvem er duelig hertil?« ret
(282) Kære lærer, når du tænker på, hvor meget du trænger til kraft og vejledning noget, som ingen mennesker kan hjælpe en med så beder jeg dig tænke på Hans forjættelser, som er Underfuld-Rådgiver. Han siger:»Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke.« Åb. 3,8.»Kald på mig, så vil jeg svare dig."»Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit øje på dig.« Jer. 33,3; Sl. 32,8. ret
(282) »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt. 28,20. Som den rigeste forberedelse til jeres arbejde viser jeg jer hen til den største af alle læreres ord, liv og fremgangsmåde. Jeg beder jer betragte ham. Her findes jeres sande ideal. Betragt det, dvæl ved det, indtil den guddommelige lærers Ånd helt fylder jeres sjæl og liv. Når I»skuet Herrens herlighed i et spejl,« vil I»forvandles til det samme billede.« 2Kor. 3,18. Dette er hemmeligheden ved at få magt over jeres elever. I skal være et spejlbillede af Han! ret