Uddannelse kapitel 33fra side283.     Fra side 283 i den engelske udgave.

tilbage

Samarbejde

(283)  Intet andet har så stor betydning for karakterdannelsen som hjemmets påvirkning. Lærerens gerning bør være supplerende for forældrenes, men den skal ikke indtage dens plads. Med hensyn til alt, hvad der angår barnets velfærd, bør forældre og lærere bestræbe sig for at samarbejde. ret

(283)  Samarbejdet burde begynde med faderen og moderen selv i det daglige liv i hjemmet. De står med et fælles ansvar ved opdragelsen af deres børn, og de burde altid bestræbe sig for af handle i fællesskab. De må overgive sig til Gud og søge hjælp fra ham til at kunne støtte hinanden. De skal lære deres børn at være trofaste mod Gud, trofaste over for, hvad der er rigtigt, og således trofaste over for sig selv og over for alle, som de kommer i berøring med. Når børn har fået en sådan opdragelse, vil de ikke komme til at volde forstyrrelse eller vanskeligheder, når de kommer i skole. De vil være en støtte for deres lærere og et godt eksempel og en opmuntring for deres kammerater. ret

(283)  Det er ikke sandsynligt, at de forældre, som giver en sådan opdragelse, vil kritisere læreren. De føler, at både deres børns interesser og retfærdighed over for skolen kræver, at de, så vidt det er dem muligt, støtter og ærer den, som deler ansvaret med dem. ret

(284)  Her er et punkt, hvor mange forældre svigter På grund af deres forhastede og ubegrundede kritik bliver den pligtopfyldende og selvopofrende lærers indflydelse ofte næsten tilintetgjort. Mange forældre, hvis børn er blevet ødelagt af forkælelse, overlader læreren det ubehagelige hverv at genoprette, hvad de har forsømt; og ved deres egen fremfærd gør de hans opgave næsten håbløs. Deres kritik og dadel af den måde, skolen ledes på, opmuntrer til oprørskhed hos børnene og bestyrker dem i deres dårlige vaner. ret

(284)  Hvis det bliver nødvendigt at fremkomme med kritik eller forslag med hensyn til lærerens arbejde, så bør de rettes til ham personligt. Hvis dette viser sig at være uden virkning, må man henvende sig til dem, der er ansvarlige for skolens anliggender. Der bør ikke siges eller gøres noget, der kan være svækkende for børnenes respekt for den, af hvem deres velfærd i så høj grad er afhængigt. ret

(284)  Forældrenes intime kendskab både til børnenes karakter og til deres fysiske særegenheder eller svagheder ville være en hjælp for læreren, hvis han blev delagtiggjort i det. Det må beklages, at så mange ikke gør sig dette klart. De fleste forældre viser kun tinge interesse for at skaffe sig oplysninger om lærerens kvalifikationer og for at samarbejde med ham i hans gerning. ret

(284)  Fordi forældrene så sjældent søger at gøre lærerens bekendtskab, er det af så meget større vigtighed, at læreren søger at lære forældrene at kende. Han bør besøge sine elevers hjem og få kendskab til den indflydelse og de omgivelser, som de lever under. Ved personligt at komme i kontakt med deres hjem og deres tilværelse kan han styrke de bånd, der knytter ham til sine elever, og lære, hvordan han med større held kan tage sig af deres forskellige tilbøjeligheder og temperamenter. ret

(285)  Ved at vise interesse for hjemmets opdragelse gør læreren dobbelt gavn. Mange forældre, som er opslugt af arbejde og bekymringer, glemmer deres muligheder for at påvirke deres børn til det gode. Læreren kan gøre meget for at vække disse forældre til at se deres muligheder og deres forrettigheder. Han vil møde andre, for hvem følelsen af deres ansvar er en tung byrde så ivrige er de for, at deres børn skal blive til gode og nyttige mænd og kvinder. Tit kan læreren hjælpe disse forældre til at kunne bære deres byrder, og ved at rådslå med hinanden kan både lærer og forældre få nyt mod og ny kraft. ret

(285)  Ved hjemmets opdragelse af de unge er samarbejdets grundregel af uvurderlig værdi. Fra de er ganske små burde børnene opdrages til at føle, at de udgør en del af hjemmets helhed. Selv de små burde opdrages til at tage del i det daglige arbejde og burde få lov at mærke, at deres hjælp er nødvendig og bliver påskønnet. De ældre burde være deres forældres hjælpere, få lov at kende deres planer og dele deres ansvar og byrder med dem. Fædre og mødre bør give sig tid til at lære deres børn noget, til at vise dem, at de er glade for deres hjælp og gerne vil vinde deres fortrolighed og glæde sig over at være sammen med dem, og børnene vil ikke tøve med at reagere heroverfor. Ikke blot vil forældrenes arbejde blive lettere, og børnene vil få en uvurderlig oplæring i praktisk arbejde, men der vil blive knyttet stærkere bånd til hjemmet, og selve grundlaget for karakteren vil blive fastere. ret

(285)  Samarbejde burde være selve ånden i skolestuen, loven i dens liv. Den lærer, som opnår at få sine elever til medarbejdere, sikrer sig en uvurderlig hjælp til at opretholde orden. Mange drenge, hvis urolige temperament fører til uorden og opsætsighed, kunne få afløb for denne overstrømmende energi ved at gøre tjeneste i klasseværelset. De ældre bør hjælpe de yngre og de stærke de svage. Og lad så vidt muligt enhver få pligt til at udrette noget, som han er særlig dygtig til. Dette vil opmuntre til agtelse for sig selv og til ønsket om at gøre sig nyttig. ret

(286)  Det ville være nyttigt for de unge og også for forældre og lærere at læse om, hvad Skriften lærer os med hensyn til samarbejde. Blandt de mange eksempler, der findes, bør man lægge mærke til opførelsen af tabernaklet denne anskuelsesundervisning i karakterdannelse hvori hele folket deltog,»enhver, som i sit hjerte følte sig drevet dertil, og hvis ånd tilskyndende ham.« 2Mos. 35,21. Læs om, hvordan Jerusalems mur blev genopbygget af de hjemvendte fanger, hvordan den store opgave blev lykkeligt fuldført trods fattigdom, vanskeligheder og farer, fordi »folket arbejdede med god vilje.« Neh. 4,6. Tænk på den rolle, som disciplene spillede ved Frelserens mirakel, da han bespiste de store skarer. Maden blev mangedoblet i Kristi hænder, men disciplene tog imod brødene og gav dem til den ventende menneskemængde. ret

(286)  »Vi er jo hverandres lemmer.« »Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået.« Ef. 4,25; 1Pet. 4,10. De ord, der blev skrevet om dem, der lavede afguder i gamle dage, kunne godt anvendes som motto for et mere værdigt formål af dem der i dag arbejder med karakterdannelsen:»De ene hjælper den anden og siger: Broder, fat mod!» Es. 41,6. ret

næste kapitel