Uddannelse kapitel 34fra side287.     Fra side 287 i den engelske udgave.

tilbage

disciplin

(287)  Noget af det første, et barn trænger til at lære, er lydighed. Før det er gammelt nok til selv at anstille betragtninger, må det lære at adlyde. Dette må gøres til en vane gennem blide og vedholdende bestræbelser. Således kan for en stor del de senere konflikter mellem viljen og autoriteterne hindres, som bidrager så meget til at skabe afstand og bitterhed mellem barnet og dets forældre og lærere og kun alt for ofte modstand mod al myndighed, både menneskelig og guddommelig. ret

(287)  Disciplinens formål et at opøve barnet i selvbeherskelse. Det bør lære selvtillid og selvstændighed. Så snart det er i stand til at fatte, bør derfor dets fornuft vindes for lydigheden. Alt, hvad der sker med det, må være af en sådan art, at det viser, at lydighed er noget retfærdigt og fornuftigt. Hjælp det til at se, at der gælder en lov for alle ting, og at ulydighed til slut vil føre til ulykke og smerte. Når Gud siger:»Du skal ikke,« så advarer han os i kærlighed mod følgerne af ulydighed for at kunne frelse os fra fortræd og ulykke. ret

(287)  Hjælp barnet til at fatte, at forældre og lærere er Guds repræsentanter, og at deres love i hjemmet og i skolen også er Guds love, hvis der handles i overensstemmelse med ham. Ligesom barnet skal vise lydighed mod forældre og lærere, sådan skal disse til gengæld vise lydighed mod Gud. ret

(288)  At lede barnets udvikling uden at hindre den gennem urimelige forbud burde være formålet for både forældre og lærere. Alt for megen dirigeren er lige så forkert som slet ingen. Bestræbelserne for at»knække« et barns vilje er en frygtelig fejl. Gemytterne er så forskelligartede. Skønt tvang kan sikre en tilsyneladende underkastelse, så bliver resultatet for mange børn en mere afgjort oprørskhed i hjertet. Selv om det endog skulle lykkes for forældrene eller læreren at opnå den myndighed, han tilsigter, så bliver følgerne måske ikke mindre skadelige for barnet. Opdragelsen af et menneskeligt væsen, der er nået til den alder, hvor det kan bruge sin forstand, bør være forskellig fra opdragelsen af et umælende dyr. Dyret oplæres kun gennem underkastelse over for dets herre. For dyret er dets herre både forstand, dømmekraft og vilje. Denne fremgangsmåde, der somme tider også anvendes ved opdragelsen af børn, gør dem ikke til meget andet end automater. Tankegangen, viljen og samvittigheden er underlagt en andens myndighed. Det er ikke Guds hensigt, at nogen sjæl skal beherskes på denne måde. De, som svækker eller ødelægger det individuelle, påtager sig et ansvar, der kun kan få dårlige følger. Mens børnene endnu står under andres myndighed, kan de virke som veloplærte soldater; men når de ikke mere er under kontrol, vil det vise sig, at karakteren mangler kraft og standhaftighed. Da den unge aldrig har lært at bestemme over sig selv, vil han ikke anerkende nogen tvang ud over den, der er blevet krævet af hans forældre eller lærer. Når denne forsvinder, aner han ikke, hvordan han skal benytte sin frihed, og henfalder ofte til en eftergivenhed, der kan blive skæbnesvanger for ham. ret

(288)  Da det for nogle elever er så langt vanskeligere end for andre at underordne deres vilje, bør læreren gøre det så let som muligt at vise lydighed over for hans krav. Viljen skal vejledes og formes, men ikke blive knust eller lades upåagtet. Bevar viljekraften! Der vil blive brug for den under livets kamp. ret

(289)  Ethvert barn burde forstå viljens virkelige styrke. Det burde lære at se, hvor stort et ansvar der følger med denne gave. Viljen er den herskende kraft i menneskets natur, den magt, der bestemmer og vælger. Hvert eneste menneske, der har sin forstands brug, har magt til at vælge det rette. Gennem alt, hvad vi oplever i livet, lyder Guds ord til os:»Vælg i dag, hvem I vil tjene.« Jos. 24,15. Enhver kan gøre sin vilje til et med Guds vilje, kan vælge at adlyde ham og kan ved således at knytte sig til de himmelske kræfter få sin plads der, hvor intet kan tvinge ham til at gøre noget forkert. I enhver ung og i ethvert barn bor den kraft, som ved Guds hjælp kan skabe en helstøbt karakter og hjælpe til at leve et nyttigt liv. ret

(289)  De forældre eller den lærer, som ved en sådan belæring opdrager barnet til at kunne beherske sig, vil være mest brugbare og opnå de bedste varige resultater. For en overfladisk tilskuer vil hans fremgangsmåde måske ikke tage sig særlig fordelagtig ud. Måske vil den ikke anses for at være så god som det menneskes, der har barnets sjæl og vilje helt i sin magt; men efterhånden som årene går, vil resultatet af denne bedre opdragelsesmetode vise sig. ret

(289)  En klog pædagog vil, når han har med sine elever at gøre, søge at opmuntre dem til at vise tillid og at styrke deres æresfølelse. Det betyder meget for børn og unge, at man stoler på dem. Selv blandt små børn findes der mange, der har en stærk æresfølelse. Alle ønsker at blive behandlet med tillid og hensynsfuldhed, og dette har de også ret til. De bør ikke få den fornemmelse, at de ikke kan komme og gå uden at være under opsigt. Mistanke virker demoraliserende og skaber netop den skade, som den søger at hindre. I stedet for bestandig at være på vagt, som om de anede noget forkert, vil lærere, der er i kontakt med deres elever, erkende de urolige tankers virksomhed og vil i gangsætte en påvirkning, der kan modvirke det onde. Lad de unge få lov at mærke, at man har tillid til dem; så er der kun få, der ikke vil søge at vise sig værdige til denne tillid. ret

(290)  Efter den samme grundregel er det bedre at bede om en ting end at befale den. Den, til hvem man henvender sig på denne måde, har lejlighed til at vise sig loyal over for, hvad der er rigtigt. Hans lydighed er snarere en følge af et valg end af tvang. ret

(290)  De regler, der gælder for klasseværelset, burde så vidt muligt være et udtryk for hele skolen. Ethvert af de principper, der indbefattes i dem, burde. forelægges eleven, så han kan overbevise sig om deres retfærdighed. På denne måde vil han føle et ansvar for at påse, at de regler, som han selv har været med til at fastsætte, bliver overholdt. ret

(290)  Reglerne burde være få og vel overvejede; og når de først er fastsat, bør de nøje overholdes. Hvis noget må anses for umuligt at forandre, vænner tanken sig til at anerkende det og indrette sig efter det; men muligheden for overbærenhed medfører ønsker, håb og uvished, og følgen heraf vil blive uro, pirrelighed og opsætsighed. ret

(290)  Det burde siges tydeligt, at Guds herredømme ikke kender til noget kompromis med det onde. Heller ikke i hjemmet eller i skolen burde der tolereres ulydighed. Ingen forældre eller lærer, hvem omsorgen for deres velfærd, som er dem betroet, ligger på hjerte, vil gå på akkord med den stædige egen vilje, som sætter sig op mod de foresatte eller tager sin tilflugt til udflugter eller snyderi for at kunne undgå at vise lydighed. Det er ikke kærlighed, men sentimentalitet, som tager let på forsyndelser, og som søger ved hjælp af lokkemidler og bestikkelser at opnå eftergivenhed, og som til sidst lader sig nøje med et eller andet surrogat i stedet for det, der er blevet forlangt. ret

(291)  »Tåber driver spot med synden.« Ordsp. 14,9. Vi må tage os i agt for at behandle synden som noget ubetydeligt. Den har en frygtelig magt over synderen.»Den gudløse fanges af egen brøde og holdes fast i syndens reb.« Ordsp. 5,22. Den største uret, man kan gøre mod et barn eller en ung, er at tillade ham at blive bundet af dårlige vaners trældom. ret

(291)  De unge har en medfødt kærlighed til frihed. De begærer frihed, og de trænger til at forstå, at man kun kan få del i disse uvurderlige velsignelser ved at vise lydighed mod Guds lov. Det er denne lov, som værner om ægte frihed og frigørelse. Den gør opmærksom på og forbyder de ting, som fornedrer og trælbinder, og således skaffer den de lydige beskyttelse mod det ondes magt. ret

(291)  Salmisten siger:»Jeg vil vandre i åbent land, thi dine befalinger ligger mig på sinde."»Ja, dine vidnesbyrd er min lyst, det er dem, der giver mig råd.« Sl. 119,45.24. ret

(291)  Under vore bestræbelser for at rette det onde bør vi vogte os for tilbøjeligheden til at finde fejl alle vegne eller til at kritisere. Bestandig kritik forvirrer, men forbedrer ikke. For mange sjæle, og dette gælder ofte om de mest følsomme, er en atmosfære af uvenlig kritik skæbnesvanger for handlekraften. Blomsterne udfolder sig ikke, hvis de er udsat for den skarpe vind. ret

(291)  Et barn, der tit bliver kritiseret for en bestemt fejl, kommer til at betragte denne fejl som noget, der er særegent for det, noget, det ikke kan nytte at kæmpe imod. På den måde skabes der modløshed og håbløshed, der ofte skjuler sig bag en tilsyneladende ligegyldighed eller udfordrende optræden. ret

(291)  Irettesættelsen får kun sin rette virkning, hvis den, der har forsyndet sig, kommer til at indse sin fejl, og sætter sin vilje ind på at rette den. Når dette er opnået, så vis ham hen til nådens og magtens kilde. Søg at bevare hans selvagtelse og at indgyde ham mod og håb. ret

(292)  Denne opgave er den mest ømtålelige og vanskelige, der nogensinde er blevet mennesker betroet. Den kræver den største taktfølelse og den fineste følsomhed, kendskab til menneskenaturen og en gudgiven tro og en tålmodighed, der er villig til at arbejde, våge og vente. Intet kan være af større betydning end denne opgave. ret

(292)  De, som ønsker at få indflydelse på andre, må først og fremmest kunne beherske sig selv. At handle i hidsighed over for et barn eller en ung vil kun vække vrede hos denne. Hvis en fader eller en moder eller en lærer bliver utålmodig, og der er fare for, at de skal tale uklogt, så bør de tie. Tavsheden har en forunderlig magt. ret

(292)  Læreren må være forberedt på af møde forkerte indstillinger og et forstokket sind. Men når han bliver stillet over for noget sådant, må han aldrig glemme, at han selv engang har været et barn, der trængte til tugt. Selv nu, med alle alderens, uddannelsens og erfaringens fortrin, tager han ofte fejl og trænger til barmhjertighed og overbærenhed. Når han opdrager de unge, bør han tænke på, at han har med mennesker at gøre, der har de samme tilbøjeligheder til at gøre det onde som han selv. De skal lære næsten alting, og for nogle er det langt vanskeligere at lære end for andre. Over for den tungnemme elev bør han vise tålmodighed og ikke kritisere hans uvidenhed, men benytte enhver lejlighed til at opmuntre ham. Over for følsomme og nervøse elever bør han optræde meget varsomt. Følelsen af hans egen ufuldkommenhed burde bestandig få ham til at udvise venlighed og overbærenhed over for dem, der må kæmpe med vanskeligheder. ret

(292)  Frelserens forskrift:»Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer« (Luk. 6,31) burde være en forskrift for alle, der påtager sig opdragelsen af børn og unge. De er de yngre medlemmer af Herrens familie og vore medarvinger til livets nåde. Kristi forskrift burde være en hellig pligt over for de mest tungnemme, de yngste, de mest klodsede og selv over for dem, der fejler og er trodsige. ret

(293)  Denne forskrift vil få læreren til, så vidt det er muligt, at undgå at fortælle andre om en elevs fejl og vildfarelser. Han vil søge at undgå i andres nærværelse at irettesætte eller straffe. Han vil ikke vise en elev bort, før der er gjort alt, hvad der er muligt, for at forbedre ham. Men når det tydeligt viser sig, at eleven ikke selv har nogen gavn heraf, mens hans trods eller ligegyldighed over for sine foresatte er tilbøjelig til at kuldkaste skolens disciplin, og hans påvirkninger smittende på andre, så bliver det nødvendigt at vise ham bort. Men alligevel ville skammen ved en offentlig bortvisning for mange føre til fuldstændig overilede handlinger og til ødelæggelse. I de fleste tilfælde, hvor en bortvisning er uundgåelig, behøver sagen ikke at blive almindeligt kendt. Ved at tale med forældrene og samarbejde med dem bør læreren i hemmelighed ordne det sådan, at eleven forsvinder fra skolen. ret

(293)  I denne tid, hvor der lurer særlige farer på de unge, er de omgivet af fristelser fra alle sider. Det er let at følge med strømmen, men der kræves store anstrengelser for at holde stand imod den. Enhver skole burde være »en tilflugtsby« for de fristede unge, et sted, hvor man med tålmodighed og klogskab tager sig af deres dårskaber. Lærere, som forstår deres ansvar, vil søge at befri deres egen sjæl og tilværelse for alt, hvad der kunne hindre dem i at nå et lykkeligt resultat for de trodsige og ulydige. Kærlighed og venlighed, tålmodighed og selvbeherskelse vil til alle tider være en lov for deres tale. Barmhjertighed og medfølelse vil blive forenet med retfærdighed. Når det er nødvendigt at irettesætte, vil de ikke tale hidsigt, men sagtmodigt. Ved mildhed vil de få den, der har forsyndet sig, til at indse sine fejl og hjælpe ham til at forbedre sig. Enhver sand lærer vil føle, at hvis man begår en fejltagelse må den hellere skyldes medlidenhed end hårdhed. ret

(294)  Mange unge, der anses for at være uforbederlige, er ikke i virkeligheden så hårdhjertede, som de synes at være. Mange der betragtes som håbløse, kan rettes op gennem en klog opdragelse. Det er ofte disse, som hurtigst lader sig påvirke af venlighed. Læreren bør vinde den fristedes tillid, og ved at anerkende og udvikle det gode i hans karakter kan han i mange tilfælde rette det onde uden at henlede opmærksomheden derpå. ret

(294)  Den guddommelige lærer bærer over med de vildfarende trods al deres fordærvethed. Han kærlighed bliver aldrig kold. Hans bestræbelser for at vinde dem hører aldrig op. Med udbredte arme venter han atter og atter på at byde de vildfarende, de oprørske og selv de frafaldne velkommen. Hans hjerte røres over det hjælpeløse lille barn, der bliver dårligt behandlet. Råbet om menneskers lidelser når aldrig forgæves til hans øre. Skønt alle er dyrebare for ham, så er de uvorne, gnavne og stædige naturer dem, der mest alvorligt påkalder sig hans medfølelse og kærlighed; thi han kan se fra årsag til virkning. Den, der lettest lader sig friste, og som er mest tilbøjelig til at fejle, er ganske særligt genstand for hans omsorg. ret

(294)  Alle forældre og enhver lærer burde opelske de samme egenskaber, som findes hos ham, der gør de syges, de lidendes og de fristedes sag til sin egen. De burde kunne føle medlidenhed med de uvidende og vildfarende, fordi de også selv er skrøbelighed undergivet.« Hebr. 5,2. Jesus handler langt bedre med os, end vi fortjener; og ligesom han har været over for os, sådan skal vi være over for andre. Ingen forældres eller læreres fremgangsmåde er berettiget, hvis de ikke bærer sig ad på samme måde, som Frelseren ville gøre under lignende omstændigheder. ret

(295)  Foruden hjemmets og skolens opdragelse kommer alle til at møde livets hårde optugtelse. Hvorledes denne kan imødegås på en klog måde er noget, der klart burde læres hvert eneste barn og hver eneste ung. Det er sandt at Gud elsker os, at han arbejder for vor lykke, og at vi hvis hans lov altid var blevet adlydt, aldrig ville være kommet til at kende lidelsen. Det er ikke mindre sandt, at som følge af synden oplever alle lidelse, bekymring og tunge tider i deres liv. Vi kan skaffe børnene og de unge et livsvarigt gode ved at lære dem tappert at møde disse vanskeligheder og bekymringer. Skønt vi bør vise dem medfølelse, så må den aldrig være af en sådan art, at den avler selvmedlidenhed. Hvad de trænger til, er noget, som snarere stimulerer og styrker end svækker. ret

(295)  De burde lære, at denne verden ikke er nogen paradeplads, men en slagmark. Alle er kaldede til ligesom gode soldater at udholde besværligheder. De skal være stærke og holde stand som mænd. De bør lære, at den sande prøve for karakteren findes i villigheden til at bære byrder, til at klare vanskeligheder og til at udføre det arbejde, der nødvendigvis skal udføres, selv om det ikke medfører nogen jordisk anerkendelse eller belønning. ret

(295)  Den rette handlemåde over for prøvelser er ikke at søge at undgå dem, men at forvandle dem. Dette henvender sig til al opdragelse, den første såvel som den senere. Forsømmelse af barnets første opdragelse og den derfra stammende styrkelse af forkerte tilbøjeligheder gør den senere opdragelse vanskeligere og forårsager, at opdragelsen alt for ofte bliver til en pinlig oplevelse. Den er nødt til at blive pinlig for den lavere del af ens natur, fordi den krydser de naturlige begæringer og tilbøjeligheder; men smerten kan forglemmes gennem den højere form for glæde. ret

(296)  Lad barnet og den unge lære, at enhver fejltagelse, enhver fejl og enhver vanskelighed, der overvindes, bliver et trappetrin opad mod noget bedre og højere. Det er gennem den slags erfaringer, at alle, der nogensinde har gjort livet værd at leve, er nået til et lykkeligt resultat. ret

(296)  Thi høje mål blev ikke nået i hastig flugt af store mænd, men mens de andre lå og sov, i nattens mulm de stred sig frem. Vi stiger ved det, som vi overvandt, ved hvad vi evned af godt og gavn, ved besejret stolthed og lidenskab og mange timer med sorg og savn, Alt, hvad der sker fra dag til dag i timerne, der kom og svandt, af glæde og af skuffelser, er skridt, vi frem og opad vandt. ret

(296)  Vi skal ikke have »blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.« 2Kor. 4,18. Den ombytning, vi foretager ved at fornægte vore selviske ønsker og tilbøjeligheder, er en ombytning af det værdiløse og forgængelige med det værdifulde og vedvarende. Dette er intet offer, men en uendelig stor vinding. ret

(297)  »Noget bedre« er løsenet for opdragelsen; det er loven for alt, hvad der lever. Når Kristus beder os om at give afkald på noget, tilbyder han noget bedre i stedet for. Ofte nærer de unge ønsker om ting, foretagender og fornøjelser, der ikke synes at være forkerte, men som ikke står mål med de vigtigste goder. De bortleder livet fra dets ædleste formål. Egenmægtige forholdsregler eller direkte fordømmelse er måske ikke tilstrækkeligt til at få disse unge til at give afkald på det, som de sætter så stor pris på. Man bør vise dem hen til noget, der er bedre end pralende optræden, ærgerrighed eller nydelser. Bring dem i kontakt med en sandere skønhed, med mere ophøjede principper og med ædlere menneskers liv. Lær dem at skue Ham, som er»idel ynde.« Når først blikket er rettet mod ham, har livet fundet sit midtpunkt. De unges begejstring, deres højsindede selvhengivelse og brændende iver finder her deres rette formål. Pligten bliver til en glæde og opofrelsen til en fornøjelse. At ære Kristus, at komme til at ligne ham, at virke for ham, er det højeste mål og den største glæde i livet.»Thi Kristi kærlighed tvinger os.« 2Kor. 5,14. ret

næste kapitel