Uddannelse kapitel 35fra side301.     Fra side 301 i den engelske udgave.

tilbage

Skolen idet hinsidige liv

(301)  Himmelen er en skole; dens arbejdsfelt er universet; dens lærer er den Almægtige. En afdeling af denne skole blev oprettet i Edens have, og når frelsesplanen har nået sin fuldendelse, vil uddannelsen igen foregå i skolen i Edens have. ret

(301)  »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« 1Kor. 2,9. Kun gennem hans ord kan der erhverves kundskab om disse ting; og selv dette yder kun en delvis åbenbarelse. ret

(301)  Profeten fra Patmos beskriver stedet for denne skole i det hinsidige således:»Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet. ..... Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom.« Åb. 21,1-2.»Og staden behøver ikke sol eller måne til at skinne for den; thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lys.« Åb. 21,23. ret

(301)  Mellem den skole, der i begyndelsen blev oprettet i Eden, og skolen i det hinsidige ligger hele omfanget af denne verdens historie historien om menneskers overtrædelser og smerte, om det guddommelige offer og om sejr over synd og død. Forholdene er dog ikke helt de samme i den første skole i Edens have og i det fremtidige livs skole. Intet træ til kundskab om godt og ondt vil give anledning til fristelse. Der vil ikke være nogen frister og ingen mulighed for at synde. Hver enkelt har modstået det ondes prøve, og ingen er mere modtagelig for det ondes magt. ret

(302)  »Den, der sejrer,« siger Kristus,»ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds Paradis.« Åb. 2,7. Livets træ i Edens have var en betinget gave, og til slut blev den trukket tilbage. Men det fremtidige livs gaver er ubetingede og evige. ret

(302)  Profeten ser»en flod med livets vand, klar som krystal. Fra Guds og Lammets trone vælder den ud."»På begge sider af floden vokser livets træ."»Og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.« Åb. 22,1-2; 21,4. ret

(302)  »Enhver i dit folk er retfærdig, evigt ejer de landet, et skud, som Herren har plantet, hans hænders værk til hans ære.« Es. 60,21. Når mennesket atter vender tilbage til Guds nærhed, skal det ligesom i begyndelsen blive belært af ham.»Derfor skal mit folk kende mit navn på hin dag, at det er mig, som har talte, ja mig.« Es. 52,6.»Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.« Åb. 21,3. ret

(302)  »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel. ..... De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand.« Åb. 7,14-17. ret

(303)  »Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal i se ansigt til ansigt; nu kender vi stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.« 1Kor. 13,12.»De skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander.« Åb. 22,4. ret

(303)  Når så det slør, der formørker vort syn, der skal blive fjernet, og vore øjne skal skue den verden af skønhed, som vi nu kun opfatter i glimt gennem mikroskopet; når vi betragter himmelrummets herlighed, som vi nu gennem kikkerter udforsker i det fjerne; når syndens fordærv er forsvundet, og hele jorden vil vise sig i»Herren, vor Guds skønhed,« hvilket felt vil da ikke åbne sig for vor studie! Der kan videnskabsmanden læse beretningerne om skabelsen og ikke opdage nogen mindelse om syndens lov. Han kan lytte til musikken fra naturens røster og ikke høre nogen klagelyd eller nogen undertone af smerte. I alt det skabte kan han genkende en eneste skrift, se »Guds navn skrevet med store bogstaver« i det vældige himmelrum, og hverken på jorden eller i havet eller i luften er der noget spor af det onde tilbage. ret

(303)  Der skal livet i Edens have atter leves: livet i have og på mark.»Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd.« Es. 65,21-22. ret

(303)  »Der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland, siger Herren.« Es. 65,25. Da skal mennesket genindsættes i sine tabte kongelige rettigheder, og de laverestående skabninger skal atter anerkende hans herredømme.»De vilde bliver blide og de frygtsomme tillidsfulde. ret

(304)  Historiske perspektiver uden grænser og af en uendelig fylde åbner sig der for den studerende. Her kan han fra Guds ords, sikre grund betragte historiens vældige ideer og få nogen viden om de grundregler, som er bestemmende for begivenhedernes forløb blandt menneskene. Men hans udsyn er stadig tåget og hans viden ufuldstændig. Først når han står i evighedens lys, vil han kunne se alting klart. ret

(304)  Så vil han få indblik i forløbet af den store strid, som havde sin oprindelse før tidernes begyndelse, og som først skal afsluttes ved tidernes ende. Beretningen om syndens begyndelse; om den skæbnesvangre falskhed i dens uhæderlige virken; om sandheden, som uden at vige fra sin egen lige vej har mødt og besejret vildfarelsen alt vil blive afsløret. Det forhæng, der adskiller den synlige verden fra den usynlige, vil blive draget til side, og vidunderlige ting vil åbenbares. ret

(304)  Først når Guds forsyn ses i evighedens lys, vil vi kunne forstå, hvor meget vi skylder Guds engles omsorg og mellemkomst. Himmelske væsener har taget aktiv del i menneskers anliggender. De har vist sig i klæder, der strålede som lynet. De er kommet til mennesker forklædt som vejfarende. De har taget mod gæstfrihed i menneskers hjem. De har optrådt som vejvisere for vandrere, der var blevet overrasket af natten. De har krydset røverens hensigter og bortvendt ødelæggerens slag. ret

(304)  Skønt denne verdens herskere ikke ved det, så har engle ofte været talsmænd ved deres rådslagninger. Menneskers øjne har betragtet dem. Menneskers øren har lyttet til deres henvendelser. I rådsforsamlingen og i retssalen har himmelske sendebud talt de forfulgtes og underkuedes sag. De har tilintetgjort planer og standset ondskab, der ville have bragt uretfærdighed og lidelser over Guds børn. For eleverne i den himmelske skole vil alt dette blive åbenbaret. ret

(305)  Enhver af de frelste vil forstå, hvad englene har virket i hans eget liv. Den engel, som var hans beskytter fra det første øjeblik; den engel, der vågede over hans skridt, og som holdt sin hånd over ham i farens stund; den engel, der fulgte ham i dødsskyggens dal, som mærkede sig hans hvilested, og som var den første, der hilste ham på opstandelsens morgen hvordan vil det ikke blive at tale sammen med ham og komme til at vide besked om de guddommelige indgreb i den enkeltes liv, om Himmelens medvirken i alt arbejde for menneskeheden! ret

(305)  Så vil al forvirringen i livets erfaringer blive forståelig. Det, som for os kun virkede som forstyrrelse og skuffelse, som hindrede hensigter og forpurrede planer, vil vise sig som et storslået, altbeherskende, sejrrigt formål, som en guddommelig harmoni. ret

(305)  Der skal alle de, der har arbejdet med uselviskhed, se frugten af deres møje. Man vil komme til at se resultatet af alle rigtige grundsætninger og hver ædel dåd. Noget af dette ser vi allerede her. Men hvor lidet af frugten af verdens ædleste handlinger viser sig her i livet for den, der har udøvet dem! Hvor mange slider ikke uselvisk og utrætteligt for dem, der står uden for deres rækkevidde og kendskab! Forældre og lærere sover ind til den sidste hvile, mens deres livsgerning tilsyneladende har været forgæves. De ved ikke, at deres troskab har lukket op for kilder af velsignelse, der aldrig vil holde op med at strømme. Kun ved tro ser de, de børn, som de har opdraget, blive en velsignelse og en inspiration for deres medmennesker, ser denne indflydelse gentage sig tusindfold. Mangen en arbejder sender budskaber om kraft og håb og mod ud i verden, ord, som bringer velsignelse til sjæle i alle lande; men han selv, som arbejder i ensomhed og ubemærkethed, kender kun lidt til resultaterne. På denne måde skænkes der gaver, bæres der byrder og udføres der arbejde. Mennesker sår den sæd, som andre høster en rig frugt af efter deres død. De planter træer, for at andre kan spise deres frugt. De har nok i her at vide, at de har sat gode kræfter i gang. I det kommende liv vil alle disses handlinger og eftervirkningerne heraf komme frem for dagens lys. ret

(306)  Der gemmes en fortegnelse i Himmelen over enhver gave, som Gud har skænket, og som har fået mennesker til at arbejde uselvisk. At følge dette i dets vide forgreninger, at betragte dem, der ved vore bestræbelser er blevet højnet og forædlet, at se sandhedens virkning i deres liv dette vil være genstand for forsken i den himmelske skole - og en af dens belønninger. ret

(306)  Der skal vi kendes, ligesom også vi er kendt. Der skal den kærlighed og medfølelse, som Gud har indpodet i sjælen, finde sit sandeste og skønneste udtryk. Det rene fællesskab med hellige væsener, det harmoniske samvær med de salige engle og med de trofaste fra alle tider, dette hellige fællesskab, som knytter hele den himmelske og den jordiske familie sammen alt dette hører med til det, vi skal opleve i det hinsidige liv. ret

(306)  Der vil også være musik og sang en sådan musik og sang som intet dødeligt øre har hørt, eller nogen sjæl hat opfattet, undtagen i de guddommelige syner.»Syngende og dansende siger de: Alle mine kilder er i dig!» Sl. 87,7.»De opløfter røsten, jubler over Herrens storhed.« Es. 24,14.»Thi Herren trøster Zion, trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som Eden, dets ødemark som Herrens have; der skal findes fryd og glæde, lovsang og strengespil.« Es. 51,3. ret

(307)  Der vil hver evne udfolde sig, hver mulighed udvikles. De mest storslåede foretagender vil blive gennemført, de mest ophøjede længsler nå deres mål og den mest ærgerrige stræben blive virkeliggjort. Og stadig vil der være nye højder at nå op til, nye undere at beundre, nye sandheder at forstå og bestandig noget nyt, der kan kalde på legemets og sjælens og sindets kræfter. ret

(307)  Alle himmelrummets rigdomme vil være til rådighed for Guds børns forsken. Med ubeskrivelig fryd skal vi få del i de ikke faldne skabningers glæde og visdom. Vi skal få del i de skatte, som er indvundet gennem uendelige tider, der er tilbragt med beskuelse af Guds værk. Og efterhånden som evighedens år glider hen, vil de vedblive med at bringe stadig mere herlige åbenbaringer.»Langt ud over det, som vi beder om eller forstår« (Ef. 3,20) vil gennem alle evigheder tildelingen af Guds gaver blive. ret

(307)  »Hans tjenere skal tjene ham.« Åb. 22,3. Livet på jorden er begyndelsen til livet i Himmelen. Opdragelsen på jorden er en indvielse til den himmelske tilværelse. Livets gerning her er en oplæring til livets gerning der. Det, som vi nu er, i vor personlighed og i hellig tjeneste, er et sikkert varsel om, hvad vi skal blive. ret

(307)  »Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene.« Matt. 20,28. Kristi gerning hernede er hans gerning deroppe, og vor løn for at arbejde med ham i denne verden vil blive den større magt og de udvidede rettigheder ved at arbejde sammen med ham i den kommende verden.»I er mine vidner, lyder det fra Herren. Jeg er fra evighed Gud.« Es. 43,12. Dette skal vi også være i al evighed. ret

(307)  Hvorfor fik den store strid lov til at fortsætte gennem tiderne? Hvad var grunden til, at Satans tilværelse ikke blev afbrudt ved begyndelsen til hans oprør? Det var, for at universet kunne blive overbevist om Guds retfærdighed i hans handlemåde over for det onde; for at synden kunne blive evigt fordømt. I frelsesplanen findes der højder og dybder, som ikke kan udgranskes selv i evigheden vidundere, som englene begærer at få indblik i. Blandt alle skabte væsener er det kun de frelste, som af egen erfaring har kendt den virkelige kamp mod synden. De har arbejdet sammen med Kristus og er blevet fælles med ham om hans lidelser på en måde, som selv englene ikke kunne blive det. Har de intet vidnesbyrd at aflægge om visdommen i frelsesplanen intet, der kan være af værdi for de ikke faldne skabninger? ret

(308)  Allerede nu bliver»Guds visdom i al dens mangfoldighed ved kirken"»givet til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden.« Og han»har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, ..... for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.« Ef. 3,10; 2,6-7. ret

(308)  »Alt i hans, helligdom råber: Ære!» (Sl. 29,9), og den sang, som de genløste skal synge sangen om, hvad de har erfaret vil forkynde Guds ære:» Store og underfulde er dine gerninger Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Hvem skulle ikke frygte dig, Herre! og prise dit navn? Thi du alene er hellig.« Åb. 15,3-4. ret

(308)  I vort liv her, så jordisk og hæmmet af synden, som det er, findes den største glæde og den bedste opdragelse i at tjene. Og i den fremtidige tilværelse, hvor intet hindres ved den syndige menneskeligheds begrænsning, vil det blive i tjenesten, at vi skal finde vor største glæde og vor bedste udvikling. Vi skal aflægge vidnesbyrd om og mens vi gør det på ny erfare »hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer »nemlig Kristus i jer, herlighedens håb.« Kol. 1,27. ret

(309)  »Det er endnu ikke åbenbaret hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.« 1Joh. 3,2. Da skal Kristus i frugten af sit arbejde se dets løn. I den store skare, som intet menneske kunne tælle, og som han fremstiller»dadelfri for sin herlighed i fryd« (Jud. 24), skal han, hvis blod har genløst os, og hvis liv har belært os,»fordi hans sjæl har haft møje,"»se det, hvorved han skal mættes.« Es. 53,11.« ret