Uddannelse kapitel 6fra side45.     Fra side 45 i den engelske udgave.

tilbage

Profetskolerne

(45)  Hvor som helst i Israel Guds opdragelsesplan blev bragt til udførelse, bar følgerne af den vidnesbyrd om dens ophav. Men i mange hjem var den oplæring, som var indstiftet af Himmelen, og de karakteregenskaber, der således udviklede sig, lige sjældne. Guds plan blev kun delvist og ufuldkomment efterfulgt. Gennem vantro og ligegyldighed over for Herrens befalinger udsatte israelitterne sig for fristelser, som kun få havde kraft til at modstå. Da de bosatte sig i Kana'an, udryddede de ikke de folk, som Herren havde sagt, de skulle, med hedninger blandede de sig og gjorde deres gerninger efter; deres gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en snare. Deres hjerte var ikke helt med Gud, hans pagt var de ikke tro. Og dog er han barmhjertig, han tilgiver misgerning, lægger ej øde, hans vrede lagde sig gang på gang. ..... Han kom i hu, de var kød, et pust, der svinder og ej vender tilbage.« Sl. 106,34-36; 78,37-39. Fædre og mødre i Israel blev ligegyldige med hensyn til deres forpligtelser over for Gud og ligegyldige med hensyn til deres forpligtelser over for deres børn. Ved utroskab i hjemmet og afguderisk påvirkning udefra modtog mange af de hebraiske unge en opdragelse, der var vidt forskellig fra den, som Gud havde planlagt for dem. De lærte hedningernes levevis. ret

(45)  For at imødegå dette stadig tiltagende onde sørgede Gud for andre midler til hjælp for forældrene i deres opdragelsesgerning. Fra de tidligste tider var profeter blevet anset for at være guddommeligt ansatte lærere. Profeten var i højeste forstand den, der talte ved direkte inspiration og meddelte folket de budskaber, han havde modtaget fra Gud. Men profetbetegnelsen blev også givet til dem, der, skønt de ikke havde fået så direkte inspiration, dog var kaldet af Gud til at undervise folket om Guds gerninger og veje. Til uddannelse af sådanne lærere oprettede Samuel, efter Herrens anvisning, profetskolerne. ret

(46)  Disse skoler var beregnet til at tjene som et bolværk mod den omsiggribende fordærvelse, at tage sig af ungdommens sjælelige og åndelige velfærd og at skaffe nationen fremgang ved at forsyne den med mænd, der var skikkede til at handle i gudsfrygt som ledere og rådgivere. For at opnå dette samlede Samuel grupper af unge mænd, der var gudfrygtige, forstandige og flittige. Disse blev kaldt profetsønnerne. Mens de granskede Guds ord og gerninger, virkede hans livgivende kraft på tankens og sjælens evner, og de studerende modtog visdom fra Himmelen. Deres lærere var ikke blot bevandrede i de guddommelige sandheder, men de havde selv været i samfund med Gud og havde modtaget Guds Ånds særlige gave. De havde folkets agtelse og tillid, både på grund af deres lærdom og deres fromhed. På Samuels tid var der to sådanne skoler, den ene i Rama, profetens hjem, og den anden i Kirjat Jearim. Senere blev der oprettet andre skoler. ret

(46)  Eleverne i disse skoler ernærede sig ved deres eget arbejde, enten ved at dyrke jorden eller ved et eller andet håndværk. I Israel blev dette ikke anset for at være mærkeligt eller nedværdigende I virkeligheden blev det regnet for en synd at tillade børn at vokse op uden at have kendskab til et nyttigt arbejde. Enhver ung mand blev oplært i et håndværk, hvad enten hans forældre var rige eller fattige. Selv om han skulle uddannes til et helligt embede, mente man, at han ville kunne gøre bedst fyldest, hvis han havde kendskab til det praktiske liv. Også mange af lærerne tjente til deres underhold ved håndens arbejde. ret

(47)  Både i skolen og i hjemmet var meget af undervisningen mundtlig, men de unge lærte også at læse de hebraiske skrifter, og de gammeltestamentlige pergamentruller stod til rådighed for deres studium. Hovedemnerne for studiet i disse skoler var Guds lov sammen med de anvisninger, der var givet Moses, den hellige historie, hellig musik og poesi. I beretningerne om den hellige historie kunne man følge Jehovas spor. De store sandheder, der blev forkyndt gennem forbillederne ved tjenesten i helligdommen, blev fremdraget, og ved troen fattede man hovedemnet for hele dette system: Guds Lam, der skulle borttage verdens synd. Gudsfrygtens ånd blev næret. Ikke blot blev de studerende oplært i pligten til at bede, men de blev belært om, hvordan de skulle bede, hvordan de skulle nærme sig deres Skaber, hvordan de skulle udøve tro på ham, og hvordan de skulle forstå og adlyde hans Ånds lærdomme. En helliggjort forståelse bragte både nyt og gammelt frem fra Guds skatkammer, og Guds Ånd åbenbarede sig gennem profetier og hellige sange. ret

(47)  Disse skoler viste sig at være et af de mest virkningsfulde midler til at fremme den retfærdighed, der løfter et folk.« Ordsp. 14,34. De hjalp i ikke ringe grad med til at lægge grunden til den vidunderlige fremgang, der prægede Davids og Salomos regeringstid. ret

(47)  De grundprincipper, der lærtes i profeternes skoler, var de samme, som dannede Davids karakter og formede hans tilværelse. Guds ord var hans rettesnor.»Ved dine befalinger fik jeg forstand,« sagde han.»Jeg bøjede mit hjerte til at holde dine vedtægter.« Sl. 119,104-112. Det var dette, der bevirkede, at Herren betegnede David som en mand efter mit hjerte, da han i hans ungdom kaldte ham til tronen. Apg. 13,22. ret

(48)  I Salomos ungdom finder vi også resultaterne af Guds opdragelsesmetode. I sin ungdom gjorde Salomo Davids valg til sit eget. frem for ethvert jordisk gode bad han Gud om et viist og forstandigt hjerte. Og Herren gav ham ikke blot det, han bad om, men også det, som han ikke havde bedt om: både rigdom og ære. Hans glimrende begavelse, hans store kundskab og hans herredømmes herlighed blev til undren for hele verden. ret

(48)  Under Davids og Salomos regering nåede Israel til højdepunktet for sin storhed. Det løfte, der var givet til Abraham og gentaget ved Moses, var blevet opfyldt:»Thi hvis I vogter vel på alle disse bud, som jeg i dag pålægger eder at holde, så I elsker Herren eders Gud og vandrer på alle hans veje og hænger fast ved ham så skal Herren drive alle disse folk bort foran eder, og I skal underlægge eder folk, der er større og mægtigere end I. Hver plet, eders fodsål betræder, skal tilhøre eder; fra ørkenen til Libanon og fra den store flod, Eufratfloden, til havet i vest skal eders landemærker strække sig. Ingen skal kunne holde stand for eder.« 5Mos. 11,22-25. ret

(48)  Men midt i velstanden lurede faren. Den synd, som David begik, da han blev ældre, gjorde folket dristigere til at overtræde Guds befalinger, skønt den var blevet oprigtigt angret og hårdt straffet. Og Salomos liv var efter en så lovende begyndelse blevet formørket af frafald. Ønsket om politisk magt og selvforherligelse førte til sammenslutning med hedenske folkeslag. Sølvet fra Tarsis og guldet fra Ofir blev fremskaffet på bekostning af retskaffenheden, ved at forråde de hellige tillidshverv. Forbindelse med afgudsdyrkere og giftermål med hedenske hustruer ødelagde hans tro. De skranker, som Gud havde sat for sit folks sikkerhed, blev på denne måde nedbrudt, og Salomo gav sig til at dyrke falske guder. På toppen af Oliebjerget, lige over for Jehovas tempel, blev der rejst kæmpestore billedstøtter og altre til dyrkelse af hedenske guddomme. Da Salomo gav slip på sin lydighed mod Gud, mistede han herredømmet over sig selv. Hans fine følsomhed blev afstumpet. Den samvittighedsfulde, besindige ånd fra hans første regeringstid forandrede sig. Hovmod, ærgerrighed, ødselhed og vellyst bar sin frugt i grusomhed og urimelige krav. Han, som havde været en retfærdig, medlidende og gudfrygtig hersker, blev tyrannisk og hård. Han, som ved indvielsen af templet havde bedt for sit folk om, at deres hjerter helt måtte overgive sig til Herren, blev selv deres forfører. Salomo vanærede sig selv, vanærede Israel og vanærede Gud. ret

(49)  Det folk, hvis stolthed han havde været, fulgte i hans fodspor. Skønt han senere i livet angrede, forhindrede hans anger ikke, at den onde sæd, han havde sået, bar frugt. Den disciplin og opdragelse, som Gud havde anvist for Israel, ville forårsage, at de i alle deres livsvaner var forskellige fra andre folkeslag. Denne ejendommelighed, der burde være blevet anset for at være en særlig forrettighed og velsignelse, var dem uvelkommen. Den enkelhed og selvbeherskelse, som er nødvendig for at nå den højeste udvikling, søgte de at ombytte med de hedenske folks pragt og nydelsessyge. At være ligesom alle de andre folk (1Sam. 8,5) var det, de stræbte efter. Guds opdragelsesplan blev tilsidesat. Man forkastede hans myndighed. ret

(49)  Gennem forkastelsen af Guds veje til fordel for menneskers veje begyndte nedgangen for Israel. Og således fortsatte den, indtil det jødiske folk blev bytte for netop de samme folkeslag, hvis skikke de havde valgt at følge. ret

(49)  Som et folk gik Israels børn glip af at modtage de velgerninger, som Gud havde ønsket at give dem. De værdsatte ikke hans hensigter og medvirkede ikke til deres udførelse. Men selv om de enkelte mennesker og folkeslag således skiller sig fra ham, er hans formål med dem, som sætter deres lid til ham, uforandrede.»Alt, hvad Gud virker, bliver evindelig.« Præd. 3,14. ret

(50)  Skønt der findes forskellige grader af udvikling og forskellige tilkendegivelser af hans magt til at imødekomme menneskers trang til forskellige tider, så er Guds gerning til alle tider den samme. Læreren er den samme. Guds karakter og hans plan er den samme. Hos ham findes der ikke forandring eller skygge, der kommer og går.« Jak. 1,17. ret

(50)  Israels erfaringer blev berettet til belæring for os.»Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.« 1Kor. 10,11. For os, som i gamle dage for Israel, er det gode resultat af opdragelsen afhængigt af troskab til at gennemføre Skaberens plan. Troskab over for Guds ords grundsætninger vil bringe os megen velsignelse, ligesom det ville have været tilfældet med det hebraiske folk. ret

næste kapitel