(51) Den hellige historie giver os mange skildringer af resultaterne af den rette opdragelse. Den viser os mange smukke eksempler på mennesker, hvis karakter blev dannet under guddommelig ledelse, mænd, hvis liv var til velsignelse for deres medmennesker, og som levede i verden som Guds repræsentanter. Blandt disse findes Josef og Daniel, Moses, Elisa og Paulus de største statsmænd, den viseste lovgiver, en af de mest trofaste reformatorer, og med undtagelse af ham, der talte, som intet menneske nogensinde havde talt, den mest berømte lærer, som denne verden har kendt. ret
(51) I bekendelsen af deres liv, netop som de var ved at gå over fra at være drenge til at blive mænd, blev Josef og Daniel skilt fra deres hjem og ført som fanger til hedenske lande. Særlig Josef var genstand for de fristelser, der følger med store forandringer i skæbnen. I sin faders hjem havde han været et ømt vogtet barn, i Potifars hus havde han først været slave og derefter en fortrolig ven; en forretningskyndig mand, der var oplært gennem studium, iagttagelsesevne og kontakt med mennesker; i Faraos fængsel en statsfange, der var uretfærdigt dømt, uden håb om at kunne retfærdiggøre sig eller udsigt til at blive frigivet; i en stor krisesituation kaldet til at være folkets ledende mand; hvad var det, der gjorde, at han kunne bevare sin retskaffenhed? ret
(52) Ingen kan stå på de høje tinder uden at være i fare. Ligesom uvejret, der ikke gør blomsten i dalen nogen skade, men rykker træet på bjergtoppen op med rode, sådan angriber de voldsomme fristelser, som ikke berører de ringe i samfundet, dem, der med lykke og ære indtager de højeste stillinger i verden. Men Josef bestod lige så vel modgangens prøvelse som medgangens. Der blev udvist den samme troskab i Faraos palads som i fængselscellen. ret
(52) Josef havde i sin barndom lært at elske og frygte Gud. I sin faders telt, under den syriske stjernehimmel, havde han ofte fået fortalt historien om det natlige syn ved Betel, om stigen mellem himmelen og jorden, om englene, som steg ned og op, og om ham, som fra sin trone deroppe åbenbarede sig for Jakob. Han havde fået fortalt historien om striden ved bækken Jabbok, hvor Jakob, efter at have givet slip på sine skødesynder, stod som sejrherre og modtog fyrstenavnet af Gud. ret
(52) Som en hyrdedreng, der vogtede sin faders fårehjorde, havde Josefs rene og enkle liv begunstiget udviklingen af både legemlig og åndelig kraft. Ved samfund med Gud i naturen og ved at granske de store sandheder, der var overleveret som en hellig, betroet skat fra fader til søn, havde han erhvervet sig sjælsstyrke og fasthed i sine grundsætninger. ret
(52) Ved det store vendepunkt i hans liv, da han foretog den frygtelige rejse fra barndomshjemmet i Kana'an til trældommen, der ventede ham i Ægypten, dengang han for sidste gang så højene, der skjulte hans slægts telte, huskede Josef på sin faders Gud. Han huskede, hvad han havde lært i sin barndom, og hans sjæl bævede ved beslutningen om at vise sig trofast og altid at handle som en af den himmelske konges undersåtter. ret
(52) I den trange tilværelse som udlænding og som slave, omgivet af synet og lyden af moralsk fordærv og den hedenske gudsdyrkelses tillokkelser, en gudsdyrkelse, der var præget af rigdommens og kulturens tiltrækkende egenskaber og kongelig pragt, forblev Josef standhaftig. Han havde lært, at man skylder pligten lydighed. Troskab under alle livets forhold, fra de ringeste til de mest ophøjede, opøvede alle hans evner til den ypperste tjeneste. ret
(53) På det tidspunkt, hvor han blev kaldet til Faraos hof, var Ægypten det mægtigste af alle riger, I kultur, kunst og videnskab havde det ikke sin lige. I en tid med de allerstørste vanskeligheder og farer stod Josef i spidsen for landets administration; og han gjorde dette på en måde, som vandt ham kongens og folkets tillid. Farao tog ham til herre for sit hus, til hersker over alt sit gods; han styred hans øverster efter sin vilje og viste hans ældste til rette.« Sl. 105,21-22. ret
(53) Hemmeligheden ved Josefs liv er blevet forkyndt os ved inspiration. Med guddommeligt stærke og skønne ord talte Jakob i den velsignelse, han udtalte over sine børn, således om sin højest elskede søn: ret
(53) »Et yppigt vintræ er Josef, et yppigt vintræ ved kilden, ranker slynger sig over muren. Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør angreb på ham, men hans bue er stærk, hans hænders arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, ..... fra din faders Gud han hjælpe dig! Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med himmelens velsignelser oven til og dybets velsignelser nedentil! ..... Din faders velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed. Måtte de komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre!« 1Mos. 49,22-26 ret
(54) Troskab over for Gud, tro på den usynlige, var Josefs anker. Det var heri, hans magt lå skjult.»Hans hænders arme rappe, det kommer fra Jakobs Vældige." ret
(54) Daniel og hans venner i Babylon var i deres ungdom tilsyneladende mere begunstigede af skæbnen, end Josef var det i den første tid af sit liv i Ægypten; men alligevel var deres karakter genstand for prøvelser, som næppe var mindre hårde. Fra det forholdsvis jævne liv i deres hjem i Judæa blev disse unge mænd, som var af kongelig herkomst, ført til den prægtigste af alle byer, til dens mægtigste herskers hof, og blev udvalgt til at oplæres til kongens særlige tjeneste. Det var stærke fristelser, som omgav dem ved dette fordærvede og overdådige hof. Den kendsgerning, at de, som dyrkede Jehova, var fanger i Babylon, at de hellige kar fra Guds hus var blevet anbragt i templet for Babylons guder, at Israels konge selv var en fange i babylonernes vold, blev pralende fremhævet af sejrherrerne som bevis for, at deres religion og deres skikke stod over hebræernes religion og skikke. Under disse omstændigheder og netop ved hjælp af de ydmygelser, som Israels forkastelse af hans bud havde fremkaldt, gav Gud Babylon beviser på sit herredømme, på det hellige i sine krav og på de visse følger af at være lydig. Og dette vidnesbyrd gav han på den eneste måde, hvorpå det kunne gives, ved hjælp af dem, som stadig holdt fast ved deres troskab imod ham. ret
(55) Daniel og hans venner måtte bestå en afgørende prøve lige ved begyndelsen af deres løbebane. Befalingen om, at deres mad skulle tildeles dem fra kongens eget bord, var både et udtryk for kongens gunst og for hans omsorg for deres vel. Men da en del af måltidet var blevet ofret til afguder, var maden fra kongens bord viet til afgudsdyrkelse; og ved at benytte sig af kongens gavmildhed ville disse unge mænd blive anset for at deltage i hans hyldest til de falske guder. Deres troskab over for Jehova forbød dem at tage del i en sådan hyldest. De vovede heller ikke at udsætte sig for vellevneds og udsvævelsers svækkende virkning på legemets, sjælens og åndens udvikling. ret
(55) Daniel og hans venner var blevet omhyggeligt undervist om Guds ords grundregler. De havde lært at ofre det jordiske for det åndelige og at søge de højeste værdier. Og nu høstede de belønningen. Deres mådeholdne vaner og deres ansvarsfølelse som Guds repræsentanter fremelskede den ypperste udfoldelse af legemets, sindets og sjælens egenskaber. Ved afslutningen af deres uddannelse, hvor de skulle fremstille sig sammen med andre ansøgere til rigets æresposter, fandtes der iblandt dem alle ingen, som kunne måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja.« Dan. 1,19. ret
(55) Ved det babyloniske hof var der forsamlet repræsentanter fra alle lande, mænd med de ypperligste evner, mænd, der var rigest udstyret med naturens gaver og i besiddelse af den højeste kultur, som denne verden kunne skænke; men blandt dem alle kunne ingen måle sig med de hebraiske fanger. Ingen var deres lige i legemlig styrke og skønhed, i sjælsevner og i boglig lærdom.»Og når som helst kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, fandt han dem ti gange dygtigere end alle drømmetydere og manere i hele sit rige.« Dan. 1,20. ret
(55) Uden at vakle i troskaben over for Gud og uden at svigte i herredømmet over sig selv fandt Daniel på grund af sin ædle værdighed og ærbødige optræden allerede i sin ungdom yndest og velvilje hos den hedenske embedsmand, som havde opsynet med ham. De samme egenskaber viste sig i hele hans liv. Hastigt steg han til at blive rigets højeste embedsmand. Under de følgende herskeres regering, ved rigets sammenbrud og oprettelsen af et nyt monarki var hans visdom og statskløgt så stor, hans taktfuldhed så fuldkommen, hans ædle optræden og hans medfødte hjertensgodhed i forbindelse med hans troskab over for sine principper af en sådan beskaffenhed, at selv hans fjender var nødt til at indrømme, at de ikke kunne finde nogen brøde eller brist, da han var tro.« Dan. 6,5. ret
(56) Mens Daniel med aldrig vaklende tillid holdt fast ved Gud,kom profetiens ånd over ham. Mens han blev æret af mennesker med ansvaret for hoffet og rigets hemmeligheder, blev han æret af Gud som hans sendebud og lærte at tyde de kommende tiders hemmeligheder. Hedenske konger blev, ved at komme i forbindelse med Himmelens repræsentant, nødsaget til at anerkende Daniels Gud.»I sandhed,« erklærede Nebukadnezar,»eders Gud er gudernes Gud og kongernes Herre, og han kan åbenbare hemmeligheder.« Og i sin proklamation til alle folk, stammer og tungemål på hele jorden priste Darios Daniels Gud som den der var den levende Gud og bliver i evighed; hans rige kan ikke forgå; ham, der redder og udfrier, og ..... gør tegn og undere i himmelen og på jorden.« Dan. 2,47; 6,26-28. ret
(56) Ved deres visdom og retfærdighed, ved deres daglige livs renhed og godhed, ved at hengive sig til at tjene folket selv om dette var afgudsdyrkere viste Josef og Daniel sig tro mod de grundsætninger, de havde lært i deres barndom, og tro imod ham, hvis repræsentanter de var. Disse mænd blev både i Ægypten og i Babylon æret af hele folket; og i dem så et hedensk folk og alle de folkeslag, som de havde forbindelse med, et billede på Guds godhed og barmhjertighed og et billede på Kristi kærlighed. ret
(57) Hvilken livsgerning var ikke dette for disse ædle hebræere! Da de tog afsked med deres barndomshjem, hvor lidt drømte de så om den ophøjede skæbne, der ventede dem! Trofaste og standhaftige overgav de sig til Guds ledelse, så at Gud ved deres hjælp kunne fuldføre sine hensigter. ret
(57) De samme mægtige sandheder, der åbenbaredes gennem disse mænd, ønsker Gud at åbenbare gennem de unge og børnene i dag. Josefs og Daniels historie er et eksempel på, hvad han vil gøre for dem, der overgiver sig til ham og af hele deres hjerte søger at gøre hans vilje. ret
(57) Den største mangel i denne verden er mangelen på mænd, mænd der ikke vil lade sig købe eller sælge, mænd, som i deres inderste sjæl er tro og ærlige, mænd, der ikke er bange for at kalde synden ved dens rette navn, mænd, hvis samvittighed er lige så trofast over for pligten som magnetnålen over for polen, mænd, der vil holde fast ved det rette, om så himlene skulle styrte sammen. ret
(57) Men en sådan karakter er ikke resultatet af tilfældigheder; den skyldes ikke særlige gunstbevisninger eller gaver fra forsynets side. En ædel karakter er resultatet af selvdisciplin, af at den lavere natur er den højere natur underdanig af at overgive sit eget jeg til kærlighedstjenesten for Gud og mennesker. ret
(57) De unge trænger til at få indprentet den sandhed, at deres evner ikke tilhører dem selv. Styrke, tid og forstand er kun lånte skatte. De tilhører Gud, og det burde være ethvert ungt menneskes beslutning at benytte dem til de højeste formål. Han er som en gren, fra hvilken Gud venter frugt; en husholder, hvis kapital skal give udbytte; et lys, der skal skinne i verdens mørke. ret
(58) Enhver ung og ethvert barn har en gerning at gøre til Guds ære og til menneskehedens højnelse. ret
(58) Profeten Elisas barndom og første ungdom blev tilbragt i landlivets stilhed og ro, hvor han lærte af Gud og naturen og var bundet af et nyttigt arbejde. I en tid, hvor der var frafald næsten alle vegne, var hans faders hjem blandt de få, hvor der ikke var blevet bøjet knæ for Ba'al. Dette var et hjem, hvor Gud blev æret, og hvor det var en regel i det daglige liv at gøre sin pligt med troskab. ret
(58) Som søn af en velhavende landmand havde Elisa påtaget sig det arbejde, der lå nærmest for hånden. Skønt han var i besiddelse af evner til at være en fører blandt mennesker, fik han oplæring i livets almindelige pligter. For at kunne lede andre med visdom, måtte han lære at lyde. Ved at være tro i det små blev han forberedt til mere tungtvejende tillidshverv. ret
(58) Skønt Elisa havde et sagtmodigt og mildt sind, var han også i besiddelse af energi og standhaftighed. Han var opfyldt af kærlighed til Gud og af gudsfrygt, og under det daglige arbejdes ydmyge tilværelse erhvervede han sig viljefasthed og en ædel karakter og voksede i guddommelig nåde og kundskab. Mens han sammen med sin fader arbejdede med de hjemlige pligter, lærte han at samarbejde med Gud. ret
(58) Elisa modtog kaldelsen til at være profet, mens han sammen med sin faders husfolk var ved at pløje ude på marken. Da Elias, der havde fået befaling af Gud om at søge en efterfølger, kastede sin kappe over den unge mands skuldre, anerkendte og adlød Elisa kaldelsen. Han fulgte Elias og gik ham til hånde.« 1Kong. 19,21. I begyndelsen var det ikke store ting, der krævedes af Elisa. Det var stadig dagligdags pligter, der påhvilede ham. Der siges om ham, at han øste vand på sin herre Elias' hænder. Som profetens personlige tjener vedblev han med at vise sig tro i det små, mens han for hver dag med stærkere vilje viede sig til den opgave, der var tildelt ham af Gud. ret
(59) Dengang han først blev kaldet, var hans beslutning blevet sat på prøve. Da han vendte sig om for at følge Elias, befalede profeten ham at vende tilbage til sit hjem. Han måtte beregne omkostningerne og selv tage beslutningen om at modtage eller afslå kaldelsen. Men Elisa forstod værdien af den mulighed, der blev givet ham. Ikke for nogen jordisk fordels skyld ville han gå glip af muligheden for at blive Guds sendebud eller ofre den forrettighed at færdes sammen med hans tjener. ret
(59) Efter som tiden gik og Elias blev beredt til optagelse i Himmelen, blev Elisa ligeledes beredt til at blive hans efterfølger. Og atter blev hans tro og beslutsomhed sat på prøve. Mens han ledsagede Elias under den daglige tjeneste og vidste, at forandringen snart måtte ske, blev han hvert sted af profeten opfordret til at vende tilbage. Bliv her,« sagde Elias, thi Herren vil have mig til Betel. Men under sit arbejde i ungdommen med at føre ploven havde Elisa lært ikke at svigte eller at tabe modet; og nu, hvor han i en anden betydning havde lagt hånd på ploven, ville han ikke lade sig bortlede fra sit formål. Lige så tit som opfordringen til at vende tilbage lød, var hans svar:»Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!« 2Kong. 2,2. ret
(59) »Så fulgtes de ad. ..... De to stod ved Jordan. Elias tog nu sin kappe, rullede den sammen og slog vandet med den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør bund. Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: Sig, hvad du ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig! Elisa svarede: Måtte to dele af din ånd komme over mig! Da sagde han: Det er et stort forlangende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive dig til del, ellers ikke! Mens de nu gik og talte sammen, se, da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i stormvejret. ret
(60) Og Elisa så det og råbte: Min fader, min fader, du Israels vogne og ryttere! Og han så ham ikke mere. Så greb han sine klæder og sønderrev dem. Derpå tog han Elias' kappe, som var faldet af ham, op og gik tilbage og stillede sig ved Jordans bred, og han tog Elias' kappe, som var faldet af ham, slog vandet med den og sagde: Hvor er nu Herren, Elias' Gud? Og da han havde slået vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over. Da profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: Elias' ånd hviler på Elisa! Og de gik ham i møde og kastede sig til jorden for ham.« 2Kong. 2,6-15. ret
(60) Fra nu af tog Elisa Elias' plads. Og han, som havde været tro i det mindste, viste sig også at være tro i meget. ret
(60) Elias, denne mægtige mand, havde været Guds redskab til at omstyrte kæmpemæssige synder. Afgudsdyrkelsen, som med støtte af Akab og den hedenske Jesabel havde forført folket, var blevet nedbrudt. Ba'als profeter var blevet dræbt. Hele Israels folk var blevet dybt rystede, og der var mange, der vendte tilbage til at dyrke Gud. Til Elias' efterfølger var der brug for en mand, som gennem omhyggelig og tålmodig belæring kunne lede Israel ad trygge veje. Det var til denne gerning, at Elisas opdragelse i ungdomstiden under Guds ledelse havde forberedt ham. ret
(60) Denne lære gælder for alle. Ingen kan ane, hvad der er Guds formål med hans optugtelse; men alle kan være forvissede om, at troskab i de små ting er beviset for duelighed til et større ansvar. Enhver handling i livet afslører karakteren, og kun den, som i de små pligter viser sig som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde (2Tim. 2,15), vil af Gud blive belønnet med et mere tungtvejende ansvar. ret
(61) Moses var yngre end Josef eller Daniel, da han blev fjernet fra sit barndomshjems skærmende omsorg; men alligevel havde allerede de samme kræfter, som formede deres liv, også formet hans. Han tilbragte kun tolv år sammen med sin hebraiske slægt; men i disse tolv år blev grunden lagt til hans storhed. Den blev lagt af en, som kun har opnået ringe berømmelse. ret
(61) Jokebed var en kvinde, en slavinde. Hendes lod i livet var kun ringe, og hendes byrde var tung. Men med undtagelse af Maria fra Nazaret findes der ingen anden kvinde, gennem hvem verden har modtaget en større velsignelse. Da hun vidste, af hendes barn snart skulle tage bort fra hendes omsorg og komme under formynderskab af dem, som ikke kendte Gud, bestræbte hun sig med den største alvor på at knytte hans sjæl til Himmelen. Hun søgte at indpode kærlighed til Gud og troskab over for ham i hans sjæl. Og denne opgave udførte hun trofast. De sandhedens grundsætninger, som var hovedpunktet i hans moders undervisning og den lære, hun gav gennem sit liv, kunne ingen senere påvirkning formå Moses til at give afkald på. ret
(61) Fra det fattige hjem i Gosen blev Jokebeds søn ført til faraonernes palads, til den ægyptiske prinsesse, for af hende at blive modtaget som en elsket og kær søn. I de ægyptiske skoler fik Moses den højeste civile og militære uddannelse. Med sine store personlige fortrin, med sin ædle skikkelse og holdning, sit fint dannede sind og fyrstelige optræden og sin berømmelse som feltherre blev han det ægyptiske folks stolthed. Den ægyptiske konge var også medlem af præsteskabet, og skønt Moses nægtede at deltage i den hedenske gudsdyrkelse, blev han indviet i alle den ægyptiske religions mysterier. Ægypten var på dette tidspunkt stadig den mægtigste og mest civiliserede af alle nationer, og Moses var som dets fremtidige hersker arving til de største æresbevisninger, denne verden kunne skænke nogen. Men hans valg gjaldt noget højere. For at ære Gud og for at befri sit underkuede folk gav Moses afkald på Ægyptens hæder og ære. Derefter overtog Gud på en særlig måde hans opdragelse. ret
(62) Moses var endnu ikke beredt til sin livsopgave. Han måtte endnu lære, hvad det ville sige at være afhængig af Guds magt. Han havde misforstået Guds formål med ham. Han håbede på at skulle udfri Israel ved våbenmagt. For denne sags skyld vovede han alt, og det slog fejl! Overvunden og skuffet blev han en landsforvist flygtning i et fremmed land. ret
(62) Moses tilbragte fyrretyve år som fårehyrde i Midjans ødemarker. Han var tilsyneladende for stedse afskåret fra sin livsopgave, men modtog her den opdragelse, der var nødvendig for at kunne udføre den. Visdom til at kunne styre en uvidende og uregerlig menneskemængde må erhverves gennem selvbeherskelse. Ved omsorgen for fårene og de svage lam måtte han opnå den erfaring, som kunne gøre ham til en trofast, langmodig hyrde for Israel. For at kunne blive Guds tjener måtte han først lære af ham. ret
(62) Den indflydelse, han havde været omgivet af i Ægypten, hans plejemoders kærlighed, hans egen stilling som kongens barnebarn den overdådighed og lastefuldhed, der lokkede under tusinde forskellige skikkelser, den falske religions underfundighed og mystik havde præget hans sind og karakter. I det strenge og enkle liv i ørkenen forsvandt alt dette. ret
(63) Midt inde i bjergensomhedens højtidelige majestæt var Moses alene med Gud. Alle vegne stod Skaberens navn skrevet. Moses syntes at stå ansigt til ansigt med ham og at være overskygget af hans magt. Her blev hans selvtilfredshed fejet bort. I den Almægtiges nærhed blev han klar over, hvor svagt, hvor ufyldestgørende og hvor kortsynet mennesket er. ret
(63) Her erhvervede Moses det, som fulgte ham gennem hans byrdefulde og slidsomme liv: en følelse af den Guddommeliges personlige nærværelse. Ikke blot så han frem gennem tiderne til, at Kristus skulle åbenbare sig legemligt; han så Kristus ledsage Israels hærskare på alle dens vandringer. Når han blev misforstået og hans ord blev urigtigt fremstillet, når han var nødt til at tåle dadel og krænkelser, og når han måtte stå ansigt til ansigt med farer og selve døden, så var han i stand til at udholde det, som om han så den usynlige. Hebr. 11,27. ret
(63) Moses ikke blot tænkte på Gud, han så ham. Gud var ham bestandig for øje. Han mistede aldrig hans ansigt af syne. ret
(63) For Moses var troen ikke gætteværk; den var en virkelighed. Han troede på, at Gud beherskede hans liv på en ganske særlig måde; og i alle dets enkeltheder anerkendte han ham. Han stolede på, at Gud ville give ham kraft til at modstå alle fristelser. ret
(63) Han ønskede, at den store opgave der var blevet tildelt ham, måtte lykkes til fuldkommenhed, og han gjorde sig helt og fuldt afhængig af den guddommelige magt. Han følte sin trang til hjælp, han bad om den, ved troen tilegnede han sig den og gik så frem i forvisningen om at få den opretholdende kraft. ret
(64) Det var en sådan erfaring, Moses erhvervede sig ved sine fyrretyve ars opdragelse i ørkenen. Den alvise Gud anså ikke dette tidsrum for at være for langt eller prisen for stor. Resultaterne af denne opdragelse og af, hvad der blev lært der, er ikke alene knyttet til Israels historie, men til alt, hvad der fra denne dag indtil nu har virket til gavn for verden. Det største vidnesbyrd om Moses' storhed, den dom, der ved Ånden blev afsagt over hans liv, lyder sådan:»Men i Israel opstod der ikke mere en profet som Moses, hvem Herren omgikkes ansigt til ansigt.« 5Mos. 34,10. ret
(64) En rabbiner fra Jerusalem forenede sin fyrige livskraft og sine intellektuelle evner med de galilæiske disciples, Jesu ledsageres, tro og erfaring i det evangeliske arbejde. Som romersk borger, der var født i en hedensk by, som jøde, ikke blot gennem sin afstamning, men gennem en livslang uddannelse, gennem fædrelandskærlighed og religiøs overbevisning; som opdraget i Jerusalem af den mest fremragende af rabbinerne og oplært i alle fædrenes love og overleveringer delte Saulus fra Tarsus i fuldeste mål sit folks hovmod og fordomme. Mens han endnu var en ung mand, blev han et agtet medlem af det jødiske råd. Han blev betragtet som en lovende ung mand og som en nidkær forsvarer af den gamle tro. ret
(64) I Judæas teologiske skoler var Guds ord blevet tilsidesat til fordel for menneskelige teorier. Det var blevet berøvet sin kraft ved rabbinernes fortolkninger og traditioner. Selvforherligelse, herskesyge, skinsyg tilbagetrukkenhed fra andre, fanatisme og hånligt hovmod var de fremherskende principper og motiver for disse lærere. ret
(65) Rabbinerne hovmodede sig af deres overlegenhed, ikke blot over for folk af andre nationer, men over for deres eget folks store masser. Sammen med deres voldsomme had mod de romerske undertrykkere nærede de beslutningen om ved våbenmagt at genvinde deres nationale magt. Jesu disciple, hvis budskab om fred var i så stærk modsætning til deres ærgerrige planer, hadede og dræbte de. I denne forfølgelse tog Saulus del som en af de hårdeste og mest ubarmhjertige. ret
(65) I Ægyptens militærskoler havde Moses lært magtens lov at kende, og så stærkt et greb havde denne lærdom haft om hans karakter, at der krævedes fyrretyve år i stilhed og samfund med Gud og naturen for at gøre ham skikket til efter kærlighedens lov at være Israels leder. Det var den samme lære, Paulus måtte tilegne sig. ret
(65) Ved porten ind til Damaskus forandrede synet af den korsfæstede hele hans livsbane. Forfølgeren blev til en discipel, læreren til en, der selv skulle lære. De dage, der blev tilbragt i mørke og ensomhed i Damaskus, var som år gennem de erfaringer, han fik. De gammeltestamentlige skrifter der lå gemt i hans erindring, blev gransket af ham, og Kristus var selv hans lærer. Også naturens ensomhed blev en skole for ham. Han drog ud i den arabiske ørken for dér at ransage skrifterne og for at lære af Gud. Han udtømte sin sjæl for de fordomme og overleveringer, der havde dannet grundlaget for hans liv, og modtog belæring fra sandhedens kilde. ret
(65) Hans senere liv var præget af et eneste grundprincip: selvhengivelse og udøvelse af kærlighed. Han sagde:»Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld."»Thi Kristi kærlighed tvinger os.« Rom. 1,14; 2Kor. 5,14. ret
(65) Som den største af alle menneskelige lærere påtog Paulus sig såvel de ringeste som de mest ophøjede pligter. Han erkendte nødvendigheden af håndens arbejde såvel som af tankens, og han udøvede et håndværk til sit eget underhold. Han arbejdede ved sin teltmagervirkksomhed, mens han hver dag prædikede evangeliet i de store midtpunkter for civilisationen.»I ved selv,« sagde han, da han tog afsked med de ældste i Efesus, at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til.« Apg. 20,34. ret
(66) Skønt han var i besiddelse af en høj intellektuel begavelse, åbenbarede Paulus i sit liv en sjældnere visdoms kraft. Grundsætninger af den dybeste betydning, grundsætninger, om hvilke de største ånder på hans tid var uvidende, afslører sig gennem hans lære og belyses ved eksempler i hans liv. Han havde denne ypperste form for visdom, som giver en klar indsigt og et medfølende sind, og som bringer mennesket i kontakt med andre og muliggør det for ham at vække deres bedre følelser og tilskynde dem til at leve et mere ophøjet liv. ret
(66) Lyt til hans ord til de hedenske indbyggere i Lystra, da han viser dem hen til Gud, som han åbenbarer sig i naturen: al godheds kilde, som gav jer regn og frugtbare tider fra himmelen og mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde.« Apg. 14,17. ret
(66) Se ham i fangehullet i Filippi, hvor hans lovsang trods hans forpinte legeme bryder midnattens stilhed. Efter at jordskælvet har åbnet fængselsdørene, lyder hans røst atter med opmuntrende ord til fangevogteren:»Gør ikke dig selv noget ondt, vi er her jo alle!« (Apg. 16,28) enhver mand på sin plads, tøjlet ved en enkelt medfanges nærværelse! Og fangevogteren, som føler sig overbevist om virkeligheden i den tro, som opretholder Paulus, spørger om vejen til frelse, og sammen med hele sit hus forener han sig med den lille flok af Kristi forfulgte disciple. ret
(67) Se Paulus i Athen foran rådet på Areopagus, hvor han imødegår videnskab med videnskab, logik med logik og filosofi med filosofi. Læg mærke til, hvordan han med en taktfølelse, der har sin rod i guddommelig kærlighed, viser hen til Jehova som den ukendte Gud, som hans tilhørere har tilbedt uden selv at vide det; og med en af deres egne digteres ord skildrer han ham som en Fader, hvis børn de er. Hør ham, i denne klasseprægede tid, hvor et menneskes rettigheder som menneske slet ikke blev anerkendt hør han forkynde den store sandhed om det menneskelige broderskab og erklære, at Gud lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade. Derpå viser han dem, hvorledes Guds nådige og barmhjertige hensigter løber som en gylden tråd igennem hele hans handlemåde med menneskene. Han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.« Apg. 17,23. og 26-27. ret
(67) Og hør ham så i retssalen hos Festus, hvor kong Agrippa i overbevisning om evangeliets sandhed udbryder:»Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen.« Med hvilken fin høflighed svarer ikke Paulus, idet han peger på sin egen lænke:»Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må få det, ligesom jeg selv har det, på disse lænker nær.« Apg. 26,28-29. ret
(67) Sådan tilbragte han sit liv, som det beskrives med hans egne ord:»Ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder.« 2Kor. 11,26-27. ret
(68) »Skælder man os ud,« sagde: han »velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord."»Som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har og dog ejer alt.« 1Kor. 4,12-13; 2Kor. 6,10. ret
(68) Han fandt sin glæde ved at tjene; og ved afslutningen af sit liv i slid og møje kunne han sige, idet han så tilbage på dets strid og sejre:»Den gode strid har jeg stridt.« 2Tim. 4,7. ret
(68) Disse beretninger er af livsvigtig betydning. For ingen er de mere betydningsfulde end for de unge. Moses gav afkald på at blive konge, Paulus gav afkald på rigdom og ære blandt sit folk for at leve et byrdefuldt liv i Guds tjeneste. For mange synes disse mænds liv at være levet i selvfornægtelse og selvopofrelse. Var det mon virkelig sådan? Moses regnede kristi skændsel for en større rigdom end alle Ægyptens skatte. Han anså den for at være dette, fordi den var det. Paulus erklærede:»Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje.« Fil. 3,7-8. Han var tilfreds med sit valg. ret
(68) Moses fik tilbud om faraoernes palads og rigets trone; men de syndige glæder, der får mennesker til at glemme Gud, trivedes ved dette pragtfulde hof, og i stedet for valgte han ældgammelt gods og retfærdighed. Ordsp. 8,18. I stedet for at knytte sig til Ægyptens storhed valgte han at knytte sit liv til Guds formal. I stedet for at give Ægypten love forordnede han efter guddommelig vejledning love for hele verden. Han blev et redskab for Gud ved at give mennesker disse grundregler, der er et bolværk både for hjemmet og samfundet, der er hjørnestenen for nationernes velfærd, grundregler, der den dag i dag anerkendes ,af verdens største mænd som grundvolden for alt det bedste inden for menneskers statsstyrelse. ret
(69) Ægyptens herlighed ligger i støvet. Dets magt og kultur er forsvundet. Men hvad Moses udrettede, kan aldrig forgå. Retfærdighedens store grundregler, som han viede sit liv til at oprette, er evige. ret
(69) Moses' liv i arbejde og omsorg for sjæle fik lys fra hans nærværelse, som er herlig blandt titusinder, han, som er idel ynde. Højsangen 5,10-16. Sammen med Kristus under vandringen i ørkenen, sammen med Kristus på Forklarelsens bjerg, sammen med Kristus i de himmelske boliger hans liv var til velsignelse og velsignet her på jorden, og æret i Himmelen. ret
(69) Også Paulus blev under sine mangfoldige besværligheder opretholdt ved Guds nærværelses hjælpende kraft.»Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft,« sagde han.»Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? ..... Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.« Fil. 4,13; Rom. 8,35-39. ret
(69) Dog findes ,der en fremtidig glæde, som Paulus så hen til som lønnen for al sin møje, den samme glæde, for hvis skyld Kristus udholdt korset og ringeagtede skammen glæden ved at se frugten af sit arbejde!»Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor hæderskrans for vor Herres Jesu åsyn ved hans komme, om ikke netop I er det?« skrev han til de omvendte i Tessalonika.»Ja, I er vor ære og glæde.« 1Tess. 2,19-20. ret
(70) Hvem kan udmåle, hvad følgerne af Paulus' livsgerning har betydet for verden? Hvor meget af alle disse velgørende kræfter, der mildner lidelsen, trøster i sorgen og modarbejder det onde, som højner livet fra at være selvisk og sanseligt og herliggør det ved håbet om udødelighed, skyldes ikke Paulus' og hans medarbejderes møje, dengang de med Guds Søns evangelium foretog deres af verden ubemærkede rejse fra Asien til Europas kyster? ret
(70) Hvad er det ikke værd for et menneske at have været Guds redskab til at sætte så velsignelsesrige kræfter i gang? Hvad vil det ikke være værd i evigheden at være vidne til resultatet af en sådan livsgerning? ret