Uddannelse kapitel 8fra side73.     Fra side 73 i den engelske udgave.

tilbage

En lærer, sendt fra Gud

(73)  Hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.« Esajas 9,6. I den lærer, der blev sendt fra Gud, gav Himmelen menneskene sit største og sit bedste. Han, som sad i den Højestes råd, som havde haft bolig i den Eviges inderste helligdom, var den, som blev udvalgt til at åbenbare kundskaben om Gud for menneskeheden. ret

(73)  Enhver stråle af det guddommelige lys, der nogensinde er nået til vor faldne verden, er blevet tildelt os ved Kristus. Det var ham, der havde talt gennem enhver af dem, som gennem tiderne havde forkyndt Guds ord for menneskene. Alle de store egenskaber, der åbenbaredes i verdens største og ædleste sjæle, var en genspejling af ham. Josefs renhed og godhed, Moses' tro, ydmyghed og sagtmodighed, Elisas standhaftighed, Daniels ædle retskaffenhed og fasthed og Paulus' nidkærhed og selvhengivelse den sjælelige og åndelige kraft, der åbenbarede sig i disse mænd og i alle andre, der nogensinde havde levet på jorden, var kun glimt fra lyset af hans herlighed. I ham fandtes det fuldkomne ideal. ret

(73)  For at åbenbare dette ideal som det eneste virkelige mål, der var værd at nå; for at vise, hvad ethvert menneske har mulighed for at blive; hvad alle, der tog imod ham, kunne blive, ved at guddommen tog bolig i mennesket, derfor var det, at Kristus kom til verden. Han kom for at vise os, hvordan mennesker skal opdrages, som det sømmer sig for Guds børn; hvordan de på jorden skal iværksætte Himmelens grundregler og leve Himmelens liv. ret

(74)  Guds største gave blev givet for at imødekomme menneskets største trang. Lyset viste sig, da verdens mørke var dybest. På grund af falsk lærdom havde menneskers sind længe været vendt bort fra Gud. I de fremherskende opdragelsessystemer var menneskelig filosofi sat i stedet for guddommelig åbenbaring. I stedet for det himmelgivne sandhedsideal havde mennesker antaget et selvopfundet ideal. De havde vendt sig bort fra livets lys for at vandre i gnisterne fra den ild, som de selv havde antændt. ret

(74)  Da de havde skilt sig fra Gud og udelukkende var afhængige af menneskelig kraft, var deres styrke kun svaghed. De var ude af stand til at nå blot det mål, de selv havde sat sig. Mangelen på virkelig fremragende egenskaber blev erstattet ved ydre skin og erklæringer. En lighed i det ydre trådte i stedet for virkeligheden. ret

(74)  Fra tid til anden fremstod der lærere, som viste mennesker hen til sandhedens kilde. De rigtige principper blev forkyndt, og menneskers liv vidnede om deres kraft. Men disse bestræbelser gjorde ikke noget varigt indtryk. Der kom en kortvarig standsning af de onde tendenser, men den nedadgående retning ændredes ikke. Reformatorerne var som lys, der skinnede i mørket, men de kunne ikke sprede det. Verden elskede mørket mere end lyset.« Joh. 3,19. ret

(74)  Da Kristus kom til jorden, syntes menneskeheden at være nær ved at nå bunden af sin elendighed. Selve samfundets grundvold var undermineret. Livet var blevet falsk og kunstigt. Jøderne, der var blottede for kraften i Guds ord, gav kun verden åndssløvende og sjæledræbende overleveringer og teorier. Dyrkelsen af Gud i ånd og sandhed var blevet afløst af forherligelse af mennesker gennem en endeløs rækkefølge af ceremonier, der var opfundet af mennesker. Alle vegne i verden mistede de forskellige religioner deres greb om sjæl og sind. Mennesker, der havde fået afsmag for usande fortællinger og falskhed, som søgte at kvæle tankevirksomheden, gik over til vantro og materialisme. De regnede ikke mere med det evige og levede udelukkende for det nuværende. ret

(75)  Da de holdt op med at anerkende det guddommelige, holdt de også op med at tage hensyn til det menneskelige. Sandhed, ære, retskaffenhed, tillid og medfølelse med andre var ved at forsvinde fra jorden. Ubarmhjertig begærlighed og altopslugende ærgerrighed avlede mistillid til alt og alle. Tanken om pligt, om de stærkes forpligtelser over for de svage, om menneskelig værdighed og menneskerettigheder blev skubbet til side som en drøm eller en fabel. Det jævne folk blev betragtet som lastdyr eller som redskaber eller springbræt for ærgerrigheden. Rigdom og magt, velvære og nydelser blev atrået som det højeste gode. Fysisk degeneration, sjælelig sløvhed og åndelig død kendetegnede denne tidsperiode. ret

(75)  Da menneskers onde lidenskaber fordrev Gud fra deres tanker, gjorde forglemmelsen af ham dem langt mere tilbøjelige til at gøre det onde. Hjertet, der elskede synden, tillagde ham sine egne egenskaber, og denne opfattelse styrkede syndens magt. I deres trang til at behage sig selv kom mennesker til at betragte Gud som en af deres egne, et væsen, hvis mål var selvforherligelse, og hvis fordringer var afpassede efter hans eget forgodtbefindende; et væsen, af hvem mennesker blev ophøjede eller nedstyrtede i forhold til, om de støttede eller hindrede hans egoistiske formål. De lavere klasser betragtede det højeste væsen som én der knap nok var forskellig fra deres undertrykkere med undtagelse af, at han havde større magt end de. Enhver form for religion var dannet efter denne tankegang. Alle religioner bestod af et system af urimelige krav. Ved gaver og ceremonier søgte gudsdyrkerne at stemme guddommen velvilligt for at sikre sig hans gunst til deres egne formål. En sådan religion, der ikke havde nogen magt over hjertet eller samvittigheden, kunne kun blive en række af formaliteter, som trættede mennesker, og som de længtes efter at frigøre sig fra, bortset fra den vinding, den muligvis kunne skaffe dem. Således blev den uhæmmede ondskab stadig stærkere, mens værdsættelsen af og ønsket om det gode blev mindre. Menneskene mistede ligheden med Gud og blev prægede af den djævelske magt, som de var beherskede af. Hele verden var blevet til et dyb af fordærvelse. ret

(76)  Der fandtes kun et eneste håb for menneskeslægten: at der måtte komme en ny surdej ind i dette virvar af modstridende og nedbrydende elementer; at der kunne skaffes menneskeheden kraften fra et nyt Liv; at verden igen måtte komme til at kende Gud. ret

(76)  Kristus kom for at forny denne kundskab. Han kom for at afskaffe den usande lære, ved hjælp af hvilken de, som hævdede at kende Gud, havde givet et falsk billede af ham. Han kom for at åbenbare sin lovs sande væsen, for gennem sin egen personlighed at åbenbare skønheden i et helligt liv. ret

(76)  Kristus kom til verden med den evige kærligheds fylde. Han bortryddede de krav, som Guds lov var blevet belemret med. Han viste, at loven er en kærlighedens lov, et udtryk for den guddommelige godhed. Han viste, at lydighed over for dens grundregler medfører menneskehedens lykke og dermed det menneskelige samfunds stabilitet, selve dets grundvold og struktur. ret

(76)  Så langt fra at stille vilkårlige krav er Guds lov blevet givet til mennesker som et værn og et skjold. Hvem som helst der går ind for dens principper, bliver bevaret fra det onde. Troskab mod Gud indbefatter også troskab over for mennesker. Således vogter loven ethvert menneskes rettigheder og personlighed. Den hindrer de overordnede i undertrykkelse og de underordnede i at vise ulydighed. Den sikrer mennesker deres velfærd både i denne verden og i den kommende. For de lydige er den pantet på et evigt liv, thi den giver udtryk for de grundregler, som har evig varighed. ret

(77)  Kristus kom for at påvise værdien af de guddommelige principper ved at åbenbare deres kraft til menneskeslægtens genfødelse. Han kom for at lære os, hvordan disse principper skal udvikle sig og anvendes. ret

(77)  For den tids mennesker var det ydre skue afgørende for værdien af alle ting. Mens religionens magt var blevet mindre, var dens pragtudfoldelse blevet større. Tidens lærere søgte at sætte sig i respekt ved pomp og pragt. Jesu liv stod i skarp modsætning til alt dette. Hans liv påviste værdiløsheden i alt dette, som mennesker betragtede som det mest væsentlige i tilværelsen. Jesus, som var født i de mest primitive omgivelser som delte hjem og kost med bønder, beskæftigede sig som håndværker, levede et ubemærket liv og delte kår med denne verdens ukendte arbejdere, fulgte under disse forhold og i disse omgivelser den guddommelige opdragelsesplan. Han søgte ikke sin tids skoler med deres forherligelse af det små og deres ringeagt for det store. Han modtog sin undervisning direkte fra de kilder som Himmelen selv havde anvist; gennem nyttigt arbejde, ved granskning af Skriften og naturen og gennem livets erfaringer Guds lærebøger, der er rige på belæring for alle, som kommer til dem med et villigt sind, et åbent blik og et forstandigt hjerte. ret

(77)  »Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.« Lukas 2,40. ret

(78)  Således forberedt drog han ud til sin opgave, hvor han hvert eneste øjeblik, hvor han kom i kontakt med mennesker, udøvede en velsignende indflydelse på dem, en forvandlende magt, sådan som verden aldrig nogensinde før havde været vidne til. ret

(78)  Den, som søger ,at forvandle menneskeheden, må selv have forståelse af menneskeheden. Kun gennem medfølelse, tro og kærlighed kan man nå ud til mennesker og virke højnende på dem. Her åbenbarer Kristus sig som den største lærer. Af alle dem, der har levet på jorden, er han den eneste, der har fuldkommen forståelse af menneskesjælen. ret

(78)  »Vi har ikke en ypperstepræst« en lærer frem for alle, thi præsterne var lærere vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi.« Hebr. 4,15. ret

(78)  »Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.« Hebr. 2,18. ret

(78)  Kristus alene havde erfaring om alle de sorger og fristelser, der rammer mennesker. Aldrig blev nogen anden, der var født af en kvinde, så voldsomt angrebet af fristelser; aldrig har nogen anden båret så tung en byrde af verdens synd og smerte. Aldrig har der været nogen anden, hvis medfølelse var så vidtfavnende eller så kærlig. Som meddelagtig i alle menneskelige erfaringer kunne han ikke blot føle for, men også med enhver, der var tynget og fristet, og som kæmpede. ret

(78)  Han levede selv efter det, han lærte andre.»Det var et forbillede, jeg gav jer,« sagde han til sine disciple,»for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer."»Jeg har holdt min Faders bud.« Joh. 13,15; 15,10. Således havde Kristi ord en fuldkommen støtte gennem eksemplet i hans liv. Og mere end dette: det, som han lærte andre, det var han selv! Hans ord var ikke blot udtryk for hans eget livs erfaringer, men for hans egne karakteregenskaber. Han ikke alene lærte andre sandheden, men han var selv sandheden. Det var dette, der gav hans lære kraft. ret

(79)  Kristus glemte ikke at irettesætte. Der har aldrig levet nogen anden, der i den grad hadede det onde; aldrig nogen anden, hvis fordømmelse af det var så frygtløs. Selve hans nærværelse virkede som en irettesættelse for alt, hvad der var usandt og lavt. I lyset af hans renhed så mennesker sig selv som urene og deres livs formål som lumpne og uægte. Alligevel virkede han dragende på dem. Han, som havde skabt mennesket, forstod også menneskets værd. Han fordømte det onde som en fjende for dem, han søgte at velsigne og frelse. I ethvert menneske, hvor dybt det end var faldet, så han en søn af Gud, en, som atter kunne genvinde forrettighederne ved sit guddommelige slægtskab. ret

(79)  »Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.« Joh. 3,17. Ved at se på mennesker i deres lidelse og nedværdigelse skimtede Kristus mulighed for håb, hvor der tilsyneladende kun var fortvivlelse og undergang. Hvor som helst der fandtes en følelse af nød, så han en mulighed for at oprejse. De sjæle, der var fristede, besejrede, som følte sig fortabt og lige ved at gå til grunde, mødte han ikke med fordømmelse, men med velsignelse. ret

(79)  Saligprisningerne var hans hilsen til hele menneskeslægten. Mens han så ud over den store skare, der var forsamlet for at lytte til Bjergprædikenen, syntes han for et øjeblik at have glemt, at han ikke var i Himmelen, og han benyttede den kendte hilsen fra lysets verden. Velsignelserne strømmede fra hans læber som et længe lukket kildevæld, der bruser frem. ret

(79)  Han vendte sig fra denne verdens ærgerrige, selvtilfredse, foretrukne mennesker og erklærede, at de var salige, som ville tage imod hans lys og kærlighed, hvor stor end deres nød var. Han rakte sine arme ud mod de fattige i ånden, de sørgende og de forfulgte og sagde:»Kom hid til mig ..... og jeg vil give jer hvile.« Matt. 11,28. ret

(80)  Han skimtede uendelige muligheder i ethvert menneske. Han så menneskene, som de kunne blive, når de var blevet forvandlede ved hans nåde i»Herren vor Guds skønhed". Sl. 90,17. (eng. overs.) Når han så på dem med håb, indgav han dem håb. Når han mødte dem med tillid, indgav han dem tillid. Når han åbenbarede det sande menneskeideal i sig selv, vakte han både ønsket om og troen på, at det kunne opnås. I hans nærhed forstod ringeagtede og faldne sjæle, at de stadig var mennesker, og de længtes efter at vise sig værdige til hans agtelse. I mangt et hjerte, der syntes dødt for alt, hvad der var helligt, blev der vækket nye følelser. For mangt et fortvivlet menneske viste der sig muligheder for et nyt liv. ret

(80)  Kristus knyttede mennesker til sit hjerte ved kærlighedens og hengivelsens bånd; og ved de samme bånd knyttede han dem til deres medmennesker. For ham var kærligheden livet, og livet var tjeneste.»I har fået det for intet,« sagde han,»giv det for intet.« Matt. 10,8. ret

(80)  Det var ikke alene på korset, at Kristus hengav sig selv for menneskene. Mens han drog omkring og gjorde vel (Apg. 10,38), var hver eneste dags oplevelser en hengivelse af hans liv. Kun på en eneste måde kunne et sådant liv opretholdes. Jesus levede i afhængighed af Gud og i samfund med ham. Nu og da vender mennesker tilbage til den Højestes skjul og til den Almægtiges skygge; de bliver der en tid, og resultatet viser sig gennem ædle handlinger. Så svigter deres tro, forbindelsen afbrydes, og livsgerningen lider skade. Men Jesu liv var et liv i bestandig tillid og blev opretholdt gennem stadigt samfund med Gud, og hans tjeneste for Himmelen og jorden var uden svigten eller vaklen. ret

(81)  Som et menneske bønfaldt han for Guds trone, indtil hans menneskeskikkelse fyldtes af en himmelsk kraft, som forenede det menneskelige med det guddommelige. Han modtog livet fra Gud og gav det videre til menneskene. ret

(81)  »Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.« Joh. 7,46. Dette ville have været rigtigt sagt om Kristus, selv om han kun havde belært andre inden for det fysiske og det forstandsmæssige område eller blot om teoretiske eller filosofiske anliggender. Han kunne have opklaret mysterier, som det har krævet århundreders møje og forsken at trænge ind i. Han kunne have givet vink inden for de videnskabelige fag, som til dagenes ende ville have givet næring til tanken og virket ansporende for opfindelserne. Men han gjorde ikke noget sådant. Han sagde intet, der kunne tilfredsstille nysgerrigheden eller forstærke den selviske ærgerrighed. Han gav sig ikke af med abstrakte teorier, men med det, som er livsvigtigt for karakterdannelsen; det, som kan give mennesket større evne til at kende Gud og forøge dets magt til at gøre det gode. Han talte om disse sandheder, der har tilknytning til livsførelsen, og som forener mennesket med evigheden. ret

(81)  I stedet for af give folket anvisning på at granske menneskers teorier om Gud, om hans ord eller hans gerninger, lærte han dem at se ham, sådan som han åbenbarer sig gennem sine gerninger, i sit ord og ved sit forsyn. Han bragte deres tanker i forbindelse med den Almægtiges tanker. ret

(81)  Folket blev slået af forundring over hans lære, thi han talte med myndighed.« Luk. 4,32. Aldrig før havde noget menneske talt med en sådan magt til at vække tanken, til at få en til at hige efter noget højere, til at forny enhver af legemets, tankens og sjælens evner. ret

(82)  Kristi lære omfattede, ligesom hans medfølelse, hele verden. Der kan ikke tænkes et forhold i livet, et kritisk vendepunkt i et menneskes tilværelse, som ikke har været forudset gennem hans lære, og for hvilket dens grundregler ikke bringer hjælp. Fordi han er den største af alle lærere, vil hans ord vise sig at være en vejleder for hans medarbejdere indtil tidernes ende. ret

(82)  For ham var nutiden og fremtiden, det nære og det fjerne, det samme. Han forudså hele menneskehedens nød og trang. For hans sinds øje viste sig alt, hvad der ville komme af menneskelige bestræbelser og bedrifter, af fristelser og strid, af forvirring og fare. Alle sjæle, alle hjem, alle glæder og fornøjelser og al higen og tragten var velkendte for ham. ret

(82)  Han talte ikke blot for, men også til hele menneskeslægten. Til det lille barn i det gryende livs glæde, til de unges ivrige og urolige sjæle; til mænd i deres alders fulde kraft, som bærer ansvarets og omsorgens byrde; til de gamle, som er svage og trætte til alle lød hans budskab, til ethvert af menneskenes børn, i ethvert land og til enhver tid. ret

(82)  Hans lære omfattede både det timelige og det evige de ting, som ses, i deres forhold til de ting, som ikke ses, dagliglivets flygtige begivenheder og det kommende livs højtidelige resultater. ret

(82)  Hvad der hører til dette liv, satte han i det rette underordnede forhold til det, der har evig betydning; men han underkendte ikke dets vigtighed. Han lærte, at Himmelen og jorden har tilknytning til hinanden, og at en viden om den himmelske sandhed forbereder et menneske bedre til at udrette sine pligter i det daglige liv. ret

(82)  For ham havde enhver ting sit formål. Barnets leg, mandens slidsomme arbejde, livets glæder og bekymringer og smerte, alt dette tjente det samme formål: åbenbarelsen af Gud til menneskeslægtens højnelse. ret

(83)  Når Guds ord lød fra hans læber, ramte de menneskehjerterne med en ny kraft og betydning. Hans lære fik skaberværket til at vise sig i et nyt lys. Over naturen hvilede der nu atter et skær af den stråleglans, som synden havde forjaget. Gennem alle livets kendsgerninger og erfaringer åbenbaredes der en guddommelig lære og muligheden for samfund med Gud. Gud boede atter på jorden; menneskesjæle var vidende om hans nærværelse; verden var omgivet af hans kærlighed. Himmelen var steget ned til menneskene. Deres hjerter genkendte i Kristus ham, der havde givet dem indblik i evighedens visdom. ret

(83)  »Immanuel, ..... Gud med os.« I den lærer, der var sendt fra Gud, finder al sand opdragergerning sit midtpunkt. Om denne gerning i dag lige så vel som om den gerning, han oprettede for nittenhundrede år siden, siger Frelseren følgende ord:»Jeg er den første og den sidste og den, som lever."»Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.« Åb. 1,18; 21,6. ret

(83)  Når vi står over for en sådan lærer, en sådan mulighed for guddommelig belæring, er det så ikke værre end dårskab at søge at skaffe sig en uddannelse uden om ham at søge at blive vis andre steder end gennem visdommen; at være sand, mens man forkaster sandheden; at søge oplysning andre steder end hos lyset og en tilværelse uden livet; at vende sig bort fra kilden med det levende vand og udhugge sig sprukne cisterner, der ikke kan holde vand? ret

(83)  Se, han indbyder os stadig:»Om nogen tørster, han komme til mig og drikke. Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand."»Det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.« Joh. 7,37-38; og 4,14. ret

næste kapitel