Uddannelse kapitel 9fra side84.     Fra side 84 i den engelske udgave.

tilbage

En skildring af hans fremgangsmåde

(84)  Vi finder det mest fuldkomne eksempel på Kristi fremgangsmåde som lærer i hans oplæring af de tolv første disciple. Der ville komme til at hvile et tungt ansvar på disse mænd. Han havde udvalgt dem som mennesker, han kunne indgyde sin Ånd, og som kunne blive egnede til at fortsætte hans gerning på jorden, når han måtte forlade den. Til dem gav han frem for alle andre den forrettighed at være sammen med ham. Gennem personligt samvær satte han sit præg på disse udvalgte medarbejdere.»Livet blev åbenbaret,« siger den elskede discipel Johannes,»og vi har set det og vidner om det.« 1Joh. 1,2. ret

(84)  Kun gennem en sådan forening foreningen af sind med sind og hjerte med hjerte, af det menneskelige med det guddommelige er det muligt at overføre denne livgivende kraft, som det er den sande uddannelses opgave at meddele. Liv kan kun opstå af liv. ret

(84)  Da Frelseren uddannede sine disciple, fulgte han den uddannelsesplan, som blev givet i begyndelsen. De tolv, som først blev udvalgt, og nogle få andre, der fra tid til anden var i forbindelse med dem, fordi de hjalp dem med deres fornødenheder, udgjorde Jesu familie. De var sammen med ham i hjemmet, ved bordet, i lønkammeret og på marken. De ledsagede ham på hans vandringer, delte hans prøvelser og besværligheder og tog efter bedste evne del i hans arbejde. ret

(85)  Undertiden underviste han dem, mens de sad sammen på bjergskråningen, undertiden ved søens bred eller fra en fiskerbåd, og undertiden, mens de vandrede hen ad vejen. Hver gang han talte til skarerne, dannede disciplene inderkredsen. De holdt sig ganske tæt ved ham for ikke at gå glip af noget af hans undervisning. De var opmærksomme tilhørere og ivrige efter at forstå de sandheder som de skulle bringe videre til alle lande og alle tider. ret

(85)  Jesu første disciple blev udvalgt fra det jævne folks rækker. De var ringe og ulærde mænd, disse fiskere fra Galilæa; mænd, der ikke var oplært i rabbinernes lærdom og skikke, men skolede gennem strengt arbejde og mange besværligheder. De var mennesker med medfødt dygtighed og et lærevilligt sind; mænd, der kunne lade sig belære og omforme til Frelserens gerning. Blandt den jævne befolkning findes der mange, som tålmodigt udfører deres daglige arbejde uden at ane noget om de slumrende evner, der, hvis de kom til udfoldelse, ville give dem plads blandt verdens store ledende mænd. Det var sådanne mennesker, der af Frelseren blev kaldet til at være hans medarbejdere. Og de fik den forrettighed i tre år at blive undervist af den største lærer, verden nogensinde har kendt. ret

(85)  Disse første disciple var påfaldende forskellige. De skulle være lærere for verden, og de repræsenterede vidt forskellige karakterejendommeligheder. Der var tolderen Levi Mattæus, der blev kaldet fra et travlt forretningsliv i underdanighed over for Rom; der var zeloten Simon, den ubøjelige fjende af den kejserlige myndighed; den impulsive, selvsikre, varmhjertede Peter med sin broder Andreas; judæeren Judas, med et slebent væsen, dygtig og fej; Filip og Tomas, trofaste og alvorlige, men alligevel langsomme til at tro; Jakob den Yngre og Judas, der var mindre fremtrædende blandt brødrene, men stærke mænd, der var afgjorte både i deres fejl og deres gode sider; Natanael, der var barnlig i sin oprigtighed og sin tillid; og de ærgerrige, varmhjertede sønner af Zebedæus. ret

(86)  Hvis det skulle lykkes at fremme den gerning, hvortil de var blevet kaldet, trængte disse disciple, der var så vidt forskellige i deres medfødte karaktertræk og med hensyn til opdragelse og livsvaner, til at blive et i følelser, tanke og handling. Det var Kristi formål at skabe denne enhed. For at opnå dette søgte han at gøre dem til et med ham selv. Hovedpunktet i hans arbejde for dem får udtryk i hans bøn til Faderen:»At de alle må være et, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være et i os, ..... så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.« Joh. 17,21-23. ret

(86)  Af de tolv apostle var der fire, som skulle spille en ledende rolle hver på sit særlige område. Kristus, som forudså alt, opdrog dem som en forberedelse til dette. Jakob, der var bestemt til at lide en hastig død for sværdet; Johannes, der længst af alle brødrene skulle følge sin Mester gennem møje og forfølgelse; Peter, der var foregangsmand med hensyn til at nedbryde tidernes skranker, og som blev hedningernes lærer; og Judas, der ved sin dygtighed var i stand til at indtage en førende stilling blandt sine medbrødre, men som dog i sin sjæl rugede over planer, hvis modning han kun lidt drømte om disse var genstand for Kristi største omsorg og blev oftest og mest omhyggeligt undervist af ham. ret

(86)  Peter, Jakob og Johannes benyttede sig af enhver lejlighed til at komme i nær kontakt med deres Mester, og de fik deres ønske opfyldt. Af alle de tolv var de knyttet nærmest til ham. Johannes ville ikke lade sig nøje med mindre end et endnu mere intimt venskabsforhold, og dette opnåede han også at få. Ved den første samtale ved Jordans bred, hvor Andreas, efter at have hørt Jesus, skyndte sig bort for at kalde på sin broder, blev Johannes siddende stille, helt fordybet i betragtningen af vidunderlige emner. Han fulgte altid Frelseren som en opmærksom og ivrig tilhører. Dog var Johannes' karakter ikke uden brist. Han var ingen blid og drømmende sværmer. Han og hans broder blev kaldt tordensønnerne. Mark. 3,17. Johannes var stolt, ærgerrig og kamplysten; men trods alt dette skimtede den guddommelige lærer det varme, oprigtige og kærlige hjerte. Jesus bebrejdede ham hans selviskhed, skuffede hans ærgerrighed og satte hans tro på prøve. Men han åbenbarede ham det, som hans sjæl higede efter: hellighedens skønhed og sin, egen forvandlende kærlighed.»Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig,« sagde han til Faderen. Joh. 17,6. ret

(87)  Johannes havde en natur, der hungrede efter kærlighed, efter medfølelse og venskab. Han holdt sig ganske nær ved Jesus, sad ved hans side og lænede sig til hans bryst. Ligesom en blomst suger duggen og solskinnet til sig, sådan indsugede han det guddommelige lys og liv. I tilbedelse og kærlighed betragtede han Frelseren, indtil hans eneste ønske blev at ligne Kristus og få samfund med ham, og hans personlighed blev en genspejling af hans Mesters. ret

(87)  »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os,« sagde han,»at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham. I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.« 1Joh. 3,1-3. ret

(88)  Ingen af disciplenes historie giver et bedre billede af Kristi opdragelsesmetode end Peters historie. Dristig, angrebslysten og selvsikker, hurtig i opfattelsen og hastig til at handle, parat til at hævne, men alligevel ædelmodig til at tilgive, som Peter var, begik han ofte fejltagelser og fik mange irettesættelser. Men heller ikke hans varmhjertede troskab eller hans hengivenhed for Kristus blev på mindre afgørende måde anerkendt og rost. Tålmodigt og med en fintmærkende kærlighed tog Frelseren sig af sin impulsive discipel og søgte at tøjle hans selvtillid og at lære ham ydmyghed, lydighed og tillidsfuldhed. ret

(88)  Men dette blev kun delvist lært. Selvsikkerheden blev ikke rykket op med rode. Ofte prøvede Jesus, når byrden hvilede tungt på hans egen sjæl, at åbenbare sine disciple, hvad der skulle ske ved hans domfældelse og lidelse. Men deres øjne var tillukkede. Denne viden var dem uvelkommen, og de så ikke noget. Selvmedlidenhed, der fik dem til at vige tilbage fra at være fælles med Kristus om lidelsen, fremkaldte Peters protest:»Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!« Matt. 16,22. Hans ord var udtryk for, hvad alle de tolv tænkte og følte. ret

(88)  Sådan fortsatte de, mens krisen kom nærmere og nærmere. De var pralende, stridbare, de tog forskud på at tildele sig selv kongelige æresbevisninger og drømte ikke om korset. ret

(88)  Peters oplevelse indeholdt en lære for dem alle. En prøvelse betyder nederlag for selvtilliden. Kristus kunne ikke forhindre de sikre følger af ubesejrede synder. Men ligesom hans hånd var blevet udrakt for at frelse, da bølgerne var ved at slå sammen over Peter, sådan blev hans kærlighed udrakt imod ham for at redde ham, da de dybe vande gik hen over hans sjæl. Atter og atter førte Peters pralende ord han stadig nærmere og nærmere til afgrunden, helt hen til dens rand. Gang på gang lød denne advarsel:»Hanen skal ikke gale, førend du ..... har nægtet, at du kender mig.« Luk. 22,34. Det var disciplens bedrøvede, kærlige sjæl, der åbent bekendte:»Herre! med dig er jeg rede til at gå både i fængsel og i døden!« (Luk. 22,33;) og han, som læser hjertets tanker, gav Peter dette budskab, som dengang kun blev lidet påskønnet, men som i mørket, der hastigt nærmede sig, ville være en stråle af håb:»Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.« Luk. 22,31-32. ret

(89)  Dengang de fornægtende ord var blevet udtalt ved retssalen; da Peters kærlighed og troskab, der blev vakt til live ved Frelserens medlidende, kærlige og sorgfulde øjekast, havde drevet ham hen i den have, hvor Kristus havde grædt og bedt; da hans angerfulde tårer faldt på den jord, der var blevet vædet med bloddråberne fra Kristi dødskval, da blev Frelserens ord:»Jeg bad for dig. ..... Når du engang omvender dig, da styrk dine brødre!« til et støttepunkt for hans sjæl. Skønt Kristus havde forudset hans synd, havde han ikke overladt ham til fortvivlelsen. ret

(89)  Hvis det blik, som Jesus sendte ham, havde rummet fordømmelse i stedet for medlidenhed; hvis han, da han forudsagde synden, havde undladt at indgyde håb, hvor ville så ikke det mørke have været dybt, som omgav Peter! Hvor ubesindig ikke denne forpinte sjæls fortvivlelse! I denne angstens time med afsky for sig selv hvad kunne have holdt ham tilbage fra den samme sti, som Judas betrådte? ret

(89)  Han, som ikke kunne skåne sin discipel for kvalen, overlod ham ikke til alene at bære dens bitterhed. Hans kærlighed er sådan, at den hverken svigter eller forlader. ret

(90)  Mennesker, der selv gør det onde, er rede til at handle ukærligt over for de fristede og vildfarne. De kan ikke læse hjertets tanker, de kender ikke dets kamp og smerte. De trænger til at lære om den dadel, der er kærlighed, om det slag, der sårer for at helbrede, om den advarsel, der rummer håb. ret

(90)  Det var ikke Johannes, han, som vågede med ham i retssalen, som stod ved hans kors, og som var den første af de tolv, der kom hen til graven det var ikke Johannes, men Peter, der blev nævnt ved navn i det første budskab, som Kristus sendte til disciplene efter sin opstandelse.»Sig til hans disciple og til Peter,« sagde engelen,»at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham.« Mark. 16,7. ret

(90)  Ved Kristi sidste møde med disciplene ved søen fik Peter atter sin plads blandt de tolv efter at være blevet prøvet ved det tre gange gentagne spørgsmål:»Elsker du mig?« Han fik anvist sin gerning; han skulle vogte Herrens hjord. Derefter bød Jesus ham som sin sidste personlige befaling:»Følg du mig!« Joh. 21,17. og 22. ret

(90)  Nu kunne han værdsætte ordene. Peter kunne nu bedre forstå den lære, Kristus havde givet, da han satte et lille barn midt iblandt disciplene og bød dem at blive som det. Nu, hvor han mere helt og fuldt kendte sin egen svaghed og Kristi kraft, var han rede til at vise tillid og til at adlyde. Ved Kristi kraft kunne han følge sin Mester. ret

(90)  Og ved afslutningen af et liv i møje og selvhengivelse anså den discipel, der engang havde været så uvillig til at erkende korset, det for en glæde at give sit liv hen for evangeliet og følte kun, at det for ham, som havde fornægtet Herren, var for stor en ære at dø på samme måde som sin Mester. Peters forvandling skete ved et under af guddommelig kærlighed. Den er en lære for livet for alle, der søger at følge i den store lærers fodspor. ret

(91)  Jesus irettesatte sine disciple, han advarede dem og gav dem råd; men Johannes og Peter og deres medbrødre forlod ham ikke. På trods af tilrettevisningerne valgte de at blive hos Jesus. Og Frelseren trak sig ikke tilbage fra dem på grund af deres vildfarelser. Han tager mennesker, som de er, med alle deres fejl og skrøbeligheder, og opdrager dem til sin tjeneste, hvis de vil lade sig lede og belære af ham. Men der var én af de tolv, til hvem Kristus ikke sagde direkte dadlende ord, før afslutningen på hans gerning var ganske nær. ret

(91)  Med Judas var der kommet en modstridende ånd ind blandt disciplene. Han havde ved at slutte sig til Jesus givet efter for det betagende ved hans karakter og i hans liv. Han havde næret et oprigtigt ønske om en forvandling af sit eget jeg og havde håbet at opnå dette ved at slutte sig til Jesus. Men dette ønske blev ikke det fremherskende. Det, som beherskede ham, var ønsket om vinding for sig selv inden for det jordiske rige, som han ventede, at Kristus ville oprette. Skønt Judas erkendte den guddommelige kraft i Kristi kærlighed, gav han sig ikke ind under dens herredømme. Han vedblev med at værne om sin egen bedømmelse og sine egne meninger, om sin tilbøjelighed til at kritisere og fordømme. Kristi bevæggrunde og handlinger, der ofte lå langt over hans forståelse, vakte tvivl og mishag, og hans egne tvivlsspørgsmål og hans ærgerrighed sneg sig ind blandt disciplene. Meget af deres strid om at blive den største og meget af utilfredsheden med Kristi handlemåde stammede fra Judas. ret

(92)  Jesus, som så, at han kun fremkaldte mere forhærdelse ved at modarbejde, undgik direkte strid. Kristus søgte at helbrede den snæversindede egoisme i Judas' liv gennem forbindelse med sin egen selvopofrende kærlighed. Gennem sin lære afslørede han grundregler, der ramte disciplens selvoptagne ærgerrighed ved selve roden. Den ene lære efter den anden blev givet på denne måde, og Judas forstod ofte, at der var blevet tegnet et billede af hans egen karakter, og at hans synd var blevet vist ham; men han ville ikke give efter. ret

(92)  Fordi han modstod barmhjertighedens tryglen, vandt de onde tilbøjeligheder til sidst herredømmet. Judas, der var vred over en irettesættelse, han havde fået, og rasende over at se sine ærgerrige drømme skuffede, overgav sin sjæl til begærlighedens djævel og besluttede sig til at forråde sin Mester. Fra den sal, hvor de holdt påske, fra glæden ved Kristi nærværelse og lyset fra det evige håb gik han hen for at udføre sin onde gerning ud i det fuldkomne mørke, hvor der ikke fandtes noget håb. ret

(92)  »Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham.« Joh. 6,64. Men skønt han vidste alt, sparede han ikke nogen barmhjertig tryglen eller nogen kærlighedens gave. ret

(92)  Da han så, i hvilken fare Judas var, havde han knyttet ham nær til sig selv, givet ham plads i inderkredsen af sine udvalgte og betroede disciple. Dag efter dag, når byrden hvilede tungest på hans eget sind, havde han tålt smerten ved bestandig at være sammen med denne stivsindede, mistænksomme og lurende sjæl; han havde bemærket og forsøgt at modarbejde denne bestandige, hemmelige og snedige modstand blandt disciplene. Og alt dette for at ingen mulighed for frelse skulle unddrages denne fortabte sjæl! ret

(93)  »Mange vande kan ikke slukke den, kærlighedens strømme ej skylle den bort."»Thi kærlighed er stærk som døden,« Højs. 8,7. og 6. ret

(93)  For så vidt det angik Judas selv, havde Kristi kærlighedsarbejde været uden resultat. Men det samme var ikke tilfældet med hans meddisciple. For dem var dette en lære, som de hele livet igennem ikke glemte. For stedse ville den med sit eksempel på kærlighed og langmodighed præge deres forhold til de fristede og vildfarne. Og den havde også andet at lære dem. Ved indvielsen af de tolv havde det været disciplenes store ønske, at Judas skulle være med iblandt dem; og de havde anset hans medlemskab som en begivenhed, der var meget lovende for apostelkredsen. Han havde været i nærmere kontakt med verden end de, han var en behændig mand, med en hurtig fatteevne og dygtighed til at handle, og da han havde en høj mening om sine egne evner, havde han fået disciplene til at betragte ham på samme måde. Men de metoder, han ønskede at indføre inden for Kristi gerning, støttede sig til verdslige principper og beherskedes af verdslig klogskab. De sigtede mod at tilsikre sig verdens anerkendelse og ære, at opnå herredømmet i denne verden. Virkeliggørelsen af disse ønsker i Judas' liv hjalp disciplene til at forstå modsætningen mellem selvforherligelsens princip og Kristi grundregler om ydmyghed og selvhengivelse det åndelige riges grundsætninger. De så i Judas' skæbne den afslutning, der venter dem, der søger deres eget. ret

(93)  Kristi gerning opnåede til slut sin hensigt med disse disciple. Lidt efter lidt blev deres karakter omformet gennem hans eksempel og hans lære om selvfornægtelse. Hans død tilintetgjorde deres håb om timelig storhed. Peters fald og Judas' frafald og deres egen svigten over for Kristus i hans kval og nød bortryddede deres selvtilfredshed. De indså deres egen skrøbelighed; de så noget af storheden i den gerning der var blevet dem betroet; de følte nødvendigheden af deres Mesters vejledning ved hvert eneste skridt. ret

(94)  De vidste, at de ikke mere skulle nyde godt af hans personlige nærværelse, og de erkendte, som de aldrig nogensinde før havde erkendt det, hvor værdifulde muligheder de havde haft ved at vandre sammen med ,Guds Søn og tale med ham. Der var mange af hans lærdomme, som de ikke havde vurderet eller forstået, da de hørte dem; nu længtes de efter at genkalde sig denne lære og atter høre hans ord, Med hvilken glæde mindedes de ikke nu hans forsikring: ret

(94)  »Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer."»Alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer."»Talsmanden, ..... som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.« Joh. 16,7; 15,15; 14,26. ret

(94)  »Alt, hvad Faderen har, er mit."»Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden. ..... Han skal tage af mit og forkynde jer det.« Joh. 16,15. og 13-14. ret

(94)  Disciplene havde set Kristus stige op til Himmelen fra deres kreds på Oliebjerget. Og da Himlene tog imod ham, lød hans afskedsløfte til dem atter for deres øren:»Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt. 28,20. ret

(94)  De vidste, at hans kærlighed stadig fulgte dem. De vidste, at de havde en talsmand, en stedfortræder ved Guds trone. I Jesu navn opsendte de deres bønner og gentog stadig hans løfte:»Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.« Joh. 16,23. ret

(95)  Højere og højere rakte de ved troen deres hænder op med dette vældige argument:»Kristus er den, som et død, ja, meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.« Rom. 8,34. ret

(95)  Tro imod sit løfte tildelte den guddommelige, der var ophøjet til de himmelske boliger, af sin fylde til sine efterfølgere på jorden. Da han besteg tronen ved Guds højre hånd, blev det kendetegnet ved Åndens udgydelse over hans disciple. ret

(95)  Gennem Kristi gerning var disse disciple kommet til at føle, hvor de trængte til Ånden; under Åndens vejledning modtog de deres endelige forberedelse og drog ud til deres livsgerning. ret

(95)  Nu var de ikke længere uvidende og uden dannelse. De var ikke mere en forsamling af hinanden uafhængige individer eller af uenige eller modstridende elementer. Deres håb var ikke mere rettet mod verdslig storhed. De var enige og havde ét hjerte og én sjæl. Kristus opfyldte alle deres tanker. Hans riges fremgang var deres mål. I sind og karakter var de kommet til at ligne deres Mester; og folk huskede, at de havde været sammen med Jesus.« Apg. 4,13. ret

(95)  Derefter fulgte der en sådan åbenbaring af Kristi herlighed, som dødelige mennesker aldrig nogensinde havde været vidne til. Store skarer, som havde spottet hans navn og ringeagtet hans kraft, bekendte sig som den korsfæstedes disciple. Ved Guds Ånds medvirken blev verden rystet på grund af disse jævne mænds tjeneste, dem, Kristus havde udvalgt. I løbet af et eneste slægtled blev evangeliet bragt ud til alle folkeslag under himmelen. ret

(96)  Den samme Ånd, der som Kristi stedfortræder blev udsendt som læremester for hans første medarbejdere, har han også overdraget det hverv at være læremester for hans medarbejdere i dag.»Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Sådan lyder hans løfte. Matt. 28,20. ret

(96)  Tilstedeværelsen af den samme vejleder under opdragelsesarbejdet i dag vil frembringe de samme resultater som i gamle dage. Dette er det formål, al sand opdragelse stiler imod; dette er den gerning, som Gud har planlagt, den skal udrette. ret

næste kapitel