(5) Profetiens gave viste sig i kirken i den jødiske system. Hvis den viste sig nogle få hundrede år, på grund af kirkens fordærvede tilstand mod afslutningen af dette system, viste den sig igen ved sin afslutning for messianske hjælpelærerne. Zakarias, Johannes Døbers fader, "blev fyldt med Helligånden, og profeterede." Simeon, en retfærdig og hellig mand, som "ventede på Israels trøst" kom i ånden ind i templet, og profeterede om Jesus som "et lys der oplyser hedningerne, og Israels herlighed;" og Anna en profetinde "talte om ham til alle dem som så frem til Jerusalems genløsning." Og der var ingen større profet en Johannes, som var valgt af Gud til introducere for Israel "Guds lam som bæer alverdens synd bort." ret
(5) Den kristne tidsalder begyndte med Åndens udgydelse, og en stor forskellighed af åndelige gaver, der viste sig iblandt de troende; og dem var der så mange af at Paulus kunne sige til menigheden i Korint: "Åndsåbenbarelse gives den enhver til fælles gavn." for enhver i menigheden, ikke enhver i verden, som mange har brugt det til. ret
(5) Siden det store frafald viser disse gaver sig sjældent; og dette er muligvis grunden til at mange bekendende kristne generelt tror at de var begrænset til kirkens oprindelige periode. Men er det ikke på grund af vantroens vildfarelser i kirken, at disse gaver er ophørte? Og når Guds folk skal opnå den oprindelige tro og praksis, som de visselig vil ved at proklamere Guds bud og Jesu tro, vil "sildigregnen" så ikke atter udvikle gaverne? Går vi ud for analogien, så burde vi forvente det. På grund af de frafaldene i den jordiske tidsalder, åbnede og lukkede det for særlige manifestationer af Guds ånd. Og det er urimeligt at tro at den kristne tidsalder, med det lys som sammenlignes med et tidligere system, er som solens lys op imod månens svage stråler, skulle begynde i herlighed og slutte i dunkelhed. Og eftersom et særligt åndsarbejde var nødvendigt for at forberede et folk til Kristi første komme, hvor meget mere for det andet; især efter de sidste dage var så farlige frem for tidligere, og falske profeter skulle have kraft til at vise store tegn og undere, efter det var muligt, kunne det føre de udvalgte vild! Men til sandhedens skrifter. ret
(6) Og han sagde til dem: Gå ud i al verden, og forkynd Evangeliet for al skabningen. Han som tror, og er døbt, skal frelses; men han som ikke tror skal fordømmes. Og disse tegn skal følge dem som tror: i mit navn skal de uddrive djævle; de skal tale med nye tunger; de skal holde på slanger, og hvis de drikker noget dødeligt, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænder på den syge, og de skal blive raske. Mark 16,15-18. ret
(6) Campbell’s oversættelser siger: “Disse mirakuløse kræfter skal følge de troende." gaverne skal ikke begrænses til apostlene, men udbredes til de troende. Hvem vil have dem? Dem som tror. Hvor længe? Der er ikke grænser; løfterne lader til at løbe parallelt med evangeliets store hverv, og skal nå den sidste der tror. ret
(7) Men det indvendes at den lovede hjælp kun var til apostlene, og til dem der troede deres forkyndelse: at de opfylde hvervet, befæstede evangeliet, og at gaverne ophørte med den generation. Lad os se om det store hverv sluttede ved den generation. Mattæus 28,19, 20: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. ret
(7) At evangelieforkyndelsen under denne hvervelse ikke sluttede ved den første kirke er tydeligt ud fra løftet: "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Han siger ikke: Jeg er med jer, apostlene, overalt, helt til jordens ender; men det er altid til verdens eller tidalderens ende. Det vil ikke sige at det ikke er den jødiske tidsalder der menes, for den var allerede sluttet ved korset. Jeg konkluderer da, at forkyndelse af og tro på det oprindelige evangelium, vil ledsages med den samme åndelige hjælp. Apostlenes hverv tilhørte den kristne tidsalder, og omfattede alt i dette. Således gik gaverne kun tabt ved frafald, og vil genoplives med den oprindelige tro og praksis. ret
(7) I 1 korinter 12,38, informeres vi om at Gud har sat, eller ordnet, en bestemte åndelige gaver i kirken. Når det skriftmæssige bevismateriale ikke er der, - at han har fjernet eller ophævet dem, må vi tro at det var meningen at det bliver der. ret
(8) Hvor er da beviset for at det er ophævet? I det samme kapitel hvor den jødiske sabbat ophæves, og den kristne sabbat indstiftes – et kapitel i syndens mystiske handlinger, og menneskets sind. Men at modstanderen kræver bibelske beviser for at gaverne skulle ophøre, står i efterfølgende tekst; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde. Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden. 1 korinter 13,8-13. ret
(8) Nuvel, denne tekst forudsiger de åndelige gavers ophør, også troen og håbets. Men hvornår skal de ophøre? Vi ser stadig frem til tidspunktet hvor "Håbet skal vendes til glædelig opfyldelse, troen til at kunne se det, og bøn til taksigelse." ret
(8) De skal ophøre når at det fuldkomne kommer – når vi ikke længere skal se gennem et mørkt glas, men ansigt til ansigt. Den fuldkomne dag, hvor retfærdigheden gøres fyldest, og ser som de ser, er dig i fremtiden. Det er sandt at syndens menneske, når det kommer i manddom, har lagt sådanne "barnagtige ting" bort som profetier, tungetale og kundskab, og også de første kristnes tro, håb og kærlighed. Men der er intet i teksten der viser at Gud vil tage de gaver bort, som han har sat i kirken indtil nu. ret
(9) Dens tro og håb fortæres – indtil den udødelige tilstand af overordentlig herlighed skal fordunkle den åndelige kraft og kundskabs mest strålende opspil, der nogensinde har vist sig i denne dødelige tilstand. ret
(9) Indvendingen mod dette ligger i 2. Timotius 3,16, som viser det ganske alvorligt, og fortjener ikke mere end en flygtning bemærkning. Hvis Paulus, når han siger at skriften kunne gøre Gudsmennesket fuldkomment, veludstyret til gode gerninger, ikke skulle mene mere end der står skrevet i inspiration, hvorfor skulle han så et øjeblik tilføje dette til skriften? Og endelig, hvorfor lægger han ikke pennen lige så snart den sætning blev skrevet? Og hvorfor skrev Johannes, tredive år efter, Åbenbaringens bog? Denne bog indeholder en anden tekst som citeres for at bevise at de åndelige gaver er afskaffet. ret
(9) For enhver, som hører de profetiske ord i denne bog, vidner jeg: »Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog. Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog.« Åb. 22, 18.19. ret
(9) Fra denne tekst hævdes det at Gud, flere gange, og på flere måder, taler for tid siden til fædrene ved profeterne, og, i begyndelsen af evangeliets tid, ved Jesus og Hans apostle, herved har højtideligt lovet aldrig at viderebringe nogle flere ting til mennesker på den måde. Herfra må al profeten efter denne dato være falsk. Dette, siger de, lukker inspirationens kanon. Hvis det er sådan, hvor skriver Johannes så sit Evangelium efter at være tilbage fra Patmos til Efesus? Det er tydeligt ud fra teksten, at advarslen mod at tilføje eller tage fra, ikke hentyder til Bibelen, eftersom vi har samlet bindet, men for at adskille Åbenbaringens bog, da den kom fra apostlens hånd. Alligevel har ingen ret til at tilføje eller trække noget fra andre bøger, der er skrevet ved Guds inspiration. Tilføjede Johannes noget til Daniels profeti, da han skrev Åbenbaringens bog? Overhovedet ikke. En profet har ikke ret til at ændre på Guds ord. Men Johannes syner bekræfter Daniels syner, og giver meget mere lys på de emner der introduceres der. Jeg konkluderer da at Herren ikke har bundet Sig Selv til tavshed, men er stadig fri til at tale. Måtte det altid være mit hjerte sprog: tal Herre, igennem hvem du vil; Din tjener lytter. ret
(10) Forsøg på at bevise afskaffelse af Åndelige gaver ud fra skriften, viser sig et være helt forgæves. Og eftersom Hades-portene ikke har været fået overhånd imod kirken; men Gud stadig har et folk på jorden, kan vi se på udviklingen af gaverne, i forbindelse med den tredje engels budskab – et budskab som vil bringe menigheden tilbage på til den apostolske grund, og faktisk gør dem til lys – ikke mørke – for verden. ret
(10) Vi er også blevet advaret mod at der vil være falske profeter i de sidste dage, og Bibelen giver en prøve som deres lære skal prøves ved, så at vi kan skelne mellem det sande og falske. Den store prøve er Guds lov, som både gælder i profeteringer og i profeternes moralkarakter. Hvis der ikke skulle være sande profeteringer i de sidste dage, hvor meget lettere er det at sige det som det er, og derved afskære alle muligheder for bedrag, end at prøve dem, som om der var det rigtige og det forkerte. I Esajas 8, 19.20, er en profeti der ligner ånden vi har i dag, og loven gives som en prøve. Til loven og vidnesbyrdet: hvis de ikke taler efter dette ord, er det fordi der ikke er lys i dem. Hvorfor sige: "Hvis de ikke taler," hvis der ikke var sand åndelig manifestation eller profetering for den samme tid? Jesus siger: tag i agt for falske profeter, . . . I skal kende dem på deres frugter. Mattæus 7,15. Dette er en del af "Bjergprædiken", og alle kan se at denne prædiken kan anvendes generelt på kirken i hele evangeliets tidsalder. Falske profeter skal kendes på deres frugter; med andre ord, på deres moralkarakter. Den eneste standard hvor deres frugter skal bestemmes efter er gode eller dårlige, er Guds lov. Derfor bringes vi hen til loven og vidnesbyrdet. Sande profeter vil ikke kun tale i overensstemmelse med dette ord; men de må leve efter det. Den ene som taler og lever sådan tør jeg ikke fordømme. ret
(11) Det har altid været en karakteristik for falske profeter at de ser fredens syner; og de vil sige fred og sikkerhed, når udslettelsen pludselig kommer over dem. Sandheden vil klart irettesætte synd og advare om kommende vrede. ret
(11) Profetier der, modsiger de tydelige og udtrykkelige erklæringer, skal afvises. Et eksempel på dette er måden at Kristus kommer igen på. Da Jesus steg op til himlen for øjnene af disciplene, erklærede englene meget udtrykkeligt, at den samme Jesus skulle komme igen på samme måde som de havde set ham stige til himlen. Siden hen har Jesus forudsagt de sidste dages profeter, og siger, at de skal sige til jer: se, han er ude i ørknen, gå ikke der ud – se, han er i de skjulte kamre, tro det ikke. Al sand profetering på det punkt, vedkender sig hans synlige komme fra himlen. Hvorfor sagde Jesus ikke: forkast al profeteringer fra det tidspunkt, for på det tidspunkt vil der ikke være sande profeter? ret
(12) Effeserne 4,11-13. “Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde." ret
(12) Vi lærer fra et tidligere vers at da Kristus steg op til det høje, gav han menneskene gaver. Af disse gaver tilregnes apostle, profeter, evangelister, præster og lærere. Formålet at de fik gaver var at udvikle de hellige til enhed og kundskab. I vore dage bekender nogle at være præster og lærere, fremholder at disse gaver til fulde opnåede deres formål for atten hundrede år siden, og ophørte derefter. Hvorfor fralægger de så ikke deres titler som præster og lærere? Hvis profetembedet er begrænset til denne tekst for den første kirke, så er det med evangelisterne og hele resten; for der gøres ingen forskel. ret
(12) Lad os nu ræsonnere et øjeblik på dette punkt. Alle disse gaver blev givet til at udvikle de hellige til enhed, kundskab og ånd. Under deres indflydelse nød den første menighed denne enhed for en tid. "Hele forsamlingen af den, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl." Og det lod til at være en naturlig konsekvens af denne enhedstilstand, så "med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket." Apg. 4,31-33. Hvor ønskværdig er en sådan tilstand af tingene nu! Men frafaldet med sin splittende og fordærvende indflydelse ødelage den smukke kirkes skønhed, og iklædte den med sække. Deling uorden blev resultatet. Aldrig har der være så megen forskellighed i kristendommens tro som der er i vore dage. Hvis gaverne var nødvendige for enhed i den første kirke, hvor meget mere nødvendigt er det så ikke at genoprette enheden ny! Og er det Guds hensigt at genoprette enhed i kirken i de sidste dage, er det overordentlig tydeligt ud fra profetierne. Vi er forsikret om at vagtfolk skal se øje til øje, når Herren skal genoprette Zion. Også ved tidens ende skal de vise forstå. Når det er fuldbyrdet, skal der være trosenhed hos alle, som Gud regner for kloge; for dem som virkelig forstår det rigtigt, må nødvendigvis forstå det sådan. Hvad skal påvirke denne enhed, men de gaver som blev givet i neop denne hensigt? ret
(13) Ud fra betragtninger som disse, er det tydeligt at menighedens fuldkomne tilstand som er beskrevet her, stadig er i fremtiden; som følge deraf er har disse gaver endnu ikke nået deres afslutning. Dette brev til Efeserne blev skrevet i år 64 efter Kr., omkring to år før Paulus fortalte Timotius at han var klar til at blive ofret, og tidspunktet for hans afgang var nær. Frafaldets frø spirede nu i menigheden, for Paulus havde sagt ti år før, i sit andet brev til Tessalonierkerne: "Lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed." Frygtelige ulve var nu ved at komme ind, og sparede ikke hjorden. Menigheden rejste sig ikke og fik fremgang med at udvikle enhed der betragtes i teksten, menvar ved at rives ned af modestrømninger, og afledes af splittelser. Dette vidste apostlene; derfor måtte han se bag om det store frafald, til periode hvor Guds restfolk samledes, hvor hans sagde: "indtil vi alle kommer i troens enhed." Fra det tidspunkt af havde de gaver, som var sat i menigheden, endnu ikke udtjent deres tid. ret
(14) 1 Tess 5, 19-21. "Udsluk ikke ånden. Foragt ikke profetisk tale. Prøv alt, holdt fast ved det gode." ret
(14) I dette brev introducerer apostlen temaet om Herrens andet komme. Så beskriver han den ikke-troende verdens tilstand for den tid – og siger: "fred og sikkerhed", når Herrens dag er ved at komme over dem, og en pludselig udslettelse kommer over dem som en tyv om natten. Han formaner da kirken, i synet for disse ting, at holde sig vågen, våge og være ædruelige. Iblandt de efterfølgende formaninger er de ord vi har citeret, "udsluk ikke ånden," osv. Nogle tror at disse tre vers er revet helt ud af sammenhængen; men de har en naturlig forbindelse til den orden de står i. Personen som udslukker Ånden vil overlades til at afvise profetisk tale, som er Åndens legitime frugt, "Jeg vil udgyde Min Ånd, og dine sønner og dine døtre skal profetere." Joel 2,28. Udtrykket "prøv alt" er begrænset prædikenens emne – profeteringer – og vi skal prøve ånderne hvorved prøverne som er givet os i hans ord. For øjeblikket er åndelige bedrag og falske profeteringer er i overflod; og denne tekst er utvivlsomt særlig gældende her. Men bemærk at apostlen ikke siger; forkast alle ting; men prøv alt; hold fast ved det gode. ret
(14) Joel 3,1-5: “Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders sønner og eders døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. Og jeg lader ske tegn på himmelen og på jorden, blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder Herrens navn, skal Frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som Herren har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som Herren kalder." ret
(15) Denne profeti fra Joel, som taler om Helligåndens udgydelse i de sidste dage, blev ikke opfyldt ved begyndelsen af evangeliets udbredelse. Det er tydeligt ud fra de undere i himmel og på jord, som indføres i denne tekst, skal gå forud for "Herrens store og frygtelige dag". Selvom vi har fået tegnene, så er denne frygtelige dag stadig er i fremtiden. Hele evangeliets udbredelse kan kaldelse de sidste dage, men at sige at de sidste dage er helt 1800 år siden, er absurd. De rækker til Herrens dag, og til udfrielsen af Guds restfolk. "Thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som Herren har sagt; og til restfolket skal hver den høre, som Herren kalder." ret
(15) Denne rest eksisterer midt iblandt de tegn og undere som indvarsler Herrens store og frygtelige dag, utvivlsomt den restsæd fra kvinden omtalt i åbenbaringen 12,17 – Menighedens sidste slægt på jorden, "og dragen vredes på kvinden, og gik ud for at føre krig mod resten af hendes sæd, som holder Guds bud, og har Jesu Kristi vidnesbyrd." ret
(15) Evangeliekirkens rest vil få gaverne. Der vil føres krig imod dem fordi de holder Guds bud, og har Jesu Kristi vidnesbyrd. Åbenbaringen 12,17. I åbenbaringen 19,10, defineres Jesu vidnesbyrd som Profetiens ånd. Englen sagde: "Jeg er din medtjener og dine brødre profeternes". ud af sammenhængen ser vi udtrykkets kraft, Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd. Men Jesu vidnesbyrd indbefatter alle gaverne i den ene ånd. Paulus siger: Jeg takker altid Gud for jer på grund af den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus. I er jo i ham blevet rige på alt, i al tale og al indsigt, efter som vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet iblandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal komme. 1. korrinter 1, 4-7. Kristi vidnesbyrd blev bekræftet af meigheden i Korint, og hvad blev resultatet? de kom bagud uden nogen gave. Er vi så ikke retfærdiggjorde i den kolklusion, at når restmenigheden er helt bekræftet i Jesu vidnesbyrd, vil de ikke komme bagud med nogen gaver, vente på vor Herre Jesu Kristi komme?
R. F. C. ret