(209) Derefter så jeg et meget stort antal engle bringe herlige kroner fra staden en krone til hver hellig med vedkommendes navn påskrevet. Idet Jesus bad om kronerne, blev disse overrakt ham af engle, og med sin højre hånd satte den elskelige Jesus kronerne på de helliges hoveder. På lignende måde hentede englene harper, og Jesus gav også disse til de hellige. De ledende engle slog først tonen an; derpå opløftede enhver sin stemme i taknemmelig lovsang, og hver hånd bevægede sig med færdighed hen over harpens strenge, frembringende melodisk musik i rige og fuldkomne strofer. Derpå så jeg Jesus lede den forløste skare hen til stadens port. Han tog fat i porten, svingede den tilbage på de skinnende hængsler og bød folkeslagene, der havde bevaret sandheden, at træde ind. Inde i staden fandtes alt, som kunne fryde øjet. Pragtfuld herlighed var at se overalt. Jesus betragtede derpå sine forløste hellige. Deres ansigter lyste af herlighed, og med sine kærlige øjne fæstet på dem sagde han med sin fyldige, melodiske stemme: "Jeg ser det, som min sjæl har haft møje for, og er tilfreds. Denne rige herlighed skal I eje og nyde til evig tid. Eders sorg er til ende. Der skal ikke mere være død, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere." Jeg så den genløste skare bøje sig og lægge de funklende kroner ned ved Jesu fødder, hvorpå de, efter at hans kærlige hånd havde løftet dem op" berørte deres gyldne harper og fyldte hele himlen med deres herlige musik og med sange til Lammets pris. ret
(210) Derpå så jeg Jesus lede sit folk hen til livets træ, og atter hørte vi hans elskelige stemme, lifligere end nogen musik, der har lydt i dødelige menneskers øren, sige: "Bladene på dette træ tjener til lægedom for folkeslagene. Spis alle deraf!" På livets træ var der den dejligste frugt, og de hellige kunne nyde frit deraf. I staden var der en overmåde herlig trone, og derfra udvældede livets vands rene flod, klar som krystal. På hver side af denne flod var livets træ, og på flodens bredder var der andre smukke træer, der bar frugt, som var god til føde. Ord er alt for svage til, at man skulle kunne forsøge at give en beskrivelse af himlen. Når dette skue oprulles for mig, henrives jeg af forundring. Betaget af den overvættes pragt og den overvældende herlighed lægger jeg pennen fra mig og udbryder: "O hvilken kærlighed, hvilken underfuld kærlighed!" Det mest ophøjede sprog formår ikke at skildre himlens herlighed eller frelserkærlighedens uforlignelige dybder. ret