(67) Så fik jeg vist at jeg måtte besøge Massachusetts, og frembære mit vidnesbyrd der. Da vi nåede Boston, erfarede jeg at T., som var imod mig i Maine, kom nogle få timer før. Vi tænkte over om vi var blevet sendt til Massachusetts netop på det tidspunkt, for at Guds folk skulle reddes fra at falde under hans indflydelse. Det blev arrangeret at jeg skulle tage til Roxbury og fortælle mit budskab. Jeg fandt en stor gruppe samlet i et privat hjem. Jeg mærkede at der var en modstand i mine brødre og søsters hjerter, alligevel overbragte jeg, i Herrens kraft, mit upopulære budskab. Idet jeg talte rejste en søster sig op, som var imod mig, og afbrød mig. Hun greb min hånd og sagde: "Jeg har sagt at Djævelen har sendt dig, men jeg kan ikke tvivle længere," og hun erklærede for de tilstedeværende at jeg var et Guds barn, og at han havde sendt mig. ret
(67) Alle til mødet blev stærkt velsignet. Herrens kraft fulgte med vidnesbyrdet, og alle hjerter blev trøstede og fornyet. T. Haskins som normalt ledte deres møder, hævede sit glædesstrålende ansigt og sagde: "Den samme magt der følger dette, fulgte sandheden i 1844. Jeg forventer ikke at finde en så grøn plet på denne side af vor udfrielse." Derefter besøgte vi bror Nichols familie i Dorchester, og fik et møde der med den dybeste interesse. H bevidnede atter at Herren havde velsignet ham overmådeligt, og at han kunne have fyrre dage med den styrke han fik der. Men T udøvede sin modvirkende indflydelse mod min arbejdsmetode, ved at sprede falske efterretninger om mig. H. som var så lykkelig da han fik mit vidnesbyrd, faldt under T’s indflydelse, og da han vendte om, blev han usikker. Det var tydeligt at han forkastede Guds råd imod ham selv. Han lod til at være ulykkelig, og fik til sidst det åndelige syn om genkomsten, og modtog de største vildfarelser, forsømte hans familie, og tog en spriritistisk frue, og hans lovmæssige hustru døde af sønderbrudt hjerte. ret
(68) Derefter besøgte jeg Randolph, New Bedford og Carver. Herren gav mig frihed alle disse steder til at frembære mit vidnesbyrd, som blev modtaget i almindelighed, og de modfaldne og svage blev styrket. Jeg gjorde bror O. Nichols hjem til mit hjem. De var altid parat med opmuntrende og trøstende ord når jeg fik trængsler, og deres bønner steg ofte op til himlen for min skyld, indtil skyerne var spredt, og himlens lys atter beskyttede mig. Men deres venlighed sluttede ikke her. De var opmærksomme på mine behov, og hjalp mig generelt med midler så jeg kunne rejse. De blev bebrejdet for at stille dem på side for mine syner, og på grund af dette var de nød til at være i konflikt hele tiden, for mange var ivrige efter at vende dem imod mig. En nøjagtig optegnelse står skrevet om deres kærligheds- og godgørenhedshandlinger. De vil ikke miste deres løn. Han som ser i det skjulte, er bekendt med alle venlige og godgørende handlinger, og vil belønne dem åbenlyst. ret
(69) Snart kom H, som var imod mig i Maine, i stor hast til Massachusetts med et dokument der skulle ødelægge min indflydelse. Jeg har aldrig haft privilegiet at læse det, eller høre det oplæst, og har ikke kunne få en kopi af det i dag. Dette dokument blev læst under mit fravær, hvor jeg ikke selv kunne svare på det. Så vidt jeg kan erfare, har H udarbejdet dokumentet, og derefter tilskyndet en søster, som ind i blandt er sammen med mig under min to-ugers ekstreme sygdom, da mit sind var uklart, som det står på side 51, for at underskrive det. Hun lå dengang i et sygeleje, tillod stor forvirring i hendes sind, og greb fat i H., indvilgede i at få ham til at underskrive hendes navn på dokumentet. På et senere tidspunkt indrømmede denne søster over for mig, med tårer, at hun fortryder at hendes navn nogensinde blev knyttet til det dokument. Hun var ikke sabbatsholder, alligevel havde hun gladelig sat sit navn på dokumentet på en anden side som modsiger det bagtalende dokument. Måtte Herren lede denne søster til at gribe det tredje budskab, og måtte vi atter nyde den liflige enighed, da jeg fik mit første syn, ved hendes bønsalter, som står angivet på side 30. ret
(70) Vi erfarer fra een som har hørt dokumentet oplæst i Boston og Roxbury, at H. var taget til Carver for at læse det der. Først følte jeg mig meget fortvivlet. Jeg kunne ikke se hvorfor Gud lod mig blive bebrejdet sådan. Jeg måtte lide åndspine for andre, og nu blev min karakter angrebet. For en kort tid sank jeg i modløshed. Men idet jeg gik frem for Herren, med denne hårde prøvelse, gav han mig nåde til at bære det. Hans stærke arm støttede mig. Jeg led ikke som en der gjorde ondt, men for Kristi sag, og hvor mange havde lidt det samme før mig, endog Jesus, verdens Frelser, blev bebrejdet og falsk anklaget, og disse ord lod altid til at stå foran mig: "Er du i stand til at drikke bægeret?" Kan "I døbes med dåben?" Jeg følte, idet jeg bøjede mig ned foran Herren, at jeg kunne sige: Lad mig mærke fællesskabet med Kristi lidelser. Jeg vidste hvad der rapporteres i dette dokument som var falsk, og Jesu vidste det, hvorfor skulle jeg så bebyrdes? Jeg troede at Jesus snart kom, og så ville mit navn, som blev behandlet så ondskabsfuldt her, blive retfærdiggjort. Her helligede jeg mig selv, mit navn og alle, for Gud, og kunne sige med forsoning: Lad mit stakkels navn blot blive skrevet i Lammets livets bog, og mennesker kan behandle det præcis sådan som Gud tillader dem. Lad mig lide sammen med Kristus, så jeg kan regere sammen med ham. ret
(71) Min søster var tidligere taget til Carver, og forventede at bror Nichols tager mig med nogle få dage senere. Hun var til stede ved oplæsningen af dette dokument. Hun led for min skyld. H. sagde om morgen at han har været i mørkets rædsel hele natten. Ikke underligt. Han var bange for at min søster ville udsætte ham for hans tidligere fanatiske kurs; men hun ville nedlade sig til at nævne disse lave fanatiske handlinger med den karriere som hun kendte til om ham. ret
(71) Jeg vil ikke have det dårligt med dem som brugte mig på den måde. Lidt fra dette vil bagvaskelse og løgn ikke få deres løn. Det som de har sået vil de også høste. Jeg kunne se op og glæde mig fra mit hjertes dybder, at der var en levende Gud, dommer over alt, som kender til alle hjerter, og ham har jeg betroet min sag. ret
(71) Jeg besøgte Carver i nogle få uger, og fandt at nogle få var blevet påvirket af H. Men i mange situationer var vejen der tidligere var lukket, nu åben, og jeg fik flere venner end før. Der var en ung søster i huset hvor vi opholdt os, som var genstand for anfald, og hun var påvirket af denne meget pinefulde sygdom medens vi var der. Alle virkede foruroligede. Nogle sagde: "Gå til doktoren;" andre: "Sæt te-kanden på for varmt vand." Jeg mærkede bønnens ånd. Vi bad om Herren ville udfri den forpinte. I Jesu navn og kraft, lægger jeg mine arme omkring hende, og løfter hende op fra sengen, og irettesætter Satans magt, og påbyder hende: "Gå frit." Hun kom straks ud af hendes anfald, og priste Herren sammen med os. Vi fik en højtidelig og opfriskende stund på dette sted. Vi fortalte dem at vi ikke var kommet for at forsvare en karakter, eller udstille onde mennesker, som arbejdede på at ødelægge vor indflydelse, men gøre vor Mesters vilje, og Gud ville tage sig af det der kom ud af udtænkte menneskers anstrengelser. Vore hjerter blev styrket og menigheden opmuntret. ret
(72) Omkring dette tidspunkt kom S. C. Minor fra Philadelphia, og vi mødtes i Boston. Forskellige vildfarelser påvirkede adventfolket. Det åndelige syn på Kristi komme, Satans store bedrag, omsnærede mange, og af pligtsfølelse var vi ofte nød til at frembære et stærkt vidnesbyrd imod det. Søster M’s indflydelse gik på spititisme, selv om hun følte sig uvillig til at indrømme det. Dem som ville være fri for denne indflydelse var nød til at være beslutsomme, og intet havde noget med det at gøre, men frembære deres vidnesbyrd imod det, i gudsfrygt. ret
(72) Idet vi var ved at rejse til New Bedford, kom der et særligt budskab til mig fra søster M. at komme og fortælle hvad Herren havde vist mig. Bror N tog min søster og jeg selv til hjemmet hvor ganske mange var samlet. Der var enkeltpersoner til stede jeg havde fået vist var stærke fanatikere. De udvirkede en menneskelig eller satanisk indflydelse, og kaldte det for Guds Ånd. Jeg havde ikke set dem før, med mine naturlige øjne, alligevel kendte jeg deres ansigter; for deres vildfarelser og fordærvende indflydelse var blevet vist for mig og jeg følte det var forbudt at fortælle mit syn til en sådan gruppe. Der var nogle til stede som vi elskede; men de var blevet ledet bort i dette bedrag. De ledende så dette som en god anledning til at udøve deres indflydelse over mig, og få mig til at give efter for deres syner. ret
(73) Jeg vidste at deres eneste formål var at ødelægge synerne, spiritualisere deres bogstavelige mening bort, og kaste en satanisk indflydelse over mig, og kalde det for Guds kraft. Søster M. henvendte sig til mig, og ansporede mig til at fortælle synerne. Jeg respekterede hende, men vidste at hun var bedraget over for denne gruppe. Jeg nægtede at fortælle mit syn til dem, kun den del som angik dem. Vi fortalte at vi ikke havde fællesskab med deres ånd, og ville modstå den i Guds navn. De smigrede sig; men det havde ingen virkning. Så prøvede de at forskrække mig og befale over mig. De sagde at det var min pligt at fortælle dem synerne. Jeg advarede dem nøje som jeg troede var ærlig, og bød dem at fralægge dem deres fejl, og forlade gruppen, som ledte dem på vildspor. Jeg forlod dem, fri for deres indflydelse og ånd. Efter nogle få uger fik en del af den gruppe lov til at gå ud i den mest fornedrende fanatisme. ret
(74) Dette var vanskelige tider. Hvis vi da ikke havde stået fast den gang, kunne vi have gjort troens skibbrud. Nogle sagde at vi var hårdnakkede; men vi var nød til at sætte vore ansigter som flint, og ikke vende til højre hånd eller til den venstre. Dem som troede på Kristi åndelige komme, var så indsmigrende som en slange i haven, der tilpasser deres mål, ville de bekende et mild, sagtmodig ånd, at vi skulle være på vagt, styrkes på alle sider med skriftsmæssige vidnesbyrd om vor Frelsers bogstavelige og personlige tilsynekomst. ret
(74) Jeg har ofte set den elskelige Jesus, at han er en person. Jeg spurgte ham om hans Fader var en person, og havde en form som han selv. Jesus sagde: "Jeg er det udtrykte billede af min Faders Person." Jeg har ofte set at det åndelige syn tog himlens herlighed bort, og Davids trone i manges sind, og Jesu elskelige person var blevet bebyrdet i spiritualismens ild. ret