Åndelige gaver bind 2 kapitel 13fra side79

tilbage

Tilbage til Maine

(79)  Modstanden mod vor tro steg i Portland. En aften da vi var i bøn, afbrød et vindue lige over mit hoved bønnen, og glasset faldt ned på mig. Jeg fortsatte med at bede. En mand i blind raseri forbandede og sværgede medens vi fortsatte med at bede til Gud, at hans vrede skulle komme over den stakkels synders ubeskyttede hoved, kunne vi have været skjult i hans pavillon. Mandens røst blev stille, og man kunne se ham skynde sig fra sted til sted. Han kunne ikke klare lyden af bøn, eller tanken om dom. ret

(80)  På det tidspunkt besøgte bror Nicols os. En eftermiddag fik vi en bedestund. Da vi var bøjet for Herren, gik to af vor mest onde og spottende naboer ind ad døren, og brød ind i vor tilbedelse og sagde: "Op! og væk fra jeres knæ! for om femten minutter vil arbejdsanstaltens vogn komme efter jer." Vi tog os ikke af afbrydelsen, men fortsatte i bøn. Nogle få øjeblikke efter kom de ind igen, og gentog næsten de samme ord. Flere gange blev vi afbrudt sådan af disse stakkels onde mænd. ret

(80)  Den samme eftermiddag blev en embedsmand sendt for at besøge os, medens nogle af vore naboer åbnede deres vinduer for at høre resultatet. Far var borte på sit arbejde, og mor gik hen til døren. Han fortalte hende at der var kommet klager til ham over at vi forstyrrede naboskabets fred med larmende bøn, og bad nogle gange om natten, og han blev bedt om at følge op på sagen. Mor svarede at vi bad morgen og aften, og nogle gange ved middagstid, og skulle fortsætte med dette; at Daniel bad til hans Gud tre gange om dagen, uanset kongens dekret. Han sagde at han ikke havde noget imod bøn, og hvis der var mere af dette i nabolaget, ville det gøre ham bedre. "Men," sagde han, "de beklager sig over at i beder om natten." Han fik at vide at hvis nogen i familien var syge, eller havde et uroligt sind om natten, var vi vandt til at kalde til Gud efter hjælp, og vi fandt lindring. Han blev henvist til vor nære nabo som brugte stærke drikke. Hans røst kunne ofte høres forbande og bespotte Gud. Hvorfor sendte naboerne dig ikke til ham, for at stilne den forstyrrelse han lavede i naboskabet? Han tjener sin mester, vi tjener Herren vor Gud. Hans forbandelser og bespottelser lader ikke til forstyrre naboerne medens bønnens røst forstyrrer dem meget. "Nuvel," sagde embedsmanden, "hvad skal jeg fortælle dem at du vil gøre?" Mor svarede: "Tjen Gud, uanset hvad konsekvenserne er." Embedsmanden gik, og vi fik ikke længere problemer med det beboelseskvarter. ret

(81)  Efter nogle få dage da vor familie var i gang med aftenbønnen, ganske stille, efterlignede nogle unge mænd deres forældres eksempel, og begyndte at lame omkring hjemmet. Til sidst gik de til embedsmanden. Han kom, og drengene bad ham at lytte. Han sagde: "Er det dette I har kaldet mig ud til? Den familie gør hvad alle familier burde gøre. De forstyrrer ikke; og hvis du kalder mig ud til dette igen, vil jeg sætte jer i arresten, for at forstyrre et fredfuld familie, medens de følger deres religiøse pligter." Efter dette blev vi ikke forulempet. ret

(81)  Naboerne blev ofte bange for hyppige torden og lynglimt den sommer. Flere var blevet dræbt med det samme. Og hvis der var noget der tydede på tordenvejr, sendte nogle forældre deres børn til vort hus og indbød nogen i familien til at besøge dem, og blive der indtil uvejret var ovre. Børnene fortalte troskyldigt hele historien: "For mor siger at lynglimtene ikke vil ramme et hjem hvor der er adventfolk. En nat var der en frygtelig storm. Himlen gav stadige lynglimt. Nogle få skyndte sig ud af deres senge på gaden, og kalde på Guds nåde og sagde: "Domsdagen er kommet." Min bror Robert boede der og havde det meget godt. Han gik ud af huset og gik på hovedgaden og priste Herren. Han sagde at han aldrig værdsatte det kristne håb som han gjorde den nat, da han så deres rædsel og utryghed som ikke havde håb i Kristus. ret

(82)  I 1846, på et besøg i New Bedford, Mass., lærte jeg bror Joseph Bates at kende. Han holdt sabbaten, og betonede dens betydning. Jeg mærkede ikke dens vigtighed, og tænkte at bror B. gik fejl ved at dvæle mere ved det fjerde bud end de andre ni. Men Herren gav mig et syn. Jeg blev ført inden for det andet forhæng. Jeg blev løftet op, og så arken, og på den nådestolen. Jesus hævede arkens dække, og jeg beskuede stentavlerne hvorpå de ti bud stod skrevet. Jeg blev forbavset da jeg så det fjerde bud. En herlighedsglans var omkring den; for det var det eneste af de ti bud som udpeger for mennesker, hvem den levende Gud er, himlens og jordens skaber. ret

(83)  Den 30. august, 1846 blev jeg gift med ældre James White. Nogle få måneder senere deltog vi i en konferense i Topsham, Me. Bror J. Bates var til stede. Den gang troede han ikke helt på at mine syner var fra Gud. Det var et meget interessant møde. Jeg blev pludselig syg og besvimede. Brødrene bad for mig, og jeg kom til bevidsthed igen. Guds Ånd hvilede over os i bror C’s ydmyge bolig, og jeg blev indhyllet i et syn om Guds herlighed, og fik for første gang et syn om andre planeter. Efter at jeg var kommet ud af synet fortalte jeg hvad jeg havde set. Bror Bates spurgte om jeg havde studeret astronomi. Jeg fortalte ham at jeg ikke kunne huske at jeg nogensinde havde haft med astronomi at gøre. Han sagde: "Det er fra Herren:" Jeg har aldrig før set bror Bates så fri og glad før. Hans ansigt skinnede med himlens lys og han tilskyndede menigheden med kraft. ret

(83)  På den rejse fik jeg vist at jeg skulle gennem mange pinsler, og at vi fik en trosprøve tilbage til Gorham, hvor mine forældre havde flyttet. Da vi var på vej tilbage blev jeg meget syg, og led meget. Mine forældre, mand og søster, gik sammen i bøn for mig; men jeg led stadig i tre uger. Vore naboer mente at jeg ikke kunne leve. Jeg besvimede ofte som en død; men som svar på bøn kom jeg til live igen. Mine pinsler var sådan at jeg bad dem omkring mig, ikke at bede for mig, for jeg mente at deres bønner forhalede mig mod mine lidelser. Bror og søster Nichols hørte mine lidelser, og deres søn Henry besøgte os, kom med ting der trøstede mig. Mine lidelser blev større indtil ethvert åndedræt kom med en suk. Naboerne opgav mig til døden. Mange bønner er blevet sendt til Gud, for min skyld, alligevel behagede det Herren at prøve vor tro. Efter at andre havde bedt, begyndte bror Henry at bede, og lod til at være meget bebyrdet, og med Guds kraft hvilende på sig, rejste han sig fra sine knæ, gik tværs hen over lokalet og lagde sine hænder på mit hoved, og sagde: "Søster Ellen, Jesus Kristus gør dig hel," og faldt afmattet tilbage af Guds kraft. Jeg troede at det var Guds værk, og smerten forlod mig. Mit hjerte blev fyldt af taknemmelighed og fred. Mit hjertes sprog var: Der er ingen anden hjælp til os end Guds; vi kan ikke få fred uden at hvile hos ham og vente på hans frelse. ret

(84)  Den næste dag var der en voldsom storm, og ingen af naboerne kom til vort hus. Jeg var i stand til at være oppe i dagligstuen. Og når nogle så at vinduerne til mit værelse var åbne, troede de at jeg ikke levede. De vidste ikke at den store Læge havde gået allernådigst ind i boligen, og havde irettesat sygdommene og sat mig fri. Den næste dag red vi otteogtredive miles til Topsham. Min far blev spurgt om, hvornår der ville være begravelse. Far spurgte: "Hvilken begravelse?" "Hvorfor min datters begravelse." Far svarede at hun var blevet helbredt ved troens bøn, og var på vej til Topsham. ret

(85)  Snart tog vi plads i damperen i Portland til Boston. Båden vuggede forfærdeligt, og bølgerne slog imod kabyssens vinduer. Den store lysekrone faldt på gulvet med et brag. Bordet blev tilberedt til morgenmad, men servicen blev kastet ned på gulvet. Der var stor angst i damernes kabys. Nogle bekendte deres synder, og råbte til Gud efter barmhjertighed. Nogle kaldte på Jomfru Maria at tage dem. Andre gav højtidelige edsaflæggelser til Gud at hvis de nåede land ville de hellige deres liv til Gud. Det var et rædslernes og forvirringens sceneri. En dame i en seng over mig, faldt ud af sengen på gulvet, idet båden vuggede, og råbe med højeste røst. Andre vendte sig til mig og spurgte: "Er du ikke bange? Jeg tror det er en kendsgerning at vi aldrig når land." Jeg fortalte hende at jeg havde gjort Kristus til min tilflugt, og hvis mit arbejde var gjort, kunne jeg ligeså godt ligge på bunden af oceanet, som et andet sted; men hvis mit arbejde ikke var gjort, kunne alle oceanets vande ikke drukne mig. Min tillid var til Gud, at han ville bringe os sikkert til land, hvis det var til hans ære. ret

(86)  På det tidspunkt værdsatte jeg det kristne håb. Dette sceneri gav mig et livagtigt billede af dagen for Herrens heftige vrede, hvor hans vredes storme vil komme over den stakkels synder. Så vil der være bitre råb og tårer, og syndsbekendelse og bede for barmhjertighed; men det er alt for sent. "Fordi jeg har kaldet og I har afvist; har jeg rakt min hånd ud, og intet menneske tog sig af det; men I har regnet mine råd for intet, og vil ingen af mine irettesættelser; jeg vil også le af jeres ulykke, jeg vil håne jer når jeres frygt kommer. ret

(86)  Ved Guds nåde kom vi alle sikkert i land. Men nogle af passagerne, som var så bange under stormen, tog sig ikke noget af det, og tog kun let på deres frygt. Dem som lovede højtideligt at, hvis hun blev beskyttet frem til land, ville være en kristen, men da hun forlod båden råbte hun så latterligt: "Ære være Gud, jeg er glad for at gå på land igen." Jeg bad hende om at tænke nogle få timer tilbage, og huske på hendes løfter til Gud. Hun vendte sig fra mig og rynkede på næsen. ret

(86)  Jeg blev nød til at mindes dødssengens anger. Nogle som tjente sig selv og Satan hele deres liv, ligesom sygdomme undertrykker dem, og en frygtelig usikkerhed for dem, viser nogen sorg for synd, og siger måske de er villig til at dø, og deres venner får dem selv til at tro at de var omvendte og egnede til himlen. Men hvis de kommer sig, vil de så ikke være som oprørere for altid? Jeg erindres Ordsprogene 1, 27. 28. "Når det, I frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde." ret

(87)  Den 26. august, 1847, blev vor ældste søn, Henry Nichols White, født. I oktober gav bror og søster Howland venligst en del af deres bolig, som vi gladelig tog imod, og begyndte at holde hus med lånte ting. Vi var fattige og fandt vanskelige tider. Min mand arbejdede med sten på jernbanen, som nedsled huden på hans fingre, og blodet flød ud mange steder. Vi havde besluttet at ikke være afhængige, men forsørge os selv, og derved hjælpe andre. Men vi nød ikke velstand. Min mand arbejdede meget hårdt, men kunne ikke få det som tilkom ham fra hans arbejde. Bror og søster H delte frit med os hvad de kunne; men det var under vanskelige omstændigheder. De troede på det første og andet budskab, og delte generøst deres ejendomme til værket, indtil de var afhængige deres daglige arbejde. ret

(88)  Min mand skiftede arbejde, og med hans økse gik han ud i skovene for at hugge. Han arbejdede fra tidlig morgen til mørke, med stadige smerter i hans side, for at tjene omkring halvtreds cents hver dag. Han kunne ikke sove om natten for svære smerter. Vi bestræbte os på at bevare modet og tilliden til Herren. Jeg knurrede ikke. Om morgnen var jeg Gud taknemmelig at han havde passet på mig hele natten, og at jeg var ham taknemmelig at han bevarede mig gennem den næste dag. ret

(88)  Vore madforsyninger var brugt op, og min mand tog til sin arbejdsgiver for at få penge eller madforsyninger. Det var en stormfuld dag. Han gik omkring syv kilometer og tilbage, og gik igennem Brunswick landsby hvor han ofte holdt forelæsninger, med en pose madforsyninger i hans sæk, bundet i forskellige afdelinger. Da han kom meget træt ind i huset, sank mit hjerte inden i mig. Mine første følelser var at Gud havde forladt os. Jeg sagde til min mand: Er vi kommet her til? Har Herren forladt os? Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, og græd højt i timevis, indtil jeg faldt om. Der blev sendt bønner for min skyld. Da jeg åndede igen, mærkede jeg Guds Ånds opmuntrende indflydelse. Jeg fortrød at jeg var sunket i modløshed. Vi ønsker at følge Kristus og være som ham; men vi undgår trængsler og forbliver i afstand fra ham. Lidelser og prøvelser bringer os nær til Jesus. Ildstedet fortærer slaggerne og får guldet til at skinne. ret

(89)  Til tider fik jeg vist at Herren prøvede os til vort bedste, og forberede os til at arbejde for andre; at han har pillet ved vort bosted, så vi ikke skal sætte os i magelighed; så vort arbejde var at arbejde for sjæle, og hvis vi fik fremgang, ville være så behageligt at vi ikke ville forlade det for at rejse, at vi led trængsler og beredte os til endnu større kampe så vi kunne klare vore rejser. ret

(89)  Vi fik snart breve fra brødre i forskellige stater, der indbød os at komme og besøge dem. Vi havde ikke midler til at rejse ud af Staten. Vi svarede at vejen ikke stod åben for os; jeg tænkte at det ville være umuligt for mig at rejse med mit lille barn. ret

(89)  Vi ønskede ikke at være afhængige, og passede på at klare os med vore midler. Vi besluttede at lide frem for at stifte gæld. Jeg lod mig selv og barnet få en halv liter mælk hver dag. Om morgnen før min mand tog på sit arbejde, gav han mig ni cents til at købe mælk for til tre morgener. Jeg bestræbte mig på at fornægte mig selv og barnet mælk, eller få et forklæde til ham. Jeg opgav mælken, og købte stof til et forklæde, der dækkede mit barns bare arme. ret

(89)  Min lille Henry blev meget syg, og det blev hurtig så slemt at vi blev foruroliget. Han lå i en sløv tilstand. Hans åndede hurtigt og svært. Vi gav ham lægemidler uden held. Vi kaldte en læge ind med erfaring, som sagde at han var et meget sygt barn, og det var tvivlsomt om han ville komme sig. Vi bad for ham, men der skete ingen ændring. Vi havde gjort barnet til undskyldning for at ikke rejse og arbejde for andres skyld, og vi var bange for at Herren var ved at fjerne ham. En gang mere gik vi frem for Herren, og bad for at han ville få medlidenhed med os, og hvis barnet blev taget fra os i vrede, fordi vi ikke var villige til at rejse, for at spare barnets liv, og vi ville gå ud og stole på ham, hvor han end sendte os. ret

(90)  Vore bønner var brændende og kvalfulde. Vi krævede Guds løfter i tro. Vi troede at barnet ville komme sig. Fra den time af begyndte han at blive bedre. Lyset fra himlen brød igennem skyerne, og skinnede over os. Håbet fik liv. Vore bønner blev besvaret allernådigst. Søster Frances Howland tog sig gerne af barnet, medens vi lå ned for en times hvile. Det var dagslys da vi vågnede. Barnet sov sødt igennem natten, og kom sig hurtig. ret

næste kapitel