(91) Vi modtog et brev fra bror Chamberlain i Connecticut, der indbød os indstændigt til at deltage i en konferensen i den stat. Vi besluttede os til at rejse hvis vi kunne få midler. Min mand gjorde regnskab op med sin arbejdsgiver, og fandt at der var ti dollars til ham. Med fem af disse købte jeg klæder som vi havde meget brug for, og så lappede jeg min mands overfrakke, endog lappede lapperne, gjorde det vanskeligt at se det oprindelige stof i ærmerne. ret
(91) Vi havde fem dollars tilbage så vi kunne komme til Dorchester. Vor kuffert indeholdt næsten alt hvad vi ejede over hovedet. Vi nød sindets fred og en god samvittighed, og dette værdsatte vi frem for jordiske bekvemmeligheder. Vi kontaktede bor Nichols, og da vi rejste, rakte søster N min mand fem dollars, og betalte vor rejse til Middletown, Ct. Vi var fremmede i den by, og havde aldrig før mødt nogle af brødrene i den Stat, og havde kun halvtreds cents tilbage. Min mand turde ikke bruge det for at leje en vogn, så han trak kufferten på en stabel brædder, og vi gik for at finde nogen af samme tro. Vi fandt hurtigt bror C som tog os til sit hjem. ret
(91) I selskab med bror C, tog vil til Rocky Hill for at møde brødre der. Vi blev informeret om bror T. Ralph’s sygdom, og ønskede at møde ham. Tuberkulosen havde markeret ham til graven, og han vidste at han ikke kunne leve. Han var stærk i Gud, og hele hans interesse var for sandheden. Vi forlod vor kære forpinte bror, og lovede besøge ham igen når vi kom tilbage. ret
(92) Da vi kom om aftenen fandt vi at de unge mand var meget nær sin afslutning. Hans jordiske legeme var forpint af smerte. Vi bad sammen med ham, og hans svære vejrtrækning og stønnen ophørte medens vi bad. Guds velsignelse hvilede over sygeværelset, og vi følte at engle svævede omkring. Han fik lidt livskraft, alligevel vidste han at han døde. Han prøvede at få os til at forstå at håbet lyste fremtiden op, og at den ikke var så mørk og usikker for ham. Fra afbrudte sætninger forstod vi at han ville have del i den første opstandelse, og da få evigt liv. Han sagde: "Fortæl bror Bates at jeg vil møde ham der." Hans skælvende tunge talte ofte om det kære navn, så dyrebar for den døende kristne - Jesus - i hvem al hans håb om evigt liv centrer sig om. Han faldt i søvn i Jesus nogle få timer efter vi var gået. Min mand deltog i begravelsen. Der var mange til stede som havde lyttet til hans trofaste formaninger, og foragtede dem medens han levede, og nogle som havde skældt ud på ham, på grund af hans tro, for ganske kort for inden. De så på den dødes ansigt, som bar på et tilfreds smil, og vendte bort fra dette skue med skælvende læber og blanke øjne. Vi kunne kun tænke at han talte, selvom han var død. Det var vidnesbyrdet til alle tilstedeværende, at de aldrig havde set så rart og elskeligt udtryk på den dødes ansigt. Vi fulgte kroppen til graven, til hvile indtil de retfærdige døde vågner op til evigt liv. ret
(92) Konferensen blev holdt i Rocky Hill, Ct., i den store ufærdige mødesal i bror Beldens hus. Her vil jeg bringe et uddrag fra et brev fra min mand til bror Howland med hensyn til mødet. ret
(92) “Den 20. sendte bror Belden sin to-hestes vogn til Middletown til os og de spredte børn i den by. Vi ankom til dette sted omkring fire-tiden om eftermiddagen. Nogle få minutter i, kom brødrene Bates og Gurney. Vi holdt et møde den aften omkring femten i alt. Fredag morgen kom brødrene indtil vi talte omkring halvtreds. De var ikke helt til sandheden. Vort møde den dag var meget interessant. Bror Bates gav budene i et klart lys, og deres betydning blev understreget af mægtige vidnesbyrd. Ordet havde en befæstende virkning på dem der allerede var i sandheden, og vækkede dem der ikke besluttede sig helt." ret
(93) To år før dette, fik jeg vist at vi skulle besøge det vestlige New York hen i fremtiden. Vi blev indbudt til en konferense i Volney, i august, 1848. Bror Edson skrev at de generelt var fattige, og han ikke kunne love at de ville gøre så meget for at dække vore udgifter, men han ville gøre hvad han kunne. Vi fik ikke midler til at rejse for. Min mand led af fordøjelsesvanskeligheder. Hans kost var meget sparsom. Men vejen åbnede sig for ham at tage ud på marken for at maje hø. Da lod det til at vi måtte leve i tro. Da vi stod op om morgenen bøjede vi ned for vor seng, og spurgte Gud om at få os kræfter, til at arbejde igennem dagen. Vi var ikke tilfredse før vi fik forsikring om at Herren hørte vor bøn. Så tog han ud på sit arbejde, ikke i egen kraft, men i Herrens styrke, for at svinge leen. Da han kom hjem om aftenen, ville vi igen bede til Gud efter styrke for at tjene til midler og udbrede hans sandhed. Vi blev ofte stærkt velsignet. Jeg vil bringe et uddrag fra et brev min mand skrev til bror Howland, d. 2. juli 1848 ret
(94) “Det regner i dag så jeg majer ikke, ellers bude jeg ikke skrive. Jeg majer i fem dage for ikke-troende, og om søndagen for troende, og hviler på den syvende dag, derfor har jeg kun lidt tid til at skrive i. Gud giver mig kræfter til at arbejde hårdt hele dagen. Pris Herren! Jeg håber at få nogle få dollars til brug for hans sag." ret
(94) Han skriv også til bror H. den 23. juli: "Vi har lidt under arbejde, fattigdom, smerte, sult, forkølelse og varme, medens vi bestræber os for at gøre vore brødre og søster godt; og vi er selv parate til at lide mere, hvis Gud forlanger det. I dag glæder jeg mig om at behagelighed, fornøjelighed og bekvemmelighed i dette liv, er et offer på min tros og mit håbs alter, amen. ret
(95) "Hvis vor lykke består i at gøre andre lykkelige, bliver vi faktisk selv glade. Den sande discipel vil ikke leve for at tilfredsstillet det elskede selv; men for Kristus, og for hans små børns skyld. ret
(95) "Brødrene her bliver prøvet af evangeliets vejbereder. Nogle her, som skal arbejde hårdt for at få til levebrødet, har beklaget sig over deres lod, og når de bedes om at hjælpe i Kristi sag, er tanken dem fjern. O hvorfor skal vi beklage os når vi mærker forbandelse, vi som har håb om at blive befriet fra det. Løftet er: Hvis vi lider sammen med Kristus skal vi også regere sammen med ham. Så længe menneskeslægtens lider er under forbandelse, vil de ikke rejse sig som medarvinger med Jesus på hans trone. Ja, hele hans legeme skal være et levende offer for Gud. Han skal ofre sin behagelighed, hans fornøjelse, hans trøst, hans bekvemmelighed, hans vilje og hans egne selviske ønsker for Kristi sag, eller aldrig regere sammen med ham på hans trone." ret