(104) Torsdag eftermiddag tog vi båden til Middletown. Det var vor sidste anledning til at holde vor aftale, medmindre vi skulle rejse om sabbaten. Vi havde en bedestund før vi rejste. Alle tilstedeværende indså at båden ikke ville vente på os, og bedestunden blev for lang denne gang, og vi havde kun få øjeblikke til at nå båden. Jeg tog min mands arm, og vi løb omkring halvanden kilometer for at nå båden. Brødrene Gurney og Bates var om bord, og ventede på os. Kaptajnen var ved at trække broen væk, da bror Bates anmodede ham, og sagde at han havde venner som var tilbageholdt, og han måtte vente ganske få øjeblikke. Han blev overtalt til at vente i fem minutter. Så erklærede han at han ikke ville vente i flere minutter. Netop der kom vi frem at vi kunne ses. Bror Bates råbte: "De kommer! De må komme om bord i aften! Du må vente" Vi sprang på planken da den blev trukket tilbage, båden startede, og vi var på vej til Conn. ret
(104) I Middletown tog vi hen til søster Bonfoey og vor lille Henry. Mit barn var blevet mat. Vi havde brugt enkle urter, men de havde ingen virkning. Naboerne kom ind og sagde at vi ikke vil beholde ham særlig længe, for han ville dø af lungetuberkulose. En rådede os til at bruge en medicin, andre noget andet. Men det havde ingen god effekt på barnet. Til sidst kunne han ikke tage imod næring. Townsends Sarsaparilla blev anbefalede som det sidste plejehjem. Vi besluttede at prøve dette. Vi var hos en ven i Hartford den dag, og må beslutte på nogle få øjeblikke. Vi gik frem for Herren i mit værelse alene, og da vi bad fik vi beviser for at vor eneste hjælpekilde var i Herren. Hvis han ikke velsignede, og helbredte barnet, kunne medicinen ikke redde ham. ret
(105) Der besluttede jeg at sætte barnets liv på Guds løfter. Jeg havde en livlig fornemmelse af hans villighed og kraft til at frelse, og der råbte jeg alene til Gud: "Vi vil tro, og vise disse ikke-troende naboer, som forventer barnets død, at der er en Gud i Israel, hvis ører er åbne for hans børns bønner. Alene dig vil vi stole på." Jeg mærkede Guds kraft i en sådan grad i den korte tid jeg var hjælpeløs. Min mand åbnede døren og sagde til mig at en ven ventede på vor afgørelse. "Skal vi tage til Sarsaparilla?" Jeg svarede, "Nej. Sig til ham at vi vil prøve styrken i Guds løfter." ret
(105) Naboerne så forbavset på mig. De var sikker på at barnet ville dø. Den nat salvede vi ham, og min mand bad for ham, lagde sine hænder på ham i Herrens navn. Han så op med et smil. Et lys synes at hvile på hans ansigtstræk, og vi fik der bevis for at Herren svarede vore bønner. Vi gav ham ikke mere medicin. Han fik hurtig kræfter, og den næste dag kunne han stå på sine fødder. ret
(106) Vi var ivrige efter at besøge Maine; men vort barns sygdom forhindrede os. Vi forberedte os straks til vor rejse. Den første dag tog vi til Hartford. Barnet lod til at være meget træt, og kunne ikke sove. Vi søgte atter Herren, som hørte vore bønner. Barnets nerver var i ro, og medens vi bad faldt han i en sød søvn, og hvilede uforstyrret natten igennem. Den næste dag rejste vi omkring to hundrede kilometer til bror Nichols’, i Dorchester, Mass. Mørkets kræfter fik igen lov til at påvirke barnet. Han ville klynge sig til min hals, og med begge hænder var det som om han bekæmpede noget, og råbte: Nej, nej, og så klyngede sig igen med al sin styrke til mig. Vi kunne ikke fortælle hvad disse besynderlige handlinger betød, men tænkte at han måtte se noget usynligt for os. Satan ville ikke miste sit bytte. Gav han barnet trængsler? eller opildnede hans onde engle en frygt hos ham, og fik ham til at handle sådan? Under vor bedestund den morgen irettesatte vi fjendens kraft, og vort barn blev ikke længere hjemsøgt. ret
(107) Vi tog båden til Portland, men jeg blev meget syg, og kunne tage mig af mit barn. Jeg besvimede flere gange. Da jeg blev bedre udtrykte lille Henry stor glæde. Han ville kravle på sofaen, og kaste sine små arme omkring min hals, og kysse mig mange gange. Den gang var han et år gammel. ret
(107) Jeg blev igen kaldet til at fornægte selvet for sjæles skyld. Vi måtte ofre selskabet med vor lille Henry, og så frem og give os selv uforbeholdent til arbejdet. Mit helbred var dårligt, og han måtte nødvendigvis have en stor del af min tid. Det var vanskelige prøvelser, alligevel turde jeg ikke lade mit barn stå i vejen vor pligt. Jeg troede at Herren havde sparet ham til os, da han var meget syg, og hvis jeg skulle lade ham forhindre mig fra at gøre min pligt, ville Gud fjerne ham fra mig. Jeg gjorde mit offer alene for Herren, med smertelige følelser, og mange tårer, og opgav mit eneste barn, til en anden moders omsorg og følelser. Vi efterlod ham hos bror Howlands familie, som vi havde den største tillid til. De var villig til at bære byrder og lade os være så frie som muligt, til at arbejde for Guds sag. De vidste at de bedre kunne tage sig af Henry end vi kunne, når vi rejste med ham, og det var for hans skyld at han skulle have et fast sted, og streng opdragelse, så hans søde temperament ikke blev skadet. Det var vanskeligt at skilles med mit barn. Hans lille søde ansigt, da jeg forlod ham, stod foran mig nat og dag; alligevel tog jeg, i Herrens styrke, ham ud af mine tanker, og forsøgte at gøre andre godt. ret
(108) På det tidspunkt foreslog bror Nichols at vi skulle efterlade Henry hos bror Howlands, og han betalte en doller om ugen for hans underhold. Dette fik os til at føle at Forsynets hånd åbnede vejen for os, og gav os selv fuldt til arbejde. Bror N. sendte betaling for ti uger, så bad bror H ham om at ikke sende mere. Bror Howlands familie fik hele ansvaret for Henry i fire uger, uden noget vederlag, og gav ham alle klæder, undtagen en gave som jeg ville give ham en gang om året, lige som Hanna gjorde med Samuel. ret