Åndelige gaver bind 2 kapitel 18fra side114

tilbage

Publicere og rejse

(114)  Da min mand kom tilbage havde han indtrykket af, at han skulle skrive og publicere den nærværende sandhed. Han blev stærkt opmuntret og velsignet da han besluttede at gøre det. Men igen var han i tvivl og rådvild. Han havde ingen penge. Der var dem som havde midler, men de valgte at gemme dem. Han gav omsider op i modløshed og besluttede at se efter en græsmark som kunne slås. Da han forlod huset, var en byrde rullet over mig og jeg besvimede. Bønner blev sendt op for mig og jeg blev velsignet og kom væk i et syn. Jeg så at Herren havde velsignet og styrket min mand til at arbejde i marken et år tidligere; at han havde gjort rigtig brug af midlerne han havde tjent; og at han ville få hundredfold i sit liv og hvis han var trofast, ville han få en rig belønning i Guds rige. Men jeg så også at Herren ikke ville give ham styrke nu til at arbejde i marken, for han havde en anden gerning til ham; at han måtte gå ud i tro og skrive og udgive den nærværende sandhed. Han begyndte øjeblikkeligt at skrive og når han kom til nogle svære passager, ville vi kalde på Herren, om han kunne give os sit ords sande mening. ret

(115)  Han publicerede en lille folder i Middletown, tolv kilometer fra Rocky Hill, og gik ofte tilbage igen, selvom han haltede. Han bragte det første nummer fra trykkerikontoret, og vi bøjede os alle ned omkring det, og bad Herren med ydmyge hjerter og mange tårer, at lade hans velsignelse hvile over hans tjeneres svage anstrengelser. Han adresserede da bladet til alle han mente ville læse det, og tage det til postkontoret i en vadsæk. Alle numre blev taget fra Middletown til Rocky Hill, og de blev altid spredt frem for Herren, før de blev taget til postkontoret, og bønner blandet med tårer, blev sendt til Gud, at hans velsignelse ville være med de tavse budbringere. Der kom meget snart breve tilbage med midler til at udgive bladet, og mange sjæle greb sandheden af de gode nyheder. ret

(116)  Den 28 juli, 1849, blev mit andet barn, James Edson White, født. Han var seks uger gammel da vi rejste til Maine. Den 14. september skulle der være møde i Paris. De havde ikke haft et møde i halvandet år. Brødrene Bates, Chamberlain og Ralph var til stede, også brødrene og søstrene fra Topsham var der. F. T. Howland, en bemærkelsesværdig fanatiker, var til stede. Han havde længe betynget Guds børn med sine vildfarelser, og hans hårde og rasende ånd. Ærlige sjæle som Herren elskede, men som længe har været i vildfarelse, var til stede ved mødet. Da vi var ved at bede, hvilede Herrens Ånd over bror S. Howland, og hans ansigt blev hvidt, og et lys syntes at hvile over det. Hen gik hen til F. T. Howland, og bød ham i Herrens navn at forlade de helliges forsamling; da han havde revet på Guds børns hjerter, og fået den til at bløde. "Forlad huset ellers vil Gud slå dig." Den oprørske ånd, har aldrig før kendt til frygt eller eftergivelse, sprang ud af ham, og han forlod huset i rædsel. Guds kraft steg ned, nogenlunde ligesom ved pinsefestens dag, og fem eller seks som var blevet bedraget og ført i vildfarelse og fanatisme, faldt udmattede til gulvet, forældre bekendte for deres børn, og børn til deres forældre, og for hinanden. Bror J. N. Andrews udbrød med dybe følelser: "Jeg ville bytte et tusinde vildfarelser ud med en sandhed." Et sådant sceneri har vi sjælden været vidne til om bekendelser og bede Gud om tilgivelse. Dette møde var begyndelse på bedre dage for Guds børn i Paris, for dem en grøn plet i ørknen. Herren førte bror Andrews frem, og udrustede ham til en fremtidig nyttighed, og gav ham en erfaring der ville være af stor værdi for ham i hans fremtidige arbejde, at han ikke skulle påvirkes af andres erfaring, men selv beslutte sig for Guds arbejde. ret

(117)  Ved mødet erfarede jeg at min moder havde trådt på et rustent søm på et bord, som var presset igennem hendes fod. Hun prøvede alle hjælpemidler, men intet fjernede betændelsen, eller ophørte smerten. Vi tog straks til Gorham, og fandt at hendes fod var dødelig opsvulmet. Naboerne havde prøvet alle mulige lægemidler de kunne komme på, men de hjalp intet. Mor blev behandlet med trismus (stivkrampe). Den næste morgen gik vi sammen i bøn for hende. Jeg troede at Gud ville helbrede hende til fuldkommen sundhed. Hun kunne ikke knæle. Med en dyb fornemmelse af min uværdighed, knælede jeg ved min moders fødder og hjemsøgte Herren om at berøre hende med hans helbredende kraft. Vi troede alle at Herren hørte bøn. Med Herrens Ånd hvilende over mig, bød jeg hende i Herrens navn at rejse og gå. Hans kraft var i værelset, og prisende råb gik op til Gud. Mor rejste og gik ind i værelset, og erklærede at værket var sket, al ømhed var borte, og at hun var lindret helt fra smerte. Den dag rejste hun otteoghalvtreds kilometer til Topsham for deltage i en konferense der, og hun fik ikke mere problemer med hendes fod. ret

(118)  Nogle var ivrige efter at vi skulle besøge New York-Staten igen; men et svagt helbred gjorde mig modløs, og for mig var det en trængselstid og tid i stor fortvivlelse. Jeg fortalte dem at jeg ikke turde vove mig, medmindre Herren ville styrke mig til opgaven. De bad for mig, og skyerne blev spredte, alligevel fik jeg ikke de kræfter som jeg ønskede så meget, men jeg besluttede at vandre i tro og gå og klynge mig til løftet: "Min nåde er dig nok." Gud havde hidtil været min hjælper, og hvorfor skulle jeg tvivle nu? Jeg vil stadig stole på Jehovas stærke arm. Hvis jeg ligesom Paulus bliver belastet af en torn i kødet, vil jeg ikke klage mig. Det vil få mig til at føle min afhængighed af Gud, og vandre i skælven for ham. På den rejse blev vor tro prøvet, men vi fik sejr, og min styrke blev større, og jeg kunne fryde mig i Gud. Al den kraft Herren havde givet mig var nødvendig for at kunne arbejde i New York. Mange var gået sammen om sandheden, siden vort første besøg, men der var meget at gøre for dem. Her vil jeg give et uddrag af et brev, min mand skrev fra Volney, N. Y., d. 13. nov., 1849: ret

(119)   “Kære bror Howland:- den 3. nov., deltog vi i en konferense i Oswego. Der var en stor samling. Der var flere sabbatsholdere siden sidste forår i denne region. Mere end en halv gang flere. Men her er der prøvelser af alvorlig art. Der er nok af arbejde. Her er nogle iltre ånder som er meget ivrige, men med lille dømmekraft, hvis hovedbudskab er: "Sælg alt hvad I har og giv almisse." Det presser sandheden på en sådan måde og ånden så man får afsky, prøver og forhærder dem som har hundredvis af deres midler de burde bruge på Guds sag. På den måde eksisterer der en ømfindig flid. Herren har åbenbaret disse ting til Ellen, og hun har frembåret sit vidnesbyrd at begge partier tager fejl. Dette vidnesbyrd tror jeg er modtaget. Tobak og snus er renset ud af lejren med nogle ganske få undtagelser. ret

(119)   “Set at sælge er et emne der bør behandles på en meget forsigtig måde. Oh, hvilket ansvar hviler på Guds forvaltere! Med deres penge kan de ruinere nogle af os, og holde det tilbage fra dem, som Gud har kaldet til at give hjorten føde, sjæle vil synke, sulte og dø. Herren er ved at rette op på alle som vil lade sig rette op. Hans arbejde vil fortsætte. Amen." ret

(120)  Vort arbejde var vanskeligt. Nogle af de fattige synes at være misundelse på de rige, og der er brug for megen visdom til at irettesætte de fattiges fejl uden at styrke de riges hænder. Hvis vi irettesatte de riges selviskhed, ville den fattige klasse råbe nidkært: Amen. Vi fik vist ansvaret hos begge klasser, de rige der skal gøre ret brug af de midler Gud har lånt dem, og fremholdt dem for de lidende i Guds sag, som er det sande formål for deres gavmildhed, og hvor deres midler kunne bruges godt. ret

(120)  Jeg fik også vist at det var de velhavendes pligt at hjælpe dem som var sunde og kunne hjælpe sig selv. At nogle havde meget fattige forhold, og behøvede ikke at have det sådan. De var ikke så ihærdige med forretninger. De manglede sparsomlighed og god ledelse, det var deres pligt at reformere sig, og i stedet for at få hjælp fra deres brødre, skulle de passe på deres tid og forsørge deres egne familier, og have noget at hjælpe Guds sag med. At de var lige så ansvarlig for Gud, for den styrke som han havde givet dem, som de rige var for sine ejendomme. ret

(121)  Nogle af de fattige var ivrige efter at deltage i konferensen, og tage hele deres familier med sig, bruge flere dage på at komme til mødestedet, og så bebyrde dem, som sørgede for mødet, med deres uregerlige børn. Disse var ikke til hjælp til møderne, og de viste ikke de, at de havde fået frugter og selv fået noget ud af det. De lod til at have en ryggesløs og doven ånd, som var til skade for sagen. På den måde gik dyrebar tid til spilde, som de var ansvarlig for, og de måtte lide i koldt vejr, hvis de ikke blev hjulpet af deres brødre. Disse ting stod i vejen for dem der havde midler. De blev hele tiden plaget af disse enkeltpersoners optræden. Og når vi arbejde for de velhavendes skyld, stod disse direkte i vejen. Det var vanskeligt at indprente begge klasser med en fornemmelse af deres pligt. Alligevel lod der til at ske en forandring hos dem efter meget arbejde og mange trængsler, og der kom mere orden i menigheden. Herren velsignede vort arbejde, og åbenbarede sig selv for os med bemærkelsesværdig kraft. ret

(121)  Vi ville tage til Lorraine for at holde møde der, men lille Edson var blevet meget syg. Vi lagde denne sag frem for Herren, og følte det er vor pligt at rejse, og stole på ham. Vi bad for vort syge barn, og så tog jeg ham i mine arme om vinteren, og kørte femogfyrre kilomenter med hestevogn, og holdt mit hjerte opløftet til Gud, for at han måtte komme sig. Da vi ankom, svedte Edson, og blev bedre. Men vor tro blev atter prøvet. Under mødet vendte feberen tilbage til barnet. Han led af betændelse på hjernen. Den nat vågede vi over vort barn, bad alvorligt at sygdommen måtte slås effektivt ned. Vi prøvede at udvise tro, uanset hvordan det så ud, og vore bønner blev hørt, og barnet kom sig. Det var som om at Guds engel berørte ham. Vort møde i Lorraine blev stærkt velsignet af Gud. De spredte menighedsmedlemmers hjerter blev trøstet, og nogle anerkendte med tårer at de fik næring fra sandhed. Fri i Herren vendte vi tilbage til Volney. ret

(122)  Så besluttede vi at det var vor pligt at arbejde i Staten. Min mand følte en byrde for at skrive og udgive. Vi lejede et hus i Oswego, og lånte møbelgenstande fra vore brødre, og holde hus. Der skrev min mand, publicerede og forkyndte. Det var nødvendigt for ham at have rustningen på hvert øjeblik, for han skulle ofte kæmpe med bekendende adventister, som forsvarede vildfarelse, og prædike en vis tid, og forsøgte at give alle fordomme de kunne, imod vor tro. Vi tog det standpunkt at nu var tidspunktet kommet. Jeg fik vist at de ærligt bedragede ville se bedraget hos nogle, som de havde tillid til, som var nidkær prædiketid, og de blev ledt til at søge efter sandhed. ret

(123)  På det tidspunkt var der oprør iblandt metodisterne i Oswego. De holdt mange møder, og deres ledere var meget ivrige, bad for og formanede syndere til at blive omvendte. Nogle af adventisterne som havde prædiketid, gik ofte til deres møder, og ville så fortælle os om det herlige arbejde der var i gang iblandt metodisterne, at Gud var hos dem, ellers ville de ikke blive så velsignede. Spørgsmålet blev ofte stillet: "Hvad tror du om bror M.? Herren arbejder gennem ham på en særlig måde. Han og hans hustru besøgte ofte fra dør til dør for at tale med syndere, og bad for dem, og bror M var så dybt involveret i bøn sidste nat, for de efterladte som kom frem til bekendelsesstolene, at han brød et blodkar, og blev båret til hans hjem i svag tilstand." De jublede over at de troende for den nærværende sandhed. Jeg fortalte dem at vente og se resultatet af sagen, og henviste dem til Hosea 5:6, 7. ret

(123)  Men midt i vækkelsen blev M arresteret og sat i arrest i det der blev kaldet for "det sorte hul," medens hans metodistbrødre blev overladt til at fortsætte vækkelsen. Han var mistænkt for at holde offentlige penge tilbage til sit eget brug. Sagen blev undersøgt, og han tog Gud som vidne for at han ikke havde en cent af deres penge. Og da hans hustru var ved at blive undersøgt, forlod hun værelset. Hun blev overvåget, og set skjule noget under sneen. Og da hun vendte tilbage og forenede sig med sin mand, erklære deres uskyld, tog en af mændene som overvågede hende, en pose penge fra sneen, og holdt den op frem for dem. ret

(124)  Vi besøgte Camden, omkring tres kilometer fra Oswego. Inden jeg tog af sted fik jeg vist en lille gruppe der, som bekendte sandheden, og så een iblandt dem, en kvinde, som var meget fromhedsbekendende, men var en hykler, og bedragede Guds folk. Sabbats formiddag var der ganske mange samlet, men den bedragede kvinde var ikke til stede. Jeg spurgte en søster om dette var hele gruppen. Ja, det var det. Denne kvinde boede seks kilometer derfra, og søsteren tænkte ikke på hende. Snart kom hun ind, og jeg genkendte hende. I løbet af mødet talte hun ganske længe, hun sagde at hun har en fuldkommen kærlighed, og nød hjertets hellighed. At hun ikke får trænglser og fristelser, men nød fuldkommen fred og underlæggelse under Guds vilje. Brødre og søstre var fremmede for mig, og de lod til at have tillid til hende, og jeg var bange for at de ikke vil tage imod mit vidnesbyrd hvis jeg skulle sige det som var blevet vist mig om hende. Jeg spurgte ud om denne person, og blev informeret om at hun skulle være den mest nidkære iblandt dem. Jeg forlod mødet med nedtrykte følelser, og vendte tilbage til bror Preston’s. Den nat drømte jeg at et lukket værelse blev lukket op for mig, fyldt med skrammel, og jeg fik at vide at det var min opgave at rydde op i det. Med hjælp fra en lampe, fjernede jeg skramlet, og fortalte dem at værelset kunne fyldes med mere værdifulde ting. ret

(125)  Søndag formiddag mødtes vi med brødrene. Min mand rejste og fortalte om lignelsen om de ti jomfruer. Han havde ikke frihed til at tale, og foreslog at vi fik en bedestund. Vi bøjede os for Herren og gik i alvorlig bøn. Den mørke sky blev løftet, og jeg blev taget bort i et syn, og fik igen vist sagen om denne kvinde. Som hun blev fremstillet for mig, var hun i fuldkommen mørke. Jesus rynkede på panden over hende og hendes mand. Dette knusende ansigtsudtryk fik mig til at skælve. Jeg så at hun handlede som hykler, bekendte hellighed, medens hendes hjerte var fuld af fordærv. Efter at jeg var kommet ud af synet og fortalte jeg hvad jeg havde set i skælven, men fortalte det nøjagtigt. Jeg blev prøvet hårdt, og besværet for Guds folk. Ville de tilstedeværende tro vidnesbyrdet? Kvinden påtog sig et opmuntret udseende og sagde: "Jeg er glad, Herren kender mit hjerte. Han ved at jeg elsker ham." Så rejste hendes mand sig i vrede, og lagde sin hånd på bibelen og sagde: "Bibelen er alt hvad vi ønsker, jeg skal ikke opgive bibelen for syner." Hans hustru prøvede at bremse ham, og sagde: "Gør det ikke ægtemand, kære, tal ikke, Herren kender mig, og vil tage sig af det hele." Så forsvarede hun sig selv, og sagde: "Hvis mit hjerte blot kunne åbnes så du kan se det." Jeg kendte nogle af de uroliges tanker, om de skulle tro synet, eller lade hendes udseende veje imod det frembærede vidnesbyrd; for hendes udseende egnede sig helt til at få sympati. Jeg udførte en smertelig pligt og Gud vil tage sig af resultatet. Da vi gik, sagde hun at hun ikke havde hårde følelser imod mig, og at hun ville bede for mig, og hvis jeg kom til himlen ville jeg se hende der. Vi tog tilbage til bror Preston’s familie, og den nat mødte Herren os. Jeg troede at Herren ville vise sit folk sandheden, og retfærdiggøre synet. Naboerne sagde at jeg havde nedgjort den stakkels kvinde. ret

(126)  Ikke længe efter dette, greb en frygtelig angst denne kvinde. En rædsel hvilede over hende, og hun begyndte at bekende sig. Hun gik endog fra hus til hus iblandt ikke-troende naboer, og bekendte at den mand hun havde levet hos i årevis ikke var hendes ægtemand, at hun var kom fra England og forlod en dejlig mand og et barn. Hun indrømmede også at hun prøvede at forstå medicin, og havde aflagt ed at miksturflaskerne hun lavede, kostede hende en dollar, skønt de kun kostede hende tolv cents. Hun sagde at hun havde taget tredive dollars fra en fattig mand, ved at aflægge falsk ed, og mange af disse onde handlinger bekendte hun, og hendes anger syntes at være ægte. I nogle tilfælde gav hun tilbage, hvor hun fejlagtigt havde taget for sig. I en situation gik hun tres kilomenter for at bekende. Vi kunne se Guds ånd i denne sag. Han gav hende ikke en hviledag eller nat, før hun bekendte sine synder offentligt, så at Guds arbejde måtte forsvares. ret

næste kapitel