(143) Vi rejste til Vermont og holdt en konferense i Sutton, og besøgte så Paris, Me., og begyndte der at publicere det første nummer af Advent Review and Sabbath Herald. Brødrene på det sted var alle fattige, og vi led mange afsavn. Vi var på kost hos bror A’s famile. Vi ville godt bo billigt og bladet måtte have midler. Min mand var dyspetisker. Vi kunne ikke spise kød eller smør, og var nød til at afstå fra al fedtet mad. Tag dette fra en fattig mands bord, og det efterlader en meget sparsom kost. Vort arbejde var så stort at vi behøver nærende kost. Vi har mange bekymringer, og har ofte siddet så sent op som midnat, og nogle gange indtil to eller tre om morgenen for at læse korrektur. Vi kunne bedre klare dette ekstra arbejde, om vi fik vore brødres forståelse i Paris, og de påskønnede vort arbejde og de anstrengelser vi gjorde for sandhedens sags fremme. Mentalt arbejde og afsavn reducerede min mands kræfter meget hurtigt. ret
(144) Omkring det tidspunkt fik vi en særlig indbydelse til at deltage i konferense i Waterbury, Vt. Vi besluttede at rejse, men lade brødrene R og A få vore heste, så de kan besøge brødre i Østcanada og Vermont, medens vi tog vogntransport til Boston og New Ipswich. Det tog os to dage at rejse tres kilometer til Washington, N. H., med privat transport. Herrens velsignelse var med møderne i Washington. Så kørte vi toogtyve kilometer med hestevogn for at besøge bror S. som var omtåget af spiritualisme. Vi var bekymret for at han skulle deltage i konferensen i Waterbury. Men han havde ingen heste, og for at hjælpe ham, fortalte vi ham at fik vi en hest ville vi ride i kane til ham, og give vor rejse som ville være omkring fem dollars på vognene. Han købte en hest for tredive dollars. Det var midt om vinteren, og vi led af forkølelse, men var ivrige efter at møde ældre J Baker, som var begrænset til hjemmet, og opmuntrede ham til at deltage i mødet i Waterbury. Trætte, kolde og sultne om vi bror B’s. Den næste morgen fik vi en alvorlig bedestund, og bror B blev dybt berørt. Vi opfordrede ham til at deltage i konferensen. Han sagde han ikke var sund nok og havde kræfter til at drive hesten igennem kulden. Min mand gav ham fem dollars til en vognbillet. Meget modvilligt accepterede han, men sagde: "Hvis det er jeres pligt at give mig dette, vil jeg rejse." Det tog os næsten tre dage at nå Waterbury. Der var tre af os i åben slæde, uden bøffelskind endog ikke et hestetæppe der beskyttede os fra kulden. ret
(145) I Waterbury skulle vi arbejde imod megen vantro, og det var ikke det hele vi var imod. Satan havde fristet nogle brødre, at vi havde en for god hest, selvom vi måtte opgive den til andres anvendelse, og gennemførte rejsen under de beskrevne kedelige omstændigheder. Der var kommet skinsyge over at bror White lavede penge. N. A. H. var anstifteren, og det vækkede de samme følelser hos dem som burde havde forsvaret os, og straks fortiet så uretmæssige mistanker. Da N. A. H. var meget fattig, gav min mand ham blot syv eller otte måneder tidligere tyve dollars, som blev lagt i hans hænder til at hjælpe sagen, så at han kunne få en hest og vogn til konferensen i Johnson. Men lønnen han fik for dette var skinsyge, onde tanker og falske antydninger, som fandt indpas i nogles hjerter som kendte os. Dette sårede meget. Vi blev tvunget til at gennemgå modstandens tidevandsbølge ganske møjsommeligt. Det lod til at de dybe vande flød over os, og vi ville synke. ret
(146) Ved slutningen af konferensen, blev der rejst midler til at dække deres omkostninger som var kommet til mødet. Spørgsmålet kom frem hvordan de skulle bevilges. En bror som kendte til for fattigdom, at vi manglede tilstrækkeligt med mad og klæder, tog hurtigt midler og lagde dem i hans hænder, som min mand hjælp til mødet. Og selvom der var blevet særlig indbudt til konferensen, fik vi ikke nogen af dem, til at dække afholde vore rejseudgifter. ret
(146) Men Herren svigtede os ikke i vor yderste forlegenhed. Da vi holdt bøn omkring familiealteret, blev jeg taget væk i et syn og vist nogle ting om dette grusomme og hårde arbejde. Jeg så at det var blevet ført videre under hånden, og blev lige så grusomt som graven. Vi fandt nogen lindring, indtil vort humør var ødelagt og fik en sådan behandling fra vore brødre. Så tog vi til Waitsfield og Granville, besøgte familien til vor kære søster Rice som hviler i graven, og prøvede at hjælpe dem en smugle i deres behov. Bror K tog os til Bethel. Vi kom op på et stort bjerg, og led af stærk kulde. Vi var fem timer om at køre treogtyve kilometer Vi holdt møder iblandt mørke ånder. Der greb bror Philips sandheden. Vi vendte tilbage til Massachusetts og Maine. Den indflydelse som virkede imod os i Vermont påvirkede enkeltpersoner i andre stater, og en god broder i Massachusetts skrev mange irettesættende sider for os. Han fik fordomme fra andre. ret
(147) Min mand var gået langsomt ned, og led af voldsom forkølelse, som satte sig på hans lunger. Han sank under hans trængsler. Han var så svag at han ikke kunne komme til trykkeriet uden vakle. Vor tro blev prøvet til det yderste. Vi led villig afsavn, slid og lidelse, alligevel syntes kun nogle få at påskønne vore anstrengelser, skønt det kun var for deres skyld at vi led. Vi var for stressede til at kunne sove eller hvile. De timer som vi burde blive friske på ved at sove, brugte vi ofte på at besvare lange meddelelser, foranlediget af fjendens surdej, der begyndte at virke i Vermont; og mange timer brugte vi på pinefulde tårer og sorg for Herren medens andre sov. Til sidst sagde min mand: "Ellen, det nytter ikke noget, disse ting knuser mig, og vil føre mig til graven. Jeg kan ikke gå længere. Jeg har skrevet en note i bladet at det ikke udgives længere." Da han gik ud af døren for at tage det til trykkeriet, besvimede jeg. Han kom tilbage og bad for mig, og hans bøn blev besvaret, og jeg kom mig igen. ret
(148) Den næste morgen, under familiebønnen, blev jeg taget bort i et syn og fik vist noget angående denne sag. Jeg så at min mand ikke måtte opgive blandet, for et sådant skridt var hvad Satan prøvede at drive ham til at tage, og han virkede gennem agenter for at gøre dette; men han måtte fortsætte med at udgive, og Herren ville støtte ham, og dem som var skyldige at pålægge ham så ufortjente byrder og kritik, vil kunne bære byrden, og dog se omfanget af deres grusomme handlemåde, og komme tilbage og bekende deres uretfærdighed, eller Guds rynkende mine vil hvile over dem; at det ikke kun var imod os de havde talt og handlet, men imod Ham som har kaldet os til at udfylde det sted han ønskede vi skulle tage. Og alle deres mistanker, jalousi, og skjult indflydelse som har arbejdet, blev skrevet nøjagtigt ned i himlen, og vil ikke slettes før enhver har gjort en del i det, kan se omfanget af deres forkerte handlemåde, og opspore ethvert skridt. Min mand har længe gerne ville til Vermont, men var ikke blevet til noget før for nogle få år siden, hvor Herren nådigt helbredte ham som bønnesvar. ret
(149) Broderen der blev henvist til i Massachusetts, var overbevist om at han havde uret, og skrev en ydmyg anerkendelse som smeltede os til tårer. Men han var ikke tilfreds med at bekende med pen og blæk, men tog hele vejen til Paris, Me., for at møde os, og bruddet blev helned, og vore hjerter blev fastere forenet med ham end før. Han blev påvirket af een som han havde mest tillid til. ret
(149) Vi modtog hurtigt indtrængende indbydelser til at deltage i konferenserne i de forskellige stater, og besluttede at rejse. Her er et uddrag af et brev til bror Howlands familier om rejsen: ret
(149) "Jeg vil give en kort beretning om os selv fra det tidspunkt vi forlod jer i Topsham. Da vi kom til Boston, satte min mand mig i en lejet vogn på grund af baggage, medens han selv gik for at spare hans billet. Vi kom til mødetidspunktet, og fandt at brødre og søstre var samlet. Vi fik et godt møde. Den næste morgen tog vi vognene til Connecticut, og kom til bro. B’s omkring klokken tre om eftermiddagen. Vort møde begyndte om sabbaten. Brødre og søstre fra forskellige byer var til stede, og vi fik et udbytterigt møde, og stolede på at vort arbejde ville være til velsignelse for menigheden. Den næste mandag tog vi vognene til Oswego, kom der næste dag omkring middag, og besøgte bror og søster Arnold i Volney, og den næste dag i selskab med brødre og søstre, tog vi på vej til Camden. Der var omkring tres tilstede, seks fra Michigan. ret
(150) “Mødet blev holdt i bror Prestons hjem, og der var interesse fra start til slut. Bror B tog afgjort standpunkt for sandheden, og takkede Herren for at han havde ejendomme, for han skulle bruge dem til hans sag. Ved vor bedestund om morgnen hos bror Abbey’s, blev Herrens Ånd udgydt over os, og jeg blev taget bort i et syn, og så at nogle i menigheden var blevet misbilliget uden tilstrækkelig grund, gennem indflydelse fra drømme og indtryk. Jeg fik vist at søster E. P. var et Guds barn, og de havde ikke grund til at afvise hende. Og andre var også blevet sat til side, som ikke skulle være det, som var nær drevet til fortvivlelse. ret
(150) "Sabbats morgen tog vi til mødet, og der mødte vi søster E. P. Hendes mand var bittert imod hendes tro, og forbød hende at komme til mødet, og havde bundet hende med så tætte bånd at hun knustes. Hun lå og bad for Herren for at åbne hendes vej, og kunne deltage i mødet. Snart lod hendes mand hende gå, og upåagtet kom hun over stok og sten omkring en halv kilometer, og vadede til anklen gennem sumpområder, rejste omkring fem kilometer, og kom til mødet. Hun udtrykte den dybeste taknemmelighed for at kunne se Guds folk. ret
(151) “Jeg fortalte det syn jeg havde fået om menigheden, og dem som havde gjort en del for at bortkaste dem der bekendte sig hjerteligt til den. Det var en bevægende tid. Mange græd højt. De fortvivlede blev opmuntret og styrket. Guds arbejde går fremad. Herren arbejder for kirken, og vi efterlod dem glade, og rejste til Amsterdam, hvor vi fandt bror B. der ventede på at tage os til sit hjem. Vi blev taget venligt i mod af familien, selvom de endnu ikke havde grebet vor tro. Vi fik et møde med dem. Min mand hang sin tavle op og talte ud fra den i halvanden time. Så talte bror B meget bevæget, og udtrykte sin dybeste interesse for sin familie. Han sagde: "Kone og børn, jeg tager til riget. Vil I gå med mig? Hvis I ikke gør det, skal jeg ikke blive bagved; jeg skal af sted om det så er alene. Dette er sandheden; jeg må frelse min sjæl ved at adlyde sandheden.’ Han bad med sin familie af et helt hjerte. De var dybt rørt. De deltog i konferensen i West Milton, og måtte Herren give bror B og hans familie at tage ham med i vor bøn. Brødrene er meget ivrige efter at vi skulle komme til Saratoga Springs for at udgive bladet. Generelt skal vi blive ved menighedens beslutning." ret