(152) Vor konferense i West Milton blev holdt i en lade. Den var godt fyldt, og det var et interessant og udbytterigt møde. Vi forblev i Ballston Spa i nogle uger, indtil vi blev bosat for at udgive i Saratoga Springs. Så lejede vi et hus, og sendte bud til bror og søster Belden, og søster Bonfoey som var i Maine tog sig af lille Edson, og med lånte møbler begyndte vi at holde hus. ret
(152) Da vi var i Saratoga Springs, kom søster Annie R. Smith, som nu sover i Jesus, og bo sammen med os og hjælpe i huset. Min mand udtrykte sine følelser i et brev fra bror Howland, dateret 20. feb. 1852, som følger: "Vi har det i det hele taget godt, på nær jeg selv. Jeg kan ikke længere klare rejsearbejdet, og ansvaret for udgivelser. Onsdag aften foldede og pakkede vi nr. 12 indtil kl. to om morgnen, og så trak os tilbage, jeg hostede til dagslys. Bed for mig. Sagen har en herlig fremgang. Måske vil Herren ikke have brug for mig længere, og vil lade mig hvile i graven. Jeg håbede på at blive fri for bladet. Jeg har haft med det at gøre i den største modgang, og nu hvor det har mange venner, føler jeg mig fri til at forlade det, hvis der kan findes nogen som overtage det. Jeg håber min vej vil blive klar, Herren leder. Vi håber at høre fra dig og din kære familie, og fra vor lille Henry. Jeg kan knapt nok skrive disse linjer af uafladelig hoste. Lungetuberkulosen er min byrde, medmindre Gud befrier mig straks." ret
(153) Da vi var i Saratoga mødte vi mange skuffelser. Brødrene i den egen var ikke i en god tilstand. Der var vildfarelser og forkerte indflydelser at rette. H. C. havde kun lidt af denne verdens goder, og tog et yderliggående standpunkt af teksten, "Sælg alt hvad I har og giv almisse," og var utilfreds med at hans velstående brødre, fordi de ikke var mere gavmilde. De blev anklaget for at være verdslig sindede, ærgerrige og selviske. Ingen af partierne har ret. Nogle af dem, som var fattige, var begærlige. På den anden side, brugte H. C. ikke tid og kræfter som han burde, så han kunne sørge for sig selv, og have noget at hjælpe sig selv med sagen med. Hans handlemåde afskærer vort vidnesbyrd. Vi prøvede at fremholde det sande mål der krævede midler. ret
(153) Bror S. var villig til at gøre hvad som helt for Guds sag, når et passende formål blev fremstillet, men han følte sig ikke kaldet til at sælge sin slægtsgård, skønt han havde nok af midler til at dække sagens behov med. ret
(153) Men H. C’s familie lod ham ikke være i fred. “Sælg det I har og giv almisse, og hjælp de fattigere brødre," var deres råb. Bror S. var fortvivlet, og begrundelsen lå fast: "Han er begærlig, og Gud vil ikke velsigne ham før han fordeler hans ejendomme." Men det var H. C. som var begærlig. Han dækkede over bror S’s gode ting, og følte sig prøvet han ikke var villig til at dele ud af de frugter han havde arbejdet så hårdt for i landbrugslandet, medens H. C. tog den lette vej, stolede på Herren som han sagde, og gjorde meget lidt. ret
(154) Denne fortrykte bror kom ofte fra Milton til Saratoga for at spørge os til råds hvordan han skulle gøre. Han sagde: "De sagde at denne tunge vægt er på mit hjerte fordi Guds rynkede mine er over mig, fordi jeg ikke sælger." Han sagde han var parat med midler, hvad Herren end krævede. Vi fortalte ham at ikke ville synke i modløshed, og hvis det var hans pligt at sælge, var Herren villig til at lade ham vide, det, og føle byrden, som at lære det til sine brødre. En gang kom han fortumlet og ulykkelig, var blevet næsten blind på vejen. Vi var sikker på at hans kvaler var på grund af hjertesygdom, og sagde det til ham; at det ikke var fordi han forsømte pligten, for han var villig til at gøre hvad som helst. ret
(154) Da to af H. C.’s familie gik igennem bror S’s plads, så de flokke af kalkuner, og kom med bemærkninger for at bevæge S’s generøse hjerte, og han lovede dem et taksigelsesmåltid af kalkuner. Fuglene blev slagtet, og flere af dem blev delt ud iblandt H. C.s familie, og to blev reserveret til vor familie. Vi inviterede bror S., og flere af H. C’s familie var der. Kalkunerne blev vist til mig, og det blev fortalt mig hvordan de var blevet fordelt. Jeg følte mig bedrøvet. Jeg vidste at selvom at vi var fattige, kunne vi dog fornægte os mange ting, og derved hjælpe Guds sag. Jeg talte klart ud om denne sag. Jeg fortalte bror S. og de tilstedeværende om selvfornægtelsens sande formål; at ofre sig var at hjælpe sandhedens lidende sag, og ikke tilfredsstille disse fattigere brødres følelser, som var helt i stand til at sørge for sig selv, og endog gøre mere end dette. Jeg fortalte dem at selvfornægtelsens og opofrelsens sag ikke påhvilede den rige alene, at den fattige havde en del at gøre, og kaste deres småmønter i ligesom enken gjorde. ret
(155) Så henviste jeg dem til bror Wheelers sag, som Gud havde kaldet til at forkynde budskabet. Fattigdom havde tvunget ham til at arbejde i skovene med sin økse for at underholde sin familie, skønt han burde være ude på evangeliets mark; at vor godgørenhed havde et passende formål. Jeg bad for bror S sælge kalkunerne og sende udbyttet til bror W., og sagde at jeg ikke følte mig fri til at tage imod dem der var reserveret til mig. Jeg blev slået af den selviske bemærkning en af de tilstedeværende kom med: "Bror S, kan give dig kalkunerne og hjælpe bror W ved siden af. Der er masser hvor de kom fra." Dette var den selviskhed der var plantet i nogles hjerter. Samtidig var deres formaninger hyppige og alvorlige: "Sælg hvad I har og giv almisse." Selviskhed var i deres hjerter, og de ville ikke gøre noget offer. ret
(156) Den næste dag bragte bror S os to pæne kalkuner. Vi sendte dem straks til markedet og fik en doller på nær fem cents. Jeg fortalte bror S at jeg ville sende en dollars til bror Wheeler. "Nuvel," sagde bror. S., "jeg vil gøre noget ligeså," og han rakte tredive dollars, som bror W havde meget brug for, og satte ham i stand til at arbejde igen på evangeliets mark. Efter at vi var flyttet fra Saratoga Springs til Rochester, fik vi et brev der fortalte at bror S. var død. Han døde af apopleksi. Oh, tænkte jeg, nogle har undertrykt denne kære bror, og bebrejdet ham uden omsvøb, og havde falske fantasier og byrder, som de selv fandt på og fravristede ham midler som skulle være anvendt på Guds sag, som de må aflægge regnskab for disse ting for. Han fik ikke forståelse fra dem, imedens hans hjerte var nedtrykt, som om der hvilede en tung byrde på det. Medens han var fortvivlet, blev der sagt til ham: "Når du gør din pligt, så sælg og giv almisse, vil du være fri og i lyset." Dette smertede hjerte står nu stille. Han hviler indtil opstandelsens morgen, hvor vi tror han vil komme frem til evigt liv. Vort vidnesbyrd i Saratoga og omegn blev forkastet af fattige med begærligt hjerte, og også af de rige, og sagen faldt til jorden. ret
(157) I et syn jeg fik, da jeg var i Saratoga Springs, fik jeg vist en gruppe i Vermont, med en kvinde iblandt dem der var bedragerne, og menigheden må oplyses efter sin karakter, så giftige vildfarelser ikke slår dyb rod iblandt dem. Jeg havde ikke set brødrene, i denne del af staten, med mit naturlige øje. Vi besøgte dem, og da vi kom i bror B.’s bolig kom en kvinde frem for at tage imod mig, som jeg troede var søster B’s mor. Jeg var ved at hilse på hende da lyset faldt på hendes ansigt, og se! det var mrs. C., kvinden jeg havde set i synet. Jeg slap hendes hånd straks, og trak den tilbage. Dette lagde hun mærke til, og kom med bemærkninger derom efterpå. Menigheden i Vergennes og omegn samledes til et møde. Der var forvirring og følelsesudsving. Bror E. E. troede på "Kommende Tidsalder", og nogle var glade for S. Allen, en bemærkelsesværdig fanatiker, som fremholdt syner om en farlig karakter, som ville lede til åndelig enhed og brud i familier hvis dette blev gennemført. Vi troede på det budskab som Herren havde givet os. ret
(157) Søndag middag talte mrs. C ganske velformuleret om bagvaskelse. Hun var meget streng, for hun havde hørt at talerne var imod hendes fanatiske adfærd. Netop her gik søster B ind og sagde: "Vil du venligst gå ud og spise?" Mrs. C svarede straks og sagde: "Den slags kommer kun ud ved faste og bøn. Jeg ønsker ikke mad." Straks rejste min mad sig op på sine fødder. Guds kraft var over ham, og hans ansigt skiftede farve. Han sagde: "Jeg stoler på det vil forsvinde. I Herrens navn, jeg stoler på det vil forsvinde!" og sagde til mrs. C., "Denne onde ånd er i dig, og jeg stoler på den vil forsvinde! Jeg irettesætter den i Herrens navn!" Hun lod til at være helt mundlam. Hendes løse og smarte tunge blev fortiet straks. ret
(158) Men hun fik sympatisører. Sådan er sagen i almindelighed. Den begyndte med Satans fald i himlen, og engle, som sympatiserede med ham, faldt også. Dem som har uret, og samarbejder med Satan, vil altid finde dem som vil sympatisere med dem, når de sættes i rette. De er meget bange for at deres følelser vil blive skadet. Bror og søster B sympatiserede med denne bedragede kvinde. De mente hun havde nogenlunde ret. Men vi mistede ikke modet. Herren havde taget denne sag i sin egne hænder, og vil redde sin menighed som er blevet bebyrdet og fortrykt. ret
(158) Den eftermiddag gik vi sammen i bøn, Herrens velsignelse hvilede over os, og jeg fik igen vist denne bedragede kvindes sag, og menighedens fare ved at lytte til en sådan lære, som kom fra hendes læber. Hendes kurs var lagt for at vanære Guds sag. Mrs. C havde den retmæssige beskytter, og med ham ville hun stå, eller i hans selskab rejse, og ved hendes fanatiske kurs var hun frataget al krav på kristen fællesskab. Og at H. A. og mrs. C. handlemåde skulle undgås, og beskyttes imod. Og hvis menigheden ikke afskar sig dem, som gjorde sådan, og løfte sin røst imod det, ville de udsætte sig for Guds rynkede mine, og gøre sig del i deres onde gerninger. Og at Herren har sendt os til menigheden med et budskab vil, hvis det blev modtaget, redde dem fra større farer, end de hidtil har været ude for. Mange kendte til dette, og mærkede disse fejl dybt, men andre så anderledes på disse ting. Men de begyndte at ånde frit igen, og få styrke til at frembære deres tydelige vidnesbyrd imod de fejl som de vidste havde eksisteret. De vidste at jeg ikke havde fået information fra nogen jordisk kilde, og at Herren havde åbenbaret disse ting for mig; og de bevidnede at jeg fortalte sagen bedre end de kunne, som kendte til alle omstændigheder. Vi fik en anden samtale med bror og søstre B. Herren åbnede deres øjne til at se tingene i deres sande lys. Vi tog tilbage fra den rejse med følelse af tilfredshed, vidende at Herren arbejdede for sit folk. ret