Åndelige gaver bind 2 kapitel 23fra side160

tilbage

Flytte tilbage til Rochester

(160)  I april, 1852, flyttede vi tilbage til Rochester, N. Y., under de mest nedslående omstændigheder. Vi havde ikke penge nok til at fragte de få ting vi skulle flytte med jernbanen, og var nød til at handle i tro. Jeg vil give nogle få uddrag fra et brev til bror Howlands familie, dateret 16. april, 1852: ret

(160)   “Vi er lige ved at bosætte os her i Rochester. Vi har lejet et gammelt hus for et hundrede og femoghalvfjerds dollars om året. Vi har trykkerimaskinen i huset. Var det ikke for dette, skulle vi betale halvtreds dollars om året for et kontorlokale. I ville grine om I så ind til os og så vore møbler. Vi har købt to gamle senge for femogtyve cents hver. Min mand tog seks gamle ukorente stole med til mit hjem, som han betalte en dollars for, og hurtigt efter overbragte han mig frem gamle stole mere, uden sæder, betalt toogtres cent for samlingen. Skelettet var stærkt, og jeg har betrukket dem med borebetræk. Smørret stod så højt at vi ikke køber det, vi kunne heller ikke klare at købe kartofler. Vi brugte sovs i stedet for smør, og roer i stedet for kartofler. Søster Harris forsynede os med kirsebærsovs. ret

(161)   "Vi er villig til at klare afsavn hvis Guds arbejde kan fremmes. Vi tror at Herrens hånd var rakt ud til os til dette sted. Der er en stor mark at arbejde på, men ganske få medarbejdere. Måtte Herren hjælpe os, at vi måtte handle rigtigt, medens vi er her. Vi bestræber os på at drage nær til Gud, og få underlagt vor vilje under den guddommelige vilje. Vi ved at Herren ønsker at vi skal være levende eksempler, så kan vi glæde os over lyset fra hans ansigt. Sidste sabbat var vort møde fremragende. Herren fornyede os med sin tilstedeværelse. Måtte Herren give jer og menigheden fremgang på jeres sted. Stol helt på Guds sikre løfter." ret

(161)  Hurtigt efter at vor familie bosatte sig i Rochester, modtog vi et brev fra min moder, der fortalte os om min bror Robert farlige sygdom, som boede hos min mine forældre i Gorham, Me. En forkert indflydelse havde påvirket ham, og adskilt ham i troen fra os. Han blev desorienteret om vor stilling, og ville ikke lytte til nogen beviser for det tredje budskab. Han modsatte sig ikke, men undgik sagen helt. Dette gav os mange sørgelige stunder. ret

(161)  Da nyhederne om hans sygdom nåede os, besluttede min søster Sarah at straks tage til Gorham. Det så helt ud til at min bror kun kunne leve i nogle få dage, men imod alle forventninger, forblev han i store lidelser i seks måneder. Min søster overvågede ham ind til det sidste. ret

(162)  Lige så snart han blev hjemsøgt kunne det ofte høres, at hans stemme bad til Gud efter lys til hans ansigt, og ved hans sygeseng betonede han beviserne for vort standpunkt, og greb det tredje budskab. Han var bedrøvet over at han ikke havde set emnet før, og ville ofte udbryde: "Hvor tydeligt! Hvor klart at der må være et tredje budskab såvel som et første og andet," og han ville sige: "Den tredje engel følger efter. De to før. Det er helt tydeligt nu. Jeg har afskåret mig fra mange velsignelser, som jeg kunne have nydt. Jeg tænkte at James og Ellen var faret vild. Jeg nærede fejl imod dem, og ønsker at se dem igen." ret

(162)  Min bror lod til at modnes til himlen. Han fik ingen interesse for verdslige ting, og blev såret over al anden samtale end om en religiøs karakter, der blev introduceret i hans værelse. Han lod til at have daglig samfund med Gud, og betragte alle øjeblikke som meget værdifulde, som bruges på hans sidste mulige forberedelse. ret

(162)  Vi fik privilegiet at besøge ham før hans død. Det var et rørende møde. Han var meget forandret, alligevel var hans hærgede ansigtstræk oplyst med glæde. Et klart håb om fremtiden understøttede ham hele tiden. Han knurrede ikke en eneste gang, eller udtrykte ønske om at leve. Vi fik bedestunder i hans værelse, og Jesus lod til at være meget nær. Vi var nød til at gå fra vor kære broder, og ikke forvente at kunne møde ham igen på denne side af de retfærdiges opstandelse. Det bitre adskillelsessceneri blev bortelimineret af hans udtrykte håb om at vi mødes en verden, hvor der ikke vil være adskillelse mere. ret

(163)  Min bror fortsatte med at gå hurtig nedad. Hvis han mærkede en sky lukke Jesus fra ham, ville han ikke hvile før den var spredt bort, og det klare håb atter glædede ham. Alle som besøgte ham, talte han med om Guds godhed, og ville ofte løfte sin magre finger, og pege opad, medens et himmelsk lys hvilede over hans ansigt, og sagde: "Min skat er lagt der oppe." For alle var det et under, at hans lidelsesfulde liv blev forlænget sådan. Han fik en blødning i lungerne, og ansås for at være døende. Så viste der en uopfyldt pligt sig for ham. Han knyttede sig atter til metodistkirken. Han blev udstødt i 1843 med andre familiemedlemmer, på grund af hans tro. Han sagde at han ikke kunne dø i fred før hans navn blev taget ud af kirkebogen, og bad far om at straks få taget det bort. ret

(163)  Om morgenen besøgte far præsten, og sagde min broders anmodning. Han sagde at han ville besøge ham, og hvis det stadig er hans ønske at ikke betragtes som medlem af deres kirke, ville hans anmodning blive tilstået. Lige før præsten kom, fik min bror en anden blødning og hviskede at han var bange for at han ikke levede op til sin pligt. Præsten besøgte ham, og han udtrykte straks sit ønske, og sagde til ham at han ikke kunne dø i fred, før hans navn var taget ud af kirkebogen; at han ikke skulle være forenet med dem igen, hvis han nu stod i lyset. ret

(164)  Så talte han om sin tro, håb og Guds godhed mod ham. Et himmelsk synes at være over hans ansigt, og de læber, der for få øjeblikke var til sølet med blod, blev åbnet i pris for Gud for hans store frelse. Idet prædikanten forlod lokalet sagde han til mine forældre: "Det er en sejrrig sjæl; har aldrig set så lykkelig en sjæl før." Hurtig efter dette faldt min bror i søvn i Jesus, med et fuldt håb om at få del i den første opstandelse. Efterfølgende linjer blev skrevet over hans død af søster Annie R. Smith: ret

(164)  Han sover i Jesus - fredfuld hvile -
Ingen dødelig strid sniger sig ind, ej heller i hans bryst;
Ingen smerte, eller synd, eller ve, eller bekymring,
Kan nå den tavse slummer der. ret

(164)  Han levede, for at tilbede sin frelser,
Og bar sagtmodigt hans lidelser.
Han elskede, og alt overladt til Gud;
Knurrede heller ikke ved hans dæmpende kæp. ret

(165)   "Tiltrækker jorden dig her?" råbte de,
Den døende kristne svarede:
Medens han pegede op mod himlen,
Min rigdom ligger der oppe. ret

(165)  Han sover i Jesus - står snart op,
Når den sidste basun skal opløftes;
Så brydes gravens lænker
for at vågne op til helt og udødelig opblomstring. ret

(165)  Han sover i Jesus - stands din gråd;
Lad dette være din liflige lindring -
Som befriet fra dødens sejrstog,
I himlen vil han leve igen. ret

(165)  I Rochester sled vi under mange forviklinger og modløshed. Koleraen hjemsøgte R., og da den hærgede, bar alle nattevognene de døde og de kunne høres rumle igennem gaderne til Mount Hope kirkegård. Denne sygdom tog ikke blot de lavere stillede, men tog alle klasser i samfundet. De dygtigste læger blev lagt ned, og båret til Mount Hope. Da vi gik på gaderne i Rochester, mødte vi vogne med enkle fyrretræskister ved hvert hjørne, hvori der den døde lå. ret

(165)  Vor lille Edsom blev angrebet, og vi bar ham til den store Læge. Sygdom stoppede med at blive værre. Jeg tog ham i mine arme, og irettesatte sygdommen i Jesu navn. Han fandt straks hjælp og da en søster begyndte at bede om Herren ville helbrede ham, så den lille treårige ledsager forbavset op og sagde: "I behøver ikke at bede for mig mere, for Herren har helbredt mig." Han var meget svag. Sygdommen bredte sig ikke længere, men han kom ikke til kræfter. Vor tro blev stadig prøvet. I tre dage spiste han ikke noget. ret

næste kapitel