Åndelige gaver bind 2 kapitel 25fra side173

tilbage

Nathaniel og Anna

(173)  Efter at vi var kommet tilbage fra vor rejse i øststaterne, fik jeg vist at vi var i fare for at påtage os byrder, som Gud ikke forlanger at vi skal bære. Vi havde en andel at gøre i Guds sag, og kunne ikke påtage os flere opgaver med en større familie for at tilfredsstille nogens ønsker. For at frelse sjæle skal vi være villige til at bære byrder; så at vi åbner vejen for at min mands bror Nathaniel og søster Anna kommer og bor hos os. De var begge svage patienter, dog ville vi strække os til en hjertelig indbydelse at komme til vort hjem. Dette tog de imod. Lige så snart vi så Nathaniel var vi bange for at lungetuberkulosen havde markeret ham til graven. Det flød ned af hans kinder. Alligevel håbede og bad vi for at Herren ville spare ham, så hans talenter kan bruges i Guds sag. Men Herren fandt det anderledes. Nathaniel og Anna kom forsigtig ind i sandheden, dog med forstand. De vejede beviserne for vort standpunkt og besluttede sig samvittighedsfuldt for sandheden. ret

(174)  Nathaniel døde d. 6. maj, 1853, i det 22. år af hans alder. Disse enkeltheder fra hans sygdom og død, er fra et brev jeg skrev til vore efterladte forældre: ret

(174)   “Kære Nathaniel, vi savner ham meget. Det virker hårdt for os at indse at vi ikke længere skal have hans selskab her. I sin sygdom viste han en bemærkelsesværdig munterhed og sjælsstyrke. Jeg har aldrig hørt ham sukke, og det var tirsdagen før han døde. Jeg elskede ham da han først kom, fordi han var min mands bror, og jeg følte at jeg kunne gøre alt for at trøste ham; men hurtig virkede han som om han var en naturlig bror. Jeg læste noget i biblen for ham i onsdags, og fortalte ham om min stakkels bror Robert, som efter seks måneders lidelse, døde af lungetuberkulose. Han sagde: "Jeg ville ikke ønske at få en så langvarig sygdom som han havde." Han opmuntrede sit sind godt, og sagde at vi ikke skal se bedrøvede ud når vi kom ind i hans værelse. Han sagde: "Jeg er glad; Herren velsigner mig overmådig. Jeg har sejret over utålmodigheden, og har bevis for at Herren elsker og ejer mig som hans barn." Den nat kunne han ikke falde i søvn. ret

(174)   "Tirsdag morgen udtrykte han glæde over at den lange nat var ovre, og dagen endelig var kommet. Idet han gik til morgenmad i den store stue den morgen, så han omkring i værelset, og sagde: "Ingen andre kan hjælpe med at få så smukt et hus som dette, med store luftige lokaler." ret

(175)   “Normalt bragte Anna hans måltider til ham, og valgte det ud, og satte sig ved hans side medens han spise; hun ønskede ikke at spise før han havde spist. Han sagde: "Ellen, jeg ønsker at du vil få Anna til at sidde ned og spise sammen med resten af familien, for der er ikke behov for at hun sidder hos mig, medens jeg spiser." ret

(175)   "Han lod til at elske Anna rigtig meget, og trods hans sygdom talte han ofte om at komme til Rochester og ledsage hende, fordi hun var så svag, og nu sad Anna og ventede på ham, og sagde ofte: "Anna, du vidste ikke hvornår du kom i tanker på til at tage til Rochester, at du skulle til at vente på mig." ret

(175)   "Den nat [torsdag] tog vi til hans værelse og bad med ham, og Nathaniel blev velsignet overmådigt. Han priste Herren højt, medens hans ansigt var oplyst af Guds herlighed. Vi bad særlig for at han måtte sove og hvile den nat. Han hvilede meget godt igennem natten. ret

(175)   "Fredag morgen, den sidste morgen at han levede, kaldte han os op til sit værelse. Han sagde at han ønskede at vi skulle bede der; men først havde han noget at sige. Han genkaldte småting med bemærkelsesværdig klarhed, som var sket medens han havde været hos os, og alle ord som han mente han havde sagt overilet eller forkert, bekendte han hjerteligt. Han bekendte hvori han før havde haft mistillid til Gud, og spurgte om familiens tilgivelse. "Jeg fortryder," sagde han, "at jeg var uopmærksom på min sygdom. Jeg har følt at jeg ikke kan få det sådan, og at Herren har behandlet mig uretfærdigt. Men nu er jeg er jeg tilfreds med at det er rigtigt; for intet andet end denne sygdom kunne bringe mig derhen hvor jeg er. Gud har velsignet mig meget sent, og har tilgivet alle mine synder. Ofte er det som om, at hvis jeg kunne række min hånd ud, så ville jeg omfavne at Jesus, da han er så nær. Jeg ved at jeg elsker Gud og han elsker mig." ret

(176)   "Efter at han havde sagt det han ønskede, gik vi sammen i bøn. Det var en liflig stund. Han viste stor interesse medens vi band, og besvarede vore bønner ved at sige "Amen! Pris Herren! Ære til Gud! Jeg vil prise ham, for han er værdig at blive prist! Hans navn er Jesus, og han vil frelse os fra vore synder!" ret

(176)   “Han bad alvorligt, og i tro, at fuld helligelse til Guds vilje, om at blive døbt med hans Ånd og renset af hans blod. Han sagde: "Du har tilgivet mig alle mine synder. Du har helliggjort mig til dig selv, og jeg vil ære dig så længe jeg trækker vejret." ret

(176)   "Hans ansigt skinnede, og han så meget lykkelig ud. Han sagde at det var som om værelset lyste, og han elskede os alle. Efter vi rejste os op fra bønnen sagde han: "Anna, jeg elsker dig, kom her." Hun gik til hans sengekant, og han omfavnede hende, og sagde: "Jeg er lykkelig, Herren har velsignet mig." ret

(177)   “Nathaniel sejrede i Gud den dag, selvom han var meget syg. Jeg forblev i hans værelse og underholdt ham med at læse bibelen og tale med ham. Da jeg læse ville han sige: "Hvor passende er dette dog! Hvor skønt! Jeg må huske det!" ret

(177)   "Jeg sagde da: Nathaniel, du er meget syg. Du kan dø inden for to timer, og hvis Gud ikke lægger sig imellem, kan du ikke leve i to dage. Han sagde, meget stille: "Oh, ikke så hurtigt som det, tænker jeg." Han rejste sig straks fra sengen, satte sig i rullestolen og begyndte at tale. Han begyndte at gå tilbage i tiden da han blev omvendt; fortalte hvor meget han nød det, og hvor bange han var for at synde; og da han begyndte at glemme Gud, og miste velsignelsen. Men så rejste hans håb sig så højt; han ville være et menneske i verden; der fik en uddannelse og udfylde en høj stilling. Og så fortalte han hvordan hans håb døde, ligesom trængslerne var gået hårdt ud over ham; hvor vanskeligt det var for ham at opgive hans forventninger. Han sagde at han ikke kunne have det sådan; han ville have det godt; og han ville ikke opgive. ret

(177)   “Så fortalte han om sin ankomst til Rochester. Hvor prøvende var det dog ikke - at få os til at vente på ham, og være afhængig. "Det var som om" sagde han," at al jeres venlighed, var mere end jeg kunne bære, og jeg besluttede at jeg ville betale for alt dette." Så talte han om at gribe sabbaten. Han sagde: "Ført ville jeg ikke anerkende det lys jeg så, jeg ønskede at skjule det; men Guds velsignelse blev holdt tilbage fra mig, indtil jeg anerkendte sabbaten. Så nærede jeg tillid til Gud." sagde han, "Jeg elsker sabbaten nu; den er dyrebar for mig. Jeg føler mig nu forligt med min sygdom. Jeg ved at det er den eneste ting som vil frelse mig. Jeg vil prise Herren, om han kan frelse mig igennem pinsel" ret

(178)  “Da vi sædvanligvis holdt aftensmåltid, forberedte vi stakkels Nathaniels aftensmåltid, men han sagde hurtig at han var svag, og vidste ikke andet end han var ved at dø. Han sendte bud efter mig, og lige så snart jeg kom i værelset, vidste jeg at han var ved at dø, og sagde til ham: Nathaniel, kære, stol på Gud; han elsker dig, og du elsker ham. Stol direkte på ham som børn stoler på deres forældre. Vær ikke bekymret. Herren vil ikke forlade dig. Han sagde: "Ja, ja." Vi bad, og han svarede, Amen! Pris Herren! Han lod ikke til at lide smerte. Han sukkede en eneste gang, kæmpede ikke, bevægede heller ikke musklerne i hans ansigt, men åndede kortere og kortere indtil han faldt i søvn. ret

(178)  Efterfølgende linjer blev i anledning af hans død, skrevet af søster Annie R. Smith: Gå til din hvile, bror! Sov i fred; Medens du bøjer dig over graven, i sorg vi græder, For kærlighed og værdsættelse, i livets tidlige opblomstring, Ført væk iblandt os, til den kolde og taves grav. Liflig er din slummer" i tavs hvile; Under det grønne græs, og blomstrende rose; Oh, blød er din pude, og elskelig din seng; Sørgmodig svajer cypressen over den døde. Mørke over udtalelserne som skyggede hans pande, Sandheden som han fulgte oplyses nu; I sin Frelsers arme faldt han nu i søvn, Hvor veer der venter os gennemtrænger ikke hans bryst. Græd ikke for den kristne hvis arbejde er gjort; Som har vundet rigdommen, trofast mod sin pligt. Juvelen fik lov til at skinne for altid, En perle i skrinet, evigt guddommeligt liv. Jordens skød vil ikke skjule hans smukke krop så længe, Og dødens dystre portaler fra slægtskabet deler; For hurtigt nærmer sig, vi ser den strålende dag, Som bringer et glad kald: Stå op! kom væk! ret

næste kapitel