(179) Efter Nathaniels død, var min mand meget ked af det. Trængsler og bekymringer i hans sind havde udmattet ham. Han fik høj feber, og blev begrænset til sengen. Vi gik sammen i bøn for ham, og han fik liv igen, men var stadig meget svag. Han havde aftaler i Mill Grove, N. Y., og Michigan, og var bange for at han ikke opfylde dem. Vi besluttede at vove os så langt som til Mill Grove, og hvis han ikke blev bedre, så vende hjem igen. ret
(180) Da vi var hos bror Cottrell’s, i Mill Grove, led han så meget og blev så svag at han ikke ville rejse længere. Vi var meget rådvilde. Skal vi drives fra arbejdet på grund af svage kroppe? Vil Satan få lov til at udøve sin kraft over os, og kappes om vor nyttighed og liv så længe vi er i denne verden? Vi vidste at Gud kan begrænse Satans kraft. Han kan lade os prøve i ildovnen, men vil få os rensede ud, og bedre udrustet til hans arbejde. ret
(180) Jeg gik ind i en bjælkehytte nærved, og udgød min sjæl for Gud i bøn at han vil irettesætte feberen og styrke min mand til at klare rejsen. Dette var vigtigt, og min tro greb fat i Guds løfter. Dér fik jeg bevis for, om vi fortsætter vor rejse til Michigan vil Guds engel være med os. Da jeg fortalte min mand om min sinds udøvelse, sagde han at hans sind var blevet oplivet på lignende måde, og vi besluttede at rejse i tillid til Herren. Min mand var så svag at ikke kunne spænde remmene til hans lædertaske, og kaldte på bror Cottrell til at gøre det for ham. For enhver kilometer vi rejste følte han sig styrket. Herren støttede ham. Og da han var oppe på sine fødder og forkyndte ordet var jeg sikker på at Guds engle stod ved hans side, for at støtte ham i hans arbejde. ret
(181) I Jackson fandt vi menigheden i stor forvirring. I deres midte viste Herren mig deres tilstand, og jeg fortalte den del af det, som var klart for mig, som angik nogle tilstedeværendes forkerte handlemåde. C. og R. havde mange fordomme imod denne søster, og råbte: “Amen! amen!" og udviste en sejrrig ånd over hende, og ville ofte sige: "Sådan tænkte jeg!" "Det er præcis sådan det er!" Jeg følte mig meget forpint, og satte mig ned før jeg var færdig med at fortælle om synet. Så rejste C. og R. sig og formanede andre til at tage imod synet, og optrådte sådan at min mand irettesatte dem. Mødet lukkede i forvirring. Under familiebønnen den nat hos bror S’s, blev jeg igen taget bort i et syn, og den del af synet som var gået mig forbi, blev gentaget, og jeg fik vist R og S’s nedslående handlemåde, at deres indflydelse i kirken skulle skabe splid. De viste sig som ophøjede, og ikke Kristi ydmyge ånd. Jeg så hvorfor Herren havde skjult den del af synet som angik dem. Det var sådan de fik anledning til at vise hvilken ånd de var af. ret
(181) Den næste dag skulle der være møde, og jeg fortalte de ting som Herren havde vist mig aftnen før. C. og R., som forsvarede ivrigt synerne to dage før, var utilfredse med at få vist fejl, og tog ikke imod budskabet. De havde sagt før jeg kom til stedet, at hvis jeg så tingene som de anså dem, ville de vide at synerne var fra Gud; men hvis jeg så at de var på forkert vej, og at det som de betragtede som fejl ikke var fejl, vidste de at synerne forkerte. Men begge partier blev vist for mig, som en fejl, særlig C. og R og nogle andre. De begyndte da at kæmpe imod mit vidnesbyrd, og her begyndte det der kaldes for "Messenger"-partiet. ret
(182) Jeg vil her give et uddrag fra et brev skrevet til mine forældre i Gorham, Me., 23. juni, 1853: ret
(182) “Da vi var i Michigan besøgte vi Tyrone, Jackson, Sylvan, Bedford og Vergennes. Min mand klarede rejsen såvel som hans arbejde ved Guds kraft. Hans kræfter svigtede han kun een gang. Han kunne tale i Bedford. Han tog til mødestedet, stillede sig op på stolen for at prædike, men besvimede, og var nød til at sidde ned. Han spurgte bror Loughborough om at tage emnet, hvor han havde forladt det, og afslutte hans prædiken. Han tog til huset i den friske luft, lagde sig på det grønne græs indtil han kom sig nogenlunde, hvor bror Kelsey lod ham tage til sit hus, og han rejste alene et par kilometer til bror Brooks’. ret
(183) “Bror Loughborough gennemgik emnet under stor frihed. Alle blev interesseret ved mødet. Herrens Ånd hvilede over mig og jeg fik fuldstændig frihed til at frembære mit vidnesbyrd. Guds kraft var i huset, og næsten alle tilstedeværende blev rørt til tårer. Nogle tog et afgjort ståsted vor sandheden. ret
(183) "Efter at mødet var afsluttet, rejste vi med hest igennem skovene til en smuk sø hvor seks blev begravet med Kristus i dåben. Så tog vi tilbage til bror B’s og fandt min mand i bedre tilstand. Da han var alene den dag blev hans sind oprørt, over emnet spiritualisme, og han besluttede sig at skrive bogen med titlen, Tidernes Tegn. ret
(183) "Den næste dag rejste vi til Vergennes, over lange, ujævne veje og gennem mudderpøler. Meget af vejen var jeg næsten ved at besvime, men vore hjerter blev opløftet i bøn til Gud efter styrke, og vi fandt en nærværende hjælp hos ham, og vi kunne gennemføre rejsen, og frembære vort vidnesbyrd der." ret
(183) Hurtigt efter at vi kom tilbage begyndte min mand at skrive Tidernes Tegn. Han havde et dårligt helbred. Han kæmper med hovedpine og kolde fødder. Han sov kun lidt. Men Herren støttede ham. Når hans sind var forvirret og led, bøjede vi os ned for Herren, og råbte i vor sjælsnød til ham. Han hørte vore alvorlige bønner, og velsignede ofte min mand, så han gik i gang med arbejdet med fornyet humør. Sådan gjorde vi mange gange om dagen, vi gik frem for Herren i bøn. Den bog blev ikke skrevet i hans egen styrke. ret
(184) Efteråret 1853 deltog vi i konferenserne i Buck’s Bridge, N. Y., Stowe, Vt., Boston, Dartmouth og Springfield, Mass., Washington, N. H., og New Haven, Vt. Dette var en slidsom og temmelig nedslående rejse. Mange greb sandheden, som var uhelliggjorte i hjerte og liv, og stridens oprørets elementer arbejdede, og det var nødvendigt at en bevægelse skulle finde sted for at rense menigheden. "Messenger"-partiet drev hurtigt over, og sagen blev lindret. ret
(184) Om vinteren og foråret led jeg mange hjertesygdomme. Det var vanskeligt for mig at ånde når jeg lå ned, og jeg kunne ikke sove, medmindre jeg sad oppe. Min ånden stoppede ofte, og besvimelser var hyppige. Men dette var ikke alle mine problemer. På mit venstre øjenlåg fik jeg en svulst som viste sig at være kræft. Den havde vokset i mere end et år, indtil den gav mig smerter og påvirkede mit udsyn. Når jeg læste eller skrev var jeg tvunget til at forbinde det syge øje. Og tanken pinte mig hele tiden at mit øje kan blive udslettet af en kræft. Jeg så tilbage til dage og nætter der var brugt på at læse korrektur, som havde anstrengt mine øjne, og tænkte at hvis jeg mistede mit øje, og mit liv, vil det være et martyrium for sagen. ret
(185) En berømt læge der besøgte Rochester gav gratis råd. Jeg besluttede at få ham til at undersøge mit øje. Han mente at svulsten ville vise at være kræft. Han mærkede min puls, og sagde: "Du er meget syg, og vil dø apopleksi før svulsten bryder ud. Du er i en farlig tilstand med sygt hjerte." Dette overraskede mig ikke, for jeg var klar over at jeg ikke fik hurtig hjælp, at måtte jeg ligge i graven. To andre kvinder var kommet efter råd, som led af den samme sygdom. Lægen sagde at jeg i en farligere tilstand end nogen af dem, og der kunne ikke gå mere end tre uger før jeg ville få lammelse, og apopleksien fulgte efter. Jeg spurgte om han mente hans medicin ville kurere mig. Han var ikke til stor opmuntring. Jeg købte noget af hans medicin. Øjevaskningen var meget smertefuld, og jeg fik ikke gavn af det. Jeg kunne bruge de remedier lægen havde udskrevet. ret
(185) Omkring tre uger senere besvimede jeg og faldt til gulvet, og forblev bevidstløs i omkring seksogtredive timer. Det frygtedes at jeg ikke ville overleve; men som svar på bøn fik jeg atter liv. En uge senere, da jeg talte med søster Anna, fik jeg en lammelse på min venstre side. Mit hoved blev følelsesløs, jeg fik en besynderlig følelse af kulde og følelsesløshed i mit hoved, med tryk og hårde smerter i mine tindinger. Min tunges føles tung og følelsesløs. Jeg kunne tale klart. Min venstre arm og side var hjælpeløs. Jeg tænkte at jeg var ved at dø, og min store bekymring var at få bevis iblandt mine lidelser, at Herren elskede mig. ret
(186) I månedsvis havde jeg hele tiden så mange smerter i mit hjerte, at jeg ikke oplevede nogen gode følelser, men mit humør var hele tiden nede. Jeg prøvede at tjene Gud af princip, uden følelser, men nu tørstede jeg efter Guds frelse, og erkendte hans velsignelse, uanset smerten i mit hjerte. Brødrene og søstrene samledes for at gøre min sag til et særligt bedeemne. Mit ønske blev tilstået. Bøn blev hørt, og jeg fik Guds velsignelse, og fik forsikring for at han elskede mig. Men smerten fortsatte, og jeg blev svagere for hver time. Brødre og søstre samledes igen for at bringe min sag videre til Herren. Jeg var så svag at jeg ikke kunne bede med stemme. Mit udseende lod til at svække deres tro omkring mig. Guds løfter blev sat op foran mig, som jeg aldrig havde set dem før. For mig var det som om Satan bestræbte sig på at rive mig fra min mand og børn, og lægge mig i graven, og disse spørgsmål kæmpede i mit sind: Kan du tro Guds nøgne løfter? Kan du gå ud i tro, uanset hvordan det ser ud? Troen fik liv. Jeg hviskede til min mand, jeg tror at jeg skal komme mig. Han svarede: "Jeg vidste jeg kunne tro det." Jeg trak mig tilbage den nat uden hjælp, alligevel stolede jeg med fast tillid på Guds løfter. Jeg kunne ikke sove, men fortsatte min tavse bøn til Gud. Lige før dagen sov jeg. Da jeg vågnede op, kunne solen ses fra mit vindue, stå op i øst. Jeg var helt fri fra smerte. Trykket og vægten på mit hjerte var væk, og jeg var meget glad. Jeg fyldtes med taknemmelighed. Guds løfter var over mine læber. Oh hvilken forandring! For mig var det som om at en Guds engel havde rørt ved mig, medens jeg sov. Jeg vækkede min mand og fortalte ham om det forunderlige værk som Herren havde udført for mig. Han kunne knapt nok fatte det først. Men da jeg stod op og klædte mig på, og gik omkring i huset, og han var vidne til ændringen i mit ansigt, kunne han prise Guds sammen med mig. Mit syge øje var fri for smerte. Om nogle få dage så jeg i et spejl, at kræften var væk, og mit udsyn var helt genoprettet. Værket var fuldendt. ret
(188) Jeg besøgte lægen igen, og lige så snart han mærkede min puls sagde han: "Madame, du har det bedre! Der er sket en fuldstændig forandring i din krop; men de to kvinder som besøgte mig efter råd, da du var her sidst, er døde." Jeg fortalte ham at det ikke var medicinen som havde kureret mig, for jeg kunne ikke bruge den. Og da jeg var ved at fortælle om Herrens forunderlige handlinger med mig, ilede en fattig medarbejder ind i værelset, og sagde næsten ved siden af sig selv: "Doktor, de siger at jeg må dø! at jeg har lungetuberkulose!" Store sveddråber var over hans pande. Lægen prøvede at berolige hans opildnede sind medens han undersøgte has lunger. Han ventede på undersøgelsen med intens iver. Lægen rystede på sit hoved, og sagde til ham at han var helt sikker; at han havde en hurtig lungetuberkulose, og snart måtte dø. Hans følelser overvældede ham, og han brød ud i tårer. Han havde intet håb i Gud, og fremtiden for ham var forfærdelig usikker. Jeg var nød til at gå. Søster P., som nu hviler i graven, havde ledsaget mig, og fortalt lægen efter jeg var gået, at Herren havde hørt bøn for mig, og genoprettede mig til sundhed. Han sagde: "Hendes tilfælde er et mystisk. Jeg forstår det ikke." ret