Åndelige gaver bind 2 kapitel 27fra side188

tilbage

Andet besøg i Michigan

(188)  Vi besøgte snart Michigan igen, og jeg klarede at rejse over lange veje, og gennem mudderpøler, og jeg mistede ikke mine kræfter. ret

(188)  Jeg mærkede at Herren ville have os til at besøge Wisconsin, og skulle tage vognene i Jackson klokken 10 om aftenen. Omkring klokken 5 om eftermiddagen kom en ung meget veludseende mand til bror Palmer og spurgte om de ville have bundet bøger, og sagde at han tog med aftentoget, og ville binde dem i Marshall, og vende tilbage til dem om nogle få uger. ret

(189)  Da vi forberedte os til vogntoget følte vi os meget højtidelige, og foreslog en bedestund. Og da vi overgav os selv til Gud, kunne vi ikke lade være med at bede højt. Vi tog til stationen med en følelse af dyb højtidelighed. Vi ledte efter sæder i de forreste vogne, som havde høje ryglæn, med håb om at vi kunne sove noget den nat, men blev skuffede. Vi gik tilbage til den næste vogn, og fandt der nogle sæder. Jeg lagde ikke min kyse fra mig som jeg plejer når jeg rejser om natten, vi rakte heller ikke kufferten op. Vi talte til hinanden om hvordan vi havde det, og sagde begge at vi følte vi ventede på noget. ret

(189)  Vogntoget kørte omkring fem kilometer fra Jackson da deres bevægelse blev meget voldsom, rystede frem og tilbage, og stoppede til sidst. Jeg slog vinduet ned og så en vogn stå nede for enden, og hørte de vildeste suk og stor forvirring. Lokomotivet var kastet af sporet. Men den vogn vi var i var på sporet, og var skilt fra dem foran, omkring tredive meter. Ekspresvognen var slået i småstykker, godset var spredt, og meget af det ødelagt. Bagagevognen var ikke så skadet, og vor store kuffertboks var i sikkerhed. Andenklassevognen var knust, og i stykker, med passagerne deri, var kastet ud over sporet til begge sider af den. Vognen som vi prøvede at finde sæde i var allermest brudt i stykker, og den ene ende var blevet til en ruindynge. Koblingen var ikke gået i stykker, men vognene var adskilte, som om en engel havde skilt dem ad. Der ventes et andet tog om nogle få minutter, og der kom stor ophidselse. De brudte vognstykker blev brugt til at bygge et stort bål, og mennesker med fakler gik på sporet i den retning hvor toget forventedes. Vi forlod straks vognen, og min mand tog mig i sine arme og bar mig, gik i vandet, og satte mig på gærdet, kom over og bar mig så midt i sine arme over et mudret stykke land til hovedvejen. Fire var dræbt eller dødeligt såret. En af dem var den omtalte unge bogbinder. Mange var meget skadet. ret

(190)  Vi gik en lille kilometer til en bolig, hvor jeg blev medens min mand kørte til Jackson med bud efter læger. Jeg fik anledning til at reflektere over Guds omsorg for dem som tjener ham. Hvad adskilte toget, efterlod den vogn vi var i tilbage på sporet? Jeg var blevet vist at en engel var sendt for at bevare os. Vi nåede bror S’s i Jackson, omkring klokken to, taknemmelig for Guds beskyttende omsorg. ret

(191)  Vi tog eftermiddagstoget til Wisconsin. Vort besøg i den stat blev velsignet af Gud. Sjæle blev omvendte, som frugter af vort arbejde, alligevel var det vanskeligt at arbejde deri. Herren styrkede mig til at klare den trættende rejse. ret

(191)  Vi vendte tilbage fra Wisconsin meget trætte, og ønskede at hvile; men var fortvivlede over at møde søster Anna syg. Hun havde forandret sig meget under vort fravær. Vi fandt også brødre og søstre samlet i vort hus til konferense. Uden hvile var vi nød til at gå i gang med mødet. Efter at konferensens arbejde var ovre, gik søster Bonfoey ned med koldfeber og led i flere uger af denne forfærdelige sygdom. Det var en sygdomsramt sommer. Der var dyb fortvivlelse i vor familie, og vi mærkede nødvendigheden af hjælp fra Gud. Vore bønner var mange og indtrængende for at hans velsignelse måtte kunne mærkes i vor bolig. Især var søster Anna genstand for vor alvorlige bønner; men hun lod ikke til at mærke sin fare, og gik sammen med os i helbredelsen, indtil sygdommen havde fæstnet sig på hende, og kom meget langt ned. ret

(191)  Trængslerne tætnede sig omkring. Vi havde meget at sørge for. Kontorets hænder holdt vi ved kost, og vor familie talte fra femten til tyve. De store konferenser og sabbatsmøderne blev holdt i vort hus. Vi fik ingen rolige sabbater, for nogle af søstrene blev der hele dagen med deres børn. Vore brødre og søstre tænkte generelt ikke over den ulejlighed og større ansvar og omkostninger, som vi var pådraget. Eftersom den ene efter den af kontorets medarbejdere kom syge hjem, og behøvede ekstra opmærksomhed, var jeg bange for at vi ville synke under for bekymringer og omsorg. Jeg tænkte ofte at vi ikke kan klare mere, alligevel blev vore trængsler større, og til min overraskelse blev vi ikke overmandet. Vi lærte den lektie at megen lidelse og prøvelser kunne bæres end vi overhoved troede var muligt. Herrens vagtsomme øje var over os, til at se at vi ikke blev udslettede. ret

(192)  Den 29. august, 1854, blev et nyt ansvar tilføjet vor familie ved lille Willies fødsel, som tog nogle af mine tanker fra problemerne omkring mig. Omkring dette tidspunkt blev det første blad, uretmæssigt kaldet for "Sandhedsbudbringeren" modtaget. Dem som bagtalte os gennem det blad var blevet irettesat for deres fejl og uret. De ville ikke bære irettesættelsen, og brugte deres indflydelse imod os på en skjult måde og senere mere åbenlyst. Dette kunne vi bære, men nogle af dem som før stod på vor side, blev nemt fristet af Satan, og blev påvirket af disse onde personer, nogle som var forholdsvis fremmede for dem, alligevel sympatiserede de med dem, og trak deres sympati fra os, uanset om de havde anerkendt at vort arbejde iblandt var blevet tydeligt velsignet af Gud. ret

(193)  Herren havde vist mig dette partis karakter og endelige udkomme; at hans hånd var imod dem, og hans rynkede mine over dem der var knyttet til blandet. Og selvom de kunne se ud til at have fremgang for en tid, og nogle ærlige sjæle var blevet bedraget, vil sandhed sejre til sidst, og enhver ærlig sjæl ville bryde ud fra det bedrag som holdt dem, og komme klare ud fra disse onde mænds indflydelse, som Gud foragtede idet Guds hånd var imod dem, måtte de gå ned. Det første nummer af deres blad var seks uger i vort hus, og jeg havde ikke interesse i at se i det, eller endog spørge efter dets indhold. ret

(193)  Søster Anna fortsatte med at blive dårligere. Fader og moder White, og hendes søster E Tenny, kom fra Maine for at besøge hende i hendes pinsler. Anna var rolig og glad. Denne samtale med hendes forældre og søster havde hun ønsket meget. Hun bød sine forældre og søster farvel, idet de rejste tilbage til Maine, for at ikke mødes med dem mere, indtil Guds grav skal kalde de dyrebare frem af støvet til sundhed og udødelighed. ret

(193)  I de sidste dage af hendes sygdom lagde hun tingene til rette med skælvende hænder, i orden, og ordnede dem efter hvordan hun ville. Hun udtrykte den største interesse for at hendes forældre skulle gribe sabbaten, og bo nær ved os. "Hvis jeg tænkte det vil være helt sådan," sagde hun, "kunne jeg dø i tilfredshed." Den sidste embedshandling hun udførte med udtærende og skælvende hånd, var at skrive nogle få linjer til hendes forældre. Og havde Gud ikke taget hensyn til hendes sidste ønsker og bønner for hendes forældre? De holder nu bibelens sabbat, og er lykkeligt placeret mindre end tredive meter fra vor dør. ret

(194)  Vi savnede Anne rigtig meget. Vi ville have beholdt hende hos os; men vi var nød til at lukke hendes øjne i døden, og give hende bolig i graven, og lægge hende bort til hvile. Hun var i lang tid glad for håbet i Jesus, og hun så frem med glad forventning til opstandelsens morgen. Vi lagde hende ved siden af kære Nathaniel i Mount Hope kirkegård. ret

næste kapitel