Åndelige gaver bind 2 kapitel 28fra side194

tilbage

Voldsomme trængsler

(194)  Efter Annas død, fik min mand et meget dårligt helbred. Han var plaget af hoste og lungeømhed, og hans nervesystem var udpint. Hans sindsbekymringer, de byrder som han bar i Rochester, hans arbejde på Kontoret, sygdomme og flere dødsfald i familien, manglende forståelse fra dem som skulle dele sit arbejde, sammen med hans rejser og forkyndelser, var for meget for hans kræfter, og han lod til at følge hurtig efter Nathaniel og Anna til tuberkulosepatientens grav. Det var en tid med tyk tungsind og mørke. Nogle få lysstråler delte ind imellem disse tunge skyer, og gav os et lille håb, ellers ville vi synke i fortvivlelse. Nogle gange var det som om at Gud havde forladt os. ret

(195)  I "Messenger"-partiet var de fleste blevet irettesat gennem syner om deres fejl, men de formede alle slags falsknerier imod os, og imod synerne. Salme 37,1.2, blev ofte fremtvunget i mit sind. "Græm dig ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne." ret

(195)  Nogle af skriverne i “Messenger" jublede endog over min mands svaghed, og sagde at Gud vil tage sig af ham, og fjerne ham fra vejen. Da han læste dette følte han det ligesom Wickliffe gjorde, da han lå syg. [Monks og Alderman “hastede til den døende mands sengekant, og håbede på at forskrække ham med himlens hævn." De sagde: "Du har døden ved dine læber, blive berørt af dine fejl, og træk alt tilbage som du har sagt der har skadet os, når vi er her." "Han bad sine tjenere at rejse ham op på hans briks. Da vendte han sig, svag og bleg og kunne knapt nok støtte sig selv, til munkene, som ventede på hans tilbagekaldelse, og åbnede hans ligblege læber, og så på dem med gennemskærende blik, og sagde udtrykkeligt: "Jeg skal ikke dø, men leve, og atter erklære munkenes onde gerninger." De forlod frustreret lokalet, og reformatoren kom sig for at gøre sit betydningsfulde arbejde.-D’ Aubigne’s Reformationshistorie 5:93.] Troen livede op, og min mand udbrød: "Jeg skal ikke dø, men leve og erklære Herrens arbejde og måtte de alligevel holde deres begravelsesprædiken." ret

(196)  De mørkeste skyer lader til at lukke sig over os. Onde mænd, som bekender gudsfrygt, under Satans herredømme, blev tilskyndet til at smede rænker, og bruge deres kræfter imod os. Hvis Guds sag var vor alene, kunne vi have skælvet; men det var i Hans hænder som kan sige: Ingen kan rive det ud af mine hænder. Jesus lever og regerer. Vi kunne sige over for Herren: Det er din sag, og du ved at det ikke har været vort eget valg, men på din befaling har vi gjort vor del i den. ret

(196)  Min mand blev så svag at han besluttede at fralægge sig ansvaret for udgivelser, som var blevet pålagt ham. Han var redaktør og ejer af Review and Herald, indtil det nåede bind. vii, nr. 9. Ingen havde nogensinde bedt ham at overlade Review, Instructor, og publicering af bøger, over andre hænder, eller forlade redaktørstillingen. Ingen forslog ham noget i retning af dette. Det var hans valg at han skulle afløses, og at Embedskontoret måtte oprettes uden påvirkning af dem som havde råbt: Spekulation! Han gjorde aldrig krav på ejendommene på kontoret, som var doneret til gavn for sagen. Han kaldte menigheden til at tage Embedskontoret i Rochester, og oprette det der hvor det behagede dem, og foreslog at det skulle ledes af en forlagsbestyrelse, og at ingen i forbindelse med kontoret skulle have personlige interesse i det. Da ingen andre gjorde krav på denne rettighed, åbnede brødrene i Michigan vejen op for at Embedskontoret kunne komme til Battle Creek. På det tidspunkt ejede min mand mellem to og tre tusinde dollars, og alt han havde udover de bøger han havde i hånden, var regnskaber for bøger, og nogle af dem var tvivlsomme. Sagen var tilsyneladende kommet til en holdeplads, og ordrene for publikationer var meget få og små, og min mand var bange for at han vil dø af gæld. Brødrene i Michigan hjalp os med at få et stykke jord, og bygge et hus, og skødet blev skrevet i mit navn, så jeg kunne forvalte over det efter min mands død. ret

(197)  Disse dage var triste. Jeg så på mine tre små drenge, som jeg var bange for snart ville være faderløse, og tanker som disse tvang sig selv over mig. Min mand dør som en martyr for den nærværende sandheds sag; og som erkender at han har lidt, byrderne som han har båret i årevis, den ekstreme byrde som ødelagde hans humør, og fordærvede hans sundhed, bragte ham til graven i utide, efterlod hans familie nødlidende og afhængig? Nogle som burde have stået hos ham i denne prøvende stund, og hjulpet ham med opmuntrende og sympatiske ord med at bære de byrder, var ligesom Jobs trøstermænd, som var parat til at anklage og presse en endnu tungere vægt på ham. Jeg er ofte blevet stillet spørgsmålet: Har Gud ikke omsorg for disse ting? Lader han dem gå ubemærket hen. Jeg blev trøstet med forvisningen om Ham som dømmer retfærdigt, og at alle ofre, enhver selvfornægtelse og enhver kvælende smerte kan klares for hans skyld, blev skrevet trofast ned i himlen, og vil bringe sin løn. Herrens dag vil erklære og bringe ting til lys, som endnu ikke er gjort åbenbaret. ret

(198)  Omkring denne tid fik jeg vist at min mand ikke må arbejde med forkyndelse, eller med sine hænder. At en lille overbelastning vil sætte ham i en håbløs tilstand. Han sukkede og græd over dette. Han sagde: "Skal jeg så blive et fattiglem i menigheden?" Jeg fik atter vist at Gud ville oprejse ham gradvis. At vi må udvise stærk tro, for Satan slår kraftigt på alle de bestræbelser vi gør os. At vi må se bort fra det ydre udseende, og tro. Tre gange om dagen gik vi alene frem for Gud, og bad alvorligt for at han må blive rask. Dette var hele byrden for vore bønner, og en af os blev ofte udmattet af Guds kraft. Herren hørte gradvist vore alvorlige råb, og min mand begyndte at komme sig. I mange måneder steg vore bønner op til himlen tre gange om dagen, om sundhed til at gøre Guds vilje. Disse tre bedestunder var meget dyrebare. Vi kom i hellig nærhed med Gud, og i et lifligt samfund med ham. ret

(199)  Jeg kan ikke udtrykke mine følelser bedre lige nu end de kommer frem i dette uddrag fra et brev jeg skrev til søster Howland: ret

(199)   “Jeg er taknemmelig for at jeg nu kan have mine børn hos mig, under min egen årvågne omsorg, og kan bedre oplære dem på den rette vej. I seks uger følte jeg en hunger og tørst efter frelse, og vi har nydt et næsten uafbrudt samfund med Gud. Hvorfor går vi væk fra kilden, når vi kan komme og drikke? Hvorfor dør vi efter brød, når der er et fuldt forrådskammer? Det er rigt og gratis. Oh, min sjæl, hold fest over det, og drik dagligt af himmelsk glæde. Jeg vil ikke tie stille. Guds pris i mit hjerte, og på mine læber. Vi kan glæde os i fylden af vor Frelsers kærlighed. Vi kan holde fest på hans ophøjede herlighed. Min sjæl er vidne til dette. Mit tungsind er blevet spredt af dette dyrebare lys, og jeg vil aldrig glemme det. Herren hjælpe mig til at holde det i levende erindring. Vågn op, alle kræfter i min sjæl! Vågn op, og tilbed din Genløser for hans forunderlige kærlighed. ret

(200)   "Sjæle omkring os må vækkes op og frelses, ellers vil de gå fortabt. Der er ikke et øjeblik vi skal miste. Vi har alle sammen en indflydelse som tæller for sandheden, eller imod den. Jeg ønsker at tage umiskendelige beviser med mig, at jeg er en af Kristi disciple. ret

(200)   “Vi ønsker noget ved siden af sabbatens religion. Vi ønsker det levende princip, og dagligt føle et personligt ansvar. Dette undgår mange, og frugten er ligegyldighed og uvidenhed, en manglende årvågenhed og åndelighed. Hvor er menighedens åndelighed? Hvor er der mænd og kvinder som er fuld af tro og Helligånden? Min bøn er: Rens din menighed, oh Gud. I månedsvis har jeg nydt frihed, og jeg er opsat på at bringe min samtale med dig i orden, og alle mine veje, ret for Herren. ret

(200)   “Vore fjender kan juble. De kan sige løgnagtige ord, og deres tunge sige udtænkt bagvaskelse, bedrageri og falskneri, alligevel vil vi ikke bevæge os. Vi ved hvem vi har troet på. Vi har ikke arbejdet forgæves. Regnskabets dag kommer, og alle vil dømmes efter legemets gerninger. Det er sandt at verden er mørk. Modstanden kan vokse sig stærk. Hånere og spottere bliver fræk i deres uretfærdighed, alligevel vil vi ikke røre os på grund af alt dette, men læne os op ad den Almægtiges arm, efter styrke. ret

(201)   “Gud sigter sit folk. Han vil have et rent og helligt folk. Vi kan ikke læse menneskers hjerter. Men han har tilvejebragt midler til at holde menigheden ren med. Et fordærvet folk har rejst sig, som ikke vil leve med Guds flok. De afviste irettesættelser, og vil ikke lade sig rette. De har haft deres anledning til at vide at deres krig var uretfærdig. De har haft tid til at fortryde deres fejl; men selvet var for kært til at dø. De gav det næring, og det voksede sig stærkt, og de skilte sig ud fra Guds særlige folk, som han renser til sig selv. Vi har alle grund til at takke Gud for at en vej er åbnet til at redde menigheden, for Guds vrede må være kommet over os, hvis disse fordærvede enkeltpersoner er forblevet hos os. Enhver ærlig som kan være bedraget af disse utilfredse personer, vil få det sande lys om dem, hvis alle engle fra himlen skal besøge dem, og oplyse deres sind. Vi har intet at frygte i den sag. ret

(201)   “Når vi nærmer os dommen vil alle vise sin karakter, og det vil blive tydeligt hvilken gruppe de tilhører. Sigtelsen er i gang; lad os ikke sige: Hold din hånd, o Gud. Vi kender ikke menneskets hjerte. Menigheden må renses, og vil blive det. Gud regerer, lad folket prise ham. Jeg har ikke den fjerneste tanke om at synke ned. Jeg mener at have ret og gøre det rigtige. Dommen skal sættes, og bøgernes åbnes, og vi dømmes efter vore gerninger. Alle falsknerier som bygges op imod mig, vil ikke gøre det værre eller bedre for mig, medmindre de kan drive mig nærmere til min Genløser." ret

(202)  Nedenstående er fra en artikel jeg skrev til Review, publiceret d. 10. januar, 1856: ret

(202)  †Vi har mærket Guds kraft og velsignelse for nogle få uger siden. Gud har været meget nådig. Han har arbejdet på en underfuld måde for min mand. Vi har bragt ham til vor store Læge, i vor tros arme, og da vi råbte ligesom den blinde Bartimæus, "Jesus du Davids Søn, hav barmhjertighed med os;" er vi blevet trøstet. Vi har mærket Guds helbredende kraft. Al medicin er blevet lagt til side, og vi stoler alene på vor store Læges arm. Vi er endnu ikke mættede. Vor tro siger: fuldstændig rask. Vi har set Guds frelse, alligevel forventer vi at se og mærke mere. Jeg tror at min mand uden tvivl stadig vil kunne støde de sidste advarende basunstød til verden. For nogle uger siden var vor fred som en flod. Vore sjæle triumferede i Gud. Taknemlighed, uudsigelig taknemlighed, fyldte min sjæl for tegnene på Guds kærlighed, som vi har følt og det på det sidste. Vi har det som om vi har givet os selv på ny til Gud." ret

næste kapitel