(203) Fra det tidspunkt vi flyttede til Battle Creek, begyndte Herren at vende vor fangenskab. Vi fandt sympatiserende venner i Michigan, som var parat til at bære vore byrder, og dække vore behov. Gamle prøvede venner i Central New York og New England, især Vermont, sympatiserede med os i vore pinsler, og hjalp os frit i trængslens stund. ret
(203) Ved konferensen i Battle Creek i november, 1856, arbejdede Gud for os. Guds tjeneres sind blev rørt som menighedens gaver. Hvis Guds rynkende mine havde været over sit folk fordi deres gaver var blevet ringeagtet og sat til side, ville der være god udsigt til at hans smil atter ville være over os, og han allernådigst ville genoplive gaverne igen, og de ville leve i kirken, til opmuntring for den svage sjæl, og rette og irettesætte den fejlende. Der blev givet nyt liv for sagen, og succes vil føre med vore forkyndere. Publikationerne kom frem, og viste sig at være netop det som sagen krævede, og da de kom ud til Bestyrelsen for en lav pris, kunne min mand betale al sin gæld. Hans hoste ophørte og smerte og tuberkulosen forlod hans lunger og hals, og han kom sig gradvist igen, så han havde nemt ved at tale tre gange om sabbaten, og tre gange på den første ugedag. Dette forunderlige genoprettelsesarbejde er fra Gud, og han skal have al ære. De sidste fire uger eller fem år har været de lykkeligste i vort liv. ret
(204) Bladet som hed "Messenger of Truth," gik hurtigt ned, og de uoverensstemmende ånder som talte igennem dette er nu spredte for fire vinde. Vi forlader dem, med de falsknerier de har dannet. De vil få et regnskab at aflægge for Gud. Alle deres synder står nøje registret i himlen, og de vil dømmes efter deres gerninger. ret
(204) Udgivelsen af Review, Instructor, og bøger, begyndte under de mest nedslående forhold. Venner og støtter af sagen var den gang ganske få, og generelt fattige, og det var ved voldsomt arbejde og sparsommelighed at sandheden blev publiceret. I flere år led vi mere eller mindre af mangel på passende mad og klæder, og var selv berøvet søvn, arbejde fra seksten til atten af de fireogtyve timer, for mangel på midler og hjælp til at fremføre arbejdet. ret
(204) Den nærværende sandhed har aldrig været så klar som nu. Den har åbnet gradvist op. Den krævede mange studier og ivrig omsorg for at bringe den ud, led for led af kæden. Under forsigtighed og uophørligt arbejde og overvældende iver, skred værket fremad, indtil den nærværende sandhed nu er klar, og bevises helt uden tvivl. Og nu hvor den nærværende sandhed bringes klart ud, og der er mange skrivere, er det en let opgave at lede Review-bladet til hvad det oprindelig var. ret
(205) I kampen for at få Review og Instructor ud, var der tilstrækkeligt med betalende abonnenter til at dække omkostningerne, og ved udgivelsen af utallige traktater, pamfletter og bøger, mistede min mand næsten sit liv. Han gav derfor alt bort i Forlagsbestyrelsens hænder, som menighedens ejendom. Ligesom en mand begynder i armod at opstarte en ny landbrugsgård, og når han har brug manddommens kræfter på at gøre den bedre, så giver han den til andre. Siden 1. december 1855, får min mand fem dollars og ni cents om ugen for sit arbejde på Review-kontoret. Han kunne have fået mere, men har valgt ikke at tage det. Jeg giver ikke disse meddelelser med en eneste knurrende følelse. Det er en fornøjelse for mig at give sagens faktaer i dette arbejde. Vi har handlet ud fra det, der er bedst for sagen. Dens fremgang, og tillid til dens sande venner er tusinde gange mere værd for os, end dette livs gode ting. Vi hæves over manglerne, og dette er nok for alle der oprigtigt tror det tredje budskab. Dette føler vi en tak til Gud for. Her vil jeg udtrykke vor tak til vore venner. Først dem som har lånt min mand penge til at publicere uden lånepenge. Dette gør at han kan købe råmateriale til de laveste priser, publicere store oplag af vore bøger, og lede og gøre hans forretning fordelagtig. Renten på ti procent på penge lægges i hans hænder, ville beløbe sig op til et tusind dollars. Han mener det har en værdi på tyve procent for ham. Var det ikke for dette, ville Embedskontoret være gået ned, hvis det ikke er blevet støttet på en anden måde. Dernæst har utallige personlige venner, været gavmilde. Mange af dem som jeg har sendt rigtig mange af mine vidnesbyrd, har sendt mig ti gange tilbage, og nogle flere. Nogle, som aldrig har hjulpet os med en ticent, viser sig at være meget kede af at se os hæve os over mangler og afhængighed; men hvis Herren har lagt det i vore personlige venners hjerter at rejse os over manglerne, at vort vidnesbyrd ikke forkrøbles af generende afhængighedssans, ser jeg ikke hvordan disse personer kan hjælpe den. ret
(206) I december 1855 faldt jeg og forstuvede min ankel, som bandt mig til krykker i seks uger. Denne begrænsning var til skade for mine lunger. I min forpinte tilstand deltog jeg i et møde, og prøvede at arbejde for nogle sjæles skyld, som lod til at vise interesse og blive kristne. Under afslutningen af en af disse møder følte jeg mig meget træt, men vi fik en indbydelse til at besøge bror S’s familie, og bede for nogle af deres børn som var blevet syge. Min dømmekraft fortalte mig at jeg ikke havde kræfter til at gå længere; men indvilgede til sidst i at rejse. Medens jeg bad, var der som noget nedbrød min venstre lunge, og jeg kom i nød. Efter at jeg var kommet hjem kunne jeg ikke længere trække vejret dybt. Min lunge syntes at være fyldt. Vor familie bøjede sig ned for Herren og bad alvorligt for at jeg måtte blive hjulpet. Jeg fandt hjælp, men afgav blod fra min lunge. Jeg var ikke helt fri for smerte i den venstre lunge siden den gang. Derefter led jeg en sløvende og tung smerte i mit hoved i tre uger, da smerten blev større. Jeg gjorde alt i min magt for at fjerne sygdommen, men den overvandt. Der kom betændelse i hjernen. Jeg bad indstændigt dem omkring mig at ikke lade mig sove, i frygt for at jeg aldrig ville vågne op til bevidsthed igen. Jeg forventede ikke at leve, og ønske at bruge mine øjeblikke, så længe der var grund til det, med at tale med min mand og børn, og give dem over i Guds hænder. Nogle gange fantaserede jeg, og så indså jeg igen min kritiske situation. Min mand indkaldte nogle få som har tro til at bede for mig. Herrens Ånd hvilede over mig, og min store tak steg op til den store Læge, som nådigt havde givet mig hjælp. ret
(207) Der blev afholdt en konferense i Battle Creek i maj, 1856. Medens vi havde meget travlt med at forberede mødet, legede lille Willie, som var omkring tyve måneder gammel, omkring huset, blev jeg forskrækket af et pinefuldt skrig. Søster Jane Fraser kom med min lille dreng, tilsyneladende livløs. Han var kommet på hoved ned i en tønde vand. Søster F’s opmærksomhed blev henledt af en svag skvulpende lyd. Hans arme og ansigt var lilla, og han åndede slet ikke. Vi skar hans våde klæder af, og rullede ham på græsset, medens han viste et svagt tegn på liv. Så tog vi ham hen foran et bål, og fik varme i hans krop ved ildens varme. Han havde vanskelig ved at ånde. Jeg kyssede ham, og han åbnede sine øjne svagt, og prøvede at trække kærlighedstegn tilbage med sine blege og kolde læber. ret
(208) Herren sparede os vor dyrebare lille dreng, hvor alt så ud som han var ved at gå i dødens kolde favntag. Oh hvilken taknemmelighed følte vi ikke for Gud, for hans barmhjertighed mod os. Jeg nærede en meget højtidelig alvor da jeg i den tavse aften hørte råbet "Barnet er tabt!" og så beskrivelsen en moders lille barn, hvis skæbne var usikker. Jeg knugede min lille Willie til mit hjerte, og tænkte hvor nær vi var ved at miste vor kære dreng. ret
(208) Men vi skulle alligevel igennem en anden hård prøve. Ved konferensen blev der givet et meget alvorligt syn til mig. Jeg så at nogle tilstedeværende ville være offer for orme, nogle genstand for de syv sidste plager, og nogle vil forvandles til himlen ved Kristi komme, uden at mærke døden. Søster Bonfoey sagde til en søster da vi forlod mødehuset: "Det gjorde indtryk på mig at jeg er een, der snart vil være offer for orme." Konferensen sluttede mandag. Tirsdag sad søster B ved bordet sammen os, havde det tilsyneladende godt. Så gik hun til Kontoret som sædvanligt, for at hjælpe med at få bladet ud. I omkring to timer blev jeg sendt af sted. Søster B var pludseligt blevet meget syg. Mit helbred var meget skrøbeligt, alligevel skyndte jeg mig til den lidende Clara. Efter nogle få timer lod hun til at få det bedre. Den næste morgen fik vi hende hjem i en stor bærestol, og hun blev lagt i hendes egen seng som hun aldrig kunne rejse sig fra. Hendes symptomer var alarmerende, og vi var bange for at en svulst, som havde plaget hende i næsten ti år, havde brudt ud inden i hende. Det var rigtig nok og koldbranden gjorde sit arbejde. ret
(209) Fredag omkring klokken syv faldt hun i søvn. Hun havde sine sanser indtil hendes øjne lukkes i døden. Hun sagde at hendes pilgrimsrejse var næsten til ende, og at hun ikke var bange for at dø. Vi gik sammen i bøn, og hun svarede. Hun kyssede os, og sagde kærligt farvel til os. Hun lod til at være meget bekymret for mit helbred, og blev såret hvis jeg viste pine. Vi var ikke forberedte på at hun skulle dø. At miste hende, var et levende tab. I otte år havde hun delt vore glæder og trængsler, og hun havde aldrig været utro. Vi savnede hendes glade selskab, og hendes søsterlige hengivenhed, og hendes omsorg for vor familie. Vi lagde hende på Batle Creek begravelsesplads til hvile, indtil de sovende hellige vågner op til evigt liv. ret
(210) Straks efter søster B’s død, svigtede mit helbred hurtigt jeg fik en hård hoste, og der kom blod op. Jeg tænkte at jeg snart ville følge efter hende i graven. Der skulle være teltmøde i Monterey, og vi blev indbudt til at deltage. Mine børn var min største bekymring. Hvordan kunne jeg forlade dem? De var blevet berøvet for vor omsorg så meget, at de behøvede opmærksomhed fra nogen som kunne nære interesse for dem. Jeg forlod dem, med en moders stærkeste følelser, og tænkte, da jeg skiltes med dem at jeg ikke fik lov at vende tilbage i live. En af søstrene forsikrede mig om at jeg ikke skulle bekymre mig for mine børn, da de ville have en særlig omsorg for dem. Meget lidende tog jeg til Monterey, og hostede næsten uafbrudt. ret
(210) Sabbats morgen tog vi ud til en lund for at få en bedestund. Vi skulle snart til teltet, og jeg var så svag at det var umuligt for mig at sidde op så længe. Vi mærkede at bønnen til Herren for hans understøttende nåde. Vi overlod min sag til Ham, som altid var berørt af menneskelig ve, medens han var på jorden, og krævede løfterne om styrke og nåde. Herrens Ånd hvilede over mig, og med fast tillid til Guds løfter, tog vi til mødet. Jeg frembar mit vidnesbyrd under det møde frem gange, og fortsatte med at blive stærkere. Min hoste forlod mig ikke straks, alligevel vidste jeg at Herren havde givet mig styrke, idet jeg behøvede det; for intet andet end hans kraft kunne have båret mig igennem det møde. ret
(211) Da jeg kom hjem igen, fandt jeg at mine børn var blevet forsømt af dem, der forsikrede mig om at de ville sørge for dem. Jeg var såret. Min største bekymring var for mine børn, og få dem ud af de onde vaner. Vort arbejde var at rejse, og så skrive og udgive. Henry havde været borte fra os i fem år, og Edson fik kun lidt af vor omsorg. Vor familie var ret stor i de år vi var i Rochester, og vort hjem som et værtshus, og vi var borte fra hjemmet meget af tiden. Jeg følte mig ofte såret når jeg tænkte at andre, som ikke ville tage byrder og ansvar, som altid kunne være hos deres børn, og rådgive og instruere dem, og bruge deres tid næsten hele tiden på deres egne familier. Og jeg har spurgt: Forlanger Gud så meget af os, og efterlader andre uden byrder? Er det lige for alle? Skal vi således kastes fra det ene ansvar til det andet, den ene del af værket til det andet, og kun have lidt tid til at opdrage vore børn? Jeg har brugt mange nætter, medens andre har sovet, på bitter gråd. Jeg ville planlægge og lægge en kurs, der var mere fordelagtig for mine børn, så rejste der sig forhindringer der fejede disse planer bort. Jeg var meget følsom over for fejl hos mine børn, og alle de fejl de begik gav smerter i mit hjerte, der påvirkede mit helbred. ret
(212) Jeg ville ønske at nogle mødre kunne prøve det i en kort tid, som jeg har i årevis, så ville de påskønne de velsignelser de nyder, og kunne bedre føle med mig i mine afsavn. Vi har bedt og arbejde for vore børn, og har sat grænser for dem. Vi har ikke forsømt staven, men før vi brugte den har jeg først arbejdet på at få dem til at se deres fejl, og så har jeg bedt med dem. Vi har fået vore børn til at forstå at vi fortjener Guds mishag, hvis vi undskylder dem i deres synd. Og vore anstrengelser er blevet velsignet til vore børns bedste. Deres største fornøjelse, er at behage os. De bliver ikke befriet for fejl, men vi tror at de alligevel vil regnes som lam i Kristi fold. ret