(15) I 1842 deltog jeg hele tiden i Genkomstens møder i Portland, og troede fuldt ud at Herren kom. Jeg hungrede og tørstede efter hjertets hellighed; dag og nat var det mit studium hvordan jeg kan få den rigdom som alle verdens rigdomme ikke kan købe. Og da jeg bøjede mig ned for Herren og bad for denne velsignelse, blev pligten at bede til bedemøderne præsenteret for mig. Jeg har aldrig bedt med stemme, og var ikke ydmyg nok til at gøre dette, var bange for hvis jeg prøvede at bede, ville jeg blive forvirret var nød til at stoppe, eller min bøn blev meget afbrudt. Hver gang jeg vovede mig frem for Herren i skjult bøn, kom denne uopfyldte pligt frem for mig, indtil jeg ophørte med at bede, for i den sindstilstand synes mine bønner at forhåne Gud. Jeg satte mig i en melankolsk tilstand, som udviklede sig til dyb fortvivlelse. ret
(16) Jeg forblev i den sindstilstand i tre uger, uden en eneste lysstråle der gennemborede den tykke mørke sky omkring mig. Mine lidelser var store. Hvor dyrebart kom det kristne håb da ikke til at se ud for mig! Og hvor brydefuld var synderens tilstand uden Gud eller håb i verden. Jeg forblev bøjet over for Herren næsten hele natten, sukkede, og alt hvad jeg tillidsfuldt kunne sige var: "Herre, hav barmhjertighed." En så udtrykt håbløshed ville gribe mig, så jeg ville falde på mit ansigt med en sådan følelse af pinsler som ikke kan beskrives. Ligesom den stakkels tolder, turde jeg ikke så meget som løfte mine øjne imod himlen. Jeg blev meget reduceret i kødet. Mine venner så på mig som en der var under tilbagegang. Til sidst fik jeg en drøm, som sank mig endnu lavere i fortvivlelse, om muligt. ret
(16) Jeg drømte at der var et tempel som mange folk flokkes om, og alle som ville frelses ved afslutningstiden måtte inden for dette tempel. Og alle som var uden for templet ville gå tabt. Idet jeg så på folket gå ind i templet, så jeg en skare le af dem og nedgøre dem, og fortalte dem at det var et fuldstændigt bedrag. De greb endog fat i nogle som skyndte sig ind i templet og prøvede at holde dem. ret
(17) Jeg var bange for at blive grinet af og nedgjort, og tænkte at jeg ville vente indtil skaren var spredt, eller indtil jeg kunne gå en vej de ikke vidste jeg gik. Mit sind var betynget for at det ikke skulle blive for sent, og skaren blev større i stedet for mindre. Jeg forlod hurtig mit hjem og pressede mig igennem skaren. Jeg skyndte mig så meget at jeg ikke bemærkede skaren. Jeg var bange for at det var for sent. Jeg gik ind i bygningen, og hvilket syn mødte mine øjne! Templet blev understøttet af en stor pille, og til den pille var lammet bundet, fuldstændigt lemlæstet og blødende. Jeg tænkte at vi alle vidste at det var vore synder som fik dette lam til at være så forrevet og forslået. Lige før dette lam var der sæder over gulvhøjde, og en gruppe folk sad der og så meget lykkelige ud. Alle som gik ind i templet må komme frem for lammet og bekende deres synder, og så tage deres plads iblandt den lykkelige skare som sad på de ophøjede sæder. Endog medens jeg var i bygningen kom en frygt og skam over mig at få dem alle til at se på mig. Jeg banede langsomt min vej omkring pillen for at se stå over for lammet, medens basunen lød, og bygningen rystede, og sejrsråb kom ud fra de hellige i den bygning. Templet lod til at skinne med ærefuld klarhed, og så blev alt mørkt, forfærdeligt mørkt. Dem som lod til at være så lykkelige var gået, og jeg forlod stedet alene i fuldstændigt mørke. Mit rædselsslåede sind kan ikke beskrives. Jeg vågnede, og der gik nogen tid før jeg kunne overbevise mig selv om at det ikke var virkeligt. Jovist, tænkte jeg, min dom er fældet, jeg har ringeagtet barmhjertighed, og såret Herrens Ånd bort, og vender aldrig mere tilbage. ret
(18) En kort tid efter fik jeg en anden drøm. Jeg følte at jeg sad i dyb fortvivlelse, med mit ansigt dækket med mine hænder, med reflektioner som disse: Hvis Jesus var på jorden, ville jeg gå til ham, og kaste mig selv for hans fødder, og fortælle ham om alle mine lidelser. Og hvis han ville have barmhjertighed med mig, ville jeg elske ham altid - han ville ikke vende bort fra mig. Snart åbnede døren, og en person med en smuk form og pænt ansigt gik ind. Han så medynkende på mig. Han sagde: "Ønsker du at se Jesus? Han er på dette sted, og du kan se ham. Tag alt hvad du har og følg mig." ret
(18) Glad samlede jeg alt op, alle nipsgenstande, og fulgte ham som havde givet mig den behagelige information. Han ledte mig til et trin, og det så ud som en skrøbelig trappe. Idet jeg begyndte at gå op ad trinene, gav han mig et formanende ord, om at holde mine øjne fæstnet opad, for hvis jeg så ned ville jeg blive svimmel og falde. Mange lod til at klatre op af denne stejle trappe, og nogle faldt før de nåede toppen. Jeg fortsatte med at klatre op til toppen. Så bød min vejleder mig at lægge alt ved døren. Jeg lagde gladelig alt ned som jeg ejede. Så åbnede han døren og fortalte mig at jeg skal gå ind. Da jeg gik ind så jeg Jesus, så elskelig og smuk. Hans ansigt udtrykte næstekærlighed og majestæt. Jeg prøvede at skærme mig selv fra hans gennemborende blik. Jeg tænkte at han kendte mit hjerte, og alle omstændigheder i mit liv. Jeg prøvede at ikke se op på hans ansigt, men han øjne var stadig på mig. Jeg kunne ikke undgå hans blik. Så drog han med et smil mig nær, og lagde sin hånd på mit hoved, og sagde: "Frygt ikke." Lyden af hans liflige stemme, fik mig til at mærke et gys af lykke jeg aldrig før havde erfaret. Jeg var alt for glad til at jeg kunne sige et ord. Jeg blev svag, og faldt lamslået for hans fødder. Og medens jeg lå hjælpeløs, kom herlighedens og skønhedens scenerier mig forbi. Jeg tænkte at jeg var frelst i himlen. Til sidst kom mine kræfter tilbage. Jeg rejste mig på mine fødder. Jesu elskelige øjne var stadig fæstnet på mig, og han smilede af mig. Hans nærvær fyldte mig med en sådan hellig ærefrygt at jeg ikke kunne klare det. Men vejlederen åbnede døren og jeg gik ud. Så rak han mig alle de ting jeg havde efterladt uden for døren igen. Og han rak mig også en grøn snor, som var vundet sammen, og han bød mig bære den helt til mit hjerte, og når jeg ønskede at se Jesus, så trak jeg i den stor. Jeg må ikke lade den ligge på noget tidspunkt mere, for gjorde jeg det, ville den blive knudret og vanskelig at trække i. Jeg satte snoren tæt til mit hjerte, og gik med glæde ned af den smalle trappe, priste Herren da jeg gik, og fortalte alle jeg mødte hvor de kunne finde Jesus. Så vågnede jeg. ret
(20) Denne drøm gav mig et svagt håb i min fortvivlelse. Den grønne snor repræsenterede tro. Så åbnede jeg mit sind for min moder. Hun anbefalede mig at gå og besøge br Stockman, som forkyndte for Adventfolket i Portland. Jeg fik stor tillid til ham, for han var en hellig og elskelig Kristi tjener. Hans ord påvirkede mig og lede mig til håbet. Jeg gik hjem igen, og gik atter frem for Herren, og lovede at jeg ville gøre og lide hvad som helst om jeg kunne få Jesu smil. Den samme pligt blev bragt frem. Der skulle være bedemøde den aften som jeg deltog i, og medens andre knælede for at bede, bøjede jeg med dem i skælven, og efter to eller tre havde bedt, åbnede jeg min mund i bøn før jeg var klar over det. Og Guds løfter så ud for mig som mange dyrebare perler der skulle modtages, blot der blev bedt om dem. Idet jeg bad forlod min sjæls byrde og pinsel jeg havde haft så længe mig, og Guds velsignelse kom over mig som blid dug, og jeg gav Gud ære for det jeg mærkede. Alt blev lukket ud fra mig med Jesus og herlighed, og jeg mærkede intet af det som skete omkring mig. ret
(20) Jeg forblev i denne tilstand i lang tid, og ja jeg igen så det som var omkring mig, så alt herligt og nyt ud, som der blev smilt og prist til Gud. Da var jeg villig til at bekende Jesu overalt, og lod til at lukke inde sammen med Gud. Jeg gik til den hal hvor adventfolket havde tilbedelsen, og fortalte der det som Herren havde gjort for mig, og erklærede med taknemmelighedstårer for den forunderlige kærlighed fra Gud. Br. Stockman var til stede. Han havde fornyeligt set min dybe fortvivlelse, og da han nu så at min binding var væk, græd han højt, og glædede sig med mig. Jeg fortalte min erfaring til det kristne mødehus i Portland. Det offer Kristus havde gjort for at frelse mig fra synd og død, så meget stor ud. Jeg kunne dvæle på det uden at græde. Så kunne jeg prise Gud for min ulykke. Af naturen var jeg stolt og ærgerrig, og var da bange for at jeg aldrig ville have givet mit hjerte til Herren, hvis jeg ikke kom i ulykke. I seks måneder kom ikke en mørk sky over mit sind. ret