Åndelige gaver bind 2 kapitel 30fra side212

tilbage

Veststaterne

(212)  I 1855 fik jeg vist de brødres fare, som flyttede fra Øststaterne til Veststaterne at de blev verdsligsindede, og jeg fik advarsler som de skulle have. Jeg så at det var rigtigt at nogle af øststaternes brødre skulle flytte til vest, at brødrene i disse vilde New England-stater har mere erfaring, og er mere vandt til at klare trængsler og vanskeligheder end brødre i Veststaterne, og at det er efter Guds orden at nogle flytter til Veststaterne. Men der er dem, som har det i hovedet at de flytter til Veststaterne for at få det bedre. Dette bør ikke være deres mål. Deres formål bør være at forherlige Gud, og fremme hans sag. Og for at gøre dette, må de udleve deres tro, og vise at de sætter den nærværende sandhed over alt andet. Jeg så at det vil være efter Guds orden for brødrene i Øststaterne at dele selskab med dem i Veststaterne, og hvis de fulgte Guds råd, kunne de være til stor gavn for veststaternes brødre, ved deres eksempel og erfaring. ret

(213)  Jeg så at dem som flytter til Veststaterne bør være som mænd der venter på deres Herre. "Vær et levende eksempel," sagde englen, "for dem i Vestataterne. Lad jeres gerninger vise at I er Guds særlige folk, og at I har et særligt arbejde, det sidste nådesbudskab til verden. Lad jeres gerninger vise for dem omkring jer at denne verden ikke er jeres hjem." Jeg så at dem som har indviklet sig selv bør gå fri, og bryde fjendens snare. Saml jer ikke skatte på jorden, men vis ved jeres liv at I samler jer skatte i himlen. Hvis Gud har kaldet jer til Veststaterne, har han et arbejde for jer at gøre der, et ophøjet arbejde. Lad jeres tro og erfaring hjælpe dem som ikke har en levende erfaring. Lad jer ikke tiltrække af denne fattige, mørke verden, men lad det være opad mod Gud, herlighed og himlen. Lad ikke landbrugenes bekymringer og forviklinger optage sindet, men tænk over Abrahams landbrug. Vi er arvinger til denne evige arv. Væn jeres hengivenhed bort fra jorden, og dvæl ved himmelske ting. ret

(214)  Hvis dem, der flytter fra Øststaterne til Veststaterne havde taget sig af disse advarsler, og stået fast indenfor Guds råd, ville han havde arbejdet for dem til mange sjæles frelse. Men mange som flyttede til Veststaterne har sat et eksempel for kærlighed til denne verden og ærgerrighed, og deres gerninger har vist at de har et fast mål. Veststaterne er for at få gods, og ikke for at vinde sjæle. Guds særlige mine har hvilet over disse, som har taget denne kurs, især over nogle som Herren har kaldt ud på evangeliets mark. ret

(214)  Hurtigt efter at vi antog synspunktet at Laodikæamenighedens vidnesbyrd gælder denne tid, besøgte vi Round Grove, Ills. Her vil jeg give nogle uddrag fra at brev skrevet til bror Howlands familie, 23. nov, 1856: ret

(214)   “Vi er nu hos bror E’s. Mange hundrede kilometer adskiller os. Vi fik nogle interessante stunder siden vi kom til dette sted. Der er ganske mange sabbatsholdere der bor her, fra Vermont, New York og Michigan. De har haft nogle dårlige forhold. Gud har hjemsøgt bror E, og fjernet hans hustru. Tre gange blev hun sat i rette i et syn, og den tredje gang fik jeg vist at hvis hun ikke forlader sin mands vej, så han kan blive fri til at undervise fortabte sjæle om sandheden, vil Gud bevæge hende bort fra vejen. Det skete faktisk sådan at hun blev syg og døde. Hendes vej til graven var mørk. Oh, det er farligt at stå i vejen for Guds arbejde, og vælge vor egne selviske kurs. Vor Gud er barmhjertig, dog vil han ikke altid bære over. Hans ømsindighed såres nemt. Hvis jeg nogensinde har mærket en så omhyggelig dragen, så er det nu. Vi må vandre ømt for Herren. Jeg er ivrig efter at have Jesus hos mig. Hvis han går foran os, kan vi være til en vis nytte for andre, og gøre godt. Vi kom til dette sted med skælven, men Herren arbejdede for os. Vi har fået sejer under vore bønnestunder, og sejr til mødet. Guds smeltende kraft hviler på tilhørerne. Vidnesbyrdene til laodikæamenigheden har haft en virkning her. ret

(215)   "Sidste sabbat følte alle at de søgte efter livagtig gudsfrygt. Efter at mødet var slut kom bror og søster S. for at tilbringe aften sammen os. Deres to ældste døtre var sammen med dem. Herrens Ånd ledte os ud i alvorlig bøn for dem. Herren berørte deres hjerter, og de græd og bekendte deres synder og bad for Herre, og før de rejste besluttede de at opgive verden, dets stolthed og tåbelighed, og vende sig til Herren med deres hele hjerter. Det var et frydefuldt sceneri for forældrene. De var ude af stand til at udtrykke deres dybe taknemmelighed til Gud. Himlen lod til at være meget nær. Det var en bekendende og opblødende stund Alle synes at være ivrige efter at ydmyge sig selv for Gud, og vise en iver for at angre deres synder, så Frelseren kan komme ind i deres hjerter, og holde nadver med dem, og de med ham. ret

(216)   “Jesus leer i dag, og vi kan glæde os over en hel Frelser. Det var en hel Frelser som døde på Golgatas kors, et helt offer som blev gjort for os, og det er vort privilegium at acceptere og nyde en hel og fri frelse. Lad os ikke sammenligne os selv med andre. Et sandt og levende Forbillede er os givet, som er fuldkomment. Lad os se bort fra alt andet, og efterligne dette Forbillede. "Han der samler med mig, spreder ikke." Oh lad os samle sammen med Kristus, og efterligne hans elskelige eksempel og karakter. Gud kræver hele hjertet. Han har købt det. Det er hans ejendom. Hold ikke det tilbage fra Kristus, som tilhører ham. Er vor hengivenhed splittet? Lad det ikke være sådan mere. Lad vore ord og handlinger tælle for Gud. Vi søger efter herlighed, ære, udødeligt, evigt liv. Hvilket herligt håb er vort! Frelse er hvad vi må have. Liv, åndeligt liv, bed for det, kæmp for det. Det er vort privilegium at nyde det. Vi kan ikke ære Gud med en død tro. Jeg har gjort mit mærke højt til himlen og evigt liv. ret

(217)  Vi arbejdede nogle uger i Round Grove, og Herren velsignede vor møje. I et syn jeg fik der, fik jeg vist de brødres tilstand som havde flyttet til Wawkon, [Waukon,] Iowa. Næsten alle af dem var i mørke, oppe imod Guds arbejde. Deres sympati blev trukket tilbage fra Review-kontoret, og fra Guds menighed generelt. Satan havde sået utilfredshedens frø, og frugten blev høstet. Det var det som kaldes for et mere respektabelt "Messengerparti." ret

(217)  Jeg så at de behøvede hjælp, så Satans snare måtte brydes, og dyrebare sjæle blev reddet. Jeg så ikke at det var vor pligt at tage til dem, men jeg fik vist deres tilstand, jeg nærede en iver for at rejse. Det var en stor afstand, og om vinteren. Det var utroligt vanskeligt, og på en måde også farlig rejse, alligevel følte jeg mig tilskyndet til at tage til Wawkon [Waukon]. Mit sind havde ikke fred før vi besluttede os for at stole på Herren. Det var en god slædefart. Der blev tilberedt to heste og en slæde, men det havde regnet i fireogtyve timer, og sneen forsvandt hurtigt. Min mand tænkte at rejsen måtte opgives. Mit sind kunne ikke hvile. Der blev diskuteret om Wawkon [Waukon]. Bror H. sagde til mig: “Søster. White, hvad er der med Wawkon [Waukon]?" Jeg sagde, “Vi skal rejse." “Ja," sagde han, “hvis Herren udfører et mirakel." Den nat sad jeg mange gange ved vinduet og overvågede vejret, og ved daggry skete der en forandring, og det begyndte at sne. Den næste nat omkring klokken fem, var vi på vej til Wawkon [Waukon], brødrene E. og H., min mand og jeg. Vi holdt møder sammen med brødrene i Green Vale, Ills., og var der i næsten en uge, med en hård snestorm. Torsdag vovede vi os ud på vor rejste. Trætte, kolde og sultne, fandt vi et hotel nogle få kilometer fra Mississippifloden. Den næste morgen, omkring klokken fire, begyndte det at regne. Vi følte os dragede, og kørte videre gennem regnen, medens hestene brød igennem sneen for næsten hvert skridt. Vi spurgte meget ud om vi kunne krydse floden, men ingen opmuntrede os at vi kunne krydse. Isen var meget tynget af sne, og på toppen af den var der tredive centimeter vand. Da vi nåede floden rejste bror H sig i slæden og sagde: "Er det Iowa eller tilbage til Illioins? Vi er komme til Det Røde hav, skal vi krydse?" Vi svarede: "Gå fremad, stol på Israels Gud." Vi vovede os ud på isen, bad da vi gik. Vi blev ført sikkert over, og da vi steg op på Iowas bred af floden, gik vi sammen i pris til Herren. Flere fortalte os efter at vi havde krydset, at ingen penge ville have fristet dem til at krydse, og at flere var brudt i. De kunne ikke redde deres heste, og slap med nød og næppe med deres liv. Vi rejste den eftermiddag ni kilometer fra Dubuque. Sabbaten drog nær, og vi tog et hotel at hvile sabbaten over. Om aftenen sang vi nogle af vore bedste salmer sammen. Pensionsværten samlede en lytterskare, og bror E hang kortet op og gav en kort lektion. De indbød os til at komme tilbage på vej tilbage, og sagde at de ville love os et hus, og en god menighedsforsamling. ret

(219)  Søndag fortsatte vi vor rejse. Jeg har aldrig før været vidne til så koldt vejr. Brødrene passede på hinanden, for at se om de frøs. Og vi hørte ofte: "Bror, dit ansigt fryser!" Jeg fandt ud af at min skinkåbe virkelig var til gavn. ret

(219)  Vi kom til Wawkon [Waukon] onsdag aften, og fandt at næsten alle sabbatsholdere var kede af at vi var kommet. Der var mange fordomme imod os, for der var blevet sagt meget om os, der skulle skade vor indflydelse. Vi vidste at Herren havde sendt os, og at han ville tage arbejdet i sine egne hænder. Satan havde lagt sin hånd iblandt gruppen i Wawkon [Waukon], for at forme deres sindstanker til ham selv. ret

(219)  Vor alvorligste bønner gik op til Gud om han ville virke og åbenbare sin magt, og vi følte at vi ventede tålmodigt på hans frelse. Ved et møde blev jeg taget bort i et syn. Guds kraft faldt over gruppen. Enhver blev tvunget til at indrømme at det var fra Gud. Jeg fortalte hvad Herren havet givet mig til det folk, som skulle "vende tilbage til mig, og jeg vil vende tilbage til jer, og helbrede al jeres frafald. Riv al skraldet bort fra dit hjertes dør, og åben døren, og jeg vil komme ind og holde nadver med dig, og du med mig." ret

(220)  Jeg så at hvis de ville rydde vejen, og bekende deres fejl, ville Jesus vandre i vor midte i kraft. Søster L. begyndte at bekende på en klar og beslutsom måde, og sagde at hun mente de var gået væk, hvor vi ikke kunne finde dem, men hun var glade for at vi var kommet. Da hun bekendte, lod himlens flodporte pludselig til at være åbne, jeg blev lammet af Guds kraft. Søster H. N. S. faldt hjælpeløs ned fra sin stol. Det lod til at være et ærefrygtindgydende og dog et herligt sted. Jeg fik ikke kræfter i to timer, men syntes at være indhyllet i Guds herlighed. Et stort værk blev udrettet den aften. Mødet varede til før midnat. ret

(220)  Den næste dag fortsatte mødet hvor det var sluttet natten før. Alle som var blevet velsignet, havde stadig velsignelse. De fik ikke sovet så meget, for Guds Ånd hvilede over dem igennem natten, og de tog den med til mødet. De indrømmede at de var følte sig uenige med os, deres forkerte følelser, og deres frafaldne tilstand. Andre blev slået af Guds kraft den dag. Vort møde fortsætte uden afbrydelse fra klokken ti om formiddagen til klokken fem om eftermiddagen den dag. Bror J. N. A. blev lammet af Guds kraft, og lå hjælpeløs i en tid. Han var taknemmelig for at vi var kommet sagde han, og troede at Herren havde sendt os. ret

(221)  Om aftenen kom den arbejdsbyrde som var på stedet, væk fra os, og brødrene og søstrene i Wawkon [Waukon] fik en byrde lagt på sig, og de arbejdede med iver og med Guds kraft over dem. Ansigter som havde set bedrøvet ud da vi kom til stedet, skinnede nu med den himmelske salvelse. Det var som om at Himlens engle gik fra den ene til den anden i værelset, for at afslutte det gode arbejde som var begyndt. Bror J. N. L., som havde forladt det arbejde som Gud havde kaldt ham til, var begyndt at arbejde med sit erhverv, råbte, at han havde lagt sin hammer, og han havde slået det sidste søm. Vi sagde snart farvel til vore brødre i Wawkon [Waukon], og begyndte at rejse hjemad. Bror J. N. L. var igen fri til at arbejde på evangeliemarken. ret

(221)  Jeg er siden blevet vist at Satans snare har udtænkt at overmande dem i Wawkon [Waukon], og ved deres indflydelse påvirke andre. En utilfreds gruppe har bosat sig i W, og ærlige sjæle, uvidende om deres følelsestilstand, og givet tillid til dem, følt at det vil være en stor velsignelse at tilslutte sig deres selskab, men de blev sørgelig skuffet. I stedet for at få frihed, blev det til trældom. Hos nogle var der et selvisk ønske om vinding, en nøjeregnende og ærgerrig ånd, og de handlede sådan at det skadede Guds sag, og bringer skam over sandheden. Bror J. N. L. var i modløshed gået i gang med sit erhvervsarbejde. Han var lige ved at købe land, og danne sit hjem der, da vi besøgte stedet. Satan havde beredt tingene i hans eget sind. Men Herren sendte os en god anledning til at bryde Satans snare, så fangerne kan blive fri. ret

næste kapitel