Åndelige gaver bind 2 kapitel 33fra side238

ren side - tilbage

Et syn i Monterey

(238)  I oktober, 1857, besøgte vi menigheden i Monterey, Mich. Der var planlagt et aftensmøde i skolehuset nær bror George Lay’s og en forventning om forkyndelsen. Min mand tog til huset med følelse at han ikke have noget til folk. Han fortalte brødrene undervejs at han ikke kunne beslutte sig for noget emne og ønskede at de skulle vælge. Der blev sunget en salme, og min mand bad under megen frihed. Efter sangen gav min mand andre igen frihed til at udnytte tiden. Jeg følte mig indprentet til at sige noget, og blev stærkt velsignet til at tale, og sad ned og løslod mig fra de jordiske ting. For at beskrive mødet yderligere, vil jeg kopiere efterfølgende fra min mands beretning i Review den 22. okt. 1857: ret

(238)   "Da vi sad ned, begyndte Mrs. W, at prise Herren, og fortsatte med at hæve røsten højere og højere i fuldkommen sejr i Herren, indtil hendes stemme skiftede, og det dybe og klare herlighedsskrig: Halleluja! genlød i ethvert hjerte. Hun var i et syn. Uden vi vidste af det var der en fattig modløs bror til stede, som havde kastet sin rustning af sig, fordi nogle af hans velhavende brødre havde forsømt ham på det sidste, og gik tilbage til stærke levevaner som truede ham selv og familien. Det mest rørende og opmuntrende budskab blev givet til ham. Ved Guds nåde rejste han sit hoved den aften, og han og hans gode hustru er igen ved håb. Montereymenigheden vil aldrig glemme den aften. Slet ikke det mindste." ret

(239)  Efter at vi var vendt hjem sagde jeg til min mand at noget meget betydningsfuldt gjorde indtryk på mig, som var blevet vist mig i Montery, som endnu ikke stod klart for mig. En nat, lidt før midnat, vågnede jeg op, og alt var klart. Jeg stod op, og medens min mand sov, skrev jeg dette: ret

(239)  I Monterey, den 8. okt., 1857, fik jeg vist mange sabbatsholderes situation, ligesom den unge mand der kom til Jesus for at vide hvordan han skulle arve evigt liv. ret

(239)  »Og se, der kom een hen til ham og sagde: »Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Da svarede han ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun, én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spørger: »Hvilke bud?« Jesus svarede: »Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og, du skal elske din næste som dig selv.« Den unge mand siger til ham: »Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg endnu?« Da sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!« Men da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods. ret

(240)  »Men Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« Ved at høre det blev disciplene dybt rystede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Da så Jesus på dem og sagde: »For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.« Mattæus 19,16-26. ret

(240)  Jesus citerede de fire af de sidste seks bud for den unge mand, også det andet store bud, hvorpå de sidste seks bud hænger. Disse nævnte han at han havde holdt. Jesus nævnte ikke de fire første bud, der omfatter pligten mod Gud. Som svar på den unge mands spørgsmål, Hvad mangler jeg da? Sagde Jesus: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene.« ret

(242)  Her manglede han noget. Han holdt ikke de fire første bud, ej heller de sidste seks. Han elskede sikket sin næste som han selv. Jesus sagde: "Giv til de fattige." Jesus rører ved hans ejendomme. "Sælg hvad du har, og giv til de fattige." Heri udpegede han direkte hans afgud. Hans kærlighed til rigdomme var højest, derfor var det umuligt for ham at elske Gud af hele sit hjerte, med al sin sjæl, og af hele sit sind. Og denne højeste kærlighed for hans rigdomme lukkede hans øjne for hans medmenneskers mangler. Han elskede ikke sin næste som sig selv, derfor holdt han ikke de sidste seks bud. Hans hjerte er på hans skat. Det opsluges med alle hans jordiske besiddelser. Han elsker sine besiddelser højere end Gud, bedre end himmelske rigdomme. Han hørte betingelserne fra Jesu mund. Hvis han vil sælge og give til de fattige, skal han have en skat i himlen. Her var en prøve for hvor højt han værdsætter evigt liv, end hans rigdomme. Greb han ivrigt fat i udsigten til evigt liv? Bestræbte han sig alvorligt på at fjerne forhindringerne der lå i vejen for at få en skat i himlen? Oh, nej. "Han gik bedrøvet bort, for han havde meget gods." ret

(242)  Jeg blev peget til disse ord: "Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig mand at komme ind i Guds rige." Jesus sagde: "For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige." Englen sagde: "Vil Gud lade rige mænd beholde deres rigdomme, og alligevel går de ind i Guds rige?" Den anden engel sagde: "Nej, nej." ret

(242)  Jeg så at det var Guds plan at disse rigdomme skal bruges ordentligt, og fordeles til at velsigne den trængende med, og fremme Guds værk. Jeg så at hvis mennesker elsker deres rigdomme højere end deres medmennesker, højere end Gud, eller hans ords sandhed, og deres hjerter ligger ved deres rigdomme, kan de ikke få evigt liv. De vil hellere opgive sandheden, end at sælge og give til den fattige. Her viser det sig hvor meget Gud er elsket, hvor meget sandheden er elsket, og ligesom den unge mand i Bibelen, går mange bedrøvede bort, fordi de ikke kan få deres rigdomme og skatte i himlen også. De kan ikke have begge dele. De risikerer det evige liv for verdslige ejendomme. ret

(243)   "Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje, end for en rig at gå ind i Guds rige." Da så jeg at for Gud er alle ting muligt. Sandheden bringes hjem i hjertet ved Guds ånd, og vil trænge kærlighed til rigdomme ud. Jesu kærlighed og rigdommes kærlighed kan ikke bo i samme hjerte. Guds kærlighed overgår langt rigdommes kærlighed så ham der har den, bryder med alle sine rigdomme og overfør sin kærlighed til Gud. Således ledes han gennem sin kærlighed til Gud, og tjener til Guds sags behov. Det er hans højeste fornøjelse at forvalte Herrens goder rigtigt. Kærlighed til Gud og hans medmennesker kommer i første række, og alt det han har, holder han ikke som sit eget, og udfører sin pligt trofast som Guds forvalter. Så kan han holde de første fire bud, og de sidste seks. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og med hele din sjæl, og med hele dit sind." "Du skal elske din næste som dig selv." På den måde er det muligt for en rig mand at komme ind i Guds rige. "Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mange fold igen og arve evigt liv. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første." ret

(243)  Her er lønnen til dem som ofrer til Gud. De vil få et hundrede fold i dette liv, og skal arve evigt liv. Men mange, så jeg, som er de første skal være de sidste, og de sidste skal være de første. Jeg fik vist dem som tager imod sandheden, men ikke efterlever den. De klynger sig efter deres ejendomme, og er ikke villig til at dele ud af deres ejendomme til fremme af Guds sag. De har ingen tro til at vove noget og sætte lid til Gud. Deres kærlighed til denne verden opsluger deres tro. Gud har gør krav på en del af deres ejendomme, men de må ikke give agt på det. De tænker at de har arbejdet hårdt for at få det de har, og de kan ikke låne det til Herren, for så vil de mangle. "Oh, hvilken lille tro!" Gud som sørgede for Elias i hungernødens stund, vil ikke gå forbi hans selvopofrende børn. Han som har talt hårene på deres hoved, vil sørge for dem, og i hungernødens dage vil de mættes. Medens de onde går til omkring dem af mangel på brød, vil deres brød og vand være sikret. Dem som stadig klynger sig til deres jordiske rigdomme, vil ikke forvalte det rigtigt som Gud har lånt dem, de vil miste deres skat i himlen, miste evigt liv. ret

(244)  Jeg så at Gud, i sit forsyn, har bevæget nogles hjerter som har rigdomme, og har omvendt sig til sandheden, så de kan assistere med deres ejendomme og holde deres arbejde i gang. Og hvis dem som er velhavende ikke gør dette, hvis de ikke opfylder Guds hensigt vil han gå dem forbi, og oprejse andre til at udfylde deres pladser, som vil opfylde hans mål, og dele gladelig ud af deres ejendomme, det som imødekommer Guds sag. Heri vil de være de første. Gud vil få dem i sin sag som vil gøre dette. ret

(245)  Jeg så at Gud kunne sende midler fra himlen til at gennemføre hans værk; men dette er ikke efter hans orden. Han har forordnet at mennesker skal være hans redskaber, som der gøres et stort offer for at genløse tiden, de bør bære en del i dette frelsesarbejde, ved at ofre sig for hverandre, og derved vise hvor meget de værdsætter det offer der er gjort for dem. ret

(245)  Jeg blev vist hen til Jakob 5. "Og nu, I rige! klag og græd over den elendighed, som venter jer. Jeres rigdom er rådnet op, og jeres klæder er mølædte; jeres guld og sølv er fortæret af rust, og den rust skal være et vidne imod jer og æde jeres kød som ild; I har samlet jer skatte i de sidste tider." ret

(245)  Jeg så at disse forfærdelige ord gælder særlig de velhavende som bekender at tro den nærværende sandhed. Herren kalder dem til at bruge deres midler til at fremme hans sag. De fik anledninger, men de lukkede deres øjne for sagens ønsker, og klyngede sig fast til deres jordiske rigdomme. Deres kærlighed til verden er større end deres kærlighed til sandheden, kærlighed til medmennesker, eller deres kærlighed til Gud. Han har kaldet på deres ejendomme, men de holder ærgerrigt på det de har. De giver lidt her og der for at behage deres samvittighed, men har ikke overvundet deres kærlighed til denne verden. De ofrer ikke for Gud. Herren har oprejst andre til at værdsætte evigt liv, som kan føle og erkende noget af værdi for sjælen, og deres midler har de givet frit af, for at fremme Guds sag. Værket er under afslutning; rige mænd har holdt på deres rigdomme, deres store gårde, deres kvæg, osv. . Deres midler er ikke ønsket der, og jeg så at Herren vender sig mod dem i vrede, og gentager disse ord: "Gå med jer, i rige mænd," ret

(246)  Oh! Jeg så at det var en forfærdelig ting at få lov af Herren til at gå sådan. En forfærdelig ting at holde på forgængelige ejendomme her, når han har sagt til jer, hvis I vil så sælg og giv almisse, I kan samle jer rigdomme i himlen. ret

(246)  Jeg fik vist at værket var ved at afsluttes, og sandheden går ud i mægtig kraft, disse rige mænd vil komme med deres midler og lægge det for fødderne af Guds tjenere, bede dem om at tage imod dem. Svaret fra Guds tjenere er: "Gå med jer, I rige mænd. Der er ikke brug for jeres midler. I holder det tilbage skønt I kunne gøre godt for at fremme Guds sag. Den trængende har lidt, de er ikke blevet velsignet af jeres midler, Gud vil ikke acceptere jeres rigdomme nu. Gå med jer, I rige mænd! ret

(247)  Så blev jeg vist til disse ord: " Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres marker, den råber højt, og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots' øren." ret

(247)  Jeg så at Gud ikke var i de rigdomme som var blevet vundet. Satan har meget mere at gøre med det, end Gud. Meget af det er blevet opnået ved at trykke lejesvendenes løn. Det naturligt ærgerrige rige menneske har fået disse rigdomme, ved at trykke lejesvenden, og udnytte enkelte personer hvor han kunne, og lægge til sine rigdomme her, som vil spise hans kød som var det ild. Ingen har taget en meget ærlig og ærværdig kurs. Disse må arbejde hurtigt og tage en meget anderledes kurs for at genløse tiden. ret

(247)  Jeg så at mange sabbatsholdere fejler her. Deres fattigere brødre bliver udnyttet, og dem som har i overflod netop mere end tingens virkelige værdi, mere end de kan betale de samme ting, medens disse brødre er i forlegenhed og fortvivlede over mangel på midler. Gud kender alle disse ting. Alle selviske handlinger, al ærgerrig afpresning, vil give sin løn. ret

(248)  Jeg så at det var grusomt og uretfærdigt at ikke vise hensyn til en brors situation. Hvis han er forpint, eller fattig, dog gør det bedste han kan, bør der gives tilskud til ham, og den fulde værdi af de ting han køber fra velhavende bør endog ikke regnes med; men de bør have plads til medlidenhed for ham. Gud vil anerkende så venlige handlinger, og han der gør det vil ikke miste sin løn. Men jeg så at de mange sabbatsholdere med nøjeregnende og ærgerrige handlinger har et forfærdeligt regnskab at aflægge. ret

(248)  Jeg blev vist tilbage, og så at der kun var få som lyttede til og greb sandheden, de havde ikke så meget af denne verdens goder. Sagens behov blev dækket af ganske få. Så var det nødvendigt at huse og jordstykker blev solgt for at få det billigere og det tjener dem som husly eller hjem, medens deres midler blev lånt frit og generøst til Herren til at offentliggøre sandheden, og på anden måde hjælpe for Guds sags fremme. Idet jeg så disse selvopofrende mennesker, så jeg at de måtte lide afsavn til fordel for sagen. Jeg så at en engel stod hos dem og pegede dem opad, og sagde disse ord: "I har gods i himlen! I har gods i himlen som ikke bliver for gammelt! Hold ud til enden, og så vil jeres løn være stor!" ret

(248)  Jeg så at Gud bevægede hjerter. Den sandhed som ganske få ofrede så meget for, for at få den ud til andre, den har sejret; og store folkeskarer har grebet fat i den. I sit forsyn har Gud bevæget dem som har midler, og har bragt dem ind til sandheden, eftersom Guds værk vokser, må sagens mangler imødekommes. Mange midler bringes ind i sabbatsholderens rækker. ret

(249)  Jeg så at Gud for øjeblikket ikke gør krav på de huse som hans folk er nød til at bo i, medmindre det er dyre huse, som kan skiftes ud med billigere. Men hvis dem som har overflod ikke hører hans stemme, og afskærer sig fra verden, og skaffer sig af med en del af deres ejendomme og lande, og ofrer for Gud, så vil han lade dem gå forbi, og kalde på dem som er villige til at gøre noget for Jesus, endog sælge deres hjem for at imødekomme Guds sags behov. Gud vil have et frivilligt offer. Dem som giver, må se det som privilegium at give. ret

(249)  Jeg har set at nogle giver af deres overflod, men de mærker ingen mangel. De fornægter sig ikke selv noget delvist for Kristi sag. De har stadig alt det hjertet kan begære. De giver gavmildt og hjerteligt. Gud ser dette, og handling og motiverne kender han, og han lægger nøje mærke til det. De vil ikke miste deres løn. I som ikke kan give så gavmildt, må ikke undskylde jer selv, fordi I ikke kan gøre så meget som andre. I kan gøre det I kan. Fornægte jer selv nogle ting som I kan være foruden, og ofre for Guds sag. Læg jeres to småmønter i, ligesom enken gjorde. I virkeligheden vil I give mere end alle dem som har givet af deres overflod. Og I vil vide hvor lifligt det er at give til den trængende , og fornægte selvet, og ofre for sandheden, og samle jer rigdomme i himlen. ret

(250)  Jeg fik vist at de unge, især unge mænd, som bekender sandheden stadig har selvfornægtelsens lektie at lære. Jeg så at hvis de ofrede mere for sandheden, ville de værtsætte sandheden højere. Det ville berøre deres hjerter, rense deres liv, og de vil holde det mere dyrebart og helligt. ret

(250)  Jeg så at de unge ikke bærer byrden ej heller nærer ansvar for Guds sag. Er det fordi Gud undskylder dem? Oh nej. Jeg så at de undskylder sig selv. De har det nemt, og andre er bebyrdede. De erkender ikke at de ikke er deres egne. Deres kræfter og deres tid ikke deres eget. De er købt for en pris. Et dyrebart offer er gjort for dem, og hvis de ikke besidder selvfornægtelsens og opofrelsens ånd, kan de ikke få evig arv. ret

næste kapitel