(265) I foråret 1858, besøgte vi Ohio, og deltog i konferenser i Green Springs, Gilboa og Lovett’s Grove. Bror Tillotson tog os fra Green Springs med hans vogn til mødestederne. I Lovett’s Grove mødte Herren os, og hans velsignelse hvilede over os. Den første dag, om eftermiddag, var der en begravelse i den skolebygning, hvor vore møder blev holdt. Min mand blev indbudt til at tale ved den anledning. Ikke alle folk kunne komme ind i huset. Min mand blev velsignet med frihed, og sandhedens kraft lod til at påvirke tilhørerne. ret
(265) Da han havde afsluttet sine bemærkninger, følte jeg mig tilskyndet af Herrens Ånd til at frembære mit vidnesbyrd. Da jeg blev ledt til at tale om Kristi komme og opstandelse og den kristnes glade håb, jublede min sjæl i Gud. Jeg drak store slurke af frelsen. Himmel, liflige himmel, var den magnet der tiltrak min sjæl opad, og jeg blev indhyllet i et syn om Gud herlighed. Mange vigtige ting blev åbenbaret for mig til menigheden. ret
(266) Jeg så at dem, som bekender sandheden, bør holde standarden højt, og bevæge andre til at komme frem til den. Jeg så at nogle måtte gå den lige sti alene. Deres ledsagere og børn vil ikke vandre på selvfornægtelsens sti, sammen med dem. Tålmodighed og overbærenhed, bør altid karakterisere de ensomme pilgrimmes liv, følge deres velsignede Mesters eksempel. De vil få mange prøvelser at gå igennem, men de har et håb som gør sjælen stærk, som bærer den op over jordens prøvelser, som ophøjer dem over foragt, hån og skam. Dem som har et håb som dette, bør aldrig give efter for hårdhed og uvenlighed. Dette vil kun skade deres egne sjæle, og drive deres venner længere bort fra sandheden. Behandl dem ømt. Giv dem ikke anledning til at bebrejde Kristi sag; men opgiv aldrig sandheden for at behage nogen. Vær beslutsom, stålsat, grundfæstet, vær ikke vægelsindet. ret
(266) Men hvis jeres ledsagere og børn ikke vil komme, hvis I ikke kan vinde dem til at overgive sig til sandhedens krav, så gør deres liv her så behageligt så muligt; for alt det som de nogensinde vil nyde, vil være i denne fattige verden. Men lad ikke noget lægge sig imellem jeres forpligtelse over for Gud. Gå den fremadrettede vej, når I handler. Lad intet at det de gør eller siger opægge et vredt ord fra jer. I har et håb som trøster jer iblandt livets skuffelser og prøvelser. Jeres ledsagere og børn som ikke tilskyndes til at træde på den smalle og korsbærende stivej sammen med jer, har ikke denne guddommelige trøst. De bør have jeres medynk, for denne verden er al den himmel de vil have. ret
(267) Jeg fik vist at alle der bekender sig til den nærvende sandhed vil blive forsøgt og prøvet. Deres kærlighed til Jesus komme vil blive prøvet, og vist til andre, om det er ægte. Det som jeg så, ville alle ikke stå prøven. Nogle elsker denne verden så meget at den opsluger deres kærlighed til sandheden. Når deres rigdomme vokser her, formindskes deres interesse for himmelske rigdomme. Jo mere de har af denne verden, des tættere klynger de sig til dette, som om de er bange for at deres eftertragtede rigdomme vil tages fra dem. Jo mere de ejer, des mindre har de at give andre, for jo mere de har, des fattigere føler de sig. Oh, rigdommenes bedrag! De vil ikke kunne se og mærke Guds sags behov. ret
(267) Jeg så at Gud kunne lade det regne med midler fra himlen, til at fremføre hans arbejde, men det vil han aldrig gøre. Det er imod hans plan. Han har betroet mennesker på jorden, med tilstrækkelige midler til at fremføre hans værk, og hvis alle gør deres pligt vil intet mangle. Men nogle vil ikke tage sig af kaldet på deres midler. De er villige til at se Guds arbejde gå fremad. De er bekymrede over at se sagen få fremgang, med forsyninger bevarer de deres rigdomme, og ikke ofre noget, kun give en skærv her og der, som skulle få dem til at skamme sig over at give så lidt, og give modvilligt. Englen sagde: "Gud elsker en glad giver." Enkeltpersoner som har midler, er overbevist om vor sande position. De griber den. De er prøvede. De får anledninger til at hjælpe Guds sag, med den uretfærdig mammon (denne verdens rigdomme), og får venner som de modtager i de evige boliger, efter at de er færdig her. Men nogle elsker denne verden så meget de endog ikke vil ofre deres rigdomme her, for en evig arv. De forhærder deres hjerter, og vil ikke gøre deres del som Gud har givet dem fremgang til. De prøves til fulde. Verden lever i deres hjerter, og sandheden dør ud. De mister de kroner der samles i himlen til dem, og Gud oprejser andre, som kommer frem og udfylder deres steder, og tager deres kroner. Der oprejses mennesker som ser det som et privilegium at ofre noget for Jesus, som ofrede så meget for dem. Jeg fik vist enkeltpersoner, som, selvom de har hørt de højtidelige sandheder for disse sidste dage, og Kristi komme kommer dem nær i profetiens opfyldelse, ikke har tænkt sig at miste deres greb om denne verden. De har ingen idé om at ofre deres rigdomme her. Oh, om disse begærlige mennesker vil få et syn om himlen, om dens renhed, elskelighed, og beskue hellige engle i gang med menneskers frelse! Hele himlen er i oprør! Engle går frem med deres mission, stiger ned for at passe på Guds fristede børn, og beskytte dem fra onde engles magt. Og medens disse engle stiger ned, stiger andre op for at frembære nyheder til en engel mere, om at hjælpe den, eller den fortvivlede sjæl, som slås så voldsomt af Satan. Engle går hele tiden forbi, og møder hinanden igen, i deres op og nedgående flyvninger, og udfylder deres kærlighedsmission. Om de kunne se dette. Det synes mig om de ville gribe lidt af disse helligede engles iver og begejstring, som de viser for menneskenes frelse. Det ville indgyde den interesse i dem som vil få dem til anstrenge sig, og de ville ofre sig med glæde for deres medmenneskers frelse. Ud over dette, vil al den lykke der udledes fra jorden, og fra en selvisk indsamlet jordisk rigdom, vise sig så lille og ubetydelig sammenlignet med himlens skønhed og uovertrufne herlighed, at jordens rigdomme vil fordunkles, og kun se ud som slagger, hvis de kunne vinde den himmelske rigdom. Hvor besynderligt så det ud for mig, da jeg så at hele himlen var interesseret i vor frelse, og så da den lille interesse hans medmennesker viser. De kaster deres arme omkring deres rigdom her, som om det var deres Frelser, og kan give dem evigt liv. Jeg skammer mig, fortvivles, pines over at disse nogensinde skal bære disciplenes navne, eller bekende Kristi navn. Jeg så at de siger gladelig: Her, Herre er lidt af jordens rigdomme som du har lånt mig; tag noget af det; tag det hele, det er dit. Lad mig gøre min del for at frelse medmennesker, og lad mig oprejses sammen med genløste for at bo med dig for evigt. Skælvende vil disse disciple lære af Guds stærke løfter. Jorden falmer for deres udsyn. Himlens forhøjes, og intet offer er for kært nok for dem at give for den langt mere overmådelige, og evige vægt af herlighed. ret
(270) I dette syn i Lovett’s Grove, blev det meste af materialet til Den Store Strid gentaget for mig, og som jeg havde set ti år tidligere, og jeg fik vist at jeg måtte skrive det ned. At jeg skulle kæmpe med mørkets magter, for Satan ville anstrenge sig meget for at forhindre mig, men Guds engle ville ikke forlade mig i kampen, da jeg satte lid til Gud. ret
(270) Efter at jeg var kommet ud af synet, bar de sorgfulde venner, og en del af forsamlingen den afdøde til dens hvilested. Stor højtidelighed hvilede over de tilbageværende. ret
(271) Mandag begyndte vi vor rejse hjemad til bror og søster Tillotson. Den næste dag tog vi vogntransporten i Freemont til Jackson, Mich. Medens vi kørte i vognene lagde vi vore planer for at skrive og publicere bogen med navn den Store Strid, straks efter at vi var på vej hjem igen. Jeg havde det så godt som jeg plejer. Da vi kom med toget til Jackson, tog vi ud til bror Palmer’s. Vi var i huset i kort tid før jeg havde en samtale med søster P, min tunge nægtede at sige det jeg ønskede at sige, og virkede stor og lam. En fremmed kold fornemmelse ramte mit hoved, og gik forbi mit hoved, ned på min højre side. For en stund var jeg følelsesløs; men blev vækket af stemmen af alvorlig bøn. Jeg prøvede at bruge min venstre arm og ben, men de var helt nyttesløse. I en kort tid forventede jeg ikke at leve. Det var det tredje lammelsessjok som jeg fik, og selvom jeg kun var femoghalvfjerds kilometer hjemmefra, forventede jeg ikke at se mine børn igen. Jeg genkaldte de sejrrige stunder som jeg nød i Lovett’s Grove, og tænkte at det var mit sidste vidnesbyrd, og følte at jeg godt kunne dø. ret
(271) Mine venners alvorlige bønner gik op til himlen for mig, og snart mærkede jeg en prikken i min arm og mit ben, og jeg priste Herren for at jeg kunne bruge dem lidt. Herren hørte og besvarede sine børns trofaste bønner, og Satans kraft blev brudt. Den nat led jeg meget, og blev dog styrket næste dag til at komme hjem igen. I flere uger kunne jeg ikke mærke håndens tryk, ej heller når det koldeste vand kom ned over mit hoved. Når jeg rejste mig for at gå, vaklede jeg ofte og faldt nogle gange til gulvet. I den tilstand begyndte jeg at skrive den Store Strid. Jeg kunne kun skrive en side om dagen, og så hvile i tre dage. Men efterhånden som jeg kom frem, fik jeg flere kræfter. Lammelsen i mit hoved syntes ikke at omtåge mit sind, og derfor stoppede jeg med det arbejde, og eftervirkningen af sjokket havde forladt mig helt. ret
(272) Tidspunktet for konferensen i Battle Creek, juni 1858, blev søster Hutchins, som nu sover i Jesus, meget forpint af sygdomme, og vi følte alle sammen at hun ville gå ned i graven, medmindre Herren oprejser hende. Medens vi bad for hende, hvilede Guds kraft over os alle, og da den kom over mig, blev jeg taget bort i et syn. I det syn fik jeg vist det pludselige angreb i Jackson, hvor Satan ville tage mit liv, for at forhindre mit skrivearbejde; men Guds engle blev sendt for at redde mig, og rejse mig over virkningerne af Satans angreb. Jeg så, iblandt andet at jeg ville velsignes med bedre helbred, end før angrebet i Jackson. ret