(294) Når det vidnesbyrd, som Herren har givet mig de sidste femten år, bliver båret frem, har jeg mødt modstand hos mange som bliver mine bitre fjender, især dem som har fejl og synder der er blevet åbenbaret for mig, og jeg er blevet udsat for. Nogle af disse har forventeligt udvist hævnfølelser og angriber det ydmyge redskab, og spreder uheldige beretninger imod mig. ret
(294) Da disse ting belaster personer som ikke kender til min tidligere erfaring, har mine brødre og søstre som kender min erfaring og mit arbejde de sidste ti eller femten år, lagt deres vidnesbyrd om mig i mine hænder. Disse mennesker har været til gavn for mig de sidste to år, og vil sandsynligvis også være det i fremtiden. Jeg vil nævne et eksempel. ret
(295) På tidspunktet for konferensen og diskussioner i Crane’s Grove, (Ills.), ville flere age-to-come, og ikke-sabbats forkyndere udbrede nogle offentlige efterretninger til omdeling. Men når de erfarer at vi er forberedt på dem, sagde ældre Stephenson til min mand at de besluttede ikke at gøre noget ved det! Her vil jeg give to af disse vidnesbyrd, også nogle andre som er blevet sendt til mig af dem som har læst denne bogs trykte sider. ret
(295) Og jeg vil her sige til alle andre som frit og gladelig giver deres navne til disse vidnesbyrd, at omgående sende dem ind. Også dem som kan bevidne faktaer over for andre, anført i denne bog, vil venligst sende deres vidnesbyrd med navne på, så mange som kan give dem med glæde. ret
(295) Der vil kun være firehundrede kopier af de sidste seksten sider af denne bog, der trykkes nu. Dette vil sendes ud, og når alle har sendt deres vidnesbyrd og navne, som vi er glade for, vil hele dette oplag være fuldendt. ret
(295) Der gives en særlig anmodning hvis nogle finder forkerte udtalelser i denne bog, vil de straks informere mig. Udgaven vil være færdig omkring først i oktober, send derfor før dette tidspunkt. E. G. W. ret
(295) [Note: Efterfølgende anførte erfaringer, er nedskrevet efter udgivelsen af første begrænsede tryk af "Åndelige gaver", bind II, pr 18. september, 1860, og blev taget med i senere udgaver. Her har læseren alt det som blev publiceret i alle oplag. - Ellen G. White publikationernes betroede folk.] ret
(294a) Den 20. september, 1860, blev mit fjerde barn, John Herbert White, født. Da han var blot tre uger gammel, så min mand det som hans pligt at rejse til Veststaterne. Omkring en uge før han besøgte Mauston, fik vi breve fra M. E. S. om publikationer, der gav sig ud for at være syner hun fik fra Herren. Da vi læste disse meddelelser blev vi fortvivlede. Vi vidste at de ikke var fra den rigtige kilde. Og da min mand ikke vidste noget om hvad han skulle møde i Mauston, var vi bange for at han var uforberedt på fanatisme på det sted, og at det ville have en nedslående indflydelse på hans sind. Vi havde gennemgået så mange scenarier i vor tidlige erfaring, og led så meget fra disse uregerlige og utæmmelige kræfter, at vi skælvede for at komme i kontakt med dem. ret
(294a) Jeg sendte en anmodning ind til Battle Creek-menigheden for at bede for min mand, og ved familiealteret søgte vi Herren alvorligt. Med sønderbrudt ånd, og mange tårer, prøvede vi at fæstne vor skælvende tro til Guds løfter, og vi fik beviser for at Gud hørte vor bøn, og at han ville stå ved min mand, og give ham råd og visdom. ret
(295a) Da vi så i bibelen efter et vers til Willie at huske og gentage til sabbatsskolen, fangede disse ord min opmærksomhed: "Herren er god. En fæstning i trængslens stund, og han kender dem der stoler på ham." Jeg kunne kun græde over disse ord, de var så rammende. Hele mit sinds byrde var til min mand, og menigheden i Wisconsin. Min mand erfarede Guds velsignelse da han var i Wisconsin. Herren var en fæstning for ham i trængslens stund. Han støttede ham medens han frembar et klart vidnesbyrd imod den vilde fanatisme der, og fremholdte ham med hans frie Ånd. ret
(295a) Jeg modtog et brev fra min mand skrevet i Mackford, Wis., hvori han skrev: "Jeg er bange for at alt ikke er så godt der hjemme. Jeg fik nogle indtryk om barnet." Medens han bad for familien der hjemme, fik han en fornemmelse for at barnet var meget syg. Barnet lod til at ligge foran ham med frygtelig ophævet ansigt og hoved. Da jeg modtog brevet havde barnet det så godt som sædvanligt; men næste morgen var han blevet meget syg. Det var et ekstremt tilfælde af rosen i ansigt og hoved. Da min mand nåede bror Wickr’s, nær Round Grove, Ills., rakte telegrafbudet ham en besked om barnets sygdom, og da han læste, sagde han til de tilstedeværende at han var forberedt på nyhederne, for Herren havde forberedt ham på det. Og at de ville høre at barnets hoved og ansigt var stærkt angrebet. ret
(296) Mit kære barn led meget. I fireogtyve dage og nætter vovede vi bekymret over ham, og brugte alle medicinmidler vi kunne, for at han måtte komme sig, og lægge hans situation alvorligt over til Herren. Til tider kunne jeg ikke kontrollere mine følelser, idet jeg var vidne til hans lidelser. Meget af min tid blev brugt på tårer og ydmyge anmodninger til Gud. Men vor himmelske Fader fandt det bedst at fjerne mit elskede barn. ret
(296) Den 14. december blev jeg kaldt ind. Mit barn havde fået det værre. Jeg lyttede til hans møjsommelige åndedræt, og mærkede hans pulssvage håndled. Jeg vidste at han måtte dø. Det var en pinefuld stund for mig. Dødens iskolde hånd var allerede på ham. Vi iagttog hans svage og gispende åndedræt, indtil det ophørte, og vi var taknemmelige for at hans lidelser var til ende. Da mit barn var dødt, kunne jeg ikke græde. Jeg besvimede ved begravelsen. Mit hjerte skælvede som om det skulle gå i stykker, alligevel kunne jeg ikke fælde en tåre. Vi blev skuffede over at ikke have bror Loughborough til at lede begravelsesgudstjenesten, og min mand talte her til et fyldt hus. Vi fulgte vort barn til Oak Hill kirkegård, for at hvile der indtil livgiveren skal komme, og bryde gravens lænker, og kalde ham frem til evigt liv. ret
(296) Efter at vi var vendt tilbage fra begravelsen, virkede mit hjem meget ensomt. Jeg var forligt med Guds vilje, alligevel lå fortvivlelsens tungsind over mig. ret
(297) De skuffelser vi fik den sidste sommer, kunne vi komme os over. Sådan som Guds folks tilstand er, vidste vi ikke hvad vi kunne forvente. Satan havde kontrolleret nogle af de menneskers sind så meget, som var knyttet til os i arbejdet, at endog nogle som kendte til vor mission, og set frugterne af vort arbejde, og har ikke kun været vidne til Guds kraft manifestationer mange gange, men havde mærket dets indflydelse på deres egne kroppe. Hvad kunne vi håbe på i fremtiden? Da mit barn levede, troede jeg at jeg forstod min pligt. Jeg pressede mit dyrebare barn til mit hjerte, og glædede mig over at jeg mindst en vinter kunne befris fra mit store ansvar, for det kunne ikke være min pligt at rejse om vinteren med mit barn. Men da det blev taget fra mig, blev jeg igen kastet ud i store forviklinger. ret
(297) Sagens situation, og Guds folks tilstand, knuste os næsten. Vor lykke var afhængig af tilstanden i Guds sag. Når Guds folk har fremgang, føler vi os fri. Men når de er i uorden og frafalden, kan intet gøre os glade. Hele vor interesse og liv er blevet indvævet med den tredje engels budskabs oprejsning og fremgang. Vi er bundet til det, og når det ikke går frem, erfarer vi store trængsler i sindet. Omkring det tidspunkt begyndte min mand, når han så tilbage i tiden, at miste tillid til næsten alle. Mange af dem som han havde prøvet at blive venner med, havde udvist fjendskab, og nogle som han havde hjulpet mest med sin egen knappe kasse, og hans indflydelse på andre, havde hele tiden bestræbt sig på at skade ham, og kaste byrder på ham. En sabbatsmorgen da han tog til vort tilbedelsessted, og kom en overvældende uretfærdighedsfornemmelse over ham, og han vendte bort og græd højt, medens forsamlingen ventede på ham. ret
(298) Fra vort arbejdes begyndelse af, blev vi kaldet til at frembære et klart og tydeligt vidnesbyrd til at sætte fejl i rette og ikke spare. Og hele vejen har der været dem som stod imod vort vidnesbyrd, og har fulgt efter og sagt glatte ting, tilsmurt med blødt mørtel, og ødelægge indflydelsen i vort arbejde. Herren vil tøjle os med irettesættelserne, og så er enkeltpersoner gået lige ind i mellem os og folk, for at sætte vort vidnesbyrd ud af kraft. Der er givet mange syner, at vi må få et standpunkt der oprører Guds folk; og ikke undgår at fortælle hans råd, for menigheden sov i deres synder. Men få har haft forståelse for os, selvom har haft forståelse for den fejlende, og med dem som er blevet sat i rette. Disse ting har knust os, og vi føler at vi ikke har noget vidnesbyrd at frembære i menigheden. Vi vidste ikke hvem vi skulle stole på. Alle disse ting pressede os på, og vi døde inden i. Vi trak os tilbage for at hvile omkring midnat, men jeg kunne ikke sove. En hård pinsel var i mit hjerte og jeg kunne få lindring. Jeg blev bevidstløs flere gange. ret
(299) Min mand sendte bud efter brødrene C. Smith, Amadon og Kellogg. Deres indtrængende bønner blev hørt, hjælpen kom, og jeg blev taget bort i et syn. Så fik jeg vist at vi stadig må frembære vort vidnesbyrd, ligefrem og tydeligt. At vi har et arbejde at gøre. Så blev de enkeltpersoner præsenteret for mig, som undgik det tydelige vidnesbyrd. Jeg så den indflydelse deres lære har på Guds folk. Jeg fik vist folks tilstand i ___ ___. De har sandhedens teori, men er ikke helliget igennem den. Jeg så at når budbærerne går ind på et nyt sted, er deres arbejde mere end tabt, medmindre de frembærer et tydeligt og klart vidnesbyrd. De kunne holde adskillelse mellem Jesu Kristi kirke, og formelle, uvirksomme trosbekendere. Der skete en fejl i ___. Bror ___ følte sig meget krænket, bange for at detaljer om vor tro skulle vise sig, og standarden blev fornedret for folk. Kendsgerningen burde have stået levende frem for folk, at vi har sandheder af vital betydning, og at deres evige interesse beror på den beslutning de gør. Og for at bliver helliget gennem sandheden, må deres afguder opgives, deres synder bekendes, og de frembærer angerens frugter. ret
(299) Dem som involverer sig i det højtidelige arbejde, at frembære den tredje engels budskab, må handle beslutsomt, og i Guds Ånd og kraft, forkynde sandheden uden frygt, og lade den skære. De bør ophøje sandhedens standard, og tilskynde folk til at komme frem til den. Den er blevet fornedret til at møde folk i deres mørke og syndige tilstand. Den er det tydelige vidnesbyrd, som vil få folk til at beslutte sig. Dette gør et fredfuldt vidnesbyrd ikke. Folk har privilegiet at lytte til den slags lære, fra dagens talerstole. Men Gud har tjenere som han har fået betroet et højtideligt og frygteligt budskab, at bringe det ud, og udruste et folk til Kristi komme. Der er stor forskel på vor tro og på nominelle bekenderes tro, ligesom himlene er højere end jorden. ret
(300) Folket sover i deres synder, og behøver at foruroliges før de kan rystes ud af denne døs. Deres prædikanter har forkyndt glatte ting. Guds tjenere, som frembærer hellige og vitale sandheder, bør råbe højt og ikke spare, så sandheden river sikkerhedens forklædning af, og finder vej til hjertet. Det ligefremme vidnesbyrd som Guds folk i ____ burde have fået, har gået over alt, og sandhedens frø blev sået iblandt torne, og er kvalt af torne. ret
(300) Guds tjenere må frembære et tydeligt vidnesbyrd. Det vil skære det naturlige hjerte, og udvikle karakteren. Brødrene ___ og ___ blev fuldstændigt bevæget under tvang medens de var i ___. En sådan forkyndelse vil aldrig gøre det arbejde som Gud har ønsket at udføre. Der er nok af skulkeri, forkrøblinger og pakke sandheder ind, som skulle dadle synd hos de nominelle kirkers præster. Hvis sjæle ikke griber sandheden rigtigt, og deres hjerter forberedes til at få denne, er det bedre at de lades være. ret
(300) I synet af de sladderagtige rapporter nogle få enkeltpersoner spreder imod bror og søster White, føler vi at vi må bevidne at vi kender personligt til dem og den måde de virker på siden 1844, og ved derfor hvordan at alle udtalelser som fremstiller dem i forbindelse med, eller støtter i en vis grad disse fanatiske afskyligheder, som nogle i Maine og andre steder blev draget i årene 1844-1846, er ondsindede og vederstyggelige falskheder. Vi har aldrig kendt dem for at være det mindste inficeret med fanatismens åndsgerninger, men tværtimod, som utrættelige og ubøjelige modstandere for det samme. ret
(301) H. N. Smith, George Cobb,
S. B. Belden, Lewis O. Stowell,
Edward Andrews, Laura T. Stowell,
S. L. Andrews, Lewis B. Stowell,
A. S. Andrews, Marion C. Stowell,
Cyprian Stevens, Sarah H. Stowell,
Almira T. Stevens, N. N. Lunt,
Paulina R. Stevens, S. H. Lunt,
F. J. Stevens, R. D. Waterman,
Stockbridge Howland D. W. Wright,
L. M. Howland, Thomas Worcester,
F. H. Howland, Lydia Bolton,
R. D. Howland, P. A. Gammon,
M. R. Aderton, Abram Barnes,
S. W. Flanders.
Portland, Me., 10. aug., 1858. ret
(301) Da der cirkulerer uheldige rapporter rundt imod ældre James White og hustru, er det en fornøjelse fortælle at vi har kendt dem personligt siden 1844. har de ikke sympatiseret med ikke-arbejde teorien, frivillig ydmyghed, åndelig andet advent, og åndelig enighed i overensstemmelse med ægteskabsloven, men har altid hævet deres stemmer imod disse forskellige former for fanatisme, som er fremherskende hos nogle i New England.
N. N. Lunt, S. H. Lunt,
Jacob Mills, Thomas Worcester,
Dorcas Wright, Phebe A. Gammon,
Elizabeth Haines, [This is Isaiah Libby.
Sr. H. på siderne 30 og 69.] ret
(301) Med glæde frembærer vi vidnesbyrd for udtalelsernes sandfærdighed hos ældre Dammon, på side 40, 41. Så vidt vi kan huske tror vi omstændighederne under hans arrestation og prøvelser anføres på fornuftig vis.
H. A. Hannaford,
WM. T. Hannaford, D. S. Hannaford,
James Ayer, Sen., Mrs. R. W. Wood.
Topsham, Me., 6. aug., 1860. ret
(302) Den forunderlige manifestation af Guds kraft da søster Frances Howland blev helbredt står beskrevet korrekt på siderne 42-44, undtagen ham som døbte hende.
Stockbridge Howland F. H. Howland,
L. M. Howland, R. D. Howland. ret
(302) Efter vor meninger har søster White give en hæderlig beskrivelse af fanatismen i Maine, og hendes arbejde med nødstedte enker i det, på siderne 49-65.
Edward Andrews, Geo. Cobb,
S. L. Andrews, Stockbridge Howland
A. S. Andrews, L. M. Howland,
Almira T. Stevens, F. H. Howland,
P. R. Stevens, R. D. Howland,
F. J. Stevens, Abram Barnes,
J. G. Foy, S. W. Flanders.
H. N. Smith. ret
(302) Vi skriver under, velvidende at søster Whites udtalelser om Gilbert N. Collins sygdom og helbredelse på side 108 og 109 er korrekt.
Nancy Collins, G. N. Collins,
Melora A. Ashley. ret
(302) Ud fra personlig kendskab, kan vi bevidne at udtalelserne på side 124-127, om en vis kvinde som kom ind blandt os i Camden, er korrekte.
C. B. Preston, E. A. Preston. ret
(302) Hvad der står anført på side 133, 134, at disse ting er faktum kan ikke modsiges.
Alonzo Abbey, Diana Abbey,
Ira Abbey, Rhoda Abbey. ret
(302) Vi har læst siderne 136-140 i søster White’s bog, og efter for mening er hendes udtalelser korrekte.
Wm. Harris, Hiram Edson,
L. M. Harris, Esther M. Edson,
fra en kundskab om hovedpunkterne på side 152-156, kan vi sige, de er korrekte.
John S. Wager. Mary Wager.
Bristol, Vt., 17. aug, 1860. ret
(302) Vi kender personligt til omstændighederne til søster Whites besøg i Vergennes, nævnt på siderne 157-159, og betragter dem som korrekte. Det skulle være H. Allen, i stedet for S. Allen.
Henry Gardner, D. S. Gardner.
C. W. Sperry, R. A. Sperry. ret
(303) Vi var til stede ved mødet i Jackson, beskrevet af søster White på siderne 181, 182, og anser hendes udtalelse for at være korrekt.
A. A. Dodge, C. Dodge,
D. R. Palmer, A. Palmer,
Cyrenius Smith, Louisa Smith,
J. P. Kellogg, Ann J. Kellogg.
J. N. Loughborough. ret
(303) Ud fra personlig kendskab til de styrende kendsgerninger anført på siderne 184-188, med hensyn til søster Whites lidelser i hendes sygdom, svulsten på hendes øjenlåg, apopleksi, og mirakuløs helbredelse på bønnesvar, kan vi bevidne dets sandfærdighed.
Uriah Smith, S. T. Belden,
G. W. Amadon, S. B. Belden,
J. N. Loughborough, M. J. Loughborough,
Cynthia Bacheller, Roxanna Cornell,
Caroline Orton, Drusilla Lamson,
J. W. Bacheller. ret
(303) Vi har læst udtalelserne om søster White på side 219-222 om besøget i Wawkon [Waukon], o.a. udtalelserne er korrekte.
J. N. Loughborough, M. J. Loughborough,
H. N. Smith.
Jackson, Mich., 16. aug., 1860. ret
(303) I vort eget hus var vi vidne til søster Whites pludselige lammelse og helbredelse, anført på side 271.
D. R. Palmer, A. Palmer. ret