(21) En aften tog min broder Robert og jeg selv til et klassemøde. Førsteældsten var til stede den aften. Og, fyldt med Guds kærlighed, fortalte jeg hvad han havde gjort for mig, at jeg til sidst fik den velsignelse jeg søgte efter - fuldstændig tilpasning af Guds vilje. Jeg frydede mig over Jesu snarlige komme. Jeg forventede at de vil glæde sig sammen med mig, men blev skuffede. Efter jeg var færdig med at tale, spurgte ældre B mig om det ikke være mere behageligt at leve et langt liv i hellighed her, og gøre godt mod andre, end at Jesus kommer og udsletter stakkels syndere. Jeg fortalte ham at jeg længes efter at Jesus kommer. Synden vil få en afslutning, og vi bør nyde helligelsen for altid, hvor der ikke er nogen fristende Djævel der leder vore skridt på vildspor. ret
(22) Så spurgte han mig om jeg ikke hellere ville dø let i en seng, end at gå igennem smerte og ændres fra dødelig til udødelighed. Jeg svarede at hvis jeg ønskede at Jesus skulle komme og frelse hans børn; og at jeg var villig til at leve eller dø, at jeg kunne klare al den smerte som kunne bæres i et øjeblik med et øjeblik, og at jeg ønskede at tidens hjul skulle dreje hurtigt rundt, og tage velkomstdagen med sig, så disse dårlige kroppe skulle ændres, og dannes efter Kristi herlige legeme. Jeg sagde også at når jeg levede nær til Herren, jo mere alvorligt længtes jeg efter hans tilsynekomst. Nogle til klassemødet virkede til at være meget utilfredse. ret
(22) En anden gang deltog jeg til klassemødet, og var lykkelig i Guds kærlighed, og ønskede at frembære mit vidnesbyrd iblandt dem. Jeg fortalte dem atter hvad Jesus havde gjort for mig, i troen på Guds Søns nære komme. Klasselederen afbrød mig, og sagde: "Igennem metodismen!" Men jeg kunne ikke give metodismen ære, da det var Kristus og håbet om hans snarlige komme, som gjorde mig fri. Jeg afsluttede mit vidnesbyrd, det sidste jeg nogensinde frembar for metodisterne, og satte mig ned. Jeg var overbevist om at jeg måtte opgive min tro på Herrens snarlige komme, for at få frihed til klassemødet, eller blandt metodisterne; for ellers ville mine følelser blive såret, og deres forbitrelse ville optændes imod mig, hvis jeg sagde frit ud af det Herrens virkede i mig med. ret
(23) Snart besøgte prædikanten min faders familie. Hele familien var interesseret i læren om Herrens komme. Prædikanten ønskede at vi skulle trække os ud af menigheden, da det vil spare menigheden for trængsler. Min forældre fortalte ham at de ønskede at kende årsagen til denne anmodning. Han sagde at vi har gået imod deres regler, og at de hellere vil have at vi trækker os, end at lade det slippe ud at de har bortvist os. Vi foretræk en trængsel, at vi må vide hvilken synd vi har begået. Vi var ikke klar over nogen fejl, hvis det da ikke var en synd at se frem til og elske vor Frelsers tilsynekomst. ret
(23) Vor familie fik bekendtgjort et menighedsmøde, og vi mødte hos mødehusets bestyrelse. Den eneste anklage der blev ført imod os, var at vi havde vandret imod deres regler. Der blev spurgt: "Hvilken regler vi overtrådt?" Efter lidt tøven blev det sagt at vi var væk fra klassemøderne, og havde deltaget i andre møder, og de mente at de havde overtrådt deres regler. ret
(24) De mindet om nogle som var inden for i menigheden, som ikke havde deltaget i klassemøderne i mere end et år, og en del af vor familie havde været på landet; og ingen som forblev i byen havde været borte i mere end nogle få uger, og de var tvunget til at blive borte fordi de ikke kunne sige hvad de følte i deres hjerte. Hvis de nævnte deres Frelsers komme, eller deres kærlighed til hans tilsynekomst, var der et hårdt pres imod dem, og et sådant mishag viste at der tydeligvis var forskellige følelser, og vi vidste at hvis de elskede Jesus ville de elske at høre om hans komme. Vi blev spurgt om vi ville gå med til at tilpasse os deres regler, og indrømme at vi havde vandret imod dem. Vi svarede at vi ville bekende at den optræden, som de kalder kætteri, sådan vil vi dyrke vore fædres Gud. Vi turde ikke opgive vor tro. Med en fri ånd, lykkelig i Guds kærlighed, forlod vi metodistmødehusets bestyrelse. Vi havde en forsikring om at Gud var på vor side, som var mere end alt det, som de var imod os. ret
(25) Ved begyndelsen af deres kærlighedsfest, læste ældre B vore navne op, syv i alt, og ønskede forståelsen for at det ikke var for en umoralsk optræden, at vi blev sat ud, men for et brud på deres regler. Han sagde også at en dør stod nu åben, og alle som går imod deres regler ville dele den samme skæbne. De havde gjort en begyndelse, og følger nu op om det. Der var andre i metodistmenigheden som så frem til Frelserens tilsynekomst. De ønskede at holde disse personer iblandt sig ved at forskrække dem. Det lykkes i nogle få tilfælde, og nogle solgte deres Guds gunst for en plads i metodismenigheden. Mange troede, men turde ikke bekende deres tro af frygt for at blive udelukket af synagogen. De elskede menneskers pris mere end Guds gunst. Senere forlod nogle af disse dem, og sluttede sig til dem som elskede Jesu tilsynekomst. Vi blev alle udstødt fra kirken, fordi vi troede og talte om vor Frelsers nære komme. Nogle gange var profetens ord overmådelig dyrebare: "Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld: »Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde!« men de skal blive til skamme!" Esajas 66,5. ret