(26) I seks måneder havde ikke en sky sat sig imellem mig og min Frelser. Hvor der end var en god anledning, frembar jeg mit vidnesbyrd til møder, og blev stærkt velsignet. Nogle gange hvilede Herrens Ånd over mig med en sådan kraft at mine kræfter blev taget bort. Dette var en prøvelse for nogle, som var kommet ud af de tidligere menigheder, og ordene blev ofte sagt i hentydning til mine ører, som sårede mig. De troede ikke at nogen kunne blive så fyldt med Herrens Ånd som at de mistede deres styrke. Jeg begyndte at blive bange. Sådan tænkte jeg. Er jeg ikke retfærdiggjort ved at tie stille til møderne, og betvinge mine følelser, når mine vidnesbyrd skaber en sådan modstand, endog til mødet, og i nogle af deres hjerter med ældre erfaring, og i årevis, end jeg selv? Jeg tænkte at jeg ville være lige så trofast med at udleve min religion, og så ikke frembære mit vidnesbyrd. Jeg følte mig ofte presset af Guds Ånd til at tale til mødet, men jeg gjorde det ikke, og var følsom over for om Guds Ånd blev bedrøvet. Jeg holdt mig endog borte fra mødet, hvor nogle som deltog blev irriteret over mine vidnesbyrd. Jeg holdt mine vidnesbyrd tilbage af frygt for at fornærme mine brødre, og at det uafbrudte samfund med Gud, som jeg havde nydt i måneder nu var brudt. For ikke så lang tid siden har jeg været fuldstændig fri i Herren. ret
(27) Men snart faldt en af familien som har været mest imod mig, ned under bøn, som en livløs død. Hans venner var bange for at han var død, men medens de stod og græd over ham, gned hans hænder, og brugte midler til at han kunne komme op, fik han kræfter til at prise Gud, og råbte med en sejrrig stemme. Han var ude af stand til at komme hjem den nat. Medens vi deltog i et aftensmøde blev jeg meget velsignet, og jeg mister igen mine kræfter. En anden fra den nævnte familie sagde at han ikke troede at det var Guds Ånd, som var over mig. Han udvalgte en som betragtes som en Guds mand, en helliget ydmyg kristen, og sagde: "Hvis det er rigtigt, hvorfor kommer det så ikke over br. R., og han mister sine kræfter?" Br. R blev straks lammet, og lige så snart han kunne udtrykke sine følelser, erklærede han at det var fra Gud. ret
(28) Alle troede at jeg var ærlig, men tænkte at jeg kunne styre mine følelser, og ikke lade mine kræfter tages bort. Broderen som modsatte sig mig, fik lov at se at han kæmpede imod Gud. Under bedemødet, hvilede Herrens velsignelse over ham, og hans ansigt synes at skinne af Guds herlighed, og han faldt livløs til gulvet. Da han kom til kræfter igen bekendte han an havde begået fejl ved at modsætte sig mig. Ikke længe efter dette, medens den samme familie var i bøn, hvilede Herrens Ånd over dem. Jeg fik detaljer fra min far, som skete den gang. Han sagde at der knapt nok var nogen til at hjælpe hinanden. De blev lammet af Guds kraft, medens de påkaldte hans navn. Kold formalisme begyndte at smelte, og de fortrød at de havde modsat sig mig, og bekendte deres fejl. ret
(28) I 1843, mærkede jeg at jeg helligede mig selv dagligt til Herren, og forberedte mig til hans komme. Men det forventede tidspunkt gik, og vi var stadig i denne mørke verden, og spotteren var fræk med at spotte, og kom med hårde udtalelser imod os. Nogle havde tilsluttede sig vore rækker i frygt, forlod os og forende sig med spotterne. Men vi så stadig frem, og elskede vor Frelsers tilsynekomst. Vore tanker blev atter ført til 1844, som tidspunktet for vor Herre tilsynekomst. Vi hilste alle beviser for hans komme velkommen med glæde. Min erfaring var som mest for Guds folk på det tidspunkt. Jeg følte for andre som lod til at være i mørke og fortvivlelse, og forende mig ofte med enkeltpersoner i alvorlig bøn for deres udfrielse, og glædede mig sammen med dem, da de blev sat fri. ret
(28) Med stor glæde kom vi frem til det forventede tidspunkt. Hvis skyer havde overskygget vore sind, kunne vi ikke hvile før mørket var borte. Vi gik ofte til urtegårde og lunde, og sendte alvorlige råb op til Gud: "Genopret glæden for os over din frelse." Vi kunne ikke stoppe med at bede til Herren, før han havde åbenbaret sig selv for os, og vi kunne glæde os over den liflige forvisning over hans kærlighed. Jeg vidste at jeg måtte vandre bævende og omhyggeligt for Gud. Himlen og dens liflige glæder var min meditation dag og nat. Jeg elskede Jesus, og lyden af hans dyrebare navn henrykkede mig. ret
(29) Mine lunger var syge, og min stemme svigtede mig ofte. Herrens Ånd hvilede ofte over mig i stort mål. Min skrøbelige krop kunne ikke klare vægten af den herlighed som sindet greb og fæstnede sig til, og hyppigt forsvandt mine kræfter. Jesu navn, elskelige Jesus, var ophøjet for mig. Jeg lod til at dvæle i en himmelsk atmosfære. Jeg forventede at Jesus skulle komme og gøre mig udødelig, så jeg kunne klare at drikke i lyset af hans ansigt, og altid fæstne på hans herlighed, og prise ham i fuldstændig spænding. ret
(29) Vi ventede med et alvorligt ønske på Jesu tilsynekomst, men det forventede tidspunkt gik igen, og vi var stadig i denne dødelige tilstand, og forbandelsens virkninger helt omkring os. Vor skuffelse var bitter, men vi svigtede ikke. En stærk arm bar os op. Nogle gav udtryk for deres manglende tro som det står her: - "I behøver ikke at frygte længere; for tiden er gået, Herren vil ikke komme i flere år." At tiden var gået prøvede og kvalte disse. Men vi troede at han på sit eget gode tidspunkt, ville komme, at vi først må prøves, blive rensede, gjort hvide, og prøvet, og så vil han genløse hans trofaste og tillidsfulde folk. ret
(30) Mit helbred svigtede hurtigt. Jeg kunne kun tale med hvisken, eller brudte stemmetoner. En læge sagde at min sygdom var vattersotig fordærv, at min højre lunge var færdig, og at min venstre var påvirket. Han tænkte at jeg ikke levede længe, måtte dø meget snart. Det var meget vanskeligt for mig at ånde når jeg lå ned, og om nætterne var jeg støttet i en næsten siddende stilling, og ville ofte vågne med min mund fuld af blod. ret