(30) Omkring dette tidspunkt besøgte jeg søster H, en af vore Adventsøstre, hvis hjerte var knyttet til mit. Om morgnen bøjede vi os ved familiealteret. Det var ikke nogen spændingsfuld stund. Der var kun fem af os til stede, alle kvinder. Medens vi bad, kom Guds kraft over mig som jeg aldrig havde mærket det før. Jeg blev omgivet af lys, og rejste mig højere og højere fra jorden. Jeg vendte mig for at se Adventfolket i verden, men kunne ikke finde dem† da sagde en stemme til mig:† Se igen, og se lidt højere op? Dér løftede jeg mine øjne og så en lige og smal sti, som gik højt over verden. På den sti gik adventfolket til staden, som var i den anden ende af stien. De fik et klart lys bag dem ved den begyndelsen af stien, som en engel fortalte mig var Midnatsråbet. Dette skinnede hele vejen ad stien, og gav lys til deres fødder, så de ikke falder. Og hvis de holdt deres øjne fæstnede på Jesus, som var lige foran dem, ledte dem til staden, så var de sikrede. Men nogle blev hurtig trætte, og de sagde at der var lang vej til staden, og de forventede at indtage staden tidligere. Da ville Jesus opmuntre dem, ved at hæve sin herlige højre arm, hvorfra der kom et lys der vajede hen over adventflokken; og de sang: "Halleluja!" Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem og sagde at det var ikke Gud der ledte dem så langt ud. Lyset bag dem gik ud og forlod deres fødder i fuldstændigt mørke og de snublede og mistede synet af mærket og af Jesus og faldt væk fra stien til den mørke og onde verden derunder. Snart hørte vi Guds stemme som mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige, 144 000 i antal, kendte og forstod stemmen, medens de onde troede at det var torden og jordskælv. Medens Gud sagde tidspunktet, udgød han Helligånden over os og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed, som Moses gjorde da han kom ned fra Sinajbjerget. ret
(32) De 144 000 var alle forseglede og fuldstændigt forenede. På deres pander var Guds ord, nye Jerusalem og en herlig stjerne der indeholder Jesu navn. Ved vore lykkelige og hellige tilstand var de onde blevet rasende og ville styrte sig voldsomt over os og lægge hænder på os for at kaste os i fængsel, da vi ville række vore hænder ud i Jesu navn og de ville falde hjælpeløs til grunden. Da var det at Satans synagoge vidste at Gud havde elsket os, som kunne vaske hverandres fødder og hilse brødre med et helligt kys og de tilbad ved vore fødder. Snart blev vore øjne draget til den østlige del, for en lille mørk sky havde vist sig, omkring halvt så stor som en mandshånd, som vi alle vidste var Menneskesønnens tegn. I højtidelig stilhed stirrede vil alle på skyen idet den drog nærmere og blev lysere, strålende og endnu mere strålende, indtil der var en stor hvid sky. Den inderste viste sig som ild; en regnbue var over skyen, medens der omkring den var tusinde af engle der sang den dejligste sang og på den sad Menneskesønnen. Hans hår var hvidt og krøllet og lå over hans skuldre og på hans hoved var mange kroner. Hans fødder havde udsende af ild; i hans højre hånd var der et skarpt segl, i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som flammende ild, som gennemsøgte hans børn igen og igen. Da blev alle ansigter blege og dem som Gud havde forkastet blev mørke. Da råbte vi alle: "Hvem vil kunne stå? Er min klædning pletfri? Englene ophørte med at synge og der var en tid i højtidelig stilhed, da Jesus sagde: "Dem som har rene hænder og rent hjerte vil kunne stå; Min nåde er jer nok." Ved dette lyste vore ansigter op og glæde fyldte ethvert hjerte. Og englene udstødte en højere tone og sang igen. Medes skyen stadig drog nærmere til jorden. Da lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned af skyen, hyldet ind i ildflammer. Han så stærkt på de sovende helliges grave og rejste sine øjne og hænder til himlen og råbte: "Vågn op! vågn op! vågn op! I som sover i støvet og rejs jer." Da var der et mægtigt jordskælv. Gravende åbnedes og de døde kom op klædt med udødelighed. De 144 000 udstødte "Halleluja" i det de genkendte deres venner som havde været revet fra dem i døden og i det samme øjeblik var de forandret, vi var forandret og taget op sammen med dem, for at møde Herren i luften. Vi gik alle sammen på skyen og var syv dage på vej til glarhavet, hvor Jesus bragte kronerne, og med sin egen højre hånd satte dem på vore hoveder. Han gav os guldharper og sejrspalmer. Her på glarhavet stod de 144 000 i fuldstændig firkant. Nogle havde meget strålende kroner, andre ikke så strålende. Nogle kroner så store ud af stjerner, medens andre havde kun få. Alle var fuldstændig tilfredse med deres kroner. Og de var alle klædt med en herlig hvid kåbe fra deres skuldre til deres fødder. Der var engle rundt omkring os medens vi gik over glarhavet til byporten. Jesus rejste sin mægtige og herlige arm og tog fat på perleporten og svingede den tilbage på dens glitrende hængsler og sagde til os: "I har vasket jeres klæder med mit blod og stået hårdnakket for min sandhed, - gå ind!" Vi marcherede alle ind og følte at vi havde en fuldstændig ret til staden. Her så vi livets træ og Guds trone. Ud fra tronen kom en ren vandflod, og på begge sider af floden var en stamme fra et træ, og en stamme på den anden siden af floden, begge som rent og gennemsigtigt guld. ret
(34) Først troede jeg at jeg så to træer. Jeg så igen og så at de gik sammen i toppen til et træ. Jeg så at det var livets træ, på begge sider af livets flod. Dets grene bøjede sig ned til stedet hvor vi stod, og frugten var herlig, som så ud som guld blandet med sølv. Vi gik alle under træet, og satte os ned for at se stedets herlighed, da brødrene Fitch og Stockman, som havde forkyndt rigets evangelium, og som Gud havde lagt i graven for at frelse dem, kom frem til os og spurgte os hvad vi havde været i gennem medens de har sovet. Vi prøvede at genkalde vore hårdeste prøvelser, men de virkede så små i sammenligning med den meget mere overmådelige evige vægt af herlighed som omgav os, at vi ikke kunne tale om dem, og vi råbte alle: "Alelluja! himlen er os nok, og vi berørte vore guldharper og fik himlens hvælvinger til at ringe. ret