Åndelige gaver bind 2 kapitel 7fra side35

tilbage

Et kald til at rejse

(35)  Efter at jeg var kommet ud af synet spredte der sig mørke overalt hvor jeg så. Oh! hvor mørk så dog denne verden ud for mig. Jeg fortalte synet til vor lille gruppe i Portland, som fuld ud troede det var fra Gud. Herrens Ånd ledsagede vidnesbyrdet, og evighedens højtidelighed hvilede over os. Omkring en uge efter dette gav Herren mig et andet syn, og viste mig de trængsler jeg måtte gå igennem, at jeg måtte gå og fortælle andre hvad han har åbenbaret for mig, at jeg møder stor modstand, og lider åndspinsler. Englen sagde: "Guds nåde er dig nok, han vil støtte dig." ret

(36)  Dette syn gik mig overmådeligt på. Mit helbred var meget dårligt, og jeg var kun sytten år gammel. Jeg vidste at mange var faldet af begejstring, og hvis jeg på nogen måde skulle ophøjes, ville Herren forlade mig, og jeg ville visselig gå tabt. Jeg bad alvorligt for at byrden måtte lægges på en anden. Men alt det lys jeg kunne få var: "Gør dette andre bekendt som jeg har åbenbaret af dig." Jeg var ikke klar til at gå ud i verden. Af naturen havde jeg kun lidt selvtillid. Da jeg fik forvisningen at alt var i orden mellem mig og Gud, så blev jeg sikker. Så var jeg villig til at gøre alt, og lide alt, og stole på Guds kraft, at erklære vidnesbyrdet uden frygt. Men arbejdet så stort ud, og trængslerne var hårde. Tanken om at en kvinde rejste fra sted til sted fik det til at sortne for mig. Jeg ønskede mig i graven. Døden synes at være at fortrække, frem for det ansvar jeg skulle bære. ret

(36)  Til sidst skjulte Herren sit ansigt for mig. Jeg var igen i mørke og fortvivlelse. Jeg var bange for at han havde forladt mig fordi jeg ikke var villig til at gå og gøre hans vilje. ret

(36)  Gruppen af troende i Portland havde en oprigtig sympati med mig. De lod til at forstå min sag, og når nogle forsøgte at trøste mig, advarede andre mig nøje om mine farer. Jeg var bange for at jeg fik såret Herrens Ånd væk for mig og altid, og tænkte at hvis han ville åbenbare sig selv for mig igen, ville jeg adlyde ham, og ville gå hvor det skulle være. Hvor lille syntes menneskers modstand og rynkende mine for mig, i forhold til Guds rynkede mine. ret

(37)  Møderne blev holdt i min faders hus, men mine sindspinsler var så store at jeg udeblev fra møderne. Dette lettede ikke den byrde som vejede så tungt på mig, og jeg deltog igen i møderne. Hele menigheden gik sammen i alvorlig bøn for mig, og endnu en gang helligede jeg mig selv til Herren, og mærkede en villighed til at blive brugt til hans ære. Medens jeg bad, blev det tykke mørke som havde omgivet mig spredt, et klart lys, ligesom en ildkugle, kom imod mig, og den faldt på mig, mine kræfter blev taget bort. Det var som om jeg var i nærheden af Jesus og englene. Det blev atter gentaget: "Gør det kendt for andre hvad jeg har åbenbaret for dig." Jeg bad indstændigt om jeg måtte gå og fortælle hvad Herren havde vist mig, at jeg ikke måtte få høje tanker. Så fortalte englen mig at min bøn var blevet bevaret, og hvis jeg var i fare for høje tanker, skulle jeg pines med sygdom. Englen sagde: "Hvis du overbringer budskabet trofast, og holde ud til ende, skal du spise af livets træs frugt, og drikke vand af floden med livets vand." ret

(38)  Så overgav jeg mig selv helt til Gud, om at gå på hans bud. Forsynet åbnede vejen for mig, at jeg skulle tage til mine søstre i Poland, halvtreds kilometer hjemmefra. Der fik jeg anledning til at frembære mit vidnesbyrd. Herren gav mig styrke. Jeg var kun i stand til at sige lidt i omkring tre måneder. Mine lunger og tunge var meget øm. Det var med den største vanskelighed at jeg kunne tale højt. Jeg rejste mig til mødet og begyndte at hviske, og arbejdede på at tale i omkring fem minutter, så lod ømheden til at forlade min tunge og lunger, og min røst blev klar, og jeg kunne tale fra to til tre timer, og da mit budskab var til ende, var min stemme borte indtil jeg stod foran folk igen. Jeg talte ofte i over to timer. ret

(38)  Sådan rejste jeg i tre måneder. Vejen åbnede sig for mig at tage den østlige del af Maine. Bror J var nød til at tage til Orington [Orrington] på forretning, og hans søster ledsagede ham. Jeg blev opfordret til at tage med dem, og fortælle om mine syner. Det skabte en del trængsler for mig at rejse, men som jeg havde lovet Herren at hvis han ville åbne vejen for mig, ville jeg gå på den, jeg turde ikke nægte det. ret

(38)  I Orington [Orrington] mødte jeg bror White, og erfarede at J. var kommet til ham for at tage hans hest og kane med sig. Herrens Ånd var med det budskab jeg frembar, og fortvivlelsen blev opmuntret, og gjort til håb. ret

(39)  I Garland var der samlet mange fra forskellige steder for at høre mit budskab. Men jeg var meget betynget. Jeg havde fået et brev fra min mor, der bad mig vende hjem igen, for falske efterretninger var i omløb omkring mig. Dette havde jeg ikke ventet. Mit navn var blevet til skamme. Mit sorgens bæger var fuld. Jeg følte mig såret over at min moder skulle lide på grund af mig. Hun var meget følsom over for sine børns omdømme. Hvis der var anledning til det skulle jeg straks have vendt hjem, og modvirket disse løgnagtigheder med min tilstedeværelse. Jeg tænkte at det ville være umuligt for mig at tale den aften. Jeg blev tilskyndet til at sole på Herren, men kunne ikke trøstes. Til sidst bad brødrene en bøn for mig, og Herrens velsignelse hvilede over mig, og jeg fik stor frihed til at frembære mit vidnesbyrd. Jeg følte at Gud engel stod ved min side for at styrke mig. Søde hjertefølte herligheds- og sejersråb gik ud af dette hus. Jesus var i vor midte, og vore hjerter brændte sammen med hans kærlighed. ret

(39)  I Exeter hvilede en tung byrde på mig, jeg ikke kunne befri mig for, før jeg fortalte hvad jeg var blevet vist om visse tilstedeværende fanatiske personer, som var opildnet af Satans ånd. Jeg nævnte at jeg måtte vende hjem igen, og at jeg fik set at disse fanatiske personer var ivrige efter at besøge Portland, men de havde ikke noget arbejde at gøre der, da de ville skade sagen ved at føre tingene til yderligheder, ad de var blevet bedraget med hensyn til Ånden de besat. Dette lod til at skabe store problemer. Mit vidnesbyrd skar direkte igennem deres forudgående arbejde, og de blev skinsyge på mig, og holdt på skjulte bitterhedsfølelser imod mig. ret

(40)  Fra Exeter tog vi til Atkinson. En nat fik jeg vist noget som jeg ikke forstod. Det var derfor at vi skulle have en trosprøve. Den næste dag, som var den første dag i ugen, medens jeg talte, kikkede to mænd ind ad vinduet. De så tilfredse ud med deres forehavende. De gik ind og skubbede mig hen til ældre Damman. Herrens Ånd hvilede på ham, og hans styrke blev taget bort, og han faldt hjælpeløs til gulvet. Embedsmanden råbte: "I Mainestatens navn, grib denne mand." To mænd greb hans arme, og to hans fødder, og prøvede at trække ham ud af værelset. De ville blot flytte ham nogle få centimeter, og så haste ud af huset. Guds kraft var i dette værelse, og Guds tjenere med deres ansigter oplyst med hans herlighed, gjorde ingen modstand. Anstrengelserne for at tage ældre D blev ofte gentaget med samme resultat. Mændene kunne ikke klare Guds kraft, og det hjalp dem til at skynde sig ud af huset. De blev helt op til tolv, men ældre D blev stadig holdt af Guds kraft i omkring fyrre minutter, og alle disse mænds kræfter kunne ikke bevæge ham af gulvet hvor han lå hjælpeløs. I samme øjeblik følte vi alle at ældre D måtte gå, da Gud havde vist sin kraft til sin ære, og at Herrens navn ville æres yderligere ved at lade ham blive taget fra vor midte. Og disse mænd tog ham lige så nemt op som et barn, og bar ham ud. ret

(41)  Efter at ældre D blev taget ud af vor midte, blev han sat i et hotel, og overvåget af en mand som ikke kunne lide hans embede. Han sagde at ældre D sang, og bad og priste Herren hele natten, så at han ikke kunne sove, og han ville overvåge en sådan mand. Ingen ville påtage sig at passe på ham, og han blev overladt til at gå rundt mellem landsbyerne som det behagede ham, efter at det var lovet at han ville lave problemer. Venlige venner indbød ham til at dele deres gæstfrihed. Om en time var ældre D til stede. En advokat tilbød sin tjeneste. Anklagen imod ældre D var, at han forstyrrede freden. Mange vidner fik lov at støtte anklagen, men de blev straks dementeret af vidnesbyrd fra bekendte til ældre D og hans venner troede, og han blev spurgt om at give dem et resurmé af hans tro. Han fortalte dem på en klar måde om hans tro ud fra skriften. Det blev også antydet at de sang besynderlige salmer, og han blev bedt om at synge en. Der var flere af de stærke brødre til stede, som havde sået hos ham i trængsler, og de forenede sig med ham i sangen:
"Da jeg kom ned til Ægyptens land,
hørte jeg min at min frelser var nær," o.s.v. ret

(42)  Ældre D blev spurgt om han havde en åndeligsindet hustru. Han fortalte dem at han havde en lovlydig hustru, og han kunne takke Gud for at hun var en meget åndeligsindet kvinde, lige siden han lærte hende at kende. Jeg tror retsomkosningerne blev tilskrevet ham, og han fik lov at gå. ret

(42)  Forstyrrende påvirkninger har adskilt ældre D, fra hans venner, som troede det tredje budskab, men vi håber at han ikke har så lang tid igen, hvor han og mange andre i Maine vil få budskabet med glæde. ret

(42)  Vi vendte tilbage til Portland, og beøgte da Topsham. Søster Frances Howland var meget syg af gigtfeber. Hun var under lægebehandling. Hendes hænder var så opsvulmede at vi ikke kunne se ledene. Bror Howland blev spurgt om han havde den tro at F. kunne blive helbredt på bønnesvar. Han sagde. "Jeg vil tro." Han blev atter spurgt: "Tror du?" Han svarede "Ja jeg gør." Så blev der sendt bønner op til Gud for hendes skyld. Vi påberåbte løftet: "Bed og så skal I få." Søster F var i værelset oven på. Hun havde ikke stået på sine fødder i to uger. Herrens Ånd lagde ordene for bønnen. Vi fik forsikring om Guds villighed til at helbrede den i vanskeligheder. Bror D råbte ud i Ånden, og Guds kraft: "Er der en søster her, som har tro nok til at gå og tage hende i hånden, og bede hende om at rejse sig i Herrens navn?" Søster C. var på vej idet ordene blev sagt. Hun gik op ad trapperne med Herrens Ånd over sig, og tog F i hånden, og sagde: "Søster Frances, i Herrens navn stå op og bliv helbredt." Søster F handlede fra sin tro, rejste sig fra sin seng og stod på hendes fødder, og gik omkring i lokalet og priste Herren for at hun var helbredt. Hun klædte sig på og kom ned i lokalet hvor vi andre var, hendes ansigt var oplyst med Guds velsignelse. ret

(43)  Den næste morgen satte søster F sig ved morgenmadsbordet sammen med os. Og da bror White læste til familieandagten, fra Jakob kapitel 5, kom doktoren ind ad døren, og gik som sædvanlig op ad trappen for at besøge hans patient. Men han kunne ikke finde hende. Han skyndte sig ned, åbnede døren, der førte til det store køkken hvor vi sad, hans patient sad i midten. Han så forbavset ud, og sagde: "Frances har det bedre." Bror Howland svarede: "Herren har helbredt hende," og bror White gentog sin oplæsning, som var blevet afbrudt, "Er en syg iblandt jer? Lad ham sammenkalde menighedens ældste, og lade dem bede for ham," o.s.v. Dokteren nikkede og forlod lokalet. Den samme dag rejste hun fem kilometer og vendte hjem igen om aften. Det regnede, men hun tog ikke skade. Nogle få dage efter, førte bror White hende, på hendes anmodning, ned i vandet og døbte hende. ret

(44)  På det tidspunkt blev bror William H Hyde meget syg af blodig dysenteri. Hans symptomer var foruroligende. En læge sagde at hvis han ikke fik hjælp inden for kort tid, ville han være håbløs. Der var megen vantro og mørke på det sted hvor han boede, og vi ønskede at få ham bort derfra, hvor der var mere tro. Vi bad for ham omkring sengekanten, om Herren ville oprejse ham og give ham styrke til at forlade det sted. Han blev velsignet og styrket, og kørte seks kilomenter. Efter at han var kommet til bror P’s blev han værre, og lod til at synke ned for hver time. Nogle ting havde forhindret troen i hans sag. Trofaste vidnesbyrd blev frembåret til ham, og ydmyge bekendelser blev gjort fra hans side af, hvor han havde fejlet, og nogle få som havde tro fik lov til at komme ind i hans værelse. Vore alvorlige og brændende bønner gik op til Gud, om at sygdomsudbredelsen måtte standse, og om tro måtte gribe endnu mere, omgående helbredelse af Guds børn synes at sukke i sin ånd. At række sådan ud efter Gud og bringe løfterne nær, har jeg sjældent været vidne til. Guds frelse blev åbenbaret. Kraft fra det højeste hvilede på vor syge bror, og på dem i værelset. Han bad om sit tøj, og rejste og klædte sig selv på, og vandrede ud af værelset, priste Gud, med himlens lys skinnende på hans ansigt. En landmands ret stod parat. Bror H sagde: "Hvis jeg har det godt brude jeg deltage i dette måltid, og jeg tror at Gud har helbredt mig, og skal udvirke min tro. Han spiste med appetit, og det skadede ham ikke. ret

(45)  Fra Topsham tog vi til Portland, og ganske mange fra øststaterne var til stede der. Jeg havde givet mit vidnesbyrd til nogle enkelte personer i Exeter, at det ikke var min pligt at besøge Portland. Vi frygtede for menigheden, for de var i fare for disse fanatiske ånder. De stolede på alle indtryk, og lagde fornuft og dømmekraft til side. Mit hjerte lægtes inderligt efter Guds folk. Oh måtte de blive så bedragede, at de ledes bort af en falsk ånd! Advarsler havde kun lille virkning, at dem der blev advaret blev skinsyge på mig. ret

(45)  Andres falske byrder og indtryk kunne have ledet mig bort fra min pligt, men Herren havde tidligere vist mig min pligt hvor jeg skulle gå, og selvom disse unge og uerfarne beskyttede mig fra at falde, ved at give mig særlige anvisninger, hvem jeg skulle være bange for, og hvem jeg skulle stole på. Var det ikke for dette, kan jeg nu se mange gange hvor jeg kunne være ledt bort fra pligtens sti. ret

(46)  Omkring dette tidspunkt fik jeg vist at jeg måtte besøge New Hampshire. Min svogers søster ledsagede mig. Hun var trofast mod mig, venlig og opmærksom, altid parat med en søsterlig omsorg der føler med mig i alle mine trængsler, og opmuntrer mig i min fortvivlelse og tungsind. Bror Files og hans hustru og bror White ledsagede os. En forrykt tilstand af tingene eksisterede i New Hampshire, alligevel viste Herren ofte sin kraft der. ret

(46)  Det var i New Hampshire at vi fik vor første erfaring med hensyn til det der kaldes åndelig magnetisme. Vi besøgte Claremont, og spurgte efter adventister. Vi fik fortalt at der var to partier, en der holdt fast ved deres tidligere adventerfaring, og den anden der fornægtede den. Vi spurgte efter dem som ikke havde fornægtet deres første erfaring, og blev vist hen til ældrene B___ og B___s, som personer der troede som vi gjorde. Der var så meget at sige imod dem, at vi konkluderede at de blev forfulgt for retfærdighedens skyld. Vi spurgte efter dem, og blev modtaget og behandlet venligt, alligevel blev jeg så nedtrykt, at jeg følte at alt ikke var i orden. ret

(46)  Ældre B___ viste sig at være en meget hellig mand. Han havde meget at sige om næstekærlighed. Da han talte om tro sagde han: "Alt hvad vi skal gøre er at tro, og hvad vi end beder Gud om vil blive givet." Bror White svarede: "Velsignelserne er udlovet på betingelser. Johannes 15,7: "Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det." Din tros-teori er tom, som en meltønde hvor begge låg er borte. Og hvad angår sand næstekærlighed, er hun en meget fintfølende person, der aldrig træder uden for bibelsandhedens sti." ret

(47)  Om eftermiddagen tog vi til bror Colliers hvor vi ville holde et møde den aften. Vi troede de var enige med ældre B___, og stillede nogle spørgsmål om ham, men kunne ikke få nogen information. Bror C sagde: "Hvis Herren har sendt dig her, vil du finde dem og fortælle os det." ret

(47)  Den aften bad jeg og rakte ud i tro for at få Herrens velsignelse, begyndte B___ og B___s at sukke og råbe: Amen! Amen! få deres forståelse og indflydelse ind med min bøn. Bror White var meget fortvivlet, og rejste og råbte: "Jeg modsætter mig denne ånd i Herrens navn." Efter dette, da jeg nød frihed fra at tale, begyndte de igen og sukke og råbe: Amen! Amen! Jeg følte at der ikke var nogen enighed med dem, for deres amen’er gøs jeg af. Bror White mærkede deres indflydelse på sig igen, rejste sig og irettesatte den onde ånd i Herrens navn. Så blev de så bundet at de ikke kunne rejse sig igen den aften. Efter mødet sagde bror White: "Bror Collier, nu kan jeg fortælle dig om disse to mænd, at de handler under en satanisk indflydelse, alligevel tillægger de sig Herrens Ånd." Bror C svarede: "Jeg tror at Herren har sendt dig. Vi har kaldt deres indflydelse for mesmerisme, og fordi vi ikke kunne være enig med dem i ånden, kunne vi normalt ikke holde møder her. De rejste sig over os, og viste mange følelser, men efterlod en indflydelse mørkere end Ægypten. Jeg så dem aldrig standset, eller bundet før denne aften. ret

(48)  Under familiebønnen den aften, hvilede Herrens Ånd over mig, og jeg blev taget bort i et syn. Et forhæng blev rejst og disse mænds sager, og nogle få andre af deres forbundsfællers sager, blev klart vist for mig. De udøvede bedrag over Guds lille hjord, selvom de bekendte at være Herrens valgte tjenere. Det blev vist mig at Herren ville rive den gudfrygtige dragt af dem, som de havde taget om sig selv, og åbne op for deres mørke planer og lastefulde handlinger, handlinger nogle knapt nok havde i tanke. Vi vendte da tilbage til Springfield. På vejen faldt jeg af vognen og blev så skadet i min side at jeg skulle bæres ind i huset. Den nat var mine lidelser store. Søster Foss gik sammen med mig, og bad for Guds velsignelse, og for at lindre min smerte. Omkring midnat fandt en velsignende hvile over mig. Dem i huset vågnede op af at høre min røst, medens jeg fik et syn. Det var første gang jeg fik et syn om Guds røst i forbindelse med trængselstiden. ret

næste kapitel