Åndelige gaver bind 3 kapitel 0fra sidev

tilbage

Forord / Åndelige gaver

(v)  Når dette mit tredje lille bind præsenteres til offentliggørelse, er jeg overbevist om at Herren har gjort mig til sit ydmyge redskab, at sprede nogle dyrebare lysstråler over fortiden. Hellig historie, berettet til gamle hellige mænd, er kort. Inspiration har sparsomt givet oplysninger om de trofastes ædle gerninger og hellige liv. For eksempel, er den retfærdige Enok summeret op med disse ord: "Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, for Gud tog ham." ret

(v)  På den anden side er nogles vildfarelser, synder og skammelige frafald, som har været hellige og Guds foretrukne tjenere, blevet behandlet i meget af den Hellige historie, som en advarsel til efterfølgende slægter. ret

(v)  Hedenskab har grebet frafaldets sørgelige historie, som forekommer i store dele af det Gamle Testamente, og har bedraget mange med den nedrige antydning at bibelens mænd, uden forskel, var dårlige mænd, og har bespottelig hævdet at de Hellige Skrifter billiger forbrydelse. ret

(v)  Siden de store troens kendsgerninger, i forbindelse med de hellige gamle mænds beretninger, er blevet åbnet op for mig i syner; også den vigtige kendsgerning at Gud på ingen måde ser let på den frafaldnes synd, er jeg blevet mere overbevist om at uvidenhed om disse kendsgerninger, og de listige skridt nogle, der ved bedre, gør om denne uvidenhed, er hedenskabets store bastioner. Hvis det jeg har skrevet om disse punkter hjælper nogens tankesind, så være Gud lovet. ret

(vi)  Da jeg begyndte at skrive, håbede jeg på at få alt med i dette bind, men var nød til at afslutte hebræernes historie, og tage Sauls, Davids, Salomons og andres sager op, og behandle sundheds-emnet i et andet bind. br E. G. W. Battle Creek, juli, 1864. ret

(9)  h1>Åndelige gaverSom et fundament for bibelens lære om åndelige gavers evighed bringer vi her det oprindelige kald: ret

(9)  Mark 16,15-20. “Og han sagde til dem: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen« Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt. Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.« Så blev Herren efter at have talt med dem optaget til Himmelen og satte sig ved Guds højre hånd. Men de gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Amen" ret

(9)  Mattæus 28,18-20. »Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Amen. « ret

(9)  Det høje kald angår evangeliet, tro, dåb, frelse, og åndelige gaver. Evangeliet skulle prædikes så længe der var syndere der hørte det. Tro er lige nødvendig gennem den kristne tidsalder. Dåben er en bestandig forordning i kirken, og det nittende århundrede prædikanter døbte "I faderens, sønnens og Helligåndens navn," fordi det oprindelige hvervekald kræver det. Begreberne om frelse anføres i dette hverv, blev fremholdt så længe som synderne blev frelst. En parallel til alt dette, finder vi det samme kald åndelige gaver. Uden disse beviser, at gaverne skulle begrænses til nogen særlig tidsalder i den kristne kirke, er dette kald nok i sig selv til at bevise deres særlighed. ret

(10)  Nogle laver skillemærke mellem apostlene, og dem som tror deres ord, på denne måde: Apostlene fik gaverne, de troende skulle ikke have dem; og de tror de ser denne forskel mellem de to klasser i Herrens bøn. Johannes 17. Vi besvarer dette ved at citere vor Herres ord i den oprindelige hvervelse, der lyder sådan: "Og disse tegn skal følge de der tror. Eller, som Dr. Geo. Campbell oversætter: “Disse mirakuløse kræfter skal være med de troende ,." Så det kan vises at tro forlanges kun af de første kristne, så viser det sig at gaverne var til dem alene. ret

(10)  Vor Herres nådige løfte i denne hvervelse, når han siger: “Og se, jeg er med jer alle dage helt til verdens ende," er det stærkeste bevis på gavernes bestandighed. Han skal ikke være personligt hos Hans folk, nej; men hvordan skal han så være med dem? Den inspirerede optegnelse siger at efter at Herren blev taget op til himlen, "gik de ud, og forkyndte over alt, Herren i arbejde hos dem i, og bekræftede ordet med efterfølgende tegn." ret

(11)  Dette løfte kan ikke begrænses til de udvalgte tolvs leve tid, eller til de kristne i det første århundrede, for det rækker til verden i alderens i [aion] ende. "Se, jeg er med jer hel tiden, helt til verdens ende," til afslutningen af den kristne tidsalder. Hvis det kunne betyde den jødiske tidsalder, svarer vi, at forordningen sluttede ved Kristi død, toogfyrretyve dage før dette hverv blev givet. Vi bringer to skriftsteder som bevis. Kolossenserne 2,14: "Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset." Daniel 9,27: "Og pagten skal ophæves for de mange i een uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre" Denne profeti blev opfyldt ved Messias’ død, i midten af de sidste halvfjerds uger. Der mistede de jødiske symbolofre deres virkelige værdi, da det store forbilledlige offer blev ofret. Kristus gav sin hvervlese lige før sin himmelfart, Mark 16,19, som var mindst toogfyrre dage efter Hans korsfæstelse. ret

(11)  I den tro at verdens ende her er slutningen af den jødiske tidsalder, vil føres evangeliet tilbage, med alle andre specifikationer i hvervelsen til den jødiske tid, og slutter med den forordning, og efterlader den nuværende uden dette. Dette ser for absurd ud til at behøve yderligere kommentarer. ret

(11)  Vi kommer nu til Paulus vidnesbyrd. Effeserne 4,4-13: "Et legeme og en Ånd, ligesom I også blev kaldet til et håb ved jeres kaldelse, en Herre, en tro, én dåb, en Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle! Men hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave. Derfor hedder det: »Han steg op til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver.« . . . . Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde." ret

(12)  Apostlen bringer først emnet om enhed, og erklærer at der er et legeme, en Ånd, et håb, en Herre, en tro; en dåb, en Gud og Fader i alle. Han bringer så gaverne som middel hvorved Gud skal sikre enhed i menigheden. Han henviser til Kristi himmelfart, da Han førte en skare fangne fra deres grave op til himlen, på tidspunktet gaverne blev givet. Så navner han nogle gaver, der blev givet samtidig, for det samme formål, og alle skal nå til det samme tidspunkt. ret

(12)  Det vil tillades evangelister, præster og lærer at nå helt ud til enden af den kristne tidsalder. Hvorfor ikke de andre? Hvis det siges at enighedens og fuldkommenhedens tilstand beskrives af apostlen i menighedens første historie, svarer vi at evangelister, præster og lærer ophører med denne gode tilstand af tingene. Men han som tillægger evig betydning i dette, må tillægge samme evighed hos andre. ret

(13)  Det er værd at bemærke at Paulus’ brev til effeserne blev skrevet år 64 ef. Kr, og ser fra det punkt ud i frem tiden efter menighedens enighed og fuldkommenhed, som skal fuldføres af gaver, "indtil vi alle kommer i troens enhed," skriver apostlen. Hvis Paulus ikke kunne se denne enhed og fuldkommenhed for hans tid, eller i fortiden, kan vi med sikkerhed ikke se det i menighedens tidligere historie; med uafbrudte gaver fra den tid, og deres vækkelse i de sidste dage med stor kraft til at forene og fuldkomme kirken og berede den til himlens forvandling ved Jesu Kristi genkomst. ret

(13)  I sit brev til korinterne, har Paulus talt meget bestemt om åndelige gaver. I korinterne 12,1, skriver han: "Hvad angår åndelige gaver, brødre, vil jeg ikke at I skal være uvidende." Han betragtede dette emne som af højeste betydning, og fremhæver dens betydning. Men alt han har sagt om det, har han ikke tidligere antydet at gaverne skal ophøre før den fuldkomne herlighedsdag skal komme. Apostlen vil til at undervise korinterne om emnet. Han vil ikke at de skal være uvidende om det. Hvis gaverne derfor var lavet til de første kristne alene, må vi forvente at finde noget i hans breve til dem, en undervisning om dette punkt. Vi hævder at der ikke er noget der tyder på dette, i hans breve til dem. Men Paulus peger klart den tid ud hvor gaverne vil ophøre. 1. korinter 13, 8-12: "Kærligheden [i agabe kærligheden.] ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde. Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud." ret

(14)  Her sætter apostlen den dødelige tilstand op mod den udødelige; det nuværende ufuldkomne, med det som er fuldkomment; den uklare nutid når vi vandrer i tro, med det kommende livs åbenlyse herlighed. Her kender vi kun stykkevis, profeter stykkevis, hvor det stykkevise vil forsvinde. Her ser vi gennem et mørkt spejl, der ansigt til ansigt. Her kender vi delvis; der skal vi vide, som vi er kendt. Agabe kærlighed, eller kærlighed vil aldrig ende. Her, er den højeste kristne nådegave; her vil det krones med en uvisnelig herlighedskrone for altid, altid. I den forstand vil kærligheden aldrig forsvinde. Men profetierne vil aldrig svigte, tungetale vil ophøre, og kundskaben vil forsvinde. Himlens lys og andre Helligåndens gaver fremstilles gennem tågens medium, som kun delvise, og det vil blive standset på den fuldkomne herlighedsdag, hvor vi kan tale ansigt til ansigt med Gud, Kristus og englene, ligesom vore første forældre talte med Gud i edens have før synden kom ind. Men hvornår? Det er det vitale spørgsmål. Hvornår skal gaverne afskaffes. Lad Paulus svare: "Men når det som er fuldkommet kommer, så skal det stykkevise forsvinde." "Og lad alle folk sige: Amen." ret

(15)  Apostlen viser gaverne mere fyldestgørende i 1 korinter 12,28: "Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale." ret

(15)  Gud sætter dem i menigheden. Og hvor er den tekst som erklærer at de er blevet sat uden for menigheden? Her nævnes de otte gaver, og rækkefølgen efter betydning. At "første," "dernæst," "som det tredje", og så videre, henviser til betydningen, og ikke til tiden. Dette er tydeligt fordi Paulus i denne forbindelse dvæler meget ved nogle gavers forholdsmæssige værdi, og i vers 31 står der: "Stræb efter de nådegaver, der er de største!" ret

(15)  1 korinter 1,4-8. “Jeg takker altid Gud for jer på grund af den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus. I er jo i ham blevet rige på alt, i al tale og al indsigt, efter som vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet iblandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares, han, som også skal styrke jer indtil det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herres Jesu Kristi dag." ret

(15)  Gaverne blev indplantet i den kristne kirke. Gud satte dem der. Og vi vurderer at korinterne delte meget ud af deres gaver, fra det faktum at Paulus i hans breve til dem, bruger meget plads til at tale detaljeret om de bliver brugt rigtigt. I ovennævnte citat takker apostlen Gud for deres skyld for den nåde de har fået ved Jesus Kristus; så de beriges i al veltalenhed og kundskab, ligesom Kristi vidnesbyrd blev bekræftet i dem. Vi vender os til åbenbaringen 19,10, for en inspireret definition af Jesu vidnesbyrd læser vi: "For Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd." Herved blev de beriget i kundskab og veltalenhed. ret

(16)  Uanset hvor meget dette vidnesbyrd er blevet i menigheden i Korinth, på den tid apostlen skrev, eller de kristne fra den dag til denne, gøres der særlige henvisninger til de sidste dage i udtrykket: "venter på vor Herre Jesu Kristi komme," "afslutningen," "dagen for vor Herre Jesus Kristus." Derfor lærer vers 7, "så I ikke kommer bagud i nogen gave, og venter på vor Herre Jesu Kristi komme," lærer gavernes ubrudte varighed, og at de ventende har privilegiet at glæde sig over dem alle. Den afslutning der nævnes her er tydeligvis tidernes afslutning. ret

(16)  I denne forbindelse introduceres emnet om fuldkommen enighed. Læs vers 19. Paulus lærer i effesebrevet 4,11-14, at gaverne blev givet "for at udvikle de hellige, til forkyndergerningen, til at opbygge Kristi legeme, til vi alle komme i troens enhed." Han formaner korinterne til at "alle siger de samme ting, og at der ikke er splid i blandt jer, men at I må være helt forenede med hinanden i samme sind, og i samme dømmekraft;" og i samme forbindelse med denne udtalelse, "at I ikke må komme bag ud i nogen gaver, vente på vor Herre Jesu Kristi komme." Lige her kommer tilbage leveringen af de gaver der forener og forbereder de ventende på Jesu Kristi andet komme. ret

(17)  Hvis der anstrenges for at føre dette vidnesbyrd tilbage, og begrænse det til de medlemmer i korintermenigheden der levede da Paulus skrev, så spørger vi: hvad var det apostlen kalder for vor Herre Jesu Kristi dag? Ventede de ikke bibelsk på vor Herre Jesu Kristi komme? Kom "enden" så? Alle velbelærte adventister vil besvare dette spørgsmål afvisende. Nutiden er den tid der efter skriften skal ventes på Kristi andet komme, hvilken begivenhed det Nye Testamente forbinder med "enden". ret

(17)  Brevene til korinterne blev skrevet til gavn for den kristne kirke, ikke for de kristne der kun boede i Korint, men til kirken, og nogle dele har en særlig anvendelse til nutiden. Vi vil henlede opmærksomheden til to passager hvor apostlene tilsyneladende, ved brug af ordet vi, kun henvender sig til de levende, og alligevel er de begivenheder der tales om i fremtiden. I kapitel 15,51.52 skriver Paulus: "Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles." Skal vi sige at ordet "vi" der bruges tre gange i dette citat, kun omfatter Paulus og menighedsmedlemmerne i Korint der levede den gang? Forholdene vil ikke tillade så snæver adressering. Paulus og hans brødre i Korint sov – døde. Den sidste basun lød ikke. Og ingen af den blev forandret til udødelig med et øjeblik. Derfor gælder dette vidnesbyrd særlig de kristne som lever på jorden ved Kristi andet komme. ret

(18)  Apostlen siger: 1 Tessaloniker 4,16-18. "Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!" Her bruger han igen ordene vi, men den begivenhed der nævnes skete ikke i Paulus’ tid. Han og hans brødre i Tessalonika blev ikke forvandlet til himlen uden at møde døden. Kapitlet afslutter med ovennævnte citat, og det næste starter med en fortsættelse af samme emne. ret

(18)  Kapitel 5,1-4. "Men om tid og time, brødre! har I ikke nødig, at man skriver til jer; selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe. Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv." Herrens dag er den "pludselige udslettelses" dag. Det er en vredes dag som i det Gamle og Nye Testamenter forbindes med Kristi andet komme. Det er ikke i fortiden, da sproget ikke retter sig til tidligere slægters kristne. De kristne i den sidste slægt – de mænd og kvinder som skal være på jorden når Herren kommer – som tales til her. Derfor vil alle oprigtige adventister betragte sig selv som de "brødre" Paulus taler til, og hans sprog gælder særlig nutiden. Han fortsætter uforandret i dette kapitel, fremholder de praktiske pligter, der gælder dem som venter på Herrens dag nærmer sig, og i versene 19-21 står der: "Udsluk ikke ånden. Foragt ikke profetisk tale. Prøv alt; hold fast ved det gode." Her er tre meget vigtige formaninger. ret

(19)  1. "Udsluk ikke Ånden." Vi slukker ild med vand. Og det mest udbredte middel til at udslukke Guds Ånd med er vantro. Jesus gjorde ikke mange mægtige gerninger, i sit eget land, på grund af deres vantro. For øjeblikket er der næsten en universel vantro tilstand om Helligåndens virke, især manifestation af gaverne. Vantro lukker Guds Ånd ud, bort fra sindet. Den slukker Ånden, og lader masserne være udsat for de sidste dages bedrag. ret

(19)  Dem som i vantro udslukker ånden i disse sidste dage, vil også være dårligt forberedt på at dele de store velsignelser, som Gud lover ved profeten Joel, citeret af Peter, i Apg 2,17.18. »Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af mim Ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme, drømme. Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min Ånd, og de skal profetere." "Tidligregnen" skal gives på pinsefestens dag, og de første kristne vil få glæde af den, og få evangeliets sæd til at spire og slå rod. "Sildigregnen" kommer og modner den gyldne høst til Guds lade. Pas på, kære læser, at vantro ikke udslukker Ånden, og lukker dig ud fra denne store velsignelse der er til "dem der tror." ret

(20)  2. “Foragt ikke profetisk tale." Her advares vi imod de sidste dages farer. Under navn af An Lee, Røstelsens moder, mormonismens fordærvede profeter, og et tusinde og en af Satans medium-profeter, helliget til spiritualimens sag, med al sin fornedrelse, har slået verden med foragt for alt overnaturligt. Djævelen har sat disse ting op ikke kun for at fordærve mange af disse sjæle, men for at fremkalde og drive andre så langt som muligt til ikke tro på Helligåndens gaver. Derfor foragter den kritikløse fare al profetisk tale. ret

(20)  3. “Prøv alt; hold fast ved det gode." De tre erklæringer, "Udsluk ikke ånden. Foragt ikke profetisk tale. Prøv alt; hold fast ved det gode", har tæt forbindelse med hinanden. Derfor skal “alt" prøves, betyder ikke alt i hele verden, for denne verden pålægges en urimelig byrde på de troende; derfor må udtrykket begrænset til emnet profetisk tale. Foragt ikke profetisk tale, men prøv det, og skil det ægte fra djælvelens forfalskede mønt; og det som er godt, som er fra Guds Ånd, som vil stå prøven, hold fast. Her vil vi give tre regler hvorved sand og falsk profetisk tale kan genkendes: ret

(21)  1. Mattæus 7,15-20: "Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Altså: af deres frugter skal I kende dem." ret

(21)  2. Esajas 8,19. 20. “Og siger de til eder: »Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler!« skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde." ret

(21)  3. Falske profeter siger glatte ting, profeterer løgne, og råber, Fred og sikkerhed, som altid har behaget uhellige kristendomsbekendere; derfor er kærlighed til fred og sikkerhed i spiritualismens bedrag. Jeremias 14,14: "Herren svarede: »Profeterne profeterer løgn i mit navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget bud eller talt til dem. Løgnesyner og falsk spådom og deres hjertes bedrag er det, de profeterer for eder!" Kapitel 23,16.17: "Så siger Hærskares Herre: Hør ikke profeternes ord, når de profeterer for eder; de dårer eder kun. Deres eget hjertes syn fremfører de, ikke ord fra Herrens mund. De siger til dem, der ringeagter Herrens ord: »Det skal gå eder vel!« og til enhver, som vandrer i sit hjertes stivsind: »Der skal ikke ske eder noget ondt!« Kapitel 8,10.11: "Derfor giver jeg andre deres kvinder, nye herrer deres marker. Thi fra små til store søger hver eneste vinding, de farer alle med løgn fra profet til præst. De læger mit folks datters brøst som den simpleste sag, idet de siger: »fred, fred!« skønt der ikke er fred." ret

(22)  Kapitel 5,30.31: "Gyselige, grufulde ting går i svang i landet; profeterne profeterer løgn, præsterne skraber til sig, og mit folk vil have det så. Men hvad vil i gøre, når enden kommer?" ret

(22)  Esajas 30,8-11. "Gå nu hen og skriv det på en tavle i deres påsyn og optegn det i en bog, at det i kommende tider kan stå som vidnesbyrd evindelig. Thi det er et stivsindet folk, svigefulde børn, børn, der ikke vil høre Herrens lov, som siger til seerne: »Se ingen syner!« til fremsynte: »skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels hellige!« ret

(22)  På den anden side har Guds profeter nøje irettesat synd, og frembåret et vidnesbyrd som har nedkaldt de selvretfærdiges bedragede vrede over deres hoveder. ret

(23)  Joel 3,1-5, henleder vor opmærksomhed. “Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders sønner og eders døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. Og jeg lader ske tegn på himmelen og på jorden, blod, ild og røg støtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder Herrens navn, skal Frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som Herren har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som Herren kalder." ret

(23)  Vi henleder opmærksomheden til disse punkter i denne profeti: ret

(23)  1. Helligåndens manifestationer der bemærkes i denne profeti, er i forbindelse med de nære tegn for Herrens store og frygtelige dag. Faktisk udgør de en af disse tegn. ret

(23)  2. Kaldet på Herrens navn, og udfrielsen af restfolket, tales der om i afslutningen af Herrens store dag, henviser tydeligvis til menighedshistoriens afsluttende scenerier i denne dødelige tilstand. Guds fortrykte folk skal kunne dog kunne hæve råb om udfrielse samstemmende dag og nat. Lukas 18. Og som svar på denne bøn vil restfolket, som holder Guds bud og har Jesus vidnesbyrd, kunne finde udfrielse. ret

(24)  3. Vi protesterer imod den snævre sjæls-teologi som ikke lader gamle damer få drømme fordi profetien siger: "Jeres gamle skal drømme drømme." Og det vil ikke tillade unge kvinder at få syner fordi profetien siger: "Jeres unge mænd skal se syner." Denne skarpe kritik lader til at overse at menneske og mennesker i skriften, generelt betyder både mænd og kvinder, bogen siger at den er "har udpeget mennesker til at då engang." Dør kvinder ikke? "Jeg kalder dig, oh mennesker, og min stemme er til menneskenes sønner." Kalder Herren ikke kvinder? Men profetiens siger: "Jeres sønner og døtre skal profetere." ret

(24)  På pinsefestens dag blev de troende fyldt med Helligånden, og begyndte at tale med andre tunger, og til skares store forbavselse. Nogle der ikke kendte til Helligånden sagde: "Disse mænd er fulde af ny vin." Peter svarede: "Disse mænd er ikke berusede, sådan som I mener; det er jo kun den tredje time på dagen. Nej, her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel: »Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd . . . . " ret

(24)  Joels profeti gælder den kristne tidsalder. Og vi er ikke blinde for at bruge begrebet "de sidste dage," som Peter her bruger, til hele denne tid, selvom det kan have en mere begrænset betydning. Men hav dette faktum i sinde, at profetiens store begivenheder er i tæt forbindelse med, og er tegnene på, Herrens store og bemærkelsesværdige dag. Ånden gives på pinsefestens dag; derfor peger Peter på dens indflydelse på de troende ved den anledning, og kan sige: "Det som blev sagt ved profeten Joel." Det var Tidligregnen. Troende har lige siden nydt en grad af Helligånden og fra tid til anden har Gud tilkendegivet sin kraft på forunderlig vis. Men afslutningen af dette system, er forbeholdt Sildigregnen, udgydelse af Ånden. Her er opfyldelsen af Joels profeti. ret

(25)  Vi modsætter os at den sløve blindhed, som hele profetien opfyldt på pinsefestens dag og derefter, skal være de "sidste dage" for mere en attenhundrede år siden. I skriften finder vi kun udøvelsen af tungetalens gave. Der er ingen beretning om drømmer eller syner den dag. Udenforstående forbavses med sikkerhed ved at se gamle mænd sove, drømme midt i ophidselse og spænding. Og vidst kan de tro at de er døddrukne. Blev solen da vendt til mørke, og månen til blod på pinsefestens dag? Og blev det til Herrens store og frygtelige dag? Nej! Nej! De “sidste dage" må favne den sidste dag. Skal vi da sige at det Nye Testamentes blade blev de sidste i vor bibel, om vi skal sige det helt korrekt; vil de alligevel gribe om det sidste blad. Det vil være lige så rigtigt at kalde Åbenbaringens bog, eller de to sidste blad i bibelen, for de sidste blade. Men under alle omstændigheder, griber de sidste blade om det allersidste blad. Ligeså er det med de sidste dage. Hvis vi kalder hele den kristne tidsalder, eller det sidste århundrede, eller de sidste tredive år for de sidste dage, vil de sidste dage i begge tilfælde omfatte den allersidste dag. Med dette synspunkt læser vi med glæde den profetiske beskrivelse, Joel 2,28-32, om afslutningen af den nuværende tidsalder, med elskværdige velsignelser over Guds folk. De kristne tidsalder vil slutte med ære til de retfærdige; alligevel er der en hård kamp med drage hæren lige forude. ret

(26)  Åbenbaringen 12,17. “Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." ret

(26)  Kvinden er et symbol på menigheden, og restmenigheden repræsenterer menneskeslægtens sidste generation kristne, der lever lige før andet komme. Dragen fører krig mod disse der holder Guds bud, sabbaten og alle der har Jesu Kristi vidnesbyrd, som efter det inspirerede kapitels definition, kapitel 19,10; "er profetiens Ånd." Her er årsagen til dragens krig imod restfolket. De lærer overholdelse af de ti bud, og genoplivning af gaverne, og anerkender profetiens gaver iblandt sig. Når djævelen får en fod på det fjerde bud, og den anden på de gaver Jesus Kristus har plantet i menigheden, så fyldes hans sataniske majestæt med hævnlyst. Men når restfolket, som Gud vil udruste til forvandling til himlen uden at se døden, så "spørg efter de gamle stier, hvor er den gode vej, og gå derpå," så bliver dragen vred, og fører krig mod dem. ret

(26)  Den sande ånd fra den drag oniske hær, som allerede har udviklet sig meget, beskrives livagtigt i Esajas 30,8-13, som viser sig lige før den pludselige ødelæggelse af dem, der hader det rene vidnesbyrd, og elsker glatte og bedrageriske ting. ret

(27)   "Gå nu hen og skriv det på en tavle i deres påsyn og optegn det i en bog, at det i kommende tider kan stå som vidnesbyrd evindelig. [note: "den sidste dag"] Thi det er et stivsindet folk, svigefulde børn, børn, der ikke vil høre Herrens lov, som siger til seerne: »Se ingen syner!« til fremsynte: »skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels hellige!« Derfor, så siger Israels hellige: Siden i ringeagter dette ord og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det, derfor skal denne brøde blive for eder som en truende, voksende revne i en knejsende mur, hvis fald vil indtræffe brat, lige i et nu." ret

(27)  Men den skeptiske modstander spørger: "Hvor er gaverne? Hvis jeres standpunkt er rigtigt, hvorfor har de så ikke vist det i menigheden helt siden Gud har sat dem i menigheden? Hvorfor helbredes den syge ikke ved tro nu? Vi er klar over at dette er hovedargumentet imod skriftens lære om gavers varighed, derfor kræver dette særlig opmærksomhed. Vi besvarer det som følger: ret

(27)  1. Den syge blev ikke altid helbredt ved tro på Paulus dage. Han siger, 2 Timotius 4,20, “Trofimus lod jeg blive i Milet, da han var syg." Atter siger han til Timotius, 1 Timotius 5,23, “Bliv ikke ved med at drikke vand alene, men brug lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder." Gud kunne have besvaret sin tjener Paulus’ bønner, og oprejst Trofimus, og helbredt Timotius’ svagheder, hvis det var det bedste. Vi konkluderer at Gud ikke har villet at menigheden på noget tidspunkt skal vise Hans kraft så meget, at der ikke er syge iblandt de kristne. Men de gange hvor det var godt for den syge, og til Hans egen ære, viste Han Sin kraft, og vil tilkendegive den. ret

(28)  2. Vantroen hos Kristi bekendende efterfølgere er grund nok til at de åndelige gaver ikke blev vist til fulde. Dette blev sagt om Kristus: "Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger der, på grund af deres vantro." Mattæus 13,58. I dag er der en ugudelig vantro hos dem der bekender at tage Bibelen som deres vejleder, som ligner at dem bespotteligt sagde om Kristus, da han hang på korset: "Lad Kristus, Israels konge, nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro." Dette siges der nogle gange, som svar på bibelens beviser for åndelige gavers varighed: "Gør kun nogle få mirakler, og vi vil tro din lære." Det er ikke Guds plan at stilne sådanne ånder, for de ser lige så mægtige manifestationer som blev set i Kristi, Paulus’ og på Peters tid, ville de hånligt tillægge det Satans kraft eller en anden sag ved siden af Guds magt. ret

(28)  Det er ydmyg og tillidsvækkende tro som bevæger almagten. Kun dem som har denne tro kan forvente disse gaver manifesteret. Mark. 2,5: »Og da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn! dine synder forlades dig.« Kapitel 9,23: »Men Jesus sagde til ham: Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror.« Mattæus 9,21, 22. “Thi hun sagde ved sig selv: »Blot jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra samme time var kvinden frelst.« Kapitel 15,28 »Da svarede Jesus og sagde til hende: »Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du vil!« Og hendes datter blev helbredt i den samme time.« ret

(29)  3. I mange kirker er gaven var blevet afløst af menneskelige trosbekendelser. Formålet med gaver var, som Paulus skriver, "for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen". Dette det middel himlen havde udpeget til at få enhed i kirken. Kristus bad for at hans folk måtte blive et, ligesom han var et med Sin fader. Læs Johannes 17. Paulus formaner korinterne i Kristi navn at være helt forenede med hinanden i samme sind, og i samme dømmekraft. Læs 1 Korinterbrev 2,10; Romerne 15,5; Filipperne 2,1, 2; 1 Peter 3:8; v, 5. Gaverne blev givet for at sikre denne enighedstilstand. ret

(29)  Men de populære kirker har indført et andet middel der bevarer enhed, nemlig menneskelige trosbekendelser. Disse trosbekendelser sikrer en slags enhed i hvert trossamfund; men de har alle vist sig utilstrækkelige, som viser sig fra "nye skoler" og "reformerede" af næsten alle bekendelses-bundne trossamfund under himlen. Derfor er der mange slags baptister, presbytianere og metodister osv. osv. . Der kan ikke findes undskyldning for denne tilstand af tingene i Guds bog. Disse sekter er ikke på det enighedsfundament Jesus Kristus lagde, og undervist af Paulus, den kloge Mesterbygger. Og de mindre sekter som forkaster menneskelige trosbekendelser, bekender at tage Bibelen som deres trosregel og praksis; alligevel forkaster de gaverne, og er ikke spor bedre. I disse farlige tider ryster de i småstykker, og råber alligevel: Bibelen! Bibelen! Vi ville også ophøje bibelen, og vil sige til dem som repræsenterer os som tager gaverne i stedet for bibelen, at vi ikke er tilfreds med en del af den hellige bog, men kræver bibelen som vor, og hele bibelen, gaverne og alt. ret

(30)  Alle trosretninger kan ikke have ret, og det kan ikke være forkert at tro at nogen af dem har ret på alle trospunker. For at vise at de ikke kan få deres trospunkter og gaver også, udelukker trospunkterne gaverne, vil vi tro at Gud gennem uvalgte redskaber har taget fra enhver sekt, og begynder at vise fejlene i de forskellige trossamfunds trospunkter. Hvis de tager imod himlens vidnesbyrd, vil det ødelægge deres trospunkter. Men vil de kaste dem bort og komme væk fra den enighedens platform, som Kristus, Paulus og Peter lærte? Aldrig! Aldrig! De vil tusindvis gange hurtigere trampe på Guds udvalgte ydmyge redskaber ned i støvet. Det er tydeligt at hvis gaven blev modtaget, vil de udslette menneskelige trospunkter, og hvis trospunkterne blev antaget, vil de lukke gaverne ude. Den anden engels budskab bragte adventisterne fra disse trospunkt-bundene kirker, hvor de kunne nås ved gaver, og forenes og beredes til Herrens komme. ret

(30)  . Når vi tænker over det store frafald i kirken, dens lære blev fordærvet, og en ørkenvandring på 1260 år, er det ikke overraskende at der ikke er klarere manifestationer af Helligånden i dens sørgelige historie. Her vil vi henlede opmærksomheden til et værk sammensat af ældre M. E. Cornell, med titlen “Mirakuløse kræfter," hvori der ikke kun findes vidnesbyrd fra den fremragende fromhed, men fra mange lærte og fra nogle af de mest pålidelige historikere, der nøgternt fremstiller menighedens tro på emnet Åndelige gaver. Vi stoler ikke på menneskers vidnesbyrd som bevis for vort standpunkt; men efter have grundfæstet os i læren om åndelige gavers varighed ud fra Guds ords klare vidnesbyrd, er det en uudsigelig glæde, at finde dette vitale trospunkt i harmoni med gode, det ydmyge og kloge, lige siden Kristus sagde til sine første tjenere: "Disse tegn skal følge dem som tror." ret

(31)  Uendelig visdom har utvivlsomt holdt tilbage fra store udsving, så Satan kunne udnytte Guds folks uvidenhed og svaghed, og skubbe dem over i fanatisme. Mange som har troet at de blev favoriseret af Guds Ånds manifestationer, har ment de var ganske meget uden for fare. De opløftes hurtigt af stolthed i åndeligt henseende, og blev let for Satans bytte. ret

(31)  Hvis det var nødvendigt at Paulus skulle have en torn i kødet, Satans budbringer, der støder ham, så han ikke bliver kæmphøj over de mange åbenbaringer som han var beriget med, er det fornuftigt at konkludere at alle som vandrer med Gud, og deler alle åndelige velsignelser i den kristne tidsalder, er de også i fare for selvophøjelse og djævlens list. Hvis han kan skubbe nogen til yderligheder og fanatisme, sætter han kristendommens vitale del i unåde, og får en større sejr end ved at se et hundrede sjæle i kold formalitet. Luthers, Wesleys og andres historier, som i kraft af en levende tro lede kirken fra vildfarelsens for formalitetens mørke skygger til et klarere lys, beviser nødvendigheden af menneskesindet vel afbalanceres forsigtigt. Og han som ikke ser behov for forsigtighed på dette punkt, er ikke lang fra nogle af Satans bedrageriske snarer. Men vandrer man nænsomt og ydmygt over for Gud, ganske årvågne og beder brændende for holdes væk fra Satans list ved hjælp af guds kraft, så er der sikkerhed. Gud gemmer på store velsignelser til sit folk, og vil hurtigst muligt få dem til at bruge disse velsignelser til deres eget bedste, og hans ære. Amen. ret

næste kapitel