(222) Herren gav da Moses særlige anvisninger til at bringe Israels børn, om hvad de måtte gøre for at bevare sig selv og deres familier for den frygtelige plage som han var ved at sende over Ægypten. Moses skulle også give dem undervisning om at forlade Ægypten. Han fortalte dem Guds befaling at slagte et lam uden lyde, og tage lammets blod og smøre det på dørstolperne og på dørens overligger, på deres huse. Udover dette tegn skulle de spise lammet, brændt helt, og med bitre urter, inden Guds engel ville gå igennem Ægyptens land og gøre sit skæbnesvangre værk, slå de førstefødte drengebørn og de førstefødte af kvæget ihjel. "Og når I spiser det, skal I have bælte om lænden ,sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er påske for Herren. I denne nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt folk og fæ; og over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom. Jeg er Herren! Men for eder skal blodet på husene, hvor I er, tjene som tegn, og jeg vil se blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende slag skal ramme eder, når jeg slår Ægypten. Denne dag skal være eder en mindedag, og I skal fejre den som en højtid for Herren, slægt efter slægt; som en evig gyldig ordning skal I fejre den." ret
(223) Her blev Israels børn pålagt en gerning, som de skulle udføre fra deres side, for at bevise dem, og for at vise deres tro ved deres gerninger, i den store udfrielse Gud havde givet dem. For at undgå Guds store domme, som skulle give ægypterne, måtte blodets tegn kunne ses på deres huse. Og de blev pålagt adskille sig selv og deres børn fra ægypterne, og samle sig i deres egne huse; for hvis nogen af israelitterne var i ægypternes huse, ville de falde i den ødelæggende engels hænder. De blev også anvist at holde påskefesten efter en anordning, og når deres børn spørger hvad denne tjeneste betyder, kan de berette om den forunderlige beskyttelse de var genstand for i Ægypten: At da den ødelæggende engel gik ud om natten for at ihjelslå menneskenes og kvæges førstefødte, gik han forbi deres huse, og ikke et af de hebræere som havde blodet tegn på deres dørstolper blev slået ihjel. Og folket bøjede deres hoveder og tilbad taknemmeligt dette bemærkelsesværdige minde der blev givet deres børn, som erindring på Guds omsorg for hans folk. Der var ganske mange ægyptere som blev ledt til anerkendelse, ved de tegn og undere der blev vist i Ægypten, at hebræernes Gud var den eneste og sande Gud. De bad om at komme ind i israelitternes hjem, med deres familier på denne frygtelige nat da Guds engel skulle ihjelslå ægypternes førstefødte. De var overbevist om at deres guder som de dyrkede ikke havde kundskab, og ikke havde kraft til at frelse eller udslette. De gav selv løfte om at vælge Israels Gud som deres Gud. De besluttede at forlade Ægypten, og tage med Israels børn for at dyrke deres Gud. Israelitterne bød de troende ægyptere velkommen i deres huse. ret
(225) Påsken pegede bagud til Israels børns udfrielse, og pegede også forbilledligt frem til Kristus, Guds Lam, slagtet for at genløse faldne mennesker. Blodet der blev stænket på dørstolperne var forbillede på Kristi sone blod, og også det syndige menneskes stadige afhængighed af blodets fortjenester som sikkerhed mod Satans magt, og for en endelig genforening. Kristus spiste påskemåltidet sammen med sine disciple lige før sin korsfæstelse, og den samme nat, hvor forordningen for Herrens nadver blev indført, skulle højtideligholdes som minde for hans død. Påsken var blevet overholdt for at fejre Israels børns udfrielse fra Ægypten. Både som erindring og som symbol. Forbilledet havde nået modbilledet da Kristus, Guds Lam uden lyde, døde på korset. Han har efterladt en forordning der fejrer begivenhederne for hans korsfæstelse. ret
(225) Kristus spiste påskemåltidet sammen med sine disciple, da han rejste sig fra bordet og sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide." Han udførte da den ydmyge handling at vaske disciples fødder. Kristus gav sine disciple fod vasknings forordning at skulle praktiseres, som skulle lære dem ydmyghedens lektie. Han knyttede denne forordning til nadveren. Han havde udtænkt at dette skulle være en stund til selvransagelse, at hans efterfølgere kan få anledning til at blive bekendt med de sande følelser hos deres egne hjerter mod Gud og mod hinanden. Hvis stoltheden eksisterer i deres hjerter, hvor hurtigt vil den så ikke opdages hos dem der er ærlige og fejler, som burde gå ind i denne ydmyge pligt. Hvis der eksisterer selviskhed eller had mod hinanden, vil det opdages hurtigere når de går ind i dette ydmyge arbejde. Denne forordning var udtænkt for at der skulle gøres gensidige bekendelser over for hinanden, og øge overbærenheden og tilgive hinandens fejl, og sand kærlighed der bereder til at udføre denne højtidelige forordning, der mindes Kristi død. Han elskede sine disciple nok til at dø for dem. Han formanede dem at elske hinanden, ligesom han har elsket dem. ret
(227) Jesus indtog da sin plads ved bordet, hvorefter brødet og den ugærede vin blev sat, som var arrangeret efter Kristi forordninger. Han så meget sorgmodig ud. "Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: »Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer." "Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke nogensinde mere drikke af vintræes frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige." ret
(227) Her indførte vor Frelser Herrens nadver, så ofte den blev fejret, at han efter skulle holde de højtidelige scenerier om hans forrådelse og korsfæstelse for verdens synder, i frisk erindring. Han ville have sine efterfølgere til at erkende deres stadige afhængighed på sit blod for frelse. Det brudte brød var et symbol på Kristi brudte legeme, der blev givet for verdens frelse. Vinen var et symbol på hans blod, udgydt for at rense alle deres synder som kan komme frem for ham for tilgivelse, og modtage ham som deres Frelser. ret
(228) Menneskers frelse beror på stadig hjerteransagelse over for Kristi rensende blod. Derfor skal Herrens nadver ikke kun holdes lejlighedsvis eller årligt, men oftere end den årlige påske. Denne højtidelige forordning fejrer en langt større begivenhed end Israels børns udfrielse fra Ægypten. Udfrielsen var et symbol på den store forsoning som Kristus gjorde, ved at ofre sit eget liv for sit folks endelige udfrielse. ret