Åndelige gaver bind 3 kapitel 19fra side228

tilbage

Israel forlader Ægypten

(228)  Israels børn havde fulgt de anvisninger Gud havde givet dem, og da dødens engel gik fra hus til hus iblandt ægypterne, var de parat til deres rejse, og ventede på at den oprørske konge og hans store mænd påbød dem at rejse. "Men ved midnatstid ihjelslog Herren alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulle arve hans trone, til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet, og alt det førstefødte af kvæget. Da stod Farao op om natten tillige med alle sine tjenere og alle ægypterne, og der lød et højt klageskrig i Ægypten, thi der var intet hus, hvor der ikke fandtes en død. Og han lod Moses og Aron kalde om natten og sagde: »Bryd op og drag bort fra mit folk, I selv og alle israelitterne, og drag ud og dyrk Herren, som I har forlangt. Tag også eders småkvæg og hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om velsignelse for mig!« Og ægypterne trængte på folket for at påskynde deres afrejse fra landet, thi de sagde: »Vi mister alle livet!« Og, folket tog deres dej med sig, før den var syret, og de bar dejtrugene på skulderen, indsvøbte i deres kapper. Men israelitterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt ægypterne om sølv og guldsmykker og om klæder; og Herren havde stemt ægypterne gunstigt mod folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de bytte fra ægypterne. ret

(230)  Herren åbenbarede dette for Abraham for firehundrede år siden før dette blev opfyldt: " Og han sagde til Abram: »Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år. Dog vil jeg også dømme det folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget gods." ret

(229)   "Desuden fulgte en stor hob sammenløbet folk med og dertil småkvæg og hornkvæg, en vældig mængde kvæg." Israels børn forlod Ægypten med deres ejendomme, som ikke tilhørte Farao, for de havde aldrig solgt dem til ham. Jakob og hans sønner deres hjorte og kvæg med sig ind i Ægypten. Israels børn var blevet meget talrige, og deres hjorte og hyrder var øget stærkt. Gud havde dømt Ægypterne ved at sende plager over dem, og få dem til at forhaste sit folk ud af Ægypten, med alt hvad de ejede. ret

(230)  “Da Farao lod folket drage bort, førte Gud dem ikke ad vejen til filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: »Folket kunne komme til at fortryde det, når de ser, der bliver krig, og vende tilbage til Ægypten.« Men Gud lod folket gøre en omvej til ørkenen i retning af det Røde Hav. Israelitterne drog nu væbnede ud af Ægypten. Og Moses tog Josefs ben med sig, thi denne havde taget Israels sønner i ed og sagt: »Når Gud ser til eder, skal I føre mine ben med eder herfra!« De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved randen af ørkenen. Men Herren vandrede foran dem, om dagen i en skystøtte for at vise dem vej og om natten i en ildstøtte for at lyse for dem; så kunne de rejse både dag og nat." ret

(231)  Herren vidste at filisterne ville modsætte sig at de gik igennem deres land. De ville sige tøm dem: De har stjålet fra deres mestre i Ægypten, og vil føre krig med dem. Derved vil Gud, ved at føre dem ad havets vej, åbenbare sig som en medfølende Gud, så vel som en dommens Gud. Herren informerede Moses at Farao ville forfølge dem, og han styrede ham til at slå lejr foran havet. Han fortalte Moses at han ville æres for Farao og hele hans hær. Efter at Hebræerne for nogle dage siden havde forladt Ægypten, fortalte ægypterne Farao at de var flyttet, og ville aldrig vende tilbage igen for at tjene ham. Og de knurrede fordi de havde ladet dem forlade Ægypten. Det var et meget stort tab for dem at blive berøvet for deres tjenester; og de fortrød at de havde indvilliget i at lade dem rejse. På trods af alt det de havde lidt under Guds domme, var de så forhærdede i deres stadige oprør at de besluttede at forfølge Israels børn, og få dem tilbage til Ægypten. Kongen tog en meget stor hær på sekshundrede vogne, og fulgte efter dem, og indhentede da de havde slået lejr ved havet. ret

(232)   "Da nu Farao nærmede sig, så israelitterne op og fik øje på ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor angst; da råbte israelitterne til Herren; og de sagde til Moses: »Er det, fordi der ingen grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: lad os i fred, og lad os blive ved at trælle for ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for ægypterne end at dø i ørkenen.« Men Moses svarede folket: »Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse, som han i dag vil hjælpe eder til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. Herren skal stride for eder, men I skal tie!" ret

(232)  Hvor hurtig fik israelitterne ikke mistillid til Gud! De havde været vidne til hans domme over Ægypten der tvinger kongen til at lade Israel rejse; men når deres tillid til Gud blev prøvet, knurrede de selvom de havde set disse beviser på hans kraft, for deres underfulde udfrielse. I stedet for at sætte deres nødvendige lid til Gud, knurrede de til den trofaste Moses, mindede ham om deres vantro ord som de sagde i Ægypten. De anklagede ham for at være årsag til deres trængsler. Han opmuntrede dem til at sætte lid til Gud, og holde deres udtryk for vantro inde, og de skal se hvad Herren vil gøre for dem. Moses råbte alvorligt til Herren for at befri sit udvalgte folk. ret

(233)   "Da sagde Herren til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op! Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og skil det ad i to dele, så israelitterne kan vandre gennem havet på tør bund." Gud ville have Moses til at forstå at han vil arbejde for sit folk – at deres nødvendighed vil være hans anledning. Når de skal gå så langt som de skulle, måtte han påbyde dem at gå endnu længere fremad; så han skal bruge den stav han havde givet ham til at dele vandene med. ret

(233)   "Se, jeg vil forhærde ægypternes hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt, på hans vogne og ryttere, og ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans vogne og ryttere.« Guds engel, der drog foran Israels hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og skystøtten flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem Og kom til at stå imellem ægypternes og Israels hære; og da det blev mørkt; blev skystøtten til en ildstøtte og oplyste natten. Således kom de ikke hinanden nær hele natten." ret

(233)  Den ægyptiske hær triumferede hele natten over at Israels børn igen var i deres magt. De tænkte at der var ingen mulighed for dem at udvise; for det Røde Hav strakte sig foran dem, og deres store hære var tæt bagved dem. Om morgnen, idet de kom frem til havet, se der var der en tør sti, vandende delte sig, og stod som en mur på begge sider, og Israels børn var nået halvvejs igennem havet, og gik på tørt land. De ventede en stund med at beslutte hvad de bedst kunne gøre. De blev skuffede og blev rasende over at når hebræerne næsten var i deres magt, og de var sikre på dem så åbnede der sig en uventet vej for dem i havet. De besluttede at følge efter dem. "Og ægypterne, alle Faraos heste ,vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet. Men ved morgenvagtens tid skuede Herren fra ild og skystøtten hen imod ægypternes hær og bragte den i uorden; og han stoppede vognenes hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten!" ret

(235)  Ægypterne vovede sig ud på den sti Gud havde forberedt for sit folk, og Guds engle gik igennem deres hær og fjernede hjulene på deres stridsvogne. De blev forpinte. Deres fremkomst blev meget langsom, og de begyndte at få problemer. De huskede på de domme som Hebræernes Gud havde bragt over dem i Ægypten, og tvinge dem til at lade Israel rejse, og de tænkte at Gud ville overgive dem helt i Israelitternes hænder. De besluttede at Gud kæmpede for Israelitterne, og de blev forfærdelig bange, og vendte om for at flygte fra dem, medens "Herren sagde til Moses: "Ræk din hånd ud over havet, så skal vandet vende tilbage over ægypterne, deres vogne og ryttere!" Da rakte Moses sin hånd ud over havet; og havet vendte tilbage til sit sædvanlige leje ved morgenens frembrud, medens de flygtende ægyptere kom lige imod det, og Herren drev ægypterne midt ud i havet. Da vendte vandet tilbage og overskyllede vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. Men israelitterne var gået gennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem. Og Herren frelste på den dag Israel af ægypternes hånd, og Israel så ægypterne ligge døde ved havets bred. Da så Israel den stor dåd, Herren havde udført mod ægypterne; og folket frygtede Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses." ret

(236)  Da hebræerne var vidne til Guds forunderlige værk, ved udslettelsen af Ægypterne, da stemte de i en inspireret sang med højtidelig velklang og taknemmelig pris. Miriam, Moses søster, en profetinde, ledte kvinderne i musik. ret

(236)  “Ved den lejlighed sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet, hest og rytter styrtede han i havet! Herren er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en krigshelt, Herren er hans navn! Faraos vogne og krigsmagt styrtede han i havet, hans ypperste vognkæmper druknede i det Røde Hav, strømmene dækkede dem, de sank som sten i dybet. Din højre, herre, er herlig i kraft, din højre, herre, knuser fjenden. I din højheds vælde fælder du dine modstandere, du slipper din harme løs, den fortærer dem som strå. Ved din næses pust dyngedes vandene op, vandene stod som en vold, strømmene stivnede midt i havet. Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler bytte, stiller mit begær på dem; jeg drager mit sværd, min hånd skal udrydde dem." Du blæste med din ånde, havet skjulte dem; de sank som bly i de vældige vande. ret

(237)  Hvo er som du blandt guder, herre, hvo er som du, herlig i hellighed, frygtelig i stor dåd, underfuld i dine gerninger! Du udrakte din højre, og jorden slugte dem. Du ledede i din miskundhed det folk, du genløste, du førte det i din vælde til din hellige bolig. Folkene hørte det og bævede, skælven greb filisterlandets folk. Da forfærdedes Edoms høvdinger, Moabs fyrster grebes af rædsel, Kana'ans beboere tabte alle modet. Skræk og angst faldt over dem, ved din arms vælde blev de målløse som sten, til dit folk var nået frem, O Herre, til folket, du vandt dig, var nået frem. Du førte dem frem og plantede dem i din arvelods bjerge, på det sted du beredte dig til bolig, herre, i den helligdom, herre, som dine hænder grundfæstede. Herren er konge i al evighed! Thi da Faraos heste med hans vogne og ryttere drog ud i havet, lod Herren havets vande strømme tilbage over dem, medens israelitterne gik gennem havet på tør bund." ret

(238)   "Hvo er som du blandt guder, herre, hvo er som du, herlig i hellighed, frygtelig i stor dåd, underfuld i dine gerninger! Du udrakte din højre, og jorden slugte dem. Du ledede i din miskundhed det folk, du genløste, du førte det i din vælde til din hellige bolig. Folkene hørte det og bævede, skælven greb filisterlandets folk. Da forfærdedes Edoms høvdinger, Moabs fyrster grebes af rædsel, Kana'ans beboere tabte alle modet. Skræk og angst faldt over dem, ved din arms vælde blev de målløse som sten, til dit folk var nået frem, O Herre, til folket, du vandt dig, var nået frem. Du førte dem frem og plantede dem i din arvelods bjerge, på det sted du beredte dig til bolig, herre, i den helligdom, herre, som dine hænder grundfæstede. Herren er konge i al evighed!" ret

(238)  Thi da Faraos heste med hans vogne og ryttere drog ud i havet, lod Herren havets vande strømme tilbage over dem, medens israelitterne gik gennem havet på tør bund." ret

(238)  Farao som ikke ville anerkende Gud og bøje sig for hans myndighed, glædede sig ved at vise sin magt som hersker over dem som han kunne kontrollere. Moses erklærede for Farao, efter at han havde forlangt folk at lave teglsten uden halm, at Gud som han foregav ikke at kende, ville tvinge ham til at opgive hans krav, og anerkende hans autoritet, som største hersker. ret

(238)  Tidspunktet var kommet hvor Gud ville besvare sit fortrykte folks bønner, og ville bringe dem fra Ægypten med så mægtige tilkendegivelser af hans magt, at ægypterne ville tvinges til at anerkende, at hebræernes Gud, som de havde foragtet, var over alle guder. Han ville nu straffe dem for deres afgudsdyrkelse, og for deres stolte pral over de nådegaver de havde fået af deres sanseløse guder. Gud ville forherlige sit eget navn, så andre folk kan høre om hans kraft og skælve af hans mægtige handlinger, så hans folk skal, ved at være vidne til hans mirakuløse gerninger, helt og fuldt vende sig fra deres afgudsdyrkelse for at tilbede ham af rent hjerte. ret

(239)  Gud befalede Moses at sige til Farao: "Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt." Dette betyder ikke at Gud har ladet ham være til, til dette formål; men hans forsyn har underkendt begivenhederne, at en så oprørsk tyran som Farao skulle være på Ægyptens trone på det tidspunkt, hvor Gud udfrier hebræerne. Til dette fortsæt har hans liv været bevaret, selv om han retmæssigt har forbrudt sig mod Guds barmhjertighed ved sine forbrydelser. Gud så det rigtigt at spare hans liv, for at vise ham hans hårdnakkethed. Han vil få Faraos oprør imod sig til at kunne mangedoble beviserne på hans kraft for det gode mod sit folk, og at hans navn må ophøjes over for ægypterne, og få kundskab hos dem som senere lever på jorden. De ordnede begivenheder er af hans forsyn. Han kunne have sat en mere nådig konge på Ægyptens trone, som ikke turde vedholde sit oprør mod Guds mægtige udviste kraft, der blev manifesteret for ham, sådan som den blev for Farao. Men så kunne Guds formål ikke være udrettet. Hans folk ville være bedraget i ægypternes syndige afgudsdyrkelse, og ville ikke selv have erfaret den hårdhjertede grusomhed som de afgudsdyrkende ægyptere kunne praktisere. Gud ville manifestere sit had til afgudsdyrkelse for dem, og han ville straffe grusomheden og undertrykkelse hvor den eksisterer. ret

(240)  Selvom mange af israelitterne var blevet fordærvet ved afgudsdyrkelse, stod de trofaste fast. De havde ikke skjult deres tro, men vedkendt sig åbent for ægypterne, at de tjente den eneste sande og levende Gud. De opremsede beviserne på Guds eksistens og kraft nede fra skabelsen. Ægypterne fik anledning til at blive bekendt med hebræernes tro, og deres Gud. De havde prøvet at omstyrte trofaste tilbedere af den sande Gud, og ærgrede sig fordi det ikke lykkes, enten ved trusler, ved løfter om belønning, eller ved grusom behandling. ret

(240)  De to sidste konger som havde siddet på Ægyptens trone var diktatoriske, og havde truet hebræerne grusomt. Israels ældste havde dristet sig til at opmuntre israelitternes faldne tro, ved at henvise til de løfter Abraham fik, og Josefs profetiske ord, lige før han døde, der forudså deres udfrielse fra Ægypten. Nogle ville lytte og tro. Andre så på deres egne sørgelige tilstand, og ville ikke håbe. Ægypterne havde lært om forventningerne hos Israels børn, og hånede deres håb om udfrielse, og talte hånligt om kraften fra deres Gud. De pegede dem til deres egen situation som et folk, som blot en nation af slaver, og sagde spottende til dem: Hvis jeres Gud er så retfærdig og nådig, og har kraften over de ægyptiske guder, hvorfor gør han jer ikke til et frit folk? Hvorfor manifesterer hans storhed og kraft sig ikke, og ophøjer jer? Ægypterne henledte da israelitternes opmærksomhed til deres egne guder, de selv havde valgt, som israelitterne nævnte som falske guder. De sagde triumferende at deres guder havde givet dem velstand, og havde givet dem mad, og klædninger og store rigdomme; og at deres guder havde også givet israelitterne i deres hænder til at tjene dem, og at de havde kraft til at undertrykke dem, og udslette deres liv, så at de ikke skulle være et folk. De spottede den tanke at hebræerne nogensinde ville blive udfriet fra slaveriet. ret

(241)  Farao pralede med at han ville gerne se deres Gud udfri dem fra sine hænder. Disse ord ødelagde håbet hos mange iblandt Israels børn. For dem så det meget ud til at være det som det kongen og hans rådgivere havde sagt. De vidste at de blev behandlet som slaver, og at de måtte udholde den grad af undertrykkelse som deres arbejdsgivere og herskere havde pålagt dem. Deres drengebørn var blevet jagtet og slået ihjel. Deres egne liv var en byrde; og de troede på, og dyrkede himlens Gud. De satte deres situation op imod ægypternes. De troede slet ikke på en levende Gud, som havde kraft til at frelse og udslette. Nogle af dem dyrkede afguder, billeder gjort af træ og sten, medens andre valgte at dyrke solen, månen og stjernerne; blev de alligevel velsignet med velstand. Og nogle af hebræerne mente at hvis Gud var over alle guder, ville han ikke efterlade dem sådan som laver til en afgudsdyrkende nation. ret

(242)  Guds trofaste tjenere forstod at det var på grund af deres upålidelighed mod Gud som et folk, at Herren lod dem tage til Ægypten. Og de erklærede fast over for deres brødre at Gud ville hurtigt bringe dem op fra Ægypten, og bryde deres betyngende åg. ret

(242)  I Israels udfrielse fra Ægypten, viste Gud dem tydeligt sin særlige barmhjertighed mod sit folk, over for alle ægypterne. Gud fandt det rigtigt at udøve sine domme over Farao, så han ved bitter erfaring, da han ikke blev overbevist på anden måde, kan vide at hans kraft var alle andre overlegen. For at hans navn må erklæres udover hele jorden, vil han give eksempel og demonstrativ bevis til alle folk om hans guddommelige kraft og retfærdighed. Det var Guds plan at disse manifestationer af kraft skulle styrke sit folks tro, og at deres efterkommere stadig skulle dyrke Ham alene, som havde udført så nådige undere for deres skyld. ret

(242)  Miraklet at staven blev en slange, og floden blev til blod, bevægede ikke Faraos hjerte, forøgede kun sit had til israelitterne. Troldmændenes gerninger fik ham til at tro at disse mirakler blev udført ved magi; men han havde overmådeligt bevis for at dette ikke var tilfælde da frø plagen var borte. Gud kunne have fået dem til at forsvinde og vende tilbage til støvet på et øjeblik; men dette gjorde han ikke, så at, efter de var borte, kunne kongen og ægypterne sige at det var et resultat af magi, som troldmændenes værker. De døde, og så samlede de dem sammen i bunker. De kunne se deres kroppe for sig, og de fordærvede atmosfæren. Her havde kongen, og alle ægypterne beviser for deres forfængelige filosofi ikke kunne bortskaffes, at dette værk ikke var magi, men en dom fra himlens Gud. ret

(243)  Troldmændene kunne ikke fremskaffe myg. Herren ville ikke få det til at se ud i deres øjne, eller i ægypternes, at de kunne fremskaffe myggeplagen. Han ville fjerne al undskyldning for vantro fra Farao. Han tvang endog troldmændene selv til at sige: "Dette er Guds finger." ret

(243)  Derefter kom plagen med sværme af fluer. De var ikke fluer der harmløst irriterer os ved nogle årstider; men de fluer der kom over Ægypten var store og giftige. Deres stik var meget smertelige på mennesker og dyr. Gud adskilte sit folk fra ægypterne, og lod ingen fluer vise sig over deres kyster. ret

(244)  Herren sende da pest over deres kvæg, og samtidig beskyttede han hebræernes kvæg, så ikke en af dem døde. Dernæst kom byldeplagen over mennesker og dyr, og troldmændene kunne ikke beskytte sig selv fra det. Da sendte Herren haglplagen blandet med ild ned over Ægypten, med lynild og torden. Tidspunktet for hver plage blev angivet før den kom, så det ikke kunne siges det skete ved tilfælde. Herren demonstrerede for ægypterne at hele jorden var under hebræernes guds kommando – at torden, hagl og storm adlød hans røst. Farao, den stolte konge der engang spurgte: "Hvem er Herren at jeg skulle adlyde hans røst?" ydmygede sig selv og sagde: "Jeg har syndet. Herren er retfærdig, og jeg og mit folk er onde." Han bad Moses være sin mellemmand til Gud, at den frygtelige torden og lynild måtte ophøre. ret

(244)  Herren sendte dernæst græshoppers frygtelige plage. Kongen valgte at tage imod plagerne frem for at underlægge sig Gud. Uden anger, ser han hele sit rige under miraklet fra disse frygtelige domme. Herren sendte da mørke over Ægypten. Folk blev ikke blot berøvet lys, men atmosfæren var meget nedtrykkende, så det var vanskeligt at ånde; alligevel havde hebræerne en ren atmosfære, og lys i deres boliger. En af de frygteligere plager som Gud havde bragt over Ægypten, var hårdere end nogen før denne. Det var kongen og hans afguds-præster som til sidst modsatte sig anmodningerne fra Moses. Folk besluttede at hebræerne skulle have lov til at forlade Ægypten. Moses fortalte Farao, og Ægyptens folk, også til israelitterne, om arten og virkningen af den sidste plage. Om natten, så frygtelig for ægypterne, og så herlig for Guds folk, blev påskens højtidelige forordning indført. ret

(245)  Det var meget vanskeligt for den ægyptiske konge og et stolt og afgudsdyrkende folk at give efter for himlens Guds krav. Den ægyptiske konge var træg til at opgive. Under de frygteligste pinsler, ville han give en smugle efter; men når pinslen var væk, vil han trække det tilbage han havde tilstået. Således, kom plage efter plage over Ægypten, og han gav ikke mere end han var tvunget til ved Guds vredes skæbnesvangre hjemsøgelser. Kongen vedholdt endog sit oprør efter at Ægypten var blevet ruineret. Moses og Aron fortalte Farao om arten og virkningen af hver plage som skulle følge hans nægtelse at lade Israel rejse. Hver gang han så disse plager komme præcis som han havde fået fortalt ville komme; ville han alligevel ikke give efter. Først ville han blot give dem tilladelse til at ofre til Gud i Ægyptens land; så, efter at Ægypten havde lidt under Guds vrede, gav ham mændene alene lov til at rejse. Efter at Ægypten var næsten blevet udslettet af græshoppeplagen, gav han deres børn og deres hustruer lov til at også at rejse; men ikke ville lade deres kvæg rejse. Moses fortalte da kongen at Guds engel ville dræbe deres førstefødte. ret

(246)  Enhver plage kom lidt tættere på og mere streng, og dette skulle være mere skæbnesvanger end nogen før denne. Men den stolte konge blev overmådelig vred, og ydmygede ikke sig selv. Og da ægypterne så de store forberedelser der blev gjort iblandt israelitterne før den skæbnesvangre nat, spottede de blodets tegn på deres dørstolper. Men da ægypterne, fra den kongen på sin trone ned til den ydmygeste tjener, blev pint, og deres førstefødte blev slået ihjel, så var der gråd i Ægypten. Så huskede Farao på sit hovmodige pral: "Hvem er Herren, at jeg skal adlyde hans røst og lade Israel rejse? Jeg kender ikke Herren, vil heller ikke lade Israel rejse." Han ydmygede sig selv, og tog med sine rådgivere og herskere til Gosen i hast, og bøjede sig ned for Moses og Aron, og bad dem rejse og tjene deres Gud. Deres hjorde og hyrder kunne også rejse, sådan som de havde bedt om. De bønfaldt dem at være væk, frygtede at hvis de fortsatte længere, ville de alle være som døde mennesker. Farao bad også Moses indstændigt om at velsigne ham, i troen på at tidspunktet for en velsignelse fra Guds tjener ville beskytte ham fra yderligere virkninger fra den frygtelige plage. ret

(246)  Israelitterne forlod Ægypten i hast, dog i orden. De blev delt i flere grupper, og hver deling havde sin leder. Faraos genstridighed var sådan at, efter de havde begravet deres døde, og havde set at Guds frygtelige domme var ophørt, angrede han at have givet Moses lov til at rejse. Ægypterne fortrød at de havde været så tåbelige at tro at deres førstefødtes død var resultatet af Guds kraft. De spurgte hinanden i bitterhed: "Hvorfor har vi gjort dette, og lad Israel rejse bort fra vor tjeneste?" Farao forberedte en veludstyret hær, der bestod af afgudspræster, herskere, og store mænd i hans rige. De tænkte at hvis deres præster ledsagede dem, vil de være mere sikre på succes. De mest mægtige i Ægypten blev udvalgt, så de kan skræmme israelitterne med at vise deres kraft og storhed. De tænkte at når nyhederne nåede andre folk, at de var tvunget til at overgive sig til Israels Guds kraft, som de havde foragtet, vil der ses foragteligt på dem. Men hvis de skulle gå med stor pomp og få Israel tilbage med magt, ville de tilbagekøbe deres ære, og ville også have Israels børns tjeneste igen. De indhentede hebræerne ved det Røde Hav. Dette sted blev udpeget til den sidste manifestation af Guds kraft for de forblindede ægyptere. Om morgnen, kom de frem til det Røde Hav og så den hebræiske hær gå på en tør sti beredt for dem i havet, medens høje vandmure stod på hver side, stivnet af Guds kraft. Denne fremvisning af Guds kraft gjorde dem kun mere oprørske; og de havde så længe modsat sig sådanne manifestationer, at de var blevet forhærdede; og i deres blindhed hastede de sig ud på den sti, som Gud mirakuløst havde forberedt for sit folk. Da blev de ord opfyldt som Herren talte til Moses: "Og imod alle Ægyptens guder, vil jeg udøve domme. Jeg er Herren." Guds domme blev manifesteret i den fuldstændige udslettelse af den ægyptiske hær. ret

næste kapitel