(36) Før Satans fald, rådførte Faderen sin Søn om dannelsen af mennesket. De ville danne denne verden, og skabe dyr og levende ting i den, og danne mennesket i Guds billede, til at regere som en regerende monark, over alt levende som Gud skulle skabe. Da Satan erfarede Guds hensigt, blev han misundelig på Kristus, og skinsyg fordi Faderen ikke havde rådført sig med ham om skabelsen af mennesker. Satan var af den højeste orden blandt englene; men Kristus var over alle. Han var hele Himlens befalingsmand. Han viderebragte sin Faders befalinger til englefamilien. Og Satans skinsyge og jalousi blev større. Før hans oprør var hele himlen i harmoni, og fuldstændig underlagt Guds regering. Satan begyndte at antyde sin utilfredse følelser til andre engle, og et antal indvilgede i at hjælpe ham i hans oprør. Satan var utilfreds med hans position. Selvom de var meget ophøjet, tragtede han efter at være lige med Gud; og hvis Herren ikke tilfredsstillede hans ærgerrighed, beslutter hans sig for oprør, og nægter underkastelse. Han beslutter sig, men tør ikke gøre sine misundelige og hadefulde følelser kendt med det samme. Men han stiller sig tilfreds med at få al den sympati med ham som han kan, selvom det er dybt forkert. Han fortæller dem sine advarsler imod Jehova. ret
(37) Sande, trofaste engle lytter og hører Satans frygtelige trusler, og indrapporter det straks til deres store befalingsmand. Kristus fortæller dem at han og Faderen kender til Satans hensigter, og at de skal være tålmodige, for at se hvor mange vil forene sig med ham i oprøret imod Guds regering. Han fortæller dem alle Satans hensigter forstås. Det var den højeste forbrydelse at gøre oprør imod Guds regering. Hele Himlen lader til at være i oprør. Englene blev sat i grupper, enhver med en højere befalingsengel som deres hoved. Alle englene var i oprør. Satan fører krig imod Guds regering, fordi han er ærgerrig og ophøjer sig selv og uvillig til at underlægge sig Guds Søns myndighed, Himlens store befalingsmand. ret
(37) Selv om nogle af englene gik sammen med Satan i hans oprør, rådede andre ham fra hans hensigter, kæmpede for Guds ære og visdom i at give sin Søn myndighed. Satan fremhævede at Kristus var blevet begavet med ubegrænset magt, og lige så høj befalingsrang som han selv! Han stillede sig hovmodigt op, og fremhævede at han skulle være lige med Gud. Han pralede over for sine sympatisøre at han ikke vil underlægge sig Kristi myndighed. ret
(37) Til sidst indkaldte alle englene sig frem for Faderen, for at få alle sager afgjort. Satan gjorde sin utilfredshed så frækt bekendt for hele den himmelske familie, utilfreds med at Kristus blev foretrukket frem for ham, og være i så tæt konferense med Gud, og han er uinformeret om resultatet af deres hyppige samråd. Gud informerer Satan at det kan han aldrig vide. At han vil åbenbare sine skjulte hensigter for sin Søn, og at hele Himlens familie, heller ikke Satan, vil blive afkrævet ubetinget lydighed. Satan fremsiger frækt sit oprør, og peger på en stor gruppe, som mener at Gud er uretfærdig med at ikke ophøje ham, og være lige med Gud, og ikke give ham befalingsret over Kristus. Han erklærer at han ikke kan underlægge sig Kristi kommndoer, at Guds bud alene vil han adlyde. Guds engle græder over at høre Satans ord, og se hvordan han afviser at følge Kristi anvisning, deres ophøjede og elskelige befalingsmand. ret
(38) Faderen afgør Satans sag, og erklærer at han må bortvises af Himlen for hans dristige oprør, og at alle som forener sig med ham i hans oprør, bør bortvises sammen med ham. Så blev der krig i Himlen. Kristus og hans engle kæmpede imod Satan og hans engle, for de var opsat på at blive i Himlen med deres oprør. Men de sejrede ikke. Satan og loyale engle sejrede, og drev satan og hans oprørske sympatisører fra himlen. ret
(38) Da Adam og Eva blev sat i den smukke have, fik de alt for deres lykke, som de kunne ønske. Men i sin almægtige ordning valgte han at prøve deres loyalitet før de kunne regnes for evigt sikre. De skulle have hans gunst, og han skulle samtale med dem, og de med ham. Dog satte han ikke noget ondt sted uden for deres rækkevidde. Satan fik lov til at friste dem. Hvis de stod prøven ville de for altid få Guds og himmelske engles gunst. ret
(39) Guds engle besøgte Adam og Eva, og fortalte dem om Satans fald, og advarede dem at være på vagt. De advarede dem mod at skille fra hinanden i deres arbejde, for de kan komme i kontakt med denne faldne fjende. Hvis en af dem var alene, vil de være i stor fare, end hvis begge var sammen. Englene pålagde dem at følge de instrukser nøje Gud havde givet dem, for i fuldkommen lydighed var de sikre, og så kunne denne faldne fjende ikke få magt til at bedrage dem. Gud ville ikke lade Satan følge det hellige par med stadige fristelser. Han kunne kun få adgang til dem ved kundskabens træ mellem godt og ondt. ret
(39) Eva gik bort fra sin mands side, og stirrede med en blanding af nysgerrighed og beundring på frugten til det forbudne træ. I form af en slange samtalede Satan med Eva. Slangen havde ikke kraft til at tale, men Satan brugte ham som et medium. Det var Satan der talte, ikke slangen. Eva blev bedraget, og tænkte at det var en slange. Denne slange var en meget smuk skabning med vinger, og når den fløj igennem luften så han meget strålende ud, lignede blankpoleret guld. Han gik ikke på jorden, men tog fra sted til sted igennem luften, og spise frugter ligesom mennesker. ret
(40) Evas nysgerrighed var opvækket. I stedet for at fly fra dette sted, lyttede hun for at høre en slange tale. Det faldt hende ikke ind at det kunne være den faldne fjende der brugte Slangen som et medium. Det var Satan som talte, ikke slangen. Eva blev bedraget, smigret, forblindet. havde hun mødt en mandig person, af skikkelse som englene og i lighed med dem, så ville hun have stået på vagt. Dog burde den fremmede stemme have drevet hende til hendes mands side, for at adspørge ham hvorfor en anden tiltalte hende så frit. Men hun giver sig i strid med slangen. Hun besvarer hans spørgsmål: "Vi må spise af træets frugt i haven. Men om det træs frugt, som er midt i haven, sagde Gud: må I ikke spise deraf, og røre ikke derved, at I ikke skulle dø." 1. Mos. 3:2,3. Slangen svarede. "I skal ikke dø døden. Men Gud ved, at hvilken dag I spiser deraf, da skal eders øjne oplades, og I skal blive ligesom Gud, og kende godt og ondt." ret
(40) Satan forstillede hende at de ville få en ny og ædlere slags kundskab, ved at spise af det forbudne træ, end de hidtil havde opnået. Dette har været hans værk som han har udført med stort hel lige siden faldet, at lede menneskene til at udforske den Almægtiges hemmeligheder, og ikke være tilfredse med det som Gud har åbenbaret, eller omhyggelige for at adlyde det som han har befalet. Han vil lede dem til at overtræde Guds bud, og derpå indbilde dem at de betræde en underfuld mark fuld af kundskab. De efterlade at forstå hvad Gud har befalet, ringeagte hans udtrykkelige Bud, hige efter visdom uafhængig af Gud, og søge at forstå de ting som det har behaget Gud at unddrage fra dødelige mennesker. De er opblæste af deres Ideer om fremgang og henrykkede af deres egen forfængelig filosofi; men de samle midnats mørke i henseende til den sande kundskab. De lære altid, men kom aldrig til sandheds erkendelse. ret
(41) Det var ikke Guds vilje at dette syndefri par skulle have nogen kundskab om det onde. Han havde villigt givet dem det gode, men holdt det onde tilbage. Eva syntes at slangens ord var vise, og hun troede den første påstand: "I skal ikke dø døden. Men Gud ved at hvilken dag I spiser deraf, skal eders øjne oplades, og I skal blive ligesom Gud, og kende godt og ondt." Denne påstand gjorde gud til en løgner. Satan påstod frækt at Gud havde bedraget dem for at holde dem fra at blive ophøjet lige med ham selv i kundskab. Gud havde sagt: Dersom du spiser "skal du dø døden." Slangen sagde: "I skal ikke dø døden." Hun spiste, og blev glad for frugten. Det var behageligt for hendes smag, og hun forestillede sig ,at hun kunne se sig selv i frugtens forunderlige virkninger. Hun tog frugten og gik til hendes mand og fortalte de ord slangen havde sagt til hende, og fortalte ham at hun mærkede en behagelig indflydelse ved at spise af frugten, i stedet for død. Lige så snart at Eva blev ulydig, blev hun et kraft medium som forårsagede hendes mands fald. ret
(42) Jeg så at bedrøvelse kom over Adams åsyn. Han syntes at være bange og forbavset. Der syntes at foregå en kamp i hans Sind. Han fortalte Eva at han var ganske vis på at dette var den fjende som de var blevet advaret imod; og dersom dette var tilfældet, så måtte hun dø. Hun forsikrede ham at hun følte ingen onde virkninger, men snarere en meget behagelig indflydelse, og bad ham om at spise. Adam fortrød at Eva havde forladt hans side, men nu var det sket. Han måtte adskilles fra hende, hvis selskab han havde elsket så meget. Hvordan kunne han få det sådan. Hans kærlighed til Eva var stærk. Og i fuldstændig modløshed besluttede han at dele hendes skæbne. Han greb frugten og spiste hurtigt, og mærkede ikke straks nogen dårlige virkninger deraf. Adam var ulydig og faldt. ret
(42) Eva mente selv at hun selv kunne beslutte sig mellem rigtigt og forkert. Det indbildte håb om at komme til en højere kundskab fik hende til at tro at slagen var endes særlige vej, der havde en stor interesse for hendes velfærd. Havde hun opsøgt hendes mand, og de fortalte slangens ord til deres Skaber, ville de straks befris fra hans listige fristelse. ret
(42) Gud instruerede vore første forældre om kundskabens træ, og de blev helt informeret om Satans fald, og faren ved at lytte til hans antydninger. Gud frarøvede dem ikke magten til at spise af den forbudne frugt. Han lod dem være frie menneskelige agenter, som kunne tro hans ord, og adlyde hans bud og leve; eller tro fristeren, og være ulydig og gå fortabt. De spiste begge, og den store visdom de fik var kundskab om synd, og en fornemmelse af skyld. Straks forsvandt det dækkene lys omkring dem, og under en fornemmelse af deres skyld, og tab af deres guddommelige dække, og den store visdom de fik var kundskab til synd, en fornemmelse af skyld. Straks forsvandt de lys der dækkede dem, og under en skyldfølelse, og tab af deres guddommelige beskyttelse, skælvede de, og de prøvede at dække deres udsatte former. Herren ville ikke have dem til at undersøge frugterne på kundskabens træ, for så ville de udsættes for Satan i camouflage. Han vidste at de ville være helt sikret hvis de ikke rørte ved frugten. ret
(43) Vore første forældre valgte at tro en slanges ord, som de tænkte dem, alligevel gav han dem ingen tegn på sin kærlighed. Han havde ikke gjort noget for deres lykke og gavn, medens Gud havde givet dem alt, som var godt at spise, og behageligt for øjnene. Overalt kunne øjnene hvile på overflod og skønhed; alligevel blev Eva bedraget af slangen til at tro, at der var noget holdt tilbage, som ville gøre dem kloge, lige så kloge som Gud. I stedet for at tro og sætte lid til Gud, nærede hun fundamental mistillid til sin gudsfrygt og værnede om Satans ord. ret
(43) Deres forbrydelse var nu foran dem i sin sande og frygtelige karakter. Adam kritiserede Evas tåbelighed at forlade ham, og blive bedraget af slangen. Begge bildte sig selv ind at Gud, som havde givet dem alt for at gøre dem lykkelige, alligevel undskylder deres ulydighed, på grund af hans store kærlighed til dem, og at deres straf ikke ville være så skæbnesvanger alligevel. ret
(44) Satan jublede over sin succes. Han havde nu fristet kvinden til at nære mistillid til Gud, og betvivle hans visdom, og søge at trænge ind i hans almægtige planer. Og selvom hun også havde forårsaget Adams overtrædelse, som gennem sin kærlighed til Eva, var han ulydig mod Guds bud og faldt sammen med hende. ret
(44) Efterretningen om menneskets fald udbredtes i himmelen – . Englene kastede deres kroner fra deres hoveder med sorg. Hele himmelen var i bevægelse. Englene var bedrøvede over menneskenes lave utaknemmelighed, til gengæld for de rige velsignelser Gud havde skænket dem. Der blev holdt råd for at bestemme hvad der skulle gøres med det skyldige par. Englene var bange for at de ville række hånden ud, og spise af livets træ, og derved forevige et liv i synd. ret
(44) Det var Satans plan at lede Adam og Eva til at være Gud ulydig, få hans rynkede mine, håbe på at de ville spise af livets træ, og leve i synd. Men Gud sagde at han ville drive overtræderne ud af haven. Engle blev straks hvervet til at bevogte vejen til livets træ, så de ikke få adgang til det. Da Adam og Eva hører lyden af Guds majestæt nærme sig, forsøger de at skjule sig selv fra hans undersøgelse, som de glædede sig over i deres uskyldighed og hellighed at møde. ret
(45) Gud forbandede jorden på grund af deres synd idet de spiste af kundskabens træ, og erklærede: "Med kummer skal de spise deraf alle dit livs dage." Han havde skænket dem det gode og tilbageholdt det onde. Nu erklærer Gud at de skulle spise deraf, det er, de skulle blive bekendt med det onde i alle deres livs dage. ret
(45) Slægten ville fra den tid af blive besværet med Satans fristelser. Et liv af stedsevarende møje og ængstelse blev bestemt for Adam, i stedet for det lykkelige, muntre arbejde han hidtil havde glædet sig ved. Han sagde til Adam: “Torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!" Gud sætter dødens straf frem for dem, og erklærer at de må lide for den. Hellige engle blev sendt ud fra at drive det ulydige par væk fra eden, Medens andre engle bevogtede vejen til livets træ. Enhver af disse engle havde det glitrende sværd i deres højre hånd. ret
(45) Adam blev drevet ud af denne smukke have for at dyrke den jord, han var kommet fra. Og Gud bevogtede livets træ med flammende sværd, som vendte alle veje, så menneskene ikke spise af det og forevige et liv i synd. ret
(46) I ydmyghed og uudsigelig bedrøvelse forlod Adam og Eva den elskelige have, som de var så lykkelige i, indtil de var ulydige mod Guds befaling. Atmosfæren var forandret, og der var ikke længere uforanderlighed som før overtrædelsen. Gud iklædte dem med skindklæder for at de ikke kunne mærke kulden og også den varme de blev udsat for. ret
(46) Hele himlen sørgede på grund af ulydigheden af Adam og Evas fald, som pådrog sig Guds vrede over hele menneskeslægten. De blev afskåret fra den fortrolige omgang med Gud, og de blev udstødt i håbløs fortvivlelse. Guds lov kunne ikke ændres for at møde menneskets behov, for i Guds ordning mister den aldrig sin kraft, eller opgiver den mindste fra af dens krav. ret
(46) Guds Søn ynkedes over faldne mennesker. Han ved at hans Faders lov er lige så uforanderlig som han selv er. Han kan kun se en udvej for overtræderen. Han ofrer sig selv til sin Fader som et offer for menneskene, og påtager deres skyld og straf på sig selv, og genløser dem fra død ved at dø i deres sted, og derved betale løsesummen. Faderen indvilger i at give sin dyrebare elskede Søn til at frelse den faldne slægt; og gennem sine fortjenester og mellemkomst lover at tage menneskene igen i sin gunst, og genoprette hellighed så mange til hellighed, som er villig til at acceptere den så nådige forsoning, og adlyde hans lov. For hans dyrebare Søns skyld bærer Faderen over en stud med dødseksekveringen, og han overdrager den faldne slægt til Kristus. ret