(261) Efter at Israels børn havde forladt Refdim, kom de til "Sinaj ørken og slog lejr i ørkenen. Der slog Israel lejr lige over for bjerget, men Moses steg op til Gud. Da råbte Herren til ham fra bjerget: »Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! Det er de ord, du skal tale til Israels børn!« Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som Herren havde pålagt ham. Og hele folket svarede, alle som een: »Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!« Da bragte Moses Herren folkets svar. Derpå sagde Herren til Moses: »Se, jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!« Og Moses kundgjorde Herren folkets svar." ret
(262) Her gik folket ind i en højtidelig pagt med Gud, og accepterede ham som deres hersker, hvorved de blev særlige undersåtter for hans guddommelige autoritet. “Derpå sagde Herren til Moses: »Se, jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!« Og Moses kundgjorde Herren folkets svar." Da hebræerne havde mødt vanskeligheder på vejen, var de tilbøjelige til at knurre imod Moses og Aron, og anklage dem for at lede Israels hær fra Ægypten for at udslette dem. Gud ville ære Moses for dem, så de kan få tillid til hans instruktioner, og vide at han har lagt sin Ånd over ham. ret
(262) Herren gav Moses udtrykkelige anvisninger om at berede folket for ham til at nærme sig til dem, så de måtte høre hans lov blive udtalt, ikke ved engle, men af ham selv. "Da sagde Herren til Moses: »Gå til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og tvætte deres klæder Og holde sig rede til i overmorgen, thi i overmorgen vil Herren stige ned for alt folkets øjne på Sinaj bjerg." Folket blev pålagt at afholde sig fra verdsligt arbejde og bekymring, og have helligede tanker. Gud forlagte at de også skulle vaske deres tøj. Han er ikke mindre nøjeregnende nu end den gang. Han er en ordnens Gud, og forlanger at hans folk nu på jorden skal overholde strenge renhedsvaner. Og dem som tilbeder Gud med urene klæder og personer, der ikke kommer frem for ham på en acceptabel måde. Han er ikke tilfreds med deres manglende ærbødighed for ham, og han vil ikke acceptere tjenesten fra snavsede tilbedere, for de forhåner deres Skaber. Himlens og jordens Skaber betragtede renhed for at være af så stor betydning at han sagde: "Og lad dem vaske deres klæder." ret
(263) "Og du skal rundt om spærre af for folket og sige til dem: Vogt eder for at gå op på bjerget, ja for blot at røre ved yderkanten deraf; enhver, der rører ved bjerget, er dødsens! Ingen hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et dyr eller et menneske, skal det miste livet. Når væder hornet lyder, skal de stige op på bjerget." Dette påbud vil tiltænkt at give indtryk i de oprørske menneskers sind, der har en dyb ærefrygt for Gud, forfatteren og myndigheden til deres love. ret
(264) “Da morgenen gryede den tredje dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung sky lagde sig over bjerget, og der hørtes vældige stød i horn. Da skælvede alt folket i lejren." Den engle hær der ledsagede Majestæten indkaldte folk med en lyd der lignede en basuns, som blev højere og højere indtil hele jorden skælvede. ret
(264) "Så førte Moses folket fra lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for bjerget. Men hele Sinaj bjerg hylledes i røg, fordi Herren steg ned derpå i ild, og røgen stod i vejret som røg fra en smelteovn; og hele folket skælvede såre." Den guddommelige majestæt steg ned på en sky med en herlig ledsagelse af engle, som lignede ild flammer. ret
(264) "Og stødene i hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst. Og da Herren var steget ned på Sinaj bjerg, på toppen af bjerget, kaldte han Moses op på toppen af bjerget, og Moses steg derop. Da sagde Herren til Moses: »Stig ned og indskærp folket, at de ikke må trænge sig frem til Herren for at se ham, at der ikke skal ske et stort mandefald iblandt dem. Selv præsterne, som ellers træder frem for Herren, skal hellige sig, for at ikke Herren skal tynde ud i deres rækker.« Da taler Herren, i ærbødig ophøjethed om hans lov fra Sinaj, som folk må tro. Han supplerer sin bibringelse af sin lov med sin myndigheds ophøjede udøvelse, så de kan vide at han er den eneste sande og levende Gud. Moses fik ikke lov til at gå inden for herlighedens sky, uden at han var nær og inden i den tykke sky, som var omgivet af det. Han stod imellem Folket og Herren. ret
(265) Efter at Herren havde givet dem beviser på hans kraft, fortæller han dem hvem han er: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trælle huset." Den samme Gud som ophøjede sin kraft iblandt ægypterne, udsiger nu sin lov: ret
(265) "Du må ikke have andre guder end mig. ret
(265) "Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud! ret
(265) "Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, thi Herren lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn! ret
(266) Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den. ret
(266) "Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig! ret
(266) "Du må ikke slå ihjel! ret
(266) "Du må ikke bedrive hor! ret
(266) "Du må ikke stjæle! ret
(266) "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste! ret
(266) "Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!" ret
(266) Det første og andet bud Jehova udtalte er forskrifter imod afguderi; for praktiseres afguderi, vil mennesker føres ud i dyb synd og oprør, og resultatet er at mennesker ofres. Gud vil vogte sig imod den mindste af den slags vederstyggeligheder. De første fire bud blev givet for at vise mennesker deres pligt mod Gud. Det fjerde er den forbindende kæde imellem Gud og mennesker. Sabbaten blev særlig givet for menneskets skyld, og til Guds ære. De sidste seks forskrifter viser menneskets pligt imod sine medmennesker. ret
(267) "Sabbatten skulle være et tegn mellem Gud og hans folk for evigt. På denne måde skulle den være et tegn – alle som overholder sabbatten, beseglet ved overholdelse at de dyrkede den levende Gud, himlens og jordens skaber. Sabbatten skulle være et tegn mellem Gud og hans folk, så længe som han har et folk på jorden der tjener ham. ret
(267) "Men da hele folket fornam tordenen, lynene og stødene i hornene og så det rygende bjerg forfærdedes folket og holdt sig skælvende i frastand; og de sagde til Moses: »Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!« Men Moses svarede folket: »Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder.« Da holdt folket sig i frastand medens Moses nærmede sig mulmet, hvori Gud var. Herren sagde da til Moses: således skal du sige til israelitterne: I har selv set, at jeg har talt med eder fra himmelen!" Guds majestætiske tilstedeværelse i Sinaj, og beboerne på jorden, foranlediget af hans tilstedeværelse, den frygtelige torden og lynild som var med denne Guds hjemsøgelse, gjorde så stort indtryk på folk med frygt og ærbødighed for hans hellige majestæt, at de uvilkårligt drog tilbage fra Guds ærefrygts indgydende nærhed, da de ikke kan klare denne frygtelige herlighed. ret
(268) Gud ville atter beskytte Israels børn fra afgudsdyrkelse. Han sagde til dem: “I må ikke gøre eder guder ved siden af mig; guder af sølv eller guld må I ikke gøre eder!" De var i fare for at efterligne ægypternes eksempel, og selv gøre sig billeder der fremstiller Gud. ret
(268) Herren sagde til Moses: " Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders overtrædelser, fordi mit navn er i ham, når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine fjenders fjende og dine modstanderes modstander, ja, min engel skal drage foran dig og føre dig til amoritterne, hetitterne, perizziterne, Kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne, og jeg vil udrydde dem. Du må ikke tilbede eller dyrke deres guder eller følge deres skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres stenstøtter. I skal dyrke Herren eders Gud, så vil jeg velsigne dit brød og dit vand og holde sygdomme borte fra dig." ret
(269) Gud vil have at hans folk forstår at han alene skal være genstand for deres tilbedelse; og når de skal overvinde de afgudsdyrkende folk omkring dem, skal de ikke bevare nogle billeder af deres tilbedelse, men udslette dem helt. Mange af disse hedenske guder var meget kostbare, og et smukt håndværk, som kunne friste dem som havde været vidne til afgudsdyrkelse, som var så almindeligt i Ægypten, at endog betragte disse sanseløse genstande med en vis grad af ærbødighed. Herren ønsker at hans folk skal vide at det var på grund af disse afgudsdyrkende nationer, som har ledt dem til enhver grad af ondskab, så han vil bruge israelitterne som hans instrumenter der straffer dem, og ødelægger deres guder. ret
(269) “Jeg vil sende min rædsel foran dig og bringe bestyrtelse over alle de folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine fjender på flugt for dig. jeg vil sende gedehamse foran dig, og de skal drive hevitterne, Kanaanæerne og hetitterne bort foran dig. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme år, for at landet ikke skal lægges øde, og for at markens vilde dyr ikke skal tage overhånd for dig; lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver så talrig, at du kan tage landet i besiddelse. Jeg vil lade dine landemærker nå fra det Røde Hav til filisternes hav, fra ørkenen til floden, thi jeg giver landets indbyggere i eders hånd, så du kan drive dem bort foran dig. Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig til en snare!" ret
(270) Disse Guds løfter til sit folk var på betingelse af deres lydighed. Hvis de vil tjene Herren fuldt ud, vil han gøre store ting for dem. Efter at Moses havde fået dommene fra Herren, og havde skrevet dem til folket, også løfterne på betingelse af lydighed, sagde Herren til ham: »Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels ældste, og tilbed i frastand;. Moses alene skal træde hen til Herren, de andre ikke, og det øvrige folk må ikke følge med ham derop.« Derpå kom Moses og kundgjorde hele folket alle Herrens ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: »Alle de ord, Herren har talt, vil vi overholde.« ret
(270) Moses havde ikke skrevet de ti bud, men de kom som Gud vil have dem til at overholde, og løfterne på betingelse af at de vil adlyde ham. Han læste dette for folket, og de lovede selv at adlyde alle de ord som Herren havde sagt. Moses skrev deres højtidelige løfte ned i en bog, og ofrede et offer til Gud for folket. "Så tog han pagts bogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: »Vi vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham!« Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: »Se, dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.« Folket gentog deres højtidelige løfte for Herren at gøre alt han havde sagt, og være lydig. ret
(271) Moses adlød Guds bud, og tog Aron, Nadab og Abihu, sammen med halvfjerds af de mest indflydelsesrige ældste i Israel, som hjalp ham i hans arbejde, og satte dem på den afstand at de kunne beskue den guddommelige nærværs majestæt, medens folket skulle bede ved foden af bjerget. "Og skuede Israels Gud; under hans fødder var der ligesom safirfliser, som selve himmelen i stråleglans. Men han lagde ikke hånd på israelitternes ypperste mænd. De skuede Gud, og de spiste og drak." ret
(271) De så ikke Guds person, men kun den ubeskrivelige herlighed som omgav ham. Før dette, havde de set på en sådan hellig herlighed, at de ikke havde gennemlevet, for de var uforberedt for den. Men fremstillingen af Guds kraft havde fyldt dem med frygt, som udvirkede anger for deres tidligere overtrædelser. De elskede og ærede Gud, og havde renset sig selv, og tænkt over hans store herlighed, renhed og barmhjertighed, indtil de kunne komme Ham nærmere som havde været genstand for alle deres betragtninger. Gud havde omgivet hans herlighed med en tyk sky, så at folk ikke kunne se den. Ældsterådet som Moses tog med sig, skulle hjælpe ham med at lede Israels hær til det forjættede land. Dette arbejde var af stor vigtighed at Gud indvilgede at lægge sin Ånd over dem. Han ærede dem med et nærmere syn af den herlighed som omgav hans ophøjede majestæt, så de kunne gøre deres del med visdom, i deres arbejde med at lede hans folk, med hans frygt og herlighed stadig foran dem. ret
(272) "Og Herren sagde til Moses: »Stig op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne, loven og budet, som jeg har opskrevet til vejledning for dem.« Da bød Moses og Josua, hans medhjælper op, og Moses steg op på Guds bjerg; men til de ældste sagde han: »Vent på os her, til vi kommer tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der har en retstrætte, kan han henvende sig til dem!« Derpå steg Moses op på bjerget. Da indhyllede skyen bjerget, og Herrens herlighed nedlod sig på Sinaj bjerg. Og skyen indhyllede Sinaj bjerg i seks dage, men den syvende dag råbte Herren ud fra skyen til Moses; og medens Herrens herlighed viste sig for israelitternes øjne som en fortærende ild på bjergets top, gik Moses ind i skyen og steg op på bjerget. Og Moses blev på bjerget i fyrretyve dage og fyrretyve nætter." ret
(272) Også Moses kunne ikke bare gå op på bjerget; for han kunne ikke straks nærme sig Guds nærhed, og udholde fremvisningen af hans herlighed. På seks dage var han forberedt til at møde Gud. Hans almindelige tanker og følelser må lægges bort. I løbet af seks dage helligede han sine tanker til Gud, og helligede sig selv ved meditation og bøn, før han kunne være rede til at tale med Gud. ret
(273) Efter at Herren havde givet Moses anvisninger om Helligdommen, gav han ham også særlige anvisninger om hans sabbat. Og fra skyen rakte han med sine egne guddommelige hænder stentavlerne til Moses, hvorpå han havde indgraveret de ti bud med sin egen finger. ret
(273) Men da Moses fik særlig undervisning fra Gud, fordærvede Israels børn sig selv ved foden af bjerget. "Men da folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: »Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!« Da sagde Aron til dem: »Riv de guldringe af, som eders hustruer, sønner og døtre har i ørene, og bring mig dem!« Så rev hele folket deres guldørenringe af og bragte dem til Aron. Og han modtog dem af deres hånd, formede guldet med en mejsel og lavede en støbt tyrekalv deraf. Da sagde de: »Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!« Og da Aron så det, byggede han et alter for den, og Aron lod kundgøre: »I morgen er det højtid for Herren!« Tidligt næste morgen ofrede de så brændofre og bragte takofre og folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege." ret
(274) Det var den blandede skare som kom fra Ægypten med israelitterne, som var hovedkræfterne bad denne skæbnesvangre gudsforladelse De blev kaldet en blandet flok, fordi hebræerne havde giftet sig ind i ægypterne. ret
(274) Israels børn havde set Moses stige op på bjerget, og gå ind i skyen, medens bjergtoppen var helt i flammer. Hver dag ventede de på at han skulle komme tilbage; og da han ikke kom ned fra bjerget så hurtigt som de forventede, blev de utålmodige. Særlig blev de troende ægyptere, som forlod Ægypten sammen med den hebræiske hær, utålmodige og oprørske. ret
(274) En stor gruppe samlede sig om Arons telt, og fortalte ham at Moses aldrig ville komme tilbage – at den sky som hidtil havde ledt dem nu hvilede over bjerget, og ikke længere ville vise deres vej igennem ørknen. De besluttede sig for at se på noget som kunne ligne Gud. Ægyptens guder var i deres tanker, og dette udnyttede Satan, under deres udpegede leders fravær, at friste dem til at efterligne ægypterne i deres fravær. De foreslog at hvis Moses aldrig kom tilbage til dem, kunne de tage tilbage til Ægypten, og få ægypternes gunst, ved at holde dette billede foran dem, og anerkende den som deres gud. ret
(275) Aron protesterede imod deres planer, indtil han så at folket var opsat på at gennemføre deres hensigt, og så ophørte han med at argumentere med dem. Folkets misfornøjede råb gjorde Aron bange for sit liv. Og i stedet for at stå ædelmodigt frem for Guds ære, og lægge sit liv i hans hænder, som have udført undere for hans folk, mistede han sit mod, sin tillid til Gud, og gav krysteragtig efter for et utålmodigt folks ønsker; og også dette i direkte modstand mod Guds befalinger. Han gjorde en afgud, og byggede den på et alter, hvorpå de ofrede til denne afgud. Og Aron lod sig høre at folket udbryde: “Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" Hvilken forhånelse mod Jehova. For nyligt havde de lyttet til proklameringen af Guds lov fra Sinaj, iblandt de mest ophøjede tilkendegivelser af den guddommelige kraft, og da deres tro blev prøvet, idet Moses var borte fra dem nogle få uger, indvolverede de sig i afgudsdyrkelse, som for nylig var blevet nærmere angivet og udtrykkeligt forbudt af Jehova. Gjorde de dette, overtrådte de det første, andet og tredje bud. Guds vrede blev optændt imod dem. ret
(276) "Da sagde Herren til Moses: Skynd dig og stig ned, thi dit folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt veg de bort fra den vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de ord: her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" Og Herren sagde til Moses: Jeg har iagttaget dette folk og set, at det er et halsstarrigt folk. Lad mig nu råde, at min vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort folk!" ret
(276) Gud så at Israels børn, især den blandede skare, stadig var til oprør, og at de ved deres gerninger ville anspore ham til at udslette dem. Han vidste at de ville knurre imod Moses, når de var i vanskeligheder, og såre ham med deres stadige oprør. Han foreslog Moses at udslette dem, og danne et nyt folk af ham. Her prøvede Herren Moses. Han vidste at det var et slidsomt og sjælsprøvende arbejde at lede dette oprørske folk igennem til det forjættede land. Han ville prøve Moses udholdenhed, trofasthed og kærlighed, for et sådant fejlende og utaknemmeligt folk. Men Gud ville lade Israel udslette. Ved sin mellemkomst over for Gud viste han at han værdsatte fremgangen hos Guds udvalgte folk højere end et stort navn, eller blive kaldt en stor nations fader end Israel blev. ret
(277) "Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor herre skal din vrede blusse op mod dit folk, som du førte ud af Ægypten med vældig kraft og stærk hånd? Hvorfor skal ægypterne kunne sige: I ond hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem bjergene og udrydde dem af jorden? Lad din vredes glød høre op, og anger den ulykke, du ville gøre dit folk! Kom Abraham, Isak og Israel i hu, dine tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: jeg vil gøre eders afkom talrigt som himmelens stjerner, og jeg vil give eders afkom hele det land, hvorom jeg har talt, og de skal eje det evindelig!" ret
(277) Tanken at de hedenske folk, og især ægypterne, ville triumfer over Israel, og gøre Gud til skamme, var overvældende for Moses. Han kunne ikke lade Israel gå, uanset al deres oprør, og deres gentagende knurren imod ham. Hvordan kunne han opgive et folk som der er gjort så meget for, og som på en underfuld måde var bragt ud af Ægypten. Nyhederne om deres udfrielse var blevet spredt iblandt alle folkene, og alle folkeslagene så ivrigt efter hvad Gud ville gøre for dem. Og Moses huskede godt ægypternes ord, at han førte dem ud i ørknen så de kunne gå fortabt, og få alle deres ejendomme. Og hvis Gud nu skulle udslette sit folk, og ophøje sig et større folk end Israel, ville hedningene da ikke triumfere, og håne hebræernes Gud, og sige at han ikke kunne lede dem til det land han havde lovet dem? Da Moses gik i forbøn for Israel over for Gud, var hans generthed borte i sin dybe interesse og kærlighed for det folk, som han i Guds hænder havde været middel for at gøre så meget for. Han bragte det løfte frem for Gud, som han havde givet Abraham, Isak og Jakob. Han bad til Gud i fast tro og i opsat øjemed. Herren lyttede til hans bønner, og så på hans uselviske bønner og lovede Moses at han ville spare Israel. ret
(278) Moses stod ædelmodigt prøven, og viste at hans interesse for Israel ikke var at få et stort navn, eller ophøje sig selv. Guds folks byrde var på ham. Gud havde prøvet ham, og var glad for hans trofasthed, hans hjertefølte enkelthed, og renhed for sig, og han betroede ham, som en trofast hyrde, den store opgave at lede sit folk igennem til det forjættede land. ret
(278) Og vendte Moses tilbage og steg ned fra bjerget med vidnesbyrdets to tavler i hånden, tavler, der var beskrevet på begge sider, både på forsiden og bagsiden var de beskrevet. Og tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds skrift, ridset ind i tavlerne. Da hørte Josua støjen af det larmende folk, og han sagde til Moses: »Der høres krigslarm i lejren!« Men han svarede: »Det er ikke sejrendes eller slagnes skrig, det er sang, jeg hører!« Og da Moses nærmede sig lejren og så tyrekalven og dansen, blussede hans vrede op, og han kastede tavlerne fra sig og sønderslog dem ved bjergets fod. Derpå tog han tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i ilden og knuste den til støv, strøede det på vandet og lod israelitterne drikke det. ret
(279) Da Moses så hvordan Israels børn råbte og dansede på en opildnet måde, som efterligning af afgudsfester og ægypternes afgudsdyrkere, så forskellig fra den ærbødige tilbedelse af Gud, blev han overvældet. Han var lige kommet fra tilstedeværelsen af Guds herlighed, og selvom han var blevet advaret af Gud om at folket havde fordærvet sig selv, og gjort sig en afgud, og ofret til den; var han en vis grad uforberedt for det skæbnesvangre optrin som han var vidne til Israels fordærv. Han kastede stentavlerne ned, i total modløshed og vrede på grund af Israels store synd over for Gud. ret
(279) Det at Moses brændte kalvet og pulveriserede den, og fik dem til at drikke af det, skulle vise dem den totale værdiløshed af den Gud som de havde dyrket – at deres Gud slet ikke havde nogen magt. Mennesker kunne brænde det i ilden og pulverisere det og drikke det, uden at få nogen skade derfra. Han spurgte dem nu om de kunne regne med at en sådan Gud kunne frelse dem, eller gøre dem noget godt, eller ondt. Så remsede han de fremstillinger op som han havde været vidne til af den levende Guds ubegrænsede magt, herlighed og majestæt. ret
(280) "Men da I hørte røsten, der lød ud fra mørket, medens bjerget stod i lys lue, kom I, alle overhovederne for eders stammer og eders ældste, hen til mig og sagde: »Se, Herren vor Gud har ladet os skue sin herlighed og storhed, og hans røst har vi hørt ud fra ilden; i dag har vi oplevet, at Gud kan tale med mennesker, uden at de dør. Men hvorfor skal vi dø? Thi denne vældige ild vil fortære os; hvis vi skal blive ved at høre på Herren vor Guds røst, må vi dø! Thi hvilken dødelig har nogensinde som vi hørt den levende Guds røst ud fra ilden og levet? Træd du hen og hør alt, hvad Herren vor Gud siger; siden skal du så sige os alt, hvad Herren vor Gud taler til dig, og vi skal høre det og gøre derefter.« Og da Herren hørte, hvorledes I talte til mig, sagde han til mig: »Jeg har hørt, hvad dette folk siger til dig, og alt, hvad de har sagt til dig, er ret; gid de alle dage må have et sådant hjerte, at de frygter mig og holder alle mine bud, for at det må gå dem og deres børn vel evindelig." ret
(281) Moses viste deres skændige optræden for dem, ved at dyrke en kalv, gjort af mennesker, i stedet for sende et oprigtigt helligt offer til den levende Gud. Han pegede dem hen til de brudte stentavler, som viste dem at de havde brudt den pagt som de for nylig havde gjort med Gud. Gud irettesatte ikke Moses for at have brudt stentavlerne, men var meget vred på Aron på grund af hans synd; og han ville have udslettet ham, om det ikke var for Moses særlige mellemkomst for hans skyld. Moses spurgte Aron: »Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt så stor en synd over det?« ret
(281) Aron prøvede at undskylde sin synd, og fortalte Moses om folkets råb – at hvis han ikke havde indvilget i deres ønsker, ville de havde dræbt ham. Aron svarede: »Vredes ikke, herre! Du ved selv, at folket ligger i det onde, og de sagde til mig: lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten! Da sagde jeg til dem: de, der har guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da guldet, og jeg kastede det i ilden, og så kom denne tyrekalv ud deraf!« Han ville have Moses til at tro at et mirakel var blevet udført, så guldet blev kastet i ilden, og ved mirakuløs kraft var blevet ændret til en kalv. Dette skulle mindske hans skyld i Moses’ øjne, og få det til at se ud som om han havde en god undskyldning for at lade folket ofre til den, og erklære: »Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!« ret
(282) Moses irettesatte Aron, og informerede ham at hans optræden var stærkt kritisabel; for han var blevet velsignet over folket, og havde fået adgang til nær samtale med Gud. At han skulle begå så stor en synd, endog at redde sit liv, forbavsede den trofaste Moses. Han så at folket var nøgne; at de var afført deres smykker; for Aron havde gjort dem nøgne til deres skam, iblandt deres fjender. Han havde berøvet dem deres smykker, og lagt dem til skændig anvendelse. De havde ikke blot mistet deres smykker, men deres forsvar imod Satan var afklædt; for de havde mistet deres medynk og helligelse til Gud, og havde mistet hans beskyttelse. I sit misfornøjelse havde Han fjernet sin beskyttende hånd, og de blev udsat for deres fjenders foragt og magt. Deres fjender kendte godt til de forunderlige gerninger Moses hånd havde udført i Ægypten. Og de vidste at Moses havde bragt dem ud fra Ægypten, i lydighed mod hebræernes Guds bud, der frigør dem fra afgudsdyrkelse, og sikrer sig selv en udelt hengivenhed og deres hellige tilbedelse. ret
(283) Israels børn havde brudt deres forbund med Gud; og hvis han fandt rigtigt ville han straffe dem efter fortjeneste. "Stillede han sig ved indgangen til lejren og sagde: »Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!« Da samlede alle levitterne sig om ham, og han sagde til dem: »Så siger Herren, Israels Gud: bind alle sværd om lænd og gå frem og tilbage fra den ene indgang i lejren til den anden og slå ned både broder, ven og frænde!« Og levitterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den dag faldt der af folket hen ved 3000 Mand. Og Moses sagde: "Fra i dag af skal I være præster for Herren, thi ingen skånede søn eller broder, derfor skal velsignelse komme over eder i dag." ret
(284) Moses forlangte at alle, var fri af denne store afgudsdyrkelses synd, kom frem og stillede sig ved hans højre hånd; også dem som tilsluttede sig den oprøriske tilbedelse af denne afgud, men som havde angret deres synd at de så hurtigt havde forladt Gud, at de stillede sig ved hans venstre side. Dette var en ganske stor gruppe, de fleste af en blandet skare, som ansporede til at gøre kalven, som var hårdnakket i deres oprør, og ville ikke stå hos Moses, hverken ved hans højre eller venstre side. ret
(284) Så befalede Moses at dem ved hans højre hånd tog deres sværd, og gå frem og ihjelslå oprørerne, som ønskede at tage tilbage til Ægypten. Ingen skulle forrette Guds domme på overtræderne kun på dem som ikke havde del i afgudsdyrkelse. Han befalede dem at hverken spare bror, kammerat eller nabo. Dem som slog ihjel, måtte nu, uanset hvor smerteligt det var, erkende at de forrettede en alvorlig straf fra Gud på deres brødre; og udføre dette smertelige arbejde, imod deres egne følelser, ville Gud give dem sin velsignelse. Ved at udføre denne handling, viste de deres sande følelser mod afgudsdyrkelsens store forbrydelse, og helligede sig selv mere til fulde til den hellige tilbedelse af den eneste sande Gud. Herrens rædsel var over folket, og de var bange for at de alle ville blive udslettet. Da Moses så deres pinsel, lovede han efter deres alvorlige anmodning, at gå i forbøn for Herren for at tilgive deres store synd. ret
(284) "Næste dag sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd; men nu vil jeg stige op til Herren, måske kan jeg skaffe soning for eders synd!« Derpå gik Moses atter til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd, de har lavet sig en Gud af guld. Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører!« Herren svarede Moses: »Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min bog! Men gå nu og før folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min engel skal drage foran dig! Men til sin tid vil jeg straffe dem for deres synd!« Og Herren slog folket, fordi de havde lavet tyrekalven, den, Aron lavede." ret
(285) Moses viste sin store kærlighed for folket i sin forbøn for Herren om han ville tilgive deres synd, eller udslette hans navn af den bog han havde skrevet. Her illustrer hans mellemkomst Kristi kærlighed og midler gerning for den syndige slægt. Herren nægtede at lade Moses lide på grund af hans frafaldne folks synder. Han erklærede for ham, at dem som havde syndet imod ham ville han slette ud af hans bog, som han havde skrevet; for den retfærdige skal ikke lide synderens skyld. Den bog der her refereres til er optagelses bøgerne i himlen, hvor hvert navn står skrevet, og deres handlinger, deres synder og lydighed, står trofast skrevet. Når nogen begår synder, som er for alvorlige til at Herren kan tilgive, slettes deres navne ud af bogen, og de overgives til udslettelse. Selvom Moses så deres alvorlige skæbne, hvis navne skulle slettes ud af Guds bog, erklærede han dog tydeligt for Gud at hvis hans fejlende Israels navne skulle slettes ud, og ikke huskes for noget godt, ønskede han at blive slettet ud sammen med dem; for han kunne aldrig klare at se hans vredes fylde komme over det folk som han havde udført disse undere for. ret
(286) "Herren sagde til Moses: »Drag nu bort herfra med folket, som du førte ud af Ægypten, til det land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de ord: dit afkom vil jeg give det! Jeg sender en engel foran dig, og han skal drive Kana'nanæerne, amoritterne, hetitterne, perizziterne, hivviterne og jebusiterne bort til et land, der flyder med mælk og honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din midte, thi du er et halsstarrigt folk; drog jeg med, kunne jeg tilintetgøre dig undervejs!« Da folket hørte denne onde tidende, sørgede de, og ingen tog sine smykker på. Da sagde Herren til Moses: »Sig til israelitterne; I er et halsstarrigt folk! Vandrede jeg kun et eneste øjeblik i din midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!« Da aflagde israelitterne deres smykker fra Horebs bjerg af. Moses plejede at tage teltet og slå det op udenfor lejren i nogen afstand derfra; han gav det navnet »åbenbaringsteltet«. Enhver som ville rådspørge Herren, gik ud til åbenbaringsteltet uden for lejren." ret
(287) Det åbenbaringstelt der blev nævnt her var et telt indrettet til tilbedelse af Gud. Åbenbaringsteltet var det mønster som Gud gav Moses, havde han endnu ikke bygget. ret
(287) Alle som angrede deres synder oprigtigt, sendte bønner til Gud i åbenbaringsteltet, og bekendte i stor ydmyghed deres synder, og så vendte de tilbage igen til deres telte. Så gik Moses ind i åbenbaringsteltet. Folket holdt øje med dybeste interesse for at se om Gud ville accepterer hans mellemkomst for deres skyld; og hvis han godt ville mødes med Moses, så kan de håbe at de ikke vil blive fuldstændig fortæret. Da skystøtten steg ned og stod ved døren til åbenbaringsteltet, så græd hele folket af glæde, og rejste sig op og tog tilbage, enhver mand til sin teltåbning. De bøjede deres ansigter ned til jorden i ydmyghed. Som skystøtten, et tegn på Guds nærhed, fortsatte med at hvile ved åbenbaringsteltets indgang, vidste de at Moses gik i forbøn for deres skyld for Gud. "Så talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når den ene mand taler med sin ven." ret
(287) "Moses sagde til Herren: »Se, du siger til mig: før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne! Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine øjne; tænk dog på, at dette folk er dit folk!« Moses var meget indtrængende for at Herren ville viste ham præcis den fremgangsmåde som han vil have at han skulle have over for Israel. Han ønskede at Gud ville markere sin handlemåde, så hans instruktioner til Israel var med en sådan visdom, at folket ville tage imod hans lære, og deres handlinger bliver billiget af Gud, og at han igen ville betragte dem som sit folk. ret
(288) Herren besvarede Moses’ ivrige spørgsmål, og sagde: »Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?« da sagde Moses til ham: »Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit folk, en udmærkelse frem for alle andre folkeslag på jorden?« Han bad Gud om at få at vide hvordan det skulle blive kendt, at han og hans folk havde fundet nåde i hans øjne, om han ikke vil lade tegn på sin tilstedeværelse hvile over åbenbaringsteltet som før. Moses ville ikke ophøre med sine bønner før han fik forvisning om tegnet på hans tilstedeværelse, ville stadig hvile over åbenbaringsteltet som det var sket, og at han ville blive ved med at styre deres rejser ved skystøtten om dagen, og en ildstøtte om natten. Så kunne Moses nemmere udføre sin slidsomme opgave at lede folket; for dette tegn vil altid minde dem om den levende Gud, og ville også være en forsikring for dem om hans guddommelige tilstedeværelse. Så kunne han nemmere påvirke folket til at handle rigtigt, idet han kunne pege dem til beviset om Guds nærhed hos dem. ret
(289) Herren tilstod sin tjeners alvorlige bøn. »Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kalder dig ved navn.« Da sagde Moses: »Lad mig dog skue din herlighed!« Han svarede: »Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens navn foran dig, thi jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og barmhjertighed, mod hvem jeg vil!« Og han sagde: »Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.« Og Herren sagde: »Se, her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der! Når da min herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i klippehulen, og jeg vil dække dig med min hånd, indtil jeg er kommet forbi. Så tager jeg min hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit åsyn kan ingen skue!« ret
(289) Faldne mennesker havde aldrig før fået Guds gunst på den måde. Idet han pålagde Moses det store arbejde at lede sit folk til det forjættede land, gik han med til at vise sig i sin herlighed, som han aldrig før havde gjort for nogen på jorden. ret
(289) »Tilhug dig to stentavler ligesom de forrige, så vil jeg på tavlerne skrive de samme ord, som stod på de forrige tavler, du slog i stykker. Gør dig så rede til i morgen, stig om morgenen op på Sinaj bjerg og stil dig hen og vent på mig der på bjergets top. ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget sted på bjerget, end ikke småkvæg eller hornkvæg må græsse i nærheden af dette bjerg.« ret
(290) Herren forbød at noget menneske blev set på bjerget overhovedet, på grund af deres nuværende overtrædelse, så hans herlighed ikke skulle fortære dem. Dette vil få alle til at forstå hvordan Gud ser på at hans bud bliver overtrådt. Hvis folk ikke kunne se på hans herlighed, som viste sig på Sinaj for anden gang, idet han atter skrev sin lov, hvordan de onde, som har trådt på Guds myndighed, da kunne frembære sin brændende herlighed idet de møder den store Lovgiver over hans brudte lov? ret
(290) »Da tilhuggede han to stentavler ligesom de forrige, og tidligt næste morgen steg Moses op på Sinaj bjerg, som Gud havde pålagt ham, og tog de to stentavler med sig. Da steg Herren ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!« ret
(291) Med denne trussel mente Gud ikke at børn skulle tvinges til at lide under deres forældres synder, men at forældrenes eksempel ville blive efterlignet af børn. Hvis onde forældres børn ville tjene Gud og gøre det rigtige, ville han belønne deres rigtige gerninger. Men virkningerne af et syndigt liv nedarves ofte af børnene. De følger i deres forældres fodspor. Syndige eksempler har sin indflydelse fra fader til søn, til tredje og fjerde generation. Hvis forældre føjer sig i en fordærvet appetit, vil de, i næsten alle tilfælde, se den samme handling nedarvet i deres børn. Børnene vil udvikle karaktertræk der ligner deres forældres; og med mindre de fornyes ved nåde, og overvindes, er de i en virkelig uheldig situation. Hvis forældre hele tiden er oprørske, og tilbøjelige til at være ulydig over for Gud, vil deres børn generelt efterligne deres eksempel. Gudfrygtige forældre, som underviser deres børn ved forskrift og eksempel i retfærdighedens veje, vil generelt se børn følge i deres fodspor. Gudfrygtige forældres eksempel vil blive efterlignet af deres børn, og deres børns børn vil efterligne deres forældres rigtige forældre, som er blevet sat for dem; og derved kan indflydelsen ses fra slægt til slægt. ret
(291) Da Herren indprentede Moses hjerte med en klar fornemmelse af hans godhed, hans barmhjertighed og medfølelse, blev han fyldt med glædens henrykkelse, som lede ham til at dyrke Gud med dyb ærbødighed. Han bad indstændigt om at Herren ville tilgive sit folks synder, og tage dem som sine arvinger. Da lovede Gud allernådigst Moses at han ville gøre en pagt for hele Israel til at gøre store ting for sit folk; og at han ville bevidne for alle folkeslag at hans særlige omsorg og kærlighed er for dem. ret
(292) Gud pålagde Moses at ikke gøre en aftale med landets beboere hvorhen de skulle rejse, så de ikke blev bundet deraf. Men de skulle udslette deres afguds altre, nedbryde deres billeder, og hugge deres bedesteder ned, som var blevet helliget deres afguder, og hvor folk var samlet for at holde deres afguds fester, til ære for deres afguder. Han sagde da til dem: "Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi »nidkær« er Herrens navn, nidkær Gud er han." Gud kræver den højeste tilbedelse som det der passer ham. Han gav særlige anvisninger om sin sabbat: "I seks dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i pløje og høsttiden skal du holde hviledag." Herren vidste at Satan hele tiden arbejder på at lede hans folk til at overtræde Guds lov, og han nedlod sig til at blive meget afgrænset i sine anvisninger for sit fejlende folk, så de ikke kan fejle, og overtræde hans bud, af mangel på kundskab. Han vidste at i den travleste tid af året, hvor frugterne og kornet skulle høstes, ville de fristes til at overtræde sabbatten, og arbejde på den hellige tid. Han ville have dem til at forstå at deres velsignelser ville blive større eller mindre efter deres retskaffenhed, eller efter upålideligheden i hans tjeneste. ret
(293) Gud er ikke mindre nøjeregnende med sin Sabbat, end da han stillede dette krav til Israels børn. Hans øjne var på hele sit folk, og over alle deres hænders gerninger. Han vil ikke lade dem gå ubemærkede hen som samler sammen på hans sabbat, og bruger den tid til egen vinding, som tilhører ham. Nogle bekendende sabbatsholdere vil forstyrre sabbatten, ved at gøre de ting som burde være gjort før sabbatten. Disse tænker måske at de finder lidt tid; men i stedet for at få det bedre ved at berøve af Guds hellige tid, som han har forbeholdt til sig selv, så vil de lide tab. Herren vil pine dem for deres overtrædelse af det fjerde bud; og den tid som de troede de vil vinde, ved at trænge ind på sabbatten, vil vise sig at være en forbandelse for dem. Guds begunstigende hånd trækkes tilbage, vil skabe en forringelse i alle deres ejendomme, i stedet for vækst. Gud vil visselig straffe overtræderen. Selv om han kan har medgang for en stund, kommer hans straf pludselig over ham. Disse indrømmer ikke at dommene er fra Gud. Han er en nidkær Gud, og forlanger hjertefølt tjeneste og fuldkommen lydighed mod alle hans bud. ret
(294) "Da Moses steg ned fra Sinaj bjerg med vidnesbyrdets to tavler i hånden, vidste han ikke, at hans ansigts hud var kommet til at stråle, ved at han talte med ham. Men Aron og alle israelitterne så Moses, og se, hans ansigts hud strålede, og de turde ikke komme ham nær. Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle menighedens øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem. Derpå kom alle israelitterne hen til ham, og han pålagde dem alt, hvad Herren havde talt til ham på Sinaj bjerg. Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et dække over sit ansigt. Hver gang han derefter trådte frem for Herrens åsyn for at tale med ham, tog han sløret af, indtil han kom ud igen; og når han kom ud, meddelte han israelitterne, hvad der var blevet ham påbudt. Da så israelitterne, at Moses's ansigts hud strålede; og Moses lagde da dækket over sit ansigt, indtil han atter gik ind for at tale med ham." ret
(294) Dem som træder på Guds myndighed, og viser åbenlys foragt for den lov, der er givet med så ophøjet en storhed på Sinaj, foragter i virkeligheden Lovgiveren, den store Jehova. Israels børn som overtrådte det første og andet bud, blev pålagt at ikke blive set nogen steder nær bjerget, hvor Gud steg ned i herlighed for at skrive loven for anden gang på stentavler, så de ikke skulle fortæres af hans nærheds brændende herlighed. Og hvis de ikke en gang kunne se på Moses ansigt, for herligheden af hans udtryk, fordi han havde været sammen med Gud, Hvor meget mindre kan overtræderne af Guds lov så se på Guds Søn, når han skal vise sig i himlens skyer, i sin Faders herlighed, omgivet af hele engle hæren, for at eksekvere dommene over alle, der har vanrøgtet Guds bud, og trådt hans blod under fode! ret
(295) Guds lov har eksisteret før mennesket blev skabt. Englene blev regeret ved den. Satan faldt fordi han overtrådte grundprincipperne i Guds regering. Efter at Adam og Eva blev skabt, bekendtgjorde Gud sin lov for dem. Dengang blev den ikke skrevet ned, men de fik dem fortalt af Jehova. ret
(295) Det fjerde buds sabbat blev indført i Eden. Efter at Gud havde gjort verden, og skabt menneskene på jorden, gjorde han sabbatten for menneskene. Efter Adams synd og fald, blev intet taget fra Guds lov. Grundprincipperne i de ti bud eksisterede før faldet, og var af en karakter der egnede sig til en hellige væseners situation. Efter faldet, blev grundprincipperne i disse forskrifter ikke ændret, men yderligere forskrifter blev givet for at møde mennesket i dets faldne tilstand. ret
(295) Der blev oprettet et system der krævede ofre af dyr, for at fremholde det for faldne mennesker som slangen fik Eva til at være mistroisk, at ulydighedens straf er død. Overtrædelsen af Guds lov gjorde det nødvendigt for Kristus at dø et offer, og derved gøre en mulig vej for mennesker til at undfly straffen, og alligevel bevare æren i Guds lov. Offersystemet skulle lære menneskene ydmyghed, i synet af sin faldne tilstand, og lede det til anger, og til at stole på Gud alene, igennem den lovede Genløser, for at tilgive tidligere lovovertrædelser. Hvis Guds lov ikke var blevet overtrådt, ville der aldrig havde været en død, og der ville ikke være brug for flere forskrifter til menneskets faldne tilstand. ret
(296) Adam lærte sine efterkommere Guds lov, hvilken lov blev rakt ned til de trofaste i efterfølgende slægtled. Den stadige overtrædelse af Guds lov fremkaldte en vandflod på jorden. Loven blev bevaret af Noa og hans familie, som blev frelst i arken ved Guds mirakel fordi de gjorde det rigtige. Noa lærte sine efterkommere de ti bud. Herren bevarede et folk til sig selv ned fra Adam, i hvis hjerter hans lov var i. Han siger om Abraham: Han "adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love." ret
(296) Herren viste sig for Abraham, og sagde til ham: "Jeg er Gud den almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom!" "Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit afkoms Gud." ret
(297) Han krævede omskærelsen af Abraham og hans sæd, som var en skære rundt i kødet, ligesom et tegn på at Gud havde skåret dem ud, og adskilt dem fra folkeslagene som hans særlige rigdom. Ved dette tegn havde de selv afgivet løfte om at de ikke ville gifte sig ind med andre folk; for derved ville de miste deres ærbødighed for Gud og hans hellige lov, og ville blive som de afgudsdyrkende folk omkring dem. ret
(297) Ved omskærelsens handling indvilgede de højtideligt i at opfylde deres del af pagten indgået med Abraham, og være adskilt fra andre folkeslag, ville de ikke være forført til afgudsdyrkelse. Ved at holde sig borte fra andre folkeslag, var en stor fristelse for at gå i deres syndige skikke, og oprør imod Gud, ville dette være borte fra dem. I stor målestok mistede de deres særlige, og hellige karakter, ved at blande sig med folkene omkring dem. Som straf, bragte Herren hungersnød over deres land, som tvang dem til at tage ned til Ægypten og bevare deres liv. Men Gud svigtede dem ikke da de var i Ægypten, på grund af hans pagt med Abraham. Han lod dem undertrykke af ægypterne, så de kan vende sig til ham i deres pinsler, vælge hans retfærdighed og barmhjertige styring, og adlyde hans krav. ret
(298) Der var kun nogle få familier som først tog ned til Ægypten. Disse voksede og blev til en stor skare Nogle var omhyggelige med at undervise deres børn om Guds lov; men mange af israelitterne havde været vidne til så meget afgudsdyrkelse at de havde forvirrede tanker om Guds lov. Dem som frygtede Gud, råbte til ham i ånds pine for at bryde deres frygtelige trældoms åg og få dem ud af det land de var fanget i, så de kunne være frie til at frelse ham. Gud hørte deres råb, og oprejste Moses som et redskab til at forrette sit folks befrielse. Efter at de havde forladt Ægypten, og det Røde Havs vande havde delt sig for dem, prøvede Herren dem for at se om de ville stole på ham som havde taget dem ud, et folk fra et andet folk, ved tegn, fristelser og undere. Men de stod ikke prøvelsen. De knurrede imod Gud på grund af vanskelighederne på vejen, og ønskede at vende tilbage til Ægypten. For at ikke efterlade dem uden grund, gik Herren med til at stige ned på Sinajs bjerg, indhyllet i herlighed, og omgivet af hans engle, og på en meget ophøjet og ærefrygtindgydende måde gøre hans ti buds lov bekendt. Han overlod dem ikke til at blive undervist af nogen, endog ikke af hans engle, men udsagde sin lov med lydhør røst, så hele folket kunne høre. Heller ikke den gang stolede han på et folks korte hukommelse, som var tilbøjelig til at glemme hans krav, men skrev dem ned med sin egen finger på stentavler. Han ville fjerne sine hellige forskrifter fra alle mulige indblanding af traditioner, eller forvirre hans krav med menneskers praksis. ret
(299) Han kom da endnu tættere på sit folk, som var ved at blive ledt på vildspor, og ville ikke forlade dem med blot ti buds lovens forskrifter. Han befalede Moses at skrive domme og love, efter hvad han bød dem, der gav udførlige anvisninger om hvad han forlangte at de skulle gøre, og derved passe på de ti forskrifter som var blevet indgraveret på stentavler. Disse særlige anvisninger og pålæg blev givet for at få det fejlende menneske til at være lydige mod moralloven, som det er så tilbøjelig til at overtræde. ret
(299) Hvis mennesket havde holdt Guds lov, som det blev givet Adam efter hans fald, bevaret i Noas ark, og overholdt af Abraham, ville omskærelsens forordning ikke være nødvendig. Og hvis Abrahams efterkommere havde holdt den pagt, som omskærelsen var et tegn eller pant på, ville de aldrig være hengivet i afgudsdyrkelse, eller fået lov til at tage til Ægypten; og det ville ikke være nødvendigt for Gud at proklamere loven fra Sinaj, og indgraveret den på stentavler, og vogte den med de udspecificerede anvisninger om domme og forordninger, som Moses fik. ret
(299) Moses skrev disse domme og forordninger ned fra Guds mund, medens han var hos ham på bjerget. Hvis Guds folk havde adlydt principperne i de ti bud, ville der ikke være brug for at give Moses særlige anvisninger, som han skrev ned i en bog, om deres pligt imod Gud og mod hinanden, og mod den fremmede, er grundprincipperne i de ti bud anført og givet på en udspecificeret måde, så de ikke behøver at fejle. ret
(300) Herren sagde til Israels børn: "Fordi de ikke har holdt mine lovbud, men lod hånt om mine anordninger og vanhelligede mine sabbatter, og deres øjne hang ved deres fædres afgudsbilleder. Derfor gav jeg dem anordninger, som ikke er gode, og lovbud ved hvilke de ikke vandt liv." På grund af den stadige ulydighed, behæftede Herren straffe for overtrædelse af hans lov, som ikke var godt for overtræderen, eller derved ikke leve i sit oprør. ret
(300) Overtrædelsen af den lov som Gud havde givet i en sådan majestæt, og midt i en utilnærmelig herlighed, viste folket åben foragt for den store Lovgiver, og døden var straffen. "Også mine sabbatter gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem. Men Israels hus var genstridigt imod mig i ørkenen; de vandrede ikke efter mine anordninger, men lod hånt om mine lovbud -- det menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine sabbatter vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min vrede over dem i ørkenen og tilintetgøre dem." ret
(301) De forordninger og domme Gud gav var til bedste for den lydige. "De skal leve i dem." Men de var ikke til gavn for overtræderen; for i den civile lov Moses fik, var der straf til overtræderen, så andre kan begrænses ved frygt. ret
(301) Moses pålagde Israels børn at adlyde Gud han sagde til dem: "Og nu, Israel! Hør de anordninger og lovbud, som jeg vil lære eder at holde, for at I kan blive i live og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, eders fædres Gud, vil give eder." ret
(301) Herren instruerede Moses specifikt om de ceremonielle ofre, de ceremonielle ofre, som skulle ophøre ved Kristi død. Offersystemet var en skygge der faldt forud for Kristi offer, som et Lam uden lyde. ret
(301) Herren oprettede offersystemet for første gang hos Adam efter hans fald, som han lærte videre til hans efterkommere. Dette system blev fordærvet før vandfloden, og af dem som skilte sig ud fra Guds trofaste efterfølgere og gik i gang med at bygge Babelstårnet. De ofrede til deres egne fremstillede guder i stedet for til himlens Gud. De gjorde ikke ofre fordi de troede på at Genløseren ville komme, men fordi de lærte at de skulle behage deres guder og ofre rigtig mange dyr på urene afguds altre. Deres overtro lede dem til stor overdådighed. De lærte folk at jo mere værdifuld ofret var, des større behag ville deres afguder have, og des større velstand og rigdomme for deres folk. Siden da, har mennesker ofte ofret til disse sanseløse afguder. Disse nationer havde love og regler til at styre folks handlinger, som var grusomme til det yderste. Deres love blev lavet af dem, hvis hjerter ikke blev blødgjort af nåde; og så længe de gik over i den mest fornedrende forbrydelse, ville en lille forhånelse fremkalde den mest grusomme straf fra myndighedsmenneskerne. ret
(302) "Moses havde dette for øje da han sagde til Israel: Se, jeg har lært eder anordninger og lovbud, således som Herren min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det land, I skal ind og tage i besiddelse; hold dem og følg dem! thi det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: »Sandelig, det er et vist og klogt folk, dette store folk!« Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger eder i dag? ret
(303) Gud var en klog og medfølende lovgiver, dømte alle sager retfærdigt, og upartisk. Så længe israelitterne var i den ægyptiske trældom, var de omgivet af afguder. Ægypterne havde fået traditioner om ofre. De anerkendte ikke eksistensen af himlens Gud. De ofrede til deres afguder. Med stor pomp og mange ceremonier udførte de deres afgudsdyrkelse. De rejste altre for at ære deres guder, og de krævede endog at deres egne børn skulle gå igennem ilden. Efter at de havde rejst deres altre; forlangte de at deres børn skulle springe over altrene igennem ilden. Hvis de kunne gøre dette uden at blive brændt, modtog afgudspræsterne og folk dette som et bevis på at deres Gud acceptere deres ofre, og begunstigede særlig den person som gik igennem den hårde prøvelse. Han fik rettigheder, og blev derefter værdsat højt af folket. Han fik aldrig lov til at blive straffet, uanset hvor skærpet hans forbrydelse var. Hvis en anden person sprang igennem ilden at han var så uheldig at blive brændt, så var hans skæbne afgjort; for de tænkte at deres guder var vrede, og ville formildes med mindre end det ulykkelige offers liv, og han blev brændt op som et offer på deres afgudsaltre. ret
(303) End også nogle af Israels børn selv var så langt nedsunket at de praktiserede disse vederstyggeligheder, og Gud fik ilden til at tænde i deres børn, som de havde ladet dem gå igennem ilden. De gik ikke ud i alle ender af de hedenske nationer; men Gud fratog dem deres børn, ved at lade ilden fortære dem når de lod dem gå igennem den. ret
(304) Fordi Guds folk havde forvirrede tanker om de ceremonielle ofringer, og fik hedenske traditioner forviklet ind i deres ceremonielle tilbedelse, gik Gud med til at give dem afgjorte retningslinjer, så de må forstå den sande betydning af de ofre, som kun skulle føre til Guds lam, der blevet slået ihjel, som var det store modbillede på deres ofringer. ret