(50) Adams liv var fuldt af sorg, ydmygelse, og bestandig anger. Idet han underviste sine børn og børnebørn i Herrens frygt, blev han ofte bittert dadlet for sin synd, som bragte så meget elendighed over hans efterkommere. Tanken at han skulle dø fyldte ham med forfærdelse da han forlod det dejlige eden. Han betragtede døden som en forfærdelig ulykke. Sit første bekendtskab med dødens forfærdelige virkelighed i den menneskelige familie fik han da hans egen søn Kain slog sin border Abel ihjel. Adam blev fyldt med det bitreste samvittighedsnag over sin egen synd, blev berøvet over sin søn Abel og måtte se på Kain som hans morder, mens han vidste hvilken forbandelse Gud havde udtalt over ham. Alt dette nedbøjede hans hjerte med sorg. Han bebrejdede sig selv bitterlig sin første store overtrædelse. Han bad Gud om forladelse gennem det forjættede offer. Han følte dybt Guds vrede for den forbrydelse han begik i paradiset. Han var vidne til den almindelige fordærvelse som siden efter til sidst opæggede Gud til at udrydde jordens indbyggere ved syndfloden. Dødsstraffen som Skaberen havde udtalt over ham, forekom ham i begyndelsen meget forfærdelig; men til sidst, efter at han havde levet nogle hundrede år, syntes det retfærdigt og nådigt af Gud at bringe hans elendige liv til ende. ret
(51) Adam beskrev herligheden af sit edenhjem for sine børn, og for deres børn, indtil den niende slægt; og tillige hans fald og dets forfærdelige følger, og den byrde af sorg som kom over ham på grund af det brud i hans familie som endte med Abels død. Han fortalte dem om de lidelser som Gud havde ført ham igennem for at lære ham nødvendigheden af at følge Guds lov nøje. Han erklærede for dem at synden vil blive straffet i hvilken skikkelse den end eksisterer. Han bad dem at adlyde Gud, som ville vise barmhjertighed imod dem, dersom de ville elske og frygte ham. ret
(52) Engle samtalede med Adam efter hans fald, og underrettede ham om frelsens plan, og at menneskeslægten kunne få forløsning. Selvom en forfærdelig adskillelse havde fundet sted mellem Gud og menneskene, så havde Gud oprettet en foranstaltning ved sin elskelige Søns offer, hvor igennem menneskene kunne blive frelste. Men deres eneste håb var at leve i ydmyg anger, og tro på det sande offer. Alle, som således ville modtage Kristus som deres eneste frelser, kunne atter modtage nåde hos Gud gennem hans søns fortjeneste. ret
(52) Det blev pålagt Adam at undervise sine efterkommere i Herrens frygt, og lære dem ved sit eksempel at ved ydmyg lydighed at agte de ofringer højt, som var et forbillede på den kommende frelser. Adam erindrede nøje hvad Gud åbenbarede for ham og overdrog det mundtligt til sine børn og børnebørn. På denne måde blev kundskaben om Gud bevaret. Der var nogle retfærdige på jorden som kendte og frygtede Gud også i Adams dage. Sabbaten blev helligholdt førend syndefaldet. Adam og Eva blev drevet ud af Eden fordi de overtrådte Guds bud og spiste af den forbudne frugt; men de helligholdt sabbaten efter deres fald. De havde erfaret at ulydighedens frugter er bitre, og lært at enhver som overtræder Guds bud vil sent eller tidligt erfare at Gud mener just hvad han siger, og at han vil visselig straffe overtrædere. ret
(53) De som vove at ringeagte den dag på hvilken Jehova hvilede, den dag som han velsignede og helligede, den dag som han befalede at holde hellig, ville engang erfare at døden er overtræderens løn. Gud krævede af sit folk at de skulle tælle syv dage i ugen, på grund af den særlige ære som gud gav til den syvende dag, som at de ikke skulle glemme deres skaber som gjorde himmelen og jorden i seks dage og hvilede på den syvende. ret
(53) Kains efterkommere havde ingen omhu for at ære den dag på hvilken Gud hvilede. De valgte deres egen tid til arbejde og hvile uden at bekymre sig om Jehovas befaling. Der var to særskilte klasser på jorden. De ene klasse vandrede i åbent oprør mod Guds lov, medens den anden klasse adlød hans befalinger og ærede hans sabbat. ret