(60) Dem som ærede Gud og var bange for at krænke ham, mærkede først forbandelsen let, medens dem der vendte sig fra Gud og trådte på hans myndighed, mærkede virkningerne af forbandelsen mere tungt, især i statur og ædeldannelse. Sets efterkommer blev kaldt for Guds sønner – efterkommerne fra Kain var menneskenes sønner. Da Guds sønner blandede sig med menneskenes sønner, blev de fordærvede, og at gifte sig ind i dem, gik deres særlige hellige karakter tabt, ved indflydelsen fra deres hustruer, og gik sammen med Kains sønner i deres afgudsdyrkelse. Mange lægger Gudsfrygten til siden, og træder på hans bud. Men der var nogle få som handlede retfærdigt, som frygtede og ærede deres Skaber. Noa og hans familie var blandt de få retfærdige. ret
(61) Menneskets ugudelighed var så stor og tiltog i så forfærdelig grad at Herren angrede at han havde gjort mennesket på jorden; thi han så at menneskets ondskab var så stor på jorden, og alt hans hjertes tankers påfund var ondt, og at al indbildninger i deres hjerter kun hele tiden var ondt. ret
(61) Forbandelsen forandrede ikke jordens udseende på engang. Der var endnu en rig overflod af Guds velsignelser. Der var guld og sølv i overflødighed. Den slægt som levede på den tid var af meget stor legemsbygning og besad underfuld styrke. træerne var meget større og overgik langt enhver ting, som dødelige mennesker nu beskue, i skønhed og fuldkommen dannelse. Træernes ved var af en fin narv og hård substans – i denne henseende mere lig sten. Det udfordrede meget mere tid og arbejde, endog af denne kraftige slægt, at forberede tømmer for bygning, end der krævedes af denne vanartede slægt for at tilberede de træer som nu voksede på jorden, selvom menneskene nu besat mindre styrke. Disse træer var af stor varighed og kendte intet til forfald gennem lange tider. ret
(61) En gang, dobbelt forbandelse hvilede på jorden, først som en følge af Adams overtrædelse, dernæst på grund af Kains mord; dog var bjergene og højene endnu elskelige. På de første højder voksede majestætiske træer, som hævede sig højt i vejret og udbredte sine grene i stor afstand til alle sider, mens sletterne var dækkede med grønt og så ud som en uendelig stor blomsterhave. Nogle af højene var dækkede med yndige træer og vinranker omslyngende de pragtfulde træer nedtyngede af vindruer, mens dejlige blomster fyldte luften med vellugt. Men uagtet jordens yppighed og skønhed var der dog tydelige tegn på uundgåeligt forfald, når den blev sammenlignet med dens tilstand før forbandelsen blev udtalt over den. ret
(62) Menneskene brugte guldet, sølvet, dyrebare stene og udvalgt ved til at bygge huse for sig selv, og enhver stræbte at overgå de andre. De forskønnede og prydede deres huse og land med de kunstigste arbejder, og fortørnede Gud med deres ugudelige handlinger. De dannede afgudsbilleder for at tilbede dem, og lærte deres børn at betragte disse værker, som de havde forfærdiget med deres egne hænder, som guder, og at tilbede dem. De valgte ikke at tænke på Gud, himmelens og jordens skaber, og frembar ikke hjertelig tak til ham som havde skænket dem alt hvad de havde. De nægtede endogså himmelens Guds tilværelse, og roste sig af deres egne hænders gerning og tilbad dem. De fordærvede sig selv med de ting som Gud havde sat på jorden til menneskets gavn. De beredte for sig selv dejlige lystgange, overhængte med frugttræer af enhver beskaffenhed. Under disse majestætiske og elskelige træer, med deres vidt udstrakte grene, som var grønne fra årets begyndelse til dens ende, satte de deres afguder for tilbedelse. Hele lunde blev indviede til deres afguder på grund af deres grenes beskyttelse, og gjort tiltrækkende for folket at ty til med deres afgudsdyrkelse. De fordærvede sig selv med de ting, som Gud havde sat på jorden for menneskets nytte. ret
(63) I stedet for at gøre ret med sine naboer, udførte de sine egne ulovlige ønsker, de havde mange hustruer, hvilket sted mod Guds vise indretning. Gud gav en hustruen til Adam i begyndelsen, og viste derved sin orden og lov i denne henseende til alle som skulle leve på jorden. Adams og Evas overtrædelse og fald bragte synd og elendighed over menneskeslægten, og menneskene fulgte sine egne kødelige begæringer og forandre Guds orden. Jo mere mændene formede antallet af sine hustruer, desto mere tiltog de i ugudelighed og ulyksalighed. Dersom nogen fik lyst til at tage sin nabos hustruer eller kvæg, eller noget som tilhørte hans nabo, så tog han ingen hensyn til ret eller retfærdighed, men dersom han ved sin styrke kunne få overhånd over sin nabo, eller ved at dræbe ham, så roste han sig af sine voldsgerninger. De holdt af at dræbe dyrene, og brugte dem til spise. Dette formede deres rov ærgerrighed og vold, og bragte dem til at se på ugudeligheden af menneskers blod med forbavsende ligegyldighed. ret
(64) Men dersom der var en synd frem for en anden som krævede menneskeslægtens ødelæggelse ved syndfloden, så var det den lave forbrydelse at menneskene blandede sig med dyrene, hvilket forvanskede Guds billede, og forårsagede forstyrrelse overalt. Gud besluttede at ødelægge hin mægtige slægt som opnåede så høj en alder, men havde fordærvet sine veje for ham, ved en vandflod. Han ville ikke tillade dem at leve alle deres naturlige livs dage, som ville blive hundreder af år. Det var blot nogle få slægter siden Adam havde adgang til det træ som var givet til at forlænge livet. Efter sin ulydighed fik han ikke tilladelse til at æde af livets træ og forevige et syndigt liv. For at mennesket kunne besidde evigt liv måtte han vedblive at nyde frugten af livets træ. Berøvet hint træ ville hans liv gradvis dø bort. ret