(64) Over et hundrede år før syndfloden sendte Herren en engel til den gudfrygtige Noa for at underrette ham om at han ville ikke længere vise barmhjertighed mod den fordærvede slægt. Men han ville ikke at de skulle være uvidende om hans beslutning. Han ville undervise Noa og sende ham som en trofast prædikant til at advare verden om den kommende ødelæggelse, for at jordens indbyggere ikke skulle have nogen undskyldning. Noa skulle prædike for folket, og tillige berede en ark, eftersom Gud ville undervise ham, til sin egen og sin families frelse. Han skulle ikke alene prædike, men hans eksempel, idet han byggede arken, skulle overbevise alle om at han troede hvad han prædikede. ret
(65) Noa og hans familie var ikke de eneste som frygtede og adlød Gud. Men Noa var den frommeste og helligste mand på jorden, og var den hvis liv Gud sparede for at udføre hans vilje i at bygge arken og advare verden om dens kommende undergang. Metusalem, Noas bedstefar, levede til det år da vandfloden kom; og der var andre som troede Noas prædiken og hjalp ham at bygge arken, som døde for flodens vande kom over jorden. Noa fordømte verden ved sin prædiken og sit eksempel, idet han byggede arken. Gud gav alle, som ønskede det anledning til at angre sine synder og vende sig til ham. Men de troede ikke Noas prædiken. De spottede hans advarsler og gjorde nar af at han byggede et så uhyre stort skib på tørt land. Noas anstrengelser for at reformere sine medmennesker vandt ikke meget fremgang. Men i over et hundrede år vedblev han standhaftigt at arbejde på at vende menneskene til synds fortrydelse og til Gud. Ethvert slag på arken prædikede for folket. Noa styrede værket, prædikede og arbejdede, mens folket så til med forbavselse, og anså ham som en fanatiker. ret
(66) Gud gav Noa nøje mål på arken, og bestemte regler hvorledes den skulle indrettes i enhver henseende. I mange stykker var den ikke dannet som et skib, men beredt lig et hus. Grunden lignede en båd som kunne flyde på vandet. Der var ingen vinduer i siderne på arken. Den var tre etager høj, og de fik lys fra et vindue i toppen. Døren var i siden. De forskellige afdelinger, beredte til at modtage alle slags dyr, var således indrettede at vinduet i toppen gav lys til alle. Arken var bygget af cypresser eller gofertræ, som kunne vare mange hundrede år. Den var en bygning af stor varighed, hvilken ingen menneskelig visdom kunne udtænke. Gud lagde planen og Noa var hans bygmester. ret
(66) Efter at Noa, havde gjort alt som stod i hans magt for at udføre enhver del af værket ret, var det umuligt for arken af sig selv at kunne modstå stormens voldsomhed som Gud i sin frygtelige vrede ville bringe over jorden. Det var et langsomt værk at fuldende denne bygning. Ethvert stykke tømmer blev nøje passet til, og hver sammenføjning dækket med beg. Alt hvad menneskene kunne gøre for at gøre værket fuldkommet, blev gjort; men efter alt kunne Gud alene bevare bygningen på de vrede, svulmende bølger ved sin underfulde kraft. ret
(66) I begyndelsen var der mange som tilsyneladende modtog Noas advarsel, men de vendte sig ikke fuldt til Gud med sand anger. En vis tid blev dem givet førend floden kom, i hvilken de blev sat på prøve – for at forsøges og prøves. De udholdt ikke prøven. Den herskende fordærvelse overvandt dem, og de deltog til sidst med andre som var fordærvede i at spotte og gøre nar af den gudfrygtige Noa. De ville ikke vende om fra sine synder men vedblev at have mange hustruer og hengive sig til sine fordærvede lidenskaber. ret
(67) Enden på deres prøvetid kom nær. Verdens vantro, spottede indbyggere skulle få et særdeles tegn på Guds guddommelige magt. Noa havde trolig fulgt den undervisning Gud havde givet ham. Arken var fuldført nøjagtig ligesom Gud havde befalet. Den var fuldført nøjagtig ligesom Gud havde befalet. Han havde indsamlet et uhyre kvantum føde for mennesker og dyr. Efter at dette var udført befalede Gud den fromme Noa: "Gå ind, du og hele dit hus, i arken; thi jeg har set dig at være retfærdig for mig i denne slægt." Engle blev udsendte for at samle dyrene, som Gud havde skabt, fra mark og skov. Og de fulgte efter, to og to, han og hun, og af rent kvæg syv og syv. Verden så til med forundring – nogle med frygt, men de var blevet så forhærdede i oprør med Gud, at denne mærkværdige åbenbarelse af Guds magt havde blot en øjeblikkelig indvirkning på dem. Syv dage kom disse dyr ind i arken, og Noa ordnede dem i de pladser som var beredte for dem. ret
(68) Da dem dødsdømte slægt så solen skinne i sin glans og jorden klædt i næsten eden skønhed, bortdrev de deres opstigende frygt med støjende lystighed; og synes ved deres voldsgerning at nedkalde Guds allerede opvakte vrede over sig selv. ret
(68) Alting var nu rede til at lukke arken, hvilket Noa ikke kunne gøre indefra. Den spottende folkemængde ser en engel nedstige fra himmelen klædt med lynets glans. Han tillukker den massive ydre dør, og styrer derpå sin kurs op mod himmelen igen. Noas familie var syv dage i arken førend regnen begyndte at falde på jorden. I denne tid indrettede de enhver ting for sit langvarige ophold medens vandene ville skjule jorden. Disse var bespottelsens og lystigheds dage for den vantro mængde. De mente at Noa var bedraget fordi hans profeti ikke blev opfyldt straks efter at han var gået ind i arken, og at det var umuligt at verden kunne blive ødelagt ved vandflod. Før denne tid havde der ikke været nogen regn på jorden. En tåge var kommet op fra vandene, hvilken Gud lod opstige om natten ligesom dug, der oplivede planterne og gav dem vækst. ret
(69) Uagtet den højtidelige åbenbarelse af Guds magt som den vantro mængde havde beskuet – den unaturlige begivenhed at dyrene forlod skov og mark og gik ind i arken og at Guds engel klædt med himmelsk glans nedsteg fra Himmelen med forfærdelig Majestæt og lukke Døren; så forhærdede de og sine hjerter og vedblev at gøre sig lystige og at drive spot med disse mærkværdige beviser på guddommelig magt. Men på den ottende dag blev himlene sorte. Den rullende torden og de stærke lyn stråler begyndte at forfærde mennesker og dyr. Regnen strømmede ned fra skyerne ovenover dem. Dette var noget de aldrig havde set før, og deres hjerter blev modløse af frygt. Dyrene vandrede omkring i den vildeste forskrækkelse, og deres skurrende stemmer syntes klagende at forkynde deres egen og menneskernes forestående skæbne. Stormens voldsomhed tiltog indtil regnen kom fra himmelen ligesom mægtige vandfald. Floderne steg over deres grænser, og vandene strømmede til dalene. Det store dybs kilder blev også åbnede. Vandspring vældede frem af jorden med ubeskrivelig kraft, og kastede massive klippestykker flere hundrede fod op i luften, som i deres fald begravede sig selv dybt i jorden. ret
(69) Menneskene så først hvorledes deres hænders gerning blev ødelagt. Deres prægtige bygninger og deres skønt indrettede haver og lunde, hvor de havde opstillet sine afguder, blev ødelagte af lynild fra himlen. Deres ruiner blev adspredte rundt omkring. De havde oprettet alterne i lundene, og indviet dem til deres afguder, på hvilke de ofrede mennesker. Disse, som Gud afskyede, blev nedrevet i hans vrede for deres øjne, og de måtte skælve før den levende Guds magt, himmelens og jordens skaber, og erkende at det var deres vederstyggeligheder og forfærdelige afguderiske ofringer som havde fremholdt deres ødelæggelse. ret
(70) Stormens voldsomhed tiltog, og folkenes jammerskrig som havde foragtet Guds autoritet, blandede sig med elementernes rasen. Træer, bygninger, klipper og jord blev kastet i alle retninger. Menneskenes og dyrenes forfærdelse overgik al beskrivelse. Selv djævelen, som blev tvunget til at opholde sig blandt de rasende elementer, frygtede for sit eget liv. Det havde været en glæde for ham at herske over så mægtig en slægt, og han ønskede at de skulle leve for at udøve deres vederstyggeligheder og forøge deres oprør mod himmelens Gud. Han udtalte forbandelser imod Gud, og beskyldte ham for uretfærdighed og grusomhed. Mange af folkene bespottede Gud, ligesom Satan, og dersom de kunne have udført deres oprørske hensigter ville de have nedstyrtet ham fra retfærdighedens trone. Medens mange bespottede og forbandede deres skaber, var andre vanvittige af frygt, og udstrakte sine hænder mod arken, idet de bad om at blive indladt. Men dette var umuligt. Gud havde tillukket døren, den eneste indgang, og lukket Noa inde og de ugudelige ude. Han alene kunne åbne døren. Deres frygt og anger kom for sent. De blev tvungne til at erkende at der var en levende Gud som var mægtigere end mennesket, hvem de havde trodset og bespottet. De kaldte på ham med alvor, men hans øre var ikke åbent for deres skrig. Nogle søgte i deres fortvivlelse at bryde ind i arken, men den stærke bygning modstod alle deres anstrengelser. Nogle klyngede sig fast til arken indtil de blev bortskyllede af rasende bølger, eller deres tag blev løsrevet af klippestykker og træer, som blev kastede i alle retninger. De som havde ringeagtet Noas advarsler og gjort nar af den gudfrygtige retfærdigheds prædikant, angrede deres vantro for sent. Arken blev alvorligt vugget og kastet omkring. Dyrene derinde udtrykte med deres forskellige stemmer den vildeste forfærdelse; men arken stod uden fare for de oprørske vande, blandt de stridende elementer, og træer og klipper som kastes omkring. Engle som er vældige i magt lede arken og bevarede den fra al skade. Arken bevarelse hvert øjeblik af den forfærdelige storm gennem fyrretyve dage og fyrretyve nætter var et mirakel af guddommelig almagt. ret
(71) Dyrene som var udsatte for stormen flyede til menneskene, og valgte menneskelige væseners selskab, som om de forvente hjælp af dem. Nogle af folkene bandt sine børn og sig selv til kraftige dyr, da de vidste at de ville kæmpe hårdnakket for livet og bestige de højeste punkter for at undgå de stigende vande. Stormens raseri formindskes ikke – vandene tiltog hurtigere i begyndelsen. Nogle gjorde sig selv fast til høje træer på de højeste pynter af landet, men disse træer oprykkes med rode, føres med voldsomhed gennem luften, og se ud som de blev lastede med vrede, tillige med stene og jord, i de svulmende, brusende bølger. Mennesker og dyr stræbte at holde sig fast på de højeste steder indtil alle blev nedstyrtede tilsammen i de skummende vande som næsten nåede de højeste pynter af land. Til sidst nåede vandet disse, og mennesker og dyr omkom til sammen i syndflodens vande. ret
(72) Noa og hans familie ventede ængstelig på at vandet skulle formindskes. han ønskede at gå ud på jorden igen. Han sendte en ravn, som fløj frem og tilbage, til og fra arken. han fik ikke den ønskede underretning og udsendte derfor en due; men den fandt ingen hvile og kom igen til arken. Efter syv dage udsendte han atter en due. da den blev set med olieblad i sit næb der blev stor glæde i familien af otte, som så længe havde været indelukket i arken. Engel stiger atter ned og åbner døren til arken. Noa kunne åbne toppen, men han kunne ikke åbne døren som Gud havde lukket til. Gud talte til Noa ved den engel som åbnede døren, og bød Noas familie at gå ud af arken og udføre enhver levende ting med sig. ret
(73) Noa glemte ikke Gud, som så nådigt havde bevaret dem, men oprejste straks et alter, og tog af alle rene dyr og af alle rene fugle og ofrede Brændofre på altret, hvorved han viste sin tro på Kristus, det store Offer, og sin taknemmelighed til Gud for deres underfulde frelse. Noas offer steg op for Gud som en behagelig lugt. han antog ofret og velsignede Noa og hans familie. Dette indeholder en lærdom som alle som levede på jorden, bør for enhver nådes og kærlighedsgerning af Gud, bør de, først af alt, frembære oprigtig taksigelse og fremkomme med ydmyg tilbedelse for ham. ret
(73) Gud opmuntrede Noas familie nådigt med forjættelse, for at menneskene ikke skulle forfærdes over skyerne som samlede sig og regnen som faldt, og således leve i stadig frygt for en ny syndflod: "Og jeg opretter min pagt med eder, at herefter skal ikke alt kød ødelægges af flodens vand; og der skal ikke komme en flod herefter, at fordærve jorden. Og Gud sagde: dette er et tegn på den pagt som jeg gør imellem mig, og imellem eder, og imellem alle levende sjæle, som er hos eder til evig tid. Jeg har sat min bue i skyen; og den skal være til en pagts tegn, ind imellem mig og imellem jorden. Og det skal ske, når jeg fører skyen over jorden, da skal buen ses i skyen. Og jeg vil komme min pagt i hus, som er imellem mig, og imellem eder, og imellem alle levende sjæle af al kød, der ikke mere skal være vand til en flod, at fordærve alt kød. Derfor skal buen være i skyen; og jeg vil se den, at komme den evige pagt i hu imellem Gud og imellem alle levende sjæle af alt kød, som er på jorden." 1 Mos. 9,11-16. ret
(74) Hvilken nedladenhed af Gud! hvilken medlidenhed med fejlende mennesker, at sætte den skønne mangefarvede regnbue i skyerne som et tegn på den store Guds pagt med mennesket! Denne regnbue blev sat til vidnesbyrd for alle slægter om det faktum, at Gud ødelagde jordens indbyggere ved syndfloden for deres store ugudeligheds skyld. Det var hans hensigt, at når børnene i efterfølgende slægter så buen i skyen og spurgte hvorfor denne herlige bue omspændte himlene, da skulle forældrene forklare for dem om den gamle verdens ødelæggelse ved syndfloden fordi folkene hengav sig til alle slags ugudelighed, og at den almægtiges hænder havde bøjet buen og sat den i skyerne til et tegn på at han aldrig mere ville bringe en vandflod over jorden. Dette symbol i skyerne skulle bestyrke troen hos alle og stadfæste deres tillid til Gud; thi det var et tegn på guddommelig nåde og godhed mod mennesket; at selvom Gud var blevet opirret til at ødelægge jorden ved syndfloden, så omgiver hans nåde dog endnu jorden. Gud siger, at når han ser på buen i skyen vil han komme den evige pagt i hu. Han ønsker ikke at vi skulle forstå dette således, at han kunne nogensinde glemme den, at han taler til mennesker med menneskelige udtryk, for at de kunne bedre forstå ham. ret
(75) En regnbue er fremstillet i himmelen rundt omkring tronen og over Kristi hoved som et symbol på at Gud nåde omgiver jorden. Når mennesket ved sin store ugudelighed opvækker Guds vrede, så beder Kristus menneskets midler, for ham, og peger til regnbuen i skyen som et vidne om Guds store nåde og barmhjertighed med fejlende mennesker; og tillige til regnbuen over tronen og på hans hoved som et sindbillede på Guds herlighed og nåde, som hviler der til velsignelse for angergivne mennesker. ret
(75) Alle slags dyr som Gud havde skabt blev bevarede i arken. De blandede arter som Gud ikke havde skabt, hvilke var en følge af sammenblanding, blev ødelagte i syndfloden. Der har været sammenblanding af mennesker og dyr siden syndfloden, hvilket ses i de næsten uendelige, forskellige arter af dyr, og i visse menneskeracer. ret
(75) Efter at Noa var kommet ud af arken så han omkring på de mægtige, glubende dyr som han havde bragt ud af arken, og derefter på sin familie, som talte otte og han frygtede såre for at de ville blive ødelagte af dyrene. Men Herren sendte sin engel som sagde til Noa: "Og frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle vilde dyr på jorden, og over alle fugle under himmelen; over alt det som kryber på jorden, og over alle fisk i havet, de skal være givet i eders hænder. Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til spise; ligesom grønne urter har jeg givet alt dette." 1 Mos. 9,2-3. ret
(76) Forud for denne tid havde Gud ikke givet mennesket tilladelse til at spise kød. Enhver levende ting på jordens overflade som mennesket kunne benytte til næring var blevet ødelagt. Derfor gav Gud Noa tilladelse til at spise de rene dyr som han havde taget med sig i arken. Gud sagde til Noa: "Alt det som vrimler, som lever, skal være eder til spise; ligesom grønne urter har jeg givet eder alt dette." Ligesom Gud før havde givet dem jordens urter og markens frugt, således tillader han dem nu, under de særlige omstændigheder som de er sat i, at spise kød. Dog så jeg at dyrenes kød ikke var det sundeste næringsstof for mennesket. ret