(76) Hele jordens overflade blev forandret ved syndfloden. En tredje, forfærdelig forbandelse hvilede nu over den som en følge af menneskets overtrædelse. De skønne træer og buske som bare blomster blev ødelagte, dog bevarede Noa sæd og tog den med sig i arken, og Gud bevarede nogle få af de forskellige arter af træer og buske i live, for fremtidige slægter, ved sin underfulde magt. Snart efter syndfloden syntes træer og planter at vokse op og endog af klipperne. Ved Guds forsyn var sod blevet adspredt og drevet ind i klippernes revner og sikkert gemt der for menneskenes fremtidige brug. ret
(77) Vandene havde været femten alen over de højeste bjerge. Herren erindrede Noa, og da vandene faldt lod han arken hvile på toppen af en bjerggruppe, som Gud med sin almagt havde bevaret og ladet stå fast gennem den hele voldsomme storm. Disse bjerge var kun et lille stykke fra hinanden, og arken drev omkring og hvilede snart på et, snart på et andet af disse bjerge, og blev ikke mere drevet omkring på det grænseløse hav. Da bjergene og højene kom til syne var de i en sønderreven ujævn tilstand, og alting omkring dem lignede en sø af mundret vand som blødt dynd. ret
(77) Da syndfloden kom, havde menneskene og dyrene forsamlet sig til de højeste punkter af landet og da vandene vendte tilbage fra jorden lå de døde legemer på bjergene og højene såvel som på sletterne. Menneskers og dyrs legemer lå på jordens overflade. men Gud ville ikke tillade disse at forblive på jordens overflade, hvor de ville gå i forrådnelse og fordærve luften; derfor gjorde han jorden til en uhyre begravelsesplads. han lod en mægtig vind gå over jorden for at bort tøre vandene, som bevægede dem med stor kraft. I nogle tilfælde bortførte de bjergenes top ligesom mægtige laviner, og dannede uhyre høje bjerge hvor der ingen var at se før, og begravede de døde legemer med træer, stene og jord. Disse høje forøgedes i størrelse og blev mere uregelmæssige i dannelse ved samlinger af stene, jordlag, træer og jord, som drev på og omkring dem. De dyrebare træ, stene, sølv og guld som havde beriget og forskønnet verden før syndfloden, og som menneskene havde forgudet, blev nedsænket under jordens overflade. Vandene som brød frem med så stor magt havde flyttet jord og stene og ophobet dem på jorden skatte, og på mange steder dannet bjerge over dem for at skjule dem fra menneskers syn og efterforskning. ret
(78) Gud så at jo mere han berigede og velsignede syndige mennesker, desto mere fordærvede de deres veje for ham. Disse skatte som burde have ledt mennesket til at ære den gavmilde giver, blev dyrkede i stedet for Gud, mens de forkastede giveren. ret
(78) De skønne, regelmæssige dannede bjerge var forbundne. Stene, jordlag og sønderrevne klipper sås på nogle steder af jorden, som ikke tidligere var til syne. Hvor der havde været dejlige sletter dækket med grønt og yndige planter, var der dannet høje og bjerge af stene, træer og jord, over menneskenes og dyrenes legemer. Hele jordens overflade fremstillede et skue af uorden. Nogle dele af jorden var mere vanskabte end andre. de tungeste mærker af forbandelsen sås hvor jordens rigeste skatte af guld, sølv og dyrebare stene engang havde været. Derimod hvilede forbandelsen lettere over de lande som ikke havde været beboet og de dele af jorden hvor der havde været mindst forbandelse. ret
(79) Før syndfloden var der uhyre skove. Træerne var mange gange større end nogle af de træer vi nu ser. De var af stor varighed, og viste ingen tegn på forfald i mange hundrede år. På syndflodens tid blev disse skove revet op eller nedbrudte og begravet i jorden. På samme steder blev store masser af disse uhyre træer kastet sammen og dækket med sten og jord ved syndflodens omvæltninger. Siden efter er de forstenede og blevet til kul, hvilket forklarer hvorledes de store kullag, som nu findes, er fremkommet. Disse kul har frembragt olie. Gud lader store masser af kul og olie antændes og brænde. Stene ophedes kraftigt, kraften brænder og jern smeltes. Vand og ild møder under jordens overflade. vandets virkning på kalkstenene forøger den stærke hedes heftighed, og bevirker jordskælv, vulkaner, og udbrud af ild. Ildens og vandets virkning på underlagene af stene og olie frembringer stærke udbrud der lyder ligesom dæmpet torden. Disse underfulde naturbegivenheder bliver mere talrige og forfærdelige kort før Kristi andet komme og verdens ende som tegn på dens hurtige ødelæggelse. ret
(80) Olie og kul findes i almindelighed hvor der ikke er ildsprudende bjerge eller udbrud af ild. Når ild og vand mødes under jorden kunne vulkanerne ikke give luft nok for de ophedede, underjordiske elementer. Jorden ryster og grunden løftes op eller bevæger sig bølgeformet, og der er en stærk lyd ligesom underjordisk torden. Luften er ophedet og kvælende. Jorden åbner sig hurtigt, og jeg så landsbyer, købstæder og brændende bjerge som sank ned i jorden tilsammen. ret
(80) Gud styrer alle disse elementer. De er hans redskaber til at gøre hans vilje. Han kalder dem til virksomhed for at tjene sine hensigter. Disse brændende udstrømninger har været, og vil blive, Guds redskaber til at udslette meget ugudelige stæder af jorden. De farer levende ned i afgrunden ligesom Kora, Datan og Abiram. Disse er vidnesbyrd om Guds magt. De som har set disse brændende bjerge, hvorledes de udspyer ild og flammer og en uhyre masse af smeltende metaller, samt borttørre floder så at de forsvinder, have været grebet af forfærdelse ved synet af den storartede scene. De er blevet fyldte med ærefrygt som om de beskuede Guds uendelige magt. ret
(81) Disse fremstillinger vise særlige tegn på Guds magt, og er bestemte til at bringe jordens indbyggere til at skælve for ham, og tillukke munden på dem der ligesom Faraos hovmod siger: "Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse?" 2. Mos. 5,2. Esajas henviser til disse åbenbarelser af Guds magt, når han udråber: "Gud du ville sønderrive himlene! gud du ville fare ned, at bjergene kunne bortflyde for dit ansigt! ligesom ild optænder det der smeltes, ligesom ild kommer vand til at syde – for at lade hedningerne kende dit navn, og hedningene skulle bæve for dit ansigt. Du gjorde underlige ting, hvilke vi ikke forventede; du nedenfor, bjerge bortstøde for dit ansigt." ret
(81) "Herren er langmodig, hans kraft er stor, Herren lader intet ustraffet. I uvejr og storm er hans vej, skyer er hans fødders støv. Han truer og udtørrer havet, gør alle strømme tørre; Basan og karmel vansmægter, Libanons skud visner hen. Bjergene skælver for ham, højene står og svajer; jorden krummer sig for ham, jorderig og alle, som bor der. Hvem kan stå for hans vrede, hvo holder stand mod hans harmglød? Hans harme strømmer som ild, og fjeldene styrter for ham." Nah. 1,3-6. ret
(81) "Herre, sænk din himmel, stig ned og rør ved bjergene, så at de ryger; slyng lynene ud og adsplit fjenderne, send dine pile og indjag dem rædsel." Sal 144: 5,6. ret
(82) De som lever på jorden kort før Kristi andet komme ville blive vidne til større undere end man har set hidtil. "Og jeg vil give underlige tegn i himmelen og på jorden: nemlig blod, og ild, og røgstøtter." Joel 3,3. "Og der skete røster og tordener og lys; og der skete et stort jordskælv, sådant som ikke har været fra den tid, at menneskene blev til på jorden, et sådant jordskælv så stort. . . . Og hver ø flyede, og bjergene blev ikke fundet. Og en stor hagel, cetnertunge, faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene bespottede Gud for hagelens plage; thi deres plage er meget stor." Åb. 16, 18, 20.21. ret
(82) Jordens indre var Herrens højhus hvorpå han drog de vågen som han benyttede til den gamle verdens ødelæggelse. Vandene fra jordens indre vældede frem og forenede sig med vandene fra himmelen for at udføre ødelæggelsesværket. Efter syndflodens tid har Gud benyttet både vand og ild på jorden som sine redskaber til at ødelægge ugudelige stæder. ret
(82) På Herrens dag, lige før Kristi komme, vil Gud sende lynild fra himmelen i sin vrede, som vil forene sig med ilden i jorden. Bjergene vil brænde som en ovn, og vil udspy forfærdelige strømme af lava, og ødelægge haver og marker, landsbyer og stæder; og når de udgyder deres smeltede metal, stene og ophedet dynd, i floderne, ville de bringe dem til at syde som en gryde, og udkaste massive klipper, og adsprede deres sønderbrudte dele over landet med ubeskrivelig voldsomhed. Hele floder bliver borttørrede. Jorden vil ryste, og der vil blive forfærdelige udbrud og jordskælv overalt. Gud vil plage jordens ugudelige indbyggere indtil de bliver udryddet af jorden. De Hellige bliver bevarede på jorden midt iblandt disse forfærdelige omvæltninger, ligesom Noa blev bevaret i arken på Syndflodens tid. ret
(82) På Herrens dag, lige før Kristi komme, vil Gud sende lynild fra Hilsen i vrede, som vil slutte sig sammen til ild på jorden. Bjergene vil brænde som en ovn, og vil udspy forfærdelige strømme af lava, og ødelægge haver og marker, landsbyer og stæder; og når de udgyder deres smeltede metal, stene og ophedet dynd, i floderne, ville de bringe dem til at syde som en gryde, og udkaste massive klipper, og adsprede deres sønderbrudte dele over landet med ubeskrivelig voldsomhed. Hele floder bliver borttørrede. Jorden vil ryste, og der vil blive forfærdelige udbrud og jordskælv overalt. Gud vil plage jordens ugudelige indbyggere indtil de bliver udryddet af jorden. ret
(83) De Hellige bliver bevarede på jorden midt iblandt disse forfærdelige omvæltninger, ligesom Noa blev bevaret i arken på syndflodens tid. Kristus viser sig i sin herlighed, og kalder de retfærdige døde ud. De levende hellige forandres, og sammen med de opstandne døde, bæres de væk fra jorden af engle, for at møde Herren i luften. Jorden efterlades som en trøstesløs ørken. ret
(83) Ved afslutningen af et tusinde år, stiger Jesus, herlighedens konge, ned fra den hellige stad, iklædt med klarhed, som lynglimt fra oliebjerget – det samme bjerg som han før steg op af efter hans opstandelse. Idet hans fødder berører bjerget, deler det sig i stykker, og bliver til en stor slette, og, beredes for at indtage den hellige stad, som er i Guds paradis, edens have, som blev taget op efter menneskets overtrædelse. Nu stiger den ned sammen med staden, mere smuk og herligt besmykket end da de blev fjernet fra jorden. Guds stad kommer ned og placerer sig på den mægtige slette der er beredt for den. Så forlader Jesus staden, omgivet af den genløste hær, og ledsages på hans vej af engleskaren. Med frygtelig majestæt fremkalder han de onde døde. De vækkes fra deres lange søvn. Hvilken frygtelig vandring! De beskuer Guds søn i hans strenge majestæt og strålende herlighed. Idet de ser ham, ved alle at han er den korsfæstede, som døde for at frelse dem, som de havde foragtet og forkastet. De er lige så mange som sandet på havets strand. Ved den første opstandelse kom alle frem i udødelig opblomstring, men i anden gang er forbandelsens mærker synlig for alle. Alle som kommer frem idet de gik ned i deres grave. Dem som levede før floden, kom frem med deres gigantagtige statur, mere end to gange så høje som mennesker der nu er på jorden, og er vel proportioneret. Generationerne efter vandfloden var mindre i statur. De aftog til stadighed i efterfølgende generation, ned til de sidste som levede på jorden. Modsætningen mellem de første onde mænd som leve på jorden, og dem i den sidste slægt, var meget stor. De første var ganske pænt høje og velproportionerede – de sidste voksede sig til en forsmået, svag og deform race, efterhånden som de kom længere frem. En mægtig hær af konger, krigere, statsmænd og adelsmænd, ned til de laveste, kom sammen frem på den ørkesløse jord. Da de så Jesus i hans herlighed blev de rædselsslagne, og forsøgte at skjule sig fra hans forfærdelige tilstedeværelse. De er overvældede af hans overmådelige herlighed, og tvinges til at udbryde i pinefuld samklang: "Salig er han som kommer i Herrens navn." ret
(85) Jesus og de hellige vender tilbage til staden. Satan går ud blandt den umådelige skare af genopstandne onde, og gør de svage stærke. Så udpeger han dem til utallige millioner som er blevet oprejst, og får dem til at tro at han, ved hans kraft, havde fået dem op fra [deres] grave. Han peger på den kraftfulde slægt som levede før vandfloden, til konger og krigsmænd som var godt udrustede til kamp, og smigrer hans undersåtter med at deres antal er meget større end dem i staden, så de kan føre krig imod dem, og detronisere Gud og hans Søn Jesus Kristus, og tage tronen og besætte staden, og glæde sig over dens rigdomme og herlighed. Idet de onde kommer frem fra deres grave, går de deres tankestrømme igennem, hvor den stoppede i døden. Slægten før vandfloden gik tabt medens de bespottede Gud. De tabte i slaget; de nærer tørst efter sejr; de rejser sig med den samme krigsånd som de havde da de faldt. De accepterer Satan som deres general, og hans engle som deres embedsmænd. Satan og hans engle blev straks indbyggere i staden; og de bekender at forstå lige nu hvordan staden skal angribes og tages i besiddelse. Medens Satan ved deres hoved, går de frem på jordens bredde, og omgiver de helliges lejr, og den elskede stad; og ild kommer ned fra Gud fra Himlen og fortærer dem. ret
(86) Jesus og hans loyale undersåtter stiger op til toppen af staden. Den onde hær beskuer byens pragt, og det lykkelige genløste selskab på dens mure, og forbavses over sceneriet. De beskuer Jesus i hans kongelige majestæt, hans ansigt overgår solens klarhed, omgivet af engle hæren. Idet de onde så på de genløste, og ser deres ansigter udstråle herlighed, og glitrende kroner på deres hoveder, så svigter deres mod, og de græder i pinsler da de indrømmer at de valgte et liv i oprør imod Gud, og Jesus Kristus deres Frelser, for deres illoyalitet har mistet evigt liv, og en uforgængelig rigdom. Mange som bekender at være Kristi efterfølger, men har ikke æret Gud i deres liv, opregner de gode gerninger de udførte da de levede på jorden, og beder indstændig om adgang til staden. De beder om at deres navne var i kirkebøgerne, og de havde profeteret i Kristi navn, og uddrevet djævle i hans navn, og gjort mange underfulde gerninger. Kristus svarer: Jeres sager er afgjorte. Jeres navne er ikke fundet oplistet i livets bog. I bekendte at tro på mit navn, men i trådte på Guds lov. Jeg kender jer ikke, vig bort fra mig, i syndens medarbejdere. Satan og hans engle prøver at opmuntre den onde skare til handling; men ild stiger ned fra himlen, og går sammen med ilden på jorden, og bidrager til kæmpebranden. ret
(87) De majestætiske træer som Gud lod vokse op på jorden, til gavn for den gamle verdens indbyggere, og som de havde brugt til at forme Guder af, og fordærve dem selv med, har Gud forbeholdt jorden, i form af kul og olie som bruges som redskaber til deres endelige udslettelse. Da han fremkaldte vandene i jorden på vandflodens tid, som våben fra hans arsenal til at udføre udslettelsen af mennesker fra før syndfloden, Ligeså vil han ved afslutningen af de et tusinde år, fremkalde ild på jorden, som våben, han har forbeholdt for den endelige udslettelse, ikke kun for efterfølgende slægter siden floden, men også for slægten der gik tabt før syndfloden. ret
(87) Da flodens vande var de højeste på jorden, fik de udseende af en bundløs sø med vand. Når Gud renser jorden til sidst, vil det ligeså se ud som en bundløs ild sø. Ligesom Gud bevarede arken midt i vandflodens tumult, fordi den indeholdt otte retfærdige personer, vil han bevare det Nye Jerusalem, med de trofaste fra alle tider, og den retfærdige Abel ned til de sidste hellige da han levede. Hele jorden, undtagen den del som staden ligger på, vil indpakkes i et hav af flydende ild, dog vil staden bevares som arken blev, ved et mirakel fra den Almægtiges kraft. Den står uskadt iblandt de fortærede elementer. "Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op." ret
(88) Da Guds bud blev overtrådt, faldt en forbandelse over Adam og Eva, og de fik frataget al ret til livets træ. Kristus døde for at frelse mennesker, og stadig bevare æren i Guds lov. Han siger "Salig er de som holder hans bud, (tvætter deres klæder) så de kan få ret til livets træ, og gå ind gennem portene til staden." Her viser Guds søn at holde Guds bud er betingelse for ret til livets træ. Overtrædelse af Guds bud fratog mennesker al ret til livets træ. Kristus døde, så lydighed mod Guds lov, i kraft af Kristi blod, kan gøre mennesker værdig til himmelsk velsignelse, og give mennesket ret til livets træ igen. ret
(88) Når de trofaste døde skal stå op, og herlighedens konge skal åbne Guds stads porte for dem, og de folkeslag som har holdt loven skal gå ind, hvilken skønhed og herlighed vil så møde deres forbavsede øjne, som ikke har set større skønhed på jorden, end det som kan ses i den forrådnende natur efter den trefoldige forbandelse kom over jorden. ret
(89) Det er umuligt at beskrive Adams henrykkelse, når han ser Paradiset igen, Edens have, som før var hans lykkeligt hjem, som han så længe havde været skilt fra, på grund af hans overtrædelse. Han beskuer de elskelige blomster og træer, af enhver beskaffenhed med frugter og skønhed. Alt havde han navngivet efter formål, medens han var uskyldig. Han ser de frodige vine, som tidligere var hans fryd at tilrette i løvhytter og på træer. Men når han igen ser livets træ brede sig vidt ud, med sine omfangsrige grene og strålende frugter, og han igen får adgang til dets frugter og blade, er hans taknemmelighed uudtømmelig. Han bøjer sig først i tilbedelse for herlighedens Konges føder, og så forstærkes sangen sammen med den genløste skare: Værdig, værdig er Lammet som blev slagtet. Adam havde mistet Edens have ved ulydighed mod Guds bud. Han har nu genvundet den elskelige have ved anger og trofast lydighed. Forbandelsen hvilede over ham på grund af ulydighed, velsignelsen er der nu for hans lydighed. ret