(15) Gud fortsatte med at give den hebræiske hær føde med brød fra himlen, men de var ikke tilfredse. Deres fordærvede appetit bad om kød, som Gud i sin visdom holdt tilbage, i stort mål, for dem. "Men den sammenløbne hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også israelitterne til at græde igen, og de sagde: »Kunne vi dog få kød at spise! Vi mindes fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne, og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end manna.« De blev trætte af den mad englene havde forberedt for dem, og sendt dem fra himlen. De vidste at det var præcis den føde Gud ønskede at de skulle have, og at det var sundt for dem og deres børn. Uanset genvordighederne i ørknen, var der ikke en svar i nogen af alle deres stammer. Satan, sygdommens og elendighedens ophav, vil nærme sig Guds folk hvor han kan få den største succes. Han har styret appetitten i stort mål helt fra den gang med hans heldige eksperiment med Eva, og få hende til at spise af den forbudne frugt. Han kom først med sine fristelser til en blandet skare, de troende ægyptere, og oprørte dem til knurren. De ville ikke være tilfreds med den sunde mad som Gud havde tilberedt til dem. Deres fordærvede appetit bad om større variation, især at spise kød. ret
(16) Denne knurren påvirkede næsten hele folkemængden. Først, tilfredsstillede Gud ikke deres liderlige appetit, men fik hans domme til at komme over dem, og fortærede de mest skyldige ved lyn fra himlen. I stedet for at de blev ydmyget, lod dette til at deres knurren blev større. Da Moses hørte folket græde ved deres teltåbninger, og beklage sig over deres familier, blev han utilfreds. Han bragte sin vanskelige situation frem for Herren, denne manglende underdanighed hos israelitterne, og den stilling som Gud havde sat ham i for folket, som af en plejende fader, som gør folkets lidelser til sine egne. Han spurgte Herren hvordan han kunne bære denne store byrde at stadig være vidne til Israels ulydighed, og høre deres knurren imod hans befalinger, og imod Gud selv. Han erklærede for Herren at han hellere ville dø end at se Israel, i deres trodsighed, pådrage sig selv domme, medens Guds fjender frydede sig over deres udslettelse. I sine pinsler sagde han: jeg er ikke i stand til at kunne bære hele dette ansvar alene, fordi det er for tungt for mig. ret
(16) Herren styrede Moses til at samle de halvfjerds ældste sammen foran ham, som han vidste skal være folkets ældste. De var ikke kun dem der var oppe i årene, men værdige mennesker, med sund dømmekraft og erfaring, som var kvalificerede til at være dommere eller embedsmænd. "Før dem hen til åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der. Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære folkets byrde, så du ikke ene skal bære den. Men til folket skal du sige: helliger eder til i morgen, så skal I få kød at spise! I har jo grædt højlydt for Herren og sagt: kunne vi dog få kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil Herren give eder kød at spise; og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve dage skal I spise det, men en hel måned igennem, indtil det står eder ud af næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet Herren, der er i eders midte, og grædt for hans åsyn og sagt: hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!« Moses svarede: »600 000 fodfolk tæller det folk, jeg har om mig, og du siger: jeg vil skaffe dem kød, så de har nok at spise en hel måned! Kan der slagtes så meget småkvæg og hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle fisk i havet samles sammen til dem, så det kan slå til?« Herren svarede Moses: »Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om mit ord går i opfyldelse for dig eller ej.« ret
(17) Moses viste selv en mistillid til Guds kraft, som Herren irettesatte ham for. Ved dette spørgsmål fra Herren til Moses, han skulle forstå at intet var umuligt for universets store Hersker. Han irettesatte Moses fordi han var efterladen over for hans mirakler. Han kunne dele det Røde Hav, og binde vandene, så at de stod som en mur på begge sider af Israel, idet de gik igennem det tørre land, og kunne lade brød regne ned til dem fra himlen, og få vand ud af flintklippen, også at forsyne den israelitiske hær med kødmad. ret
(17) "Da gik Moses ud og kundgjorde folket Herrens ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af folkets ældste og lod dem stille sig rundt om teltet. Så steg Herren ned i skyen og talte til ham; og han tog noget af den ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve ældste, og da ånden hvilede over dem, kom de i profetisk henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem." Denne profetiske gave hvilede på dommerne og de ældste, for at oprette folkets tillid, og være et tegn på at Gud havde valgt dem til at forene deres myndighed med Moses’ myndighed, og hjælpe til med at holde folkets knurren nede under deres rejse i ørknen, og derved lette Moses opgave. ret
(17) "Da rejste der sig på Herrens bud en vind, som førte vagtler med sig fra havet og drev dem hen over lejren så langt som en dagsrejse på begge sider af lejren i en højde af et par alen over jorden. Så gav folket sig hele den dag, hele natten og hele den næste dag til at samle vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti homer. Og de bredte dem ud til tørring rundt om lejren. Medens kødet endnu var imellem tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede Herrens vrede op imod folket, og Herren lod en meget hård straf ramme folket." ret
(18) I dette tilfælde gav Herren folket det som ikke var til deres bedste, fordi de ville have det. De ville ikke nedlade sig til at kun få de ting fra Herren som viser sig for deres bedste. De gav sig til at knurre i oprør imod Moses, og imod Herren, fordi de ikke fik de ting som viser sig skadelig for dem. Deres fordærvede appetit kontrollerede dem, og Gud gav dem kødmad, som de ønskede, og lod dem lide fordi de tilfredsstiller deres liderlige appetit. Brændende feber afskar en meget stor del mennesker. Dem som havde været mest skyldig i deres knurren, blev slået ihjel lige så snart de havde smagt kødmaden som de havde lyst til. Hvis de havde ladet Herren udvælge deres mad til sig, og var taknemmelig og tilfreds med den føde som de kunne spise frit af uden at lide overlast, ville de ikke have mistet Guds gunst, og så blive straffet for deres oprørske knurren, fordi rigtig mange af den var dræbt. ret